Hvad skylder et europæisk Barn H.C. Andersen?

Af Dr. Eugenie Schwarzwald

I en snæver Gyde i Odense paa Fyn ligger et lille uanseligt Hus. Fra hele Verden kommer Mennesker strømmende hertil, gamle og unge, blot for at se dette Hus, det Hus, hvor Hans Christian Andersen blev født.

Nu er Sandheden vel nok den, at ingen rigtig ved mere, om det nu ogsaa var i dette Hus. Men det gør heller ikke noget, den snævre Gyde er der jo, Brostenene var vel lige saa slidte allerede den Gang, Husene lige saa smaa og krogede. Hen over Gyden sniger Kattene sig stadigvæk, i de smaa Baghaver synger Fuglene endnu, og den Dag i Dag hænger Pilens Grene ud over den lille Aa, hvor H. C. Andersen legede som lille Dreng. Det var der, han lærte at forstaa Fattigdommen, en Forstaaelse, der senere gav Næring til hans Fantasi. Der drømte han, at engang i Fremtiden vilde Byen Odense tænde Blus til hans Ære. Det kan saamænd ogsaa godt være, at Storkefamilien i Reden deroppe er den samme, hvis Forfædre den lille Hans Christian undrende stirrede paa, naar de paa deres røde Ben spankulerede hen over det foraarsvaade Engdrag paa Jagt efter deres Aftenfrø. Hen over disse Brosten klaprede Drengens smaa Træsko, her blev han for første Gang gjort latterlig af den dumstolte Provins-Overlegenhed paa Grund af sin tilsyneladende Hæslighed, der for os er kommet til at staa i Skønhedens Straaleglans.

Men fra Fædrenebyens snævre Gyder vandrede hans Tanker længselsfuldt ud i det Fjerne. Foreløbig bliver Saks og Papir det Materiale, der maa tjene hans Kunst. Ved Udklipningsarbejdet føler han sig tilfreds. Og dog er han allerede paa dette Tidspunkt alt det, han senere skal vise sig som. Med en kongelig Gestus udøser han sin Medlidenhed til alle Sider: over et hult Træ, der staar der sygt og til ingen Verdens Nytte, over et raaddent Rendestensbrædt, over en stakkels Sindssyg, over en sølle Skruetudse. Intet er ham for smaat, intet for ringe til at vække hans Opmærksomhed, og intet saa ophøjet, saa fjernt, at han skulde lade sig skræmme af det. For ham aabnede allerede den Gang alle syv Himle sig, og nysgerrigt, men ikke blændet, søgte han at udforske deres Hemmeligheder. Det, han der saa, det har han saa med et Par enkle danske Ord, som paa Grund af deres rene Menneskelighed saa let oversættes til alle andre Sprog, prentet dybt i vore Hjerter med Evighedens Skrift.

Derfor hænder det, naar vi Voksne af i Dag ser tilbage paa vor Barndom, at det ikke er vore egne Oplevelser, der vaagner i vor Erindring, men alt det, vi med glødende Kinder, uden Tanke paa Forældre eller Omverden, oplevede i H. C. Andersens Eventyr. For hans Digterverden var nemlig langt virkeligere end vor Barndomsverden, derfor er den blevet staaende uforandret gennem Tiden. Virkeligheden forandrede sig: Livet brusede videre, Landskaber og Byer fo'r forbi, Menneskene blev ældre og døde. Husene blev mærkeligt mindre at se til, Hjemmet ændrede Udseende, Blomsterne visnede. Men endnu sidder den lille Pige med Svovlstikkerne sammenkrøbet op mod Muren og lader den ene Svovlstik efter den anden flamme op. Endnu staar den
standhaftige Tinsoldat paa sit eneste Ben, og Toppen har endnu ikke mistet et eneste Gran af sin Forgyldning.

