Artikel om H.C. Andersen fra Illustreret Tidende 25. december 1859

Nedenstående artikel fra Illustreret Tidende, årgang 1. nr. 13. side 101-102 , der udkom den 25. december 1859 giver et udmærket billede af samtidens opfattelse af H.C. Andersen og hans forfatterskab. Artiklen er skrevet af m. Det har ikke været mig muligt at finde ud af hvad dette synonym står får. Artiklen er omskrevet fra gotisk skrift til nutidig skriftform, samtid er der sket ganske få ændringer af teksten uden at denne har mistet troværdigheden i forhold til den oprindelige artikel.

Desuden har jeg indsat link og relevante billeder med tekst  i artiklen. Det første billede af H.C.Andersen er fra den oprindelige artikel. 

Odense 14. december 2008 

Lars Bjørnsten

Julen er Børnenes fest og derfor bør også deres mening i den glade tid være afgørende. Men hvis nogen i går aftes, da børnene næsten i ethvert hus med tindrende øjne, blusende kinder og den mest spændte forventning afmalet i hvert træk stod og stirrede på den dør, indenfor hvilken julelysene. tændtes, ville have prøvet på at dæmpe den barnlige utålmodighed, få gaves der er middel dertil, men også kun et eneste, nemlig at træde ind i kredsen med et nyt eventyr af Andersen i hånden og tilbyde at oplæse det. Om en eller anden vel i begyndelsen havde fløjtet til den skæbnesvangre dør, så ville han med eller mod sin vilje føle sig greben af denne digter, der ved sin hjertelighed , troskyldighed og ægte humor gør et så dybt indtryk på det barnlige sind. Og hvis man ville spørge børnene, hvilken digter de helst ønskede at se et billede af og beskæftige sig med i disse festdage, så kan man vædde ti mod een, at det enstemmige, jublende svar ville blive: H.C. Andersen!

Men de gamle bliver jo børn igen i julen, man lytter ikke så nøje som ellers til den kolde , beregnende fornuft og har intet imod at mindes den digter, der bedre end de fleste forstår at hensætte os i Fantasiens Rige. Ja selv kritikeren, vrantenhedens, misfornøjelsens og surmuleriets inkarnation, af hvem vor digter i sit liv har haft større sorg end glæde, føler sit iskolde hjerte opvarmet ved denne fest fylder fine lommer med æbler og peberkager, for at glæde en eller anden børneflok. Han forstummer og trøster sig i alt fald med, at folkets røst er Guds røst. Når store og små, unge og gamle imidlertid er enige om noget, og når de oven i købet ikke behøver at befrygte modstand af kritikken, så må det ske. Derfor skal tanken i dette øjeblik henledes på børnenes yndlingsdigter, og for at vort billede kan blive lyst og stort, skal hans værk: "Mit Livs Eventyr" være en palet ,hvoraf farverne tages.

Den 2. april 1805 fødtes i en lille fattig stue i Odense Hans Christian Andersen. Hans fader var skomager og levede i trange kår. En kasse med jord med purløg og persille, der stod på taget, var husets hele have, som endnu blomstrer i hans eventyr: Snedronningen. Hans barndom og ungdomsår henlevede han i kamp med armod og miskendelse. Hans digtertalent åbenbarede sig tidligt, allerede som niårig dreng skrev han komedier, og hans fantasi blev næret ved læsningen af mange digterværker, blandt hvilke Holberg og Shakespeare gjorde et så dybt indtryk på ham, at han kunne huske hele scener udenad. efter faderens tidlige død, gav moderen, der ville sætte ham i skrædder lære, omsider efter for hans ønsker og lod ham rejse til København, hvor han indtraf i året 1819, hvor Baggesen forudsagde, at der engang ville blive noget stort af ham, og hvor han, efter at have lidt megen nød, omsider fandt varme velundere og beskyttere i Siboni, Weyse og Guldberg, men frem for alle i Geheimeconferentsraad Collin, hvis hus blev hans hjem, som ledede hans første skridt og stedse har været ikke hans beskytter, men hans fader i ordets ædleste betydning. Han var først elev i teatrets synge- og danseskole, men erholdt afsked derfra, og da han havde skrevet og indleveret et stykke til teatret, der vel ikke antoges, men dog efter Rahbeks udsagn indeholdt mange guldkorn, fik han offentlig understøttelse til at studere.

