Hans Christian Andersen

På hundredeårsdagen for hans fødsel

Nedenstående er afskrift af en artikel "Personlige Erindringer om H.C. Andersen" af Edgard Collin, som har været aftrykt i Illustreret Tidende nr. 27,  2. april  1905

Hundrede år ! Et langt spatium af tid - og dog så kort, så tænker jeg på, at det ikke er mere end halvhundrede år siden, at jeg havde den lykke at rejse med Andersen i udlandet! Jeg var nitten år den gang! Tænk hvilken lykke at gøre sin første udenlandsrejse og tilmed som den berømte digters gæst og følgesvend! Dog det er ikke mig selv, jeg her skal tale om, det er om Andersen. Men minderne strømmer så stærkt ind på mig i dette øjeblik, og jeg ser ham så tydelig for mig, som han den gang stod i sin manddoms fulde kraft, halvhundrede år gammel, sund og rask, lykkelig over tilværelsen, der nu lå lys og åben for ham, over den anerkendelse, der nu blev ham til del alle vegne fra, og lige færdig med sit berømte værk "Mit Livs Eventyr", som nogle få måneder forinden havde set dagens lys.

Det var om Andersen, jeg skulle fortælle. Men hvad? Ved ikke enhver læser, at han var født i de fattigste kår, at hans barndom og ungdom hen gled under nød og afsavn, at han måtte tåle hån, spot, og forfølgelse, forinden han nåede så vidt, at han måtte aftvinge selv sine heftigste forfølgere agtelse og anerkendelse. Om alt det er det overflødigt at tale her. Hundreder af andre steder kan man læse derom, såfremt man har lyst. Og skildre ham som menneske? Heller ikke det føler jeg mig oplagt til. Det er gjort så udtømmende og med så fin, taktfuld og dog sandfærdig forståelse, at det ikke kunne gøres bedre, i den fortræffelige bog, som hans bedste og fortroligste ven, min afdøde onkel Edvard har udgivet under titlen: "H.C.Andersen og det Collinske Hus".

Men hvad nu? Hvad står der så tilbage for mig at skrive i anledning af hundredeårsdagen? "Jo" - bliver der svaret mig - "De skal fortælle nogle anekdoter om digteren, meddele ukendte træk fra hans private liv, skildre ham, som han var i hverdagslivet, give os en H.C. Andersen uden titler og ordner, men i slåbrok eller skjorteærmer, om De så vil.". Heller ikke det kan jeg eller rettere: vil jeg det ikke. Jeg har næret en alt for inderlig hengivenhed til og en alt for inderlig uskrømtet højagtelse for den kære digter, til at jeg ville betro papiret en eneste linie, som kunde nedsætte ham eller latterliggøre ham i den store hobs øjne - og særlig da ikke ved denne lejlighed, hvor alle rundt om på jordkloden skal samles i beundring og taknemmelighedsfølelse for denne åndens stormand, der fødtes på denne dag for hundrede år siden, og hvem enhver, der kan læse, har så usigelig meget at takke for.

En åndens stormand har jeg kaldt ham! Ja, det var han; men han var sandelig også stor som menneske, og utallige er de smukke træk, der kunne fortælles om ham. Som han godt vidste, hvad det betød, at en faderlig hånd blev rakt ham i rette tid for at hjælpe ham over de værste materielle vanskeligheder, således havde han også selv bestandig et venneråd, et opmuntrende ord og en åben pung til de fattige, forladte og nedbøjede, der henvendte sig til ham om råd og hjælp, og han gav med den ene hånd uden at lade den vide deraf.

At Andersen havde en "åben pung"  til mennesker i nød viser nedenstående bl.a.:

H.C. Andersen har fremstillet papirklippet i maj 1864 og skænket klippet til en basar der blev afholdt i Casinos lille sal i København til fordel for ofrene og danske krigsfanger i Tyskland i forbindelse med krigen i 1864.