Hele vort Verdensbillede bestemtes gennem Læsningen af H. C. Andersen. Da vi jo kendte Stoppenaalen, som var saa stolt, fordi den troede, den var en Synaal, saa vidste vi ogsaa helt bestemt, at den Fabrikantfrue, som troede, hun var finere end Fru Jensen, hvis Mand kun havde en ganske almindelig Butik, hun var en rigtig dum Størrelse. Men det kunde da aldrig være faldet os ind at kalde hende en dum Gaas, nej, dertil holdt vi virkelig alt for meget af Gaasen. Det var H. C. Andersen, som, uden nogen Tendens og uden at prædike, gennem godt skjult Pædagogik lærte os, at Klasseforskel er en Opfindelse af Mennesker og ikke netop en af Menneskenes mest aandfulde. »Der findes ingen Klasseforskel,« erklærede han myndigt, og vi Børn følte henrykt, der findes ingen Klasseforskel. Vi troede alt, hvad han sagde, fordi han var vor Meningsfælle, fordi han havde de samme Sympatier og Antipatier som vi. Sammen med ham elskede vi Moderen, som for sit Barns Skyld græder sine Øjne ud, vi elskede Vaskekonen, som Verden paastaar ikke duede, vi elskede den gamle Gadelygte, som bliver sat paa Pension, men først og sidst elskede vi den gamle Margrete, som lader sin Seng og sit Hus gaa op i Flammer for at redde Landsbyens Beboere fra Stormfloden.

Den krukkede Prinsesse paa Ærten og den snobbede Prinsesse, som ikke bryder sig om Nattergalen, fordi den ikke er kunstig, Ødelanden, som sætter Papirdrager af Pengesedler op i Luften, Troldene af første Klasse med Haler ... alle udløste de vor ubarmhjertige Munterhed. Alle, der var stolte af at være gjort af Mahogni og at have en Prop i Livet, fandt vi usigelig latterlige. Og hvor var vi lykkelige, naar vi saa den pralende Don Juan, Flippen, blive afvist hos alle sine Flammer, Strømpebaandet, Strygejernet og Saksen! Den gamle Andemor med den røde Klud omkring Benet gjorde os for stedse immun overfor sygelig Ordenstrang. Men af den politiserende Markedskurv lo vi kun. Ligesom vor Medlidenhed var ærbødig, saaledes var ogsaa vort Mishag høfligt. H. C. Andersen lærte os Ærbødighed for ærligt Arbejde, men han lærte os ogsaa at se det latterlige hos Ræsonnøren og Rescensenten, at bære over med menneskelige Fejl og at afsky ondsindet Sladder. Vi vidste jo, hvorledes saadan Sladder kommer i Omløb, vi havde jo læst Eventyret »Det er ganske vist«.

Og endnu en Lykke skænkede H. C. Andersen de Børn, der trængte ind i hans Verden: vi vidste uhyre meget om Kærligheden. Fremfor alt vidste vi, at man skal tage sig i Agt for Kærligheden. Thi, siger H. C. Andersen, naar først Hjertets Kanariefugl begynder at slag med Vingerne, saa stikker Fornuften Fingrene i Øret. Men naar det gælder dette Spørgsmaal, det allervigtigste i Menneskers Liv, maa man beholde sin Fornuft. Saaledes maa man f. Eks. ikke gaa hen og binde sig til en, fordi man tilfældigvis — saadan som Bolden og Toppen — er kommet til at ligge i Skuffe sammen. Og at kysse en Svinedreng, blot fordi han kan give En en kunstfærdig Skralde, som kan spille Alverdens Polkaer, det skal man være meget forsigtig med. Man maa ogsaa se at blive helt klar over sine Følelsers Ægthed og Varighed, for det er ikke den rigtige Kærlighed, som ophører, »fordi man møder sin Tilbedte igen i Skarnbøtten«. Trods al Alvoren er Kærligheden hos H. C. Andersen ikke noget
traurigt, men et glædeligt Anliggende. AlleTallerkener rasler af Glæde, naar to holder af hinanden, og elskende kan, hvis de vil, veksle Støvler i Stedet for Ringe, uden at Sagen derfor bliver mindre poetisk og spændende.