H.C.Andersens skole i Slagelse

Slagelse Latinskole. Bredegade 4-6 Slagelse

Billedet er fra ca. år 1900 , hvor der ikke længere var latinskole i bygningen.

Foto: Lars Bjørnsten

Under sin skolegang i Slagelse og Helsingør vakte han opmærksomhed ved flere digte, blandt hvilke "Det døende Barn" er det mest bekendte. I året 1828 blev han student, og nu "fløj som en bisværm de krogede fantasier og indfald" han på sin vandring til og fra manuduktøren havde været forfulgt af, ud i verden i hans første skrift "Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829" en forunderlig bog, der vidner om en rig, men ofte udskejende  fantasi og på hvilken Hoffmans indflydelse er umiskendelig. Mens de ædleste af nationen, mens mænd som Oehlenschläger og H.C. Ørsted, hos hvem Andersen stedse fandt opmuntring, vejledning og trøst i modgangens timer, kom den unge digter venligt og smukt i møde, var han derimod i de selskabskredse, hvor han bevægede sig, ofte genstand for en spot, der dels var begrundet i en vis ubehjælpsomhed og ubekendtskab med verden, dels i den barnlige troskyldighed, hvormed han lagde alt, hvad han tænkte uden at have nogen anelse om, at blasertheden og ironien lurede paa enhver blottelse, men de der på den tid troede at kunne have ham til bedste, have vist ofte tænkt på Gabriels ord: "Vi skulle ikke spotte, thi vi er for sortsynede til at vide, hvad vi gør os lystige over, og vi kunne ikke altid skelne klinten fra hveden." Kort efter "Fodrejsen" skrev han paa rimede vers: "Kjærlighed paa Nicolai Taarn " og sin første digtsamling, der vandt meget bifald. Efter en lille udflugt til Fyn og Jylland udgav han en ny digt samling: "Phantasier og Skizzer," samt vaudevillen: "Skilles og mødes", der fire år derefter blev opført på Det kongelige Teater.

Alle hans digte, blandt hvilke der findes den større cyclus: "Aaret tolv Maaneder," udmærker sig ved hjertelighed, naturlighed og en frisk og levende fantasi, mens en ukorrekthed i sprogformen og en vis vaklen i planens gennemførelse kun alt for ofte gjordes til genstand for en skånselsløs kritik. Med kongelig understøttelse foretog han i året 1833 en rejse til udlandet og traf i Hamborg digteren L. Kruse, der bragte ham den første digterhilsen i fremmed land. Derpå drog han til Paris, hvor han gjorde Heinrich Heines bekendtskab, og derefter gennem Schweiz til Italien, hvor han skrev det smukke dramatiske digt: "Agnete og Havmanden". I Rom levede han sammen med Thorvaldsen, Küchler, Blunck og Fearnley. Resultatet af denne rejse var: "Improvisatoren" (1835) i hvilken han, som Sibbern skrev, ikke mere var den unge Aladdin, vi så lure bag søjlen og tumle sig på torvene, men den Aladdin, der ældet og forynget på engang træder ud af badet. Dette værk kan siges at have grundlagt Andersens berømmelse i udlandet. Det blev oversat i Sverige, Tyskland, Rusland, Amerika og England, ja i det sidstnævnte land gjorde man det endog den ære at sige, at Improvisatoren er i romanen, hvad Childe Harold er i poesien. Denne roman efterfulgtes af O.T. (1836), hvis scener på heden og ved Vesterhavet er udkastede med kækhed og livlighed, og "Kun en spillemand" (1837), et mere gennemtænkt arbejde, der med gribende alvor skildrer en ædel naturs kamp mod ubllighed, tåbelighed og de prosaiske omgivelser. Det dramatiske arbejde "Mulatten", der ånder en så varm følelse for negrenes menneskeret, blev opført i året 1840 og modtoges med jublende bifald. På samme tid udkom "Billedbog uden Billeder", som næst efter eventyrene har gjort mest lykke og som en engelsk kritiker kalder: "En  Iliade i en Nøddeskal." Efter at have skrevet "Maurerpigen", som kun fandt en kold modtagelse, foretog vor digter sin anden store rejse i Italien, Grækenland og Constantinopel, som han har beskrevet på sin måde i "En Digters bazar".