Nej, hjerte savnede han ikke. Det var lige så stort, varmt og rigt, som det var ædelt bankende. Og hertil sluttede der sig en forstand, som var på højde med hjertet.

Der var en tid, hvor mange mennesker troede, at Andersen var et naturbarn med en forunderlig begavelse i en ganske enkelt retning, i at skrive eventyr - denne evne turde man dog ikke helt frakende ham, hvor gerne man måske også ville det - men at han for øvrigt var et middelmådigt begavet menneske, overfor hvilket man turde tillade sig så at sige al ting.

Å' ja, da han endnu var den forkuede og forhånede H.C. Andersen, så tålte han eller troede måske at måtte alle de spottegloser, hvormed det regnede ned over ham. Men da han blev ældre, da vingerne voksede ud på ham, så viste det sig snart, at sammen med vingerne var også kløerne kommet frem, og ve den, der nu prøvede på at gøre løjer med ham!

Andersen var, når han troede sig krænket, ikke rap i replikken, men skarp, bitter, ofte ligefrem ætsende. Det var ham lige meget, hvem fornærmeren var, eller hvor han befandt sig, og der gives ikke få eksempler, hvordan han såvel i hoffets cirkler som i private kredse blot ved en eneste skarp bemærkning har stoppet fornærmerens mund for bestandig. Om Andersens havde indbildningskraft, fantasi? Jo, det er næsten latterligt  at spørge derom. dog også denne har man i sin tid så omtrent villet frakende ham. jeg mindes, at jeg en aften sad med flere bekendte på en cafe', hvor talen faldt på Andersen, og ved denne lejlighed var der en yngre mand, som rimeligvis for at gøre sig behagelig for Erik Bøgh udtalte sin tvivl om, at Andersen egentlig var begavet med nogen synderlig stor fantasi. Men så for Bøgh op og udbrød - jeg husker ordene, som var de faldet i går - :

"Andersen fantasi? Han har mere fantasi i sin lillefinger end jeg har i hele min krop!" - en større anerkendelse kunne næppe den ene digter give den anden. Og hvilken humor var Andersen ikke i besiddelse! Den lægger sig jo klart nok for dagen i hans eventyr og historier, men ikke mindre stærkt åbenbarede den sig hos ham i det daglige liv. Han kunne finde på de mest drastiske sammenligninger mellem folk, fremkomne med de pudsigste indfald, fortælle en historie, oven i købet mangen en gang en lidt vovet historie, med et lune, der i mangt og meget var beslægtet med Mark Twains. Og når han så havde fortalt en sådan historie med et bundalvorligt ansigt uden dog helt at kunne skjule skælmen i de veltalende øjne, så brast han i en latter så høj, så frisk og så velgørende, at selv den mest inkarnerede misantrop blev smittet deraf og måtte le med.  Han var tillige, hvad der vel er en sjælenhed mellem poeterne, en overmåde praktisk mand. Han havde altid den største orden i sine pengesager og forstod med kløgt og fiffighed at arrangere sig i alle livets forhold.

H.C. Andersens rejsepas 1844

Rejsevant, som han jo var, havde han bestandig sit pas visiteret i rette tid, sine penge vekslede han med det fremmede lands mønt - sit guld bar han i en lille skindpose inde på brystet - han kom aldrig for sent til noget jernbanetog eller nogen diligence, vidste bestandig forud, i hvilket hotel han ville tage ind, og klarede alle småkonflikter med stor lethed og fornuft. Det var muligvis denne hans sans for god orden, der har skaffet ham ry for at være lidt påholdende.

Efter alt, hvad jeg har kendt til Andersen var det med stor urette. Han var en god økonom, og dertil var han blevet vænnet i en tidlig alder på grund af sin store fattigdom. At han i de tider har vendt og drejet hver skilling, før han gav den ud, tror jeg så gerne - han var jo nødsaget til det - , men senere var han sandelig ikke bange for at give penge ud, mens han dog afskyede at ødsle med dem.