Det var vidunderligt, at H.C. Andersen kunde raade En saa godt i dette vanskelige Spørgsmaal, da de Voksne absolut ikke var tilbøjelige til at komme ind paa dette Tema. Men ogsaa paa andre Omraader var Bekendtskabet med H. C. Andersen til stor Trøst. Han var den eneste Voksne, der sagde til En: »Glæd dig over dit unge Liv!« Han fandt, at ogsaa et Barn kunde have Ret — netop et Barn. Som f. Eks. Drengen, der havde Mod nok til at sige, at Kejseren ingen Klæder havde paa. Man behøvede heller ikke at skamme sig over sin Ufuldkommenhed. Bornholmeruret gik jo ogsaa for hurtigt, altsaa heller ikke saa nøjagtigt, som et anstændigt Ur burde gaa. Og dog, sagde H. C. Andersen til dets Undskyldning: »Bedre for hurtigt end for langsomt.« Var man et begavet Barn, læste man med den største Fryd: »Det gør ikke noget, at man er født i en Andegaard, blot man har ligget i et Svaneæg!« Var man fattig, kunde man da ikke lade være at tænke paa, at Hans Christian Andersen ikke havde haft mere end 13 Rigsdaler i Lommen, da han gik til København for at erobre Verden. Man fik Livsmod ved denne Tanke, Ja, ikke engang Mæslingerne kom En paa tværs, tværtimod, for jo længere Rekonvalescensen varede, desto mere uforstyrret kunde man læse i Eventyrene, og saaledes blev Sygdommen til Festdage. Og om Aftenen før de sædvanlige Arbejdsdage lagde man Skolebøgerne under Hovedpuden, akkurat som den lille Tuk, selv om man godt vidste, at man ikke helt kunde stole paa Hjælpen.

Man voksede saaledes op i en Verden, hvor det livløse var besjælet, og selv nu imponerer Flyvningerne over Atlanten os ikke noget videre, for vi fik i sin Tid Lov at være med i den flyvende Kuffert, som bar den unge Købmand til hans tyrkiske Prinsesse. Og hvor skulde Radioen kunne imponere os, endskønt den ophæver Rummet, naar vi engang har baaret Lykkens Kalosker, som formaar at ophæve Tiden?

Om dog blot denne Menneskehedens store Opdrager levede endnu! Hvor havde vi dog Brug for hans herlige Humor, som hviler paa et indgaaende Kendskab til Menneskelivets dunkle Sider. Han vilde sikkert ogsaa have kunnet belære os om den korteste og bedste Vej til den sande Fred, den Fred, som vor Tid sukker efter. Han  vidste jo nøjagtigt, hvordan det ser ud inden i enhver Skabning, vidste, hvad vi alle trænger til. Selv de beskedneste Ting har han hævet op i Evighedens Skær, men Hovmod og Overmod har han berøvet den falske Straaleglans. Han har givet os saa uhyre meget, meget mere end vi rigtig forstaar, ja, selv Blomsterne paa Grøftekanten kan vi takke ham for — før H. C. Andersen kaldtes de Ukrudt.

Grøftekant Hanstholm. Foto: Lars Bjørnsten 2007

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Eugenie Schwarzwald var født i 1872 i Polupanokwa (Galizien)  og opvokset i Czernowitz i Bukovina. Eugenie Schwarzwald grundlagde i Wien i Østrig sin egen reformskole, som udviklede sig til „die Schwarzwaldschen Schulanstalten", med hvilke hun ønskede ikke blot at give piger uddannelsesmuligheder på alle niveauer, men også at skabe en skole uden tvang og blind autoritetstro. Det skulle være en skole præget af glæde og rige individuelle udfoldelsesmuligheder, ikke mindst for barnets musiske evner. Et udtryk for hendes sociale engagement var de mange halve og hele fripladser for übemidlede elever, og hendes daglige „Sprechstunde" gjorde „Frau Doktor", som hun kaldtes, til en institution i Wien. Hun blev opsøgt af nødlidende mennesker, som hun næsten altid kunne hjælpe i kraft af sin energi og opfindsomhed.