I året 1838 vendte Thorvaldsen, hvis venskab Andersen allerede havde vundet i Italien, tilbage til sin fædreland. Hans indtog i København var en sand nationalhelt. I hans selskab på Nysø hos baronesse Stampe skrev Andersen flere af sine eventyr, der dengang ikke havde synderlig betydning herhjemme. Thorvaldsen morede det dog at høre og atter at høre de samme eventyr. Under hans mest poetiske arbejder stod han med et smil om mund og lyttede til historien om "Toppen og Bolden" og "Den grimme Ælling" og tit i tusmørket, når familien sad i den åbne havestue kom den store kunstner stille hen, klappede digteren på, skulderen og sagde: "Faae vi smaa ikke et lille Eventyr?"

Af dramatiske arbejder fra den tid ville vi indskrænke os til at nævne "Fuglen i Pæretræet" og teksten til den geniale Weyses "Kenilworth". Derpå søgte han atter at styrke sig ved disse rejser, der var blevet en sand nødvendighed for ham. Han begav sig til Paris, hvor han modtoges med agtelse og velvilje af Victor Hugo, Alexander Dumas, Balzae samt skuespilkunstens fyrstinde, Rachel, og hvor han levede sammen med en kreds af højtbegavede unge landsmænd, f.eks. Læssøe, Orla Lehmann, Krieger, Bunzen og Schiern.

I året 1843 udgav H.C. Andersen sine "Nye Eventyr", der frembragte et af disse store omslag i den offentlige mening, hvortil måske også hans stedse voksende berømmelse i udlandet har bidraget noget, og digteren siger selv på sin trofyldige måde: "Fra den tid at regne har jeg intet særligt at beklage mig over, jeg har efterhånden fået og får al den erkendelse og gunst, jeg kan fortjene, ja måske lidt mere endda."

 Det er Andersens eventyr, der ubetinget herhjemme sættes over alt, hvad han har leveret, og da vi selv dele de almindelige mening, bede vi om tilladelse til at dvæle lidt længer ved disse småhistorier, hvor digterens levende fantasi, vidunderlige naivitet og friske humor smelte sammen med hans fromme barnlige gemyt og danne er i vor litteratur uopnået hele. Den første samling udkom i året 1835 og er senere blevet forøget med mange andre. De er blevet læst med lige stor glæde af børn og af voksne, de er udgivne mangfoldige gange og på mange sprog og er blevet smukt illustreret af den for kunsten i almindelighed og for xylografien i særdeleshed kun alt for tidligt bortdøde B. Pedersen. At fremhæve et enkelt eventyr af denne herlige skat, hvor alt er udmærket, er vanskeligt, men "Den grimme ælling", "Den standhaftige Tinsoldat", "Toppen og Bolden" og "Det er ganske vist" bør dog nævnes som nogle af de mest klassiske. I en anmeldelse i "Dansk Maanedskrift" siges: "Eventyret holder en lystig dommedag over skin og virkelighed, over den ydre skal og den indre kerne. Der går en dobbelt strøm deri. En ironisk overstrøm, som leger og spøger med stort og småt, som spiller fjerholdt med højt og lavt, og så den dybe alvors understrøm, som retfærdigt og sandt bringer alt på den rette plads. Dette er den sande, den kristelige humor". Denne udtalelse giver digteren selv det rette eftertryk, idet han erklærer: "hvad jeg vilde og stræbte at opnaa, er her klarlig  udtalt!". Når til de alt omtalte egenskaber endnu kommer den omstændighed, at det dramatiske element i de fleste af disse eventyr og historier er stærkt fremtrædende, er der ikke at undres over, at Jomfru Jørgensen samt  de herrer Phister og Wiehe fik den heldige ide, at fortælle nogle af dem fra scenen, og at de blev særdeles vel optagne.