I hvor ringe grad han var pengebegærlig, derpå kan jeg fortælle et bevis. I slutningen af fyrrerne eller i begyndelsen af halvtredserne henvendte brødrene Bing, som den gang ved siden af deres galanterihandel var begyndt på en forlagsforretning, sig det til min afdøde fader og spørg ham om, han ikke kunne skaffe dem H.C. Andersen på forlag. De ville give digteren - sammen kan kan jeg selvfølgelig ikke huske - så også meget pr. ark. Min fader talte til Andersen om sagen, og digteren studsede over tilbuddet, der i høj grad oversteg, hvad han fik hos C. A. Reitzel, men erklærede dog, at han ikke ville gå fra sin gamle forlægger som havde været ham god i hans håb og taget alle hans tidligste arbejder på forlag. Imidlertid fortalte Andersen dog gamle Reitzel, hvad der havde passeret, og da Reitzel hørte brødrene Bings tilbud, sagde han blot: "Hvad Bingerne kan give, det kan jeg også give." Fra den tid steg altså digterens indtægter i en ikke så ringe grad, og fra den tid er det vel også, at han begyndte at lægge sig lidt penge op til sine gamle dage, at han ved sin død efterlod sig en beskeden lille formue.

Andersens  forlægger C. A. Reitzel, som han fastholdt selvom han fik andre gode tilbud

En ting er der, man særlig har bebrejdet H.C. Andersen, og som stadig kommer igen, når talen er om ham. Hans grænseløse forfængelighed og hans jagen efter titler og ordensdekorationer. Herre Gud ! var denne hans forfængelighed da virkelig så grænseløs, og var det så forunderligt, at han så gerne ville høre sig fint tituleret og se sit bryst behængt med hæderstegn fra landets konge og fra fremmede monarker ? Glemmer man rent, hvad og hvem Andersen var, da han trådte ind i livet?

Født og opdragen i de tarveligste kår, hånet og bespottet i sin opvækst uden spor af udsigt til at kunne drive det til noget her i verden og ikke kun i besiddelse af et talent, der i de flestes øjne var tvivlsomt eller i det mindste værdiløst, kæmpede den unge mand under afsavn og forhånelse, som kun få ville have kunnet bære, sig lidt efter lidt frem, og da han endelig slog igennem, da hans navn havde fået en klang ikke blot her hjemme, men også i udlandet, er det da ikke så forklarligt, at hjertet svulmede af glæde og stolthed i hans bryst, at han følte, at han dog betød noget, og at han stræbte at finde den anerkendelse, der tilkom ham?

Og når vi griber os i barmen, hvor mangen en af os er der da vel, som ikke sætter stor pris, langt større, end han vil være ved, på ordensdekorationer eller titler, der er tilfalden ham? Andersen skattede disse udmærkelsesbeviser højt, særligt den bayerske maximiliansorden for videnskab og kunst, som han var enen om at bære heri landet, og dernæst kommandørkorset af "Notre Dame de Guadeloupe", som den ulykkelige kejser Maximilian af Mexico nogle måneder før sin død havde tilsendt digteren.

H.C. Andersens hædersbevisning fra Mexico:

Kommandørkorset  "Notre Dame de Guadeloupe" fra kejseren af Mexico 1866

Maximiliano. Emperador de México

Titlen som professor gjorde ham i sin tid meget glad, men kunne i længden ikke tilfredsstille ham. Nå, nogen forfængelighed var der  - det nægter jeg ikke - med i spillet, og han stræbte efter på rangstigen at nå lige så højt som Oehlenschläger og Ingemann og opnå konferensrådstitlen, hvad der som bekendt også lykkedes ham.