Af danske blade var det "Fædrelandet" der først havde den fortjeneste på en hædrende og anerkendende måde at henlede opmærksomheden på eventyrene, mens den dygtige kritiker P.L. Møller ligeledes i "Dansk Pantheon", hvortil han skrev de fleste biografier, hævede sin stemme til gunst for Andersen. I udlandet genlød hans ros overalt. Den hæderligt bekendte engelske tidende "The Atheneum" siger således "Skjøndt det vil klinge foranderligt kunde vi dog nok forsvare den Paastand, at den mest fassende Form for en Anerkendelse af dette Værk vilde være en Aftenmelodi, saadan som Weber digtede for Havfruerne i hans "Obern" eller som Lizst improviserende kan hviske i en mild, begejstret Stemning", men hvor højt disse arbejder skattes i andre lande, kan man bedst bedømme deraf, at en tysk forfatter i en nylig udkommen litteraturhistorie fortæller sine læsere, at den engelske oversætter af de grimske folkeeventyr udtaler det håb, at disse i tiden må blivee lige så populære i England, som Andersens, og i en fransk udgave har man endog sammenlignet eventyrene med Lafountaines "Fables immortelles".

I foråret 1844 fuldendte han det dramatiske digt: "Lykkens Blomst", i hvilket han ville vise, at det ikke er kunstnerens udødelige navn, ikke kongetronens glans, der gør mennesket lykkeligt, men at lykken findes, hvor man glad i lidet, efter og er genelsket, og fra et kort besøg på Nysø hjembragte han: "Kongen drømmer". Omtrent på den tid blev også "Den nye Barselsstue" indleveret til opførelse på Det kongelige Teater, men anonymt. Stykket gjorde ualmindelig lykke. Ingen uden de få indviede anede, at det var af Andersen, og han har først i en lang senere periode vedkent sig det ved at optage det i sine samlede skrifter.

I oktober 1845 foretog Andersen sin tedje rejse. Han ville gense Italien. Under dette ophold i Rom fik han først rigtigt syn på billedhuggerkunsten. "Sneen tøede ham for øjnene", for at bruge Thorvaldsens ord, og her så han Jerichau, der nu var i erkendelsens opgang", gruppen "Herkules og Hebe" og "Pantherjægeren",hvilke arbejder først vakte den almindelige opmærksomhed for denne kunstners geni. Fra Italien begav han sig til det sydlige Frankrig, og i Bernet, mellem Pyrenæerne, i den firske bjergnatur, ved grænsen af Spanien, hvis skønhed han ikke skulle lære at kende, sluttede han den samlede tyske udgave af sine skrifter. Kort efter sin tilbagekomst til fædrelandet fuldendte han digtningen "Ahasverus" (1847), hvis handling næppe er så overskuelig og hvis karakterer næppe er så stærkt tegnede, som man kan fordre af et drama. Da starten igen fløj med udbredte vinger fra reden, vågnede atter rejselysten hos vor digter, og han besluttede nu for første gang at besøge England, hvor det stolte engelske aristokrati modtog ham med den mest glimrende og hædrende gæstfrihed, og hvor han endog nød den sjældne ære, at modtage en nådig indbydelse til at gæste Dronning Victoria på øen Wight. I selskab med Jenny Lind, som på den tid optrådte i London og gjorde stormende lykke, og med Charles Dickens, som sluttede sig med en beslægtet sjæls hele inderlighed til H.C .Andersen tilbragte han herlige dage, og med Baron Hambro foretog han en udflugt til Skotland, Walter Scotts og Burns Rige.

Herregården Glorup på Fyn.  Foto Lars Bjørnsten 2007

I Sommeren 1848 fuldendte han under et ophold på Glorup "De to Baronesser". Til Det danske Teaters hundredårige fest skrev han "Kongens Dannevirke" og "da det dejlige forår kom, da de unge birketræer duftede så forfriskende, da solen skinnede så varmt pakkede Andersen atter sin rejsekuffert og gæstede Sverige, hvor man overalt kom ham hjertelig i møde, hvor kongehusets medlemmer viste ham den samme deltagelse, som borgerne i Stockholm, og hvor han fandt et gæstfrit hjem hos digteren Baron Beskow, en af disse elskværdige personligheder, fra hvem der ligesom udstråler et mildt lys over livet og verden". Det åndige  resultat af denne rejse er givet i hans bog: "I Sverrig", der er skrevet troskyldighed og med er åbent blik for naturen og folkelivet. Af folkelivet har Andersen til enhver tid følt sig særlig tiltrukket, og da København omsider også havde fået et folketeater i Casino, skrev han flere stykker for dette teater, blandt hvilke "Meer end Perler og Guld" og "Ole Lukoie" vandt meget bifald og stedse fyldte huset.

I Tyskland var der alt for længe siden udkommet en samlet udgave af H.C. Andersens skrifter, og med denne fulgte " Das Märchen meines Lebens ", en skitse, som blev optaget med udelt interesse og sammenlignet med Goethes "Wahrheit und Dichtung" og Rousseau "Confessions". Han skulle nu også have den lykke at udgive sine samlede skrifter på dansk "et ønske af betydning, idet han da kunne ordne og tillige bortkaste en og anden alt for bladløs gren. Hans selvbiografi skulle stille det hele i det rette lys". Denne har han meddelt i "Mit Livs Eventyr", der skulle indeholde og virkelig også indeholder den hele, fulde erindring af hvad han levende følte og vandt. I året 1853 begyndte han dette arbejde, men rejselivet er som et forfriskende bad for hans ånd og legeme, og han drog atter bort for i Wien, Trieste og Venedig at nyde foråret i sin frihed.

På tilbagerejsen tilbragte han et par lykkelige hos kong Maximilian af Bayern i Hohenschwangau, den smukke alperose, han så her i bjergene, og kort derpå var han atter i Danmark, i travl virksomhed ikke blot med udgivelsen af "Samlede Skrifter", men også med folkekomedien "En Landsbyhistorie", der vandt stort bifald i Casino. Sidste bind af "Samlede Skrifter" udkom netop, da vor digter havde fyldt sit halvtredsindstyvende år, og han har i disse dage fornummet en smuk genklang af opholdet hos kong Maximilian, idet denne konge i en egenhændig skrivelse har vist ham den ualmindelige ære, at optage ham blandt de hundrede indenlandske kunstnere og videnskabsmænd, der er hædret med Maximiliansordenen.

Maximillianorden for videnskab og kunst, som H.C. Andersen modtog af kong Max af Bayern 15. november 1859. Maximilian Orden blev stiftet af Kong Maximilian II. den 28. november 1853. Foto: Lars Bjørnsten Odense

Når vor digter i sin selvbiografi erklærer: "Mit Liv er er et Smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt! hvade jeg som Dreng, da jeg fattig og ene gik ud i Verden, mødt en mægtig Fee, og hun havde sagt: Vælg din Bane og dit Maal, og da, efter din Aands Udvikling, og som det fornufttigviis maa gaae til i denne Verden, beskytter og fører jeg Dig, min Skjebne kunde da ikke have været lykkeligere, klogere og bedre ledet, end de er," så har han i sandhed nydt en lykke, som kun få mennesker kunne rose sig af. Men han kan tillige med stolt selvbevidsthed sige sig selv, at han "Skridt for skridt har bygget sig en vej opad en stejl klippe", og at han har tilkæmpet sig det navn, som den lunefulde skæbne syntes at have i sinde at nægte den bedende. Han har tilfredsstillet de bedste af sin tid. H.C.Ørsted, Thorvaldsen, Oehlenschläger, Chamisso, Frederika Bremer, Jenny Lind, Charles Dickens have ikke blot digteren kær, de have også været varme beundrere af hans Muse, og han har altså efter Goethes udsagn levet for alle tider. Når han netop i  denne tid, fem og tyve år efter at det første eventyr var skrevet, kan bringe sin ualmindelig store læsekreds en ny samling, i hvilken "En Historie fra Klitterne" og "Deilig" ikke stå tilbage for nogen af de tidligere historier, så se vi heri en forjættelse om, at hosten vil vil blive sommeren lig. Men H.C. Andersen har den skæbne, at hans livs eventyr aldrig ville få ende. De ville have et evigtvarende liv i vor litteratur ved siden af det bedste, som vi eje.

m.