Men titlen som professor var ham også ubekvem i udlandet, thi der forstod man den aldeles ikke. Jeg husker, at da vi en dag kørte på jernbanen i en kupe i det sydlige Bayern, åbnedes vogndøren, og en engelsk gentleman med sin hustru og sin voksne datter trådte ind i kupeen. Det var en rygekupe, i hvilken H.C. Andersen af velvilje mod mig havde taget plads, og jeg dampede rask væk på min cigar, men da damerne trådte ind kastede jeg cigaren ud af vinduet. Et blik fra den fine ældre dame takkede mig, og da hun lidt efter på en håndkuffert læste  navnet H.C.Andersen, spurgte hun mig halv højt, om den herre, der sad blundende i et hjørne, var den berømte digter. Jeg svarede: "Ja, det er professor H.C. Andersen - professor? gentog hun, hvad vil det sige? Er han lærer ved Universitetet eller ved en anden skole?. Så måtte jeg forklare hende, at professor var en tom titel, og det havde hun meget vanskeligt ved at få i sit hoved. Imidlertid vågnede Andersen og nu blev han genstand for den engelske families varmeste lovord og beundringer. Fruen opdage, at stroppen i hans sommeroverfrakke var gået i stykker, og øjeblikkelig fik hun nål og tråd frem og reparerede den skete skade, og i den time, vi fulgtes ad på jernbanen, fik Andersen ret lejlighed til at se - hvad han for resten vidste i forvejen - hvo kendt og skattet han var i Albions Rige.

H.C. Andersens visitkort med tekst oversat kancelieråd

Trykt tekst: Hans Christian Andersen Conseiller d'etat Danemare

En anden gang - det var nede ved Badet Wildbad - var Andersen tilligemed mig blevet tilsagt til et aftenselskab hos storhertugen af Sachsen-Weimar, der lå her og gennemgik en badekur. Andersen læste nogle af sine eventyr højt underlydelig begejstring fra damerne som fra herrerne blandt hvilke jeg særlig lagde mærke til en kæmpemæssig skøn skikkelse, Jægermester Schiller, den berømte digters søn. Næppe var oplæsningen til ende, før jeg måtte sande rigtigheden af det gamle ord om endelig at skaffe dem et par linier af den berømte digters hånd. Naturligvis lovede jeg at gøre alt, hvad der stod i min magt, og fik opgivet ti fornemme navne og adresser, og da Andersen og jeg om aftenen var kommet hjem til vort hotel, sagde jeg: " Nå, Andersen, nu må De til at skrive!"  Han var som sædvanlig tjenstvillig. Men hvad skulle han skrive? Vi fik "Mit Livs Eventyr" frem, og ud heraf ledte jeg en halv snes forskellige sentenser, naturligvis først og fremmest den om den røde tråd i den engelske marines tovværk. Andersen skrev efter mit diktat på ti forskellige brevark, jeg konvoluterede dem, og de afsendtes endnu samme aften med posten, thi tidlig næste morgen kørte vi af sted fra badet. Kan man så virkelig undre sig over, om digteren blev lidt forfængelig? Man har sagt om Andersen, at han var en styg mand, ja, at han lignede en abekat. Det har jeg aldrig kunnet se. i mine øjne var han en smuk, endogså en meget smuk mand, om end ikke efter antikkens begreb og de konventionelle fordringer.

H.C. Andersen i 1862

Men når H.C.Andersen i sort kjole og hvidt halstørklæde, krøllet fint hos Minet på Østergade og med Maxmiliansordenen i det blå bånd om halsen trådte ind i en selskabssal, så vendte alles blikke, hvor mange stordignitarer og skønne kvinder der en var til stede, sig om mod den indtrædende.

 Man havde - selv om man ikke kendte ham - uvilkårlig følelsen af, at her trådte en af åndens stormænd ind.

 Og således var det også. Hans Christian Andersen var en af storhederne i åndens rige, lige udmærket som menneske og digter, en af Danmarks allerypperste sønner, der har gjort sit fædreland ubeskrivelig nytte ved at bære dets navn til de fjerneste steder og ved med sine eventyr at have rejst sit land og sig selv et hædersmindesmærke, der vil knejse stolt til de senere tider og minde om den grimme ælling, der blev til en smuk svane.

Edgard Collin.

Foto: Lars Bjørnsten Odense