|
Fantasien og H.C. Andersen
H.C. Andersen klip af dame med
sækkepibebryster og dansende
fantasifigur, klæbet op på
førstetryk af Jylland mellem tvende
Have. Kilde: Odense Bys Museer
Livets herlige blomst "Fantasien"
Mangfoldige mennesker havde glædet sig over Andersens mægtige fantasi, der
skabte hans eventyr. I "Hartzreisen" skildrer han selv, hvorledes han sidder på
Brocken og ser sig vidt omkring. Så udbryder han "Der tænkte, der i den vide
Omkreds voxer Trylleblomsten, Hartzboernes Glücksblume,
som mangt et barnligt Hjærte, Englene havde lagt Frøet der, da jeg endnu slumrede
i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft; Fantasien, denne Livets
herlige Blomst, udfoldede sig mere i mit Hjærte, og jeg hørte og saa en ny og
større Natur om mig" Sammesteds taler han senere om "Fantasien denne Livets
bedste Kerub, der tryller os et Eden i Ørkenens Land, der løfter os paa sine
stærke Arme over dybeste Afgrund, over højeste Bjærg, ind i Guds herlige
Himmel."
Et udtryk for Andersens fantasi!
Fra Astrid Stampes billedbog
Kilde: Odense Bys Museer
Tekst: Det Hele er Andersens
Poesi
I Klipperi!
Broget, løierligt Alleslags,
Alt med en Sax.
Mavefantasi
Forholdsvis få havde vist tænkt over eller erfaret, hvilke kvaler denne
fantasi ofte skaffede ham selv i det daglige liv. Gennem de led han af alverdens
sygdommen. I et utrykt brev siger Ingemann om ham, at han vel lider af
mavefantasi, så han en smule rødt på sit ben, straks stod det for ham, at der
ville gå koldbrand i det, så måtte det sættes af, og han skulle så gå med
træben, hvilket han mente han på grund af sin dinglende gang umuligt kunne. Han
udmalede sig de skrækkeligste ting, der kunne ske, og som han på absolut mente
vilde ske. I hver del af sit legeme havde han fantasi. I et utrykt brev skriver
han: "Sommeren i Syden har skrællet Barken af mig, saa jeg ikke er Andet end
Nerve, og det er grueligt at være er sandt Vejrglas i alle Lemmer". Nægtes kan
det jo ikke, at han over for sine omværende gjorde det mest mulige ud af sine
mange fornærmelser og indbildte lidelser. Han mente: "jeg er ligesom Hans
Mortensen, der sagde: "Naar jeg ikke maa tale om min Kærlighed har jeg ingen
Fornøjelse af den".
Fantasilidelserne
Han kunne rejse rundt med skrækkelige forestillinger om, at han ikke
havde slukket lyset på det hotel, han for nylig havde forladt, og nu så han dette
i brand, fuldkommen ødelagt ved hans skyld. Når hans medrejsende var ude at
spadsere, kunne han se vedkommende styrte ned ad de højeste klipper og til sidst
blive båren blodig hjem. Og således kunne der nævnes utallige eksempler på
Andersens fantasilidelser.
Fantasidrømmene
Når han sov, greb denne samme fantasi tit foruroligende ind i hans drømme. I
et utrykt brev til hans odensiske veninde, forfatterinden Frøken Henriette Hanck
skriver han den 12. oktober 1841: " Da jeg forleden Nat fik Opium, for dog
engang at sove, drømte jeg, at Liszt spillede paa mine Tænder alle de Smertens
melodier, som ere tænkelige*.
* I et andet utrykt brev til Fru Signe Læssøe skriver han fra
Rom den 31.December 1840: "I Hamborg hørte jeg den berømte Klaverspiller Lizt.
Han havde et Udvortes, som om han havde været pa den ortopædiske Anstalt: ved
Klaveret syntes han mig ganske dæmonisk, en slags Klein Jaches; det var, som han
og Instrumentet var eet Legeme, det var mig en Dæmon, der spillede sin hele
Sjælekval. ( Se forresten hans artikel om Liszt i "En Digters Bazar".)
Drømmen i Meislings hus
Rektor Simon Meisling.
Når man ser billedet af
rektor Simon Meisling fra Slagelse
Latinskole er det let at forstå at
H.C. Andersen tid i Slagelse ofte
benævnes "Plagelse" og at man nemt
kunne få vilde drømme om ham.
Foto: Lars
Bjørnsten Odense
Han drømte en nat, at han endnu var i Meislings hus, og denne hans rektor
krænkede ham mere en sædvanligt ved.....samtidig med at han skældte ham ud og
hånede ham....at han kaldte ham "Hr. Etatsraad". Da Andersen nu vidste, at han i
virkeligheden var det, vilde han ikke tåle denne uforskammethed, men rejste sig
fra sin plads, kastede sine bøger efter Meisling og forlod stuen. Så vågnede
han..... og var Etatsråd.
Andersens tyrkertro
Jeg bør tilføje, at når noget virkeligt tog Andersen det mere roligt og kunne
da tålmodigt finde sig i det ubehagelige. I "En Digters Bazar" siger han: "I
store Livstilfælde, hvor jeg aldeles intet kan udrette, har jeg Tyrkens faste
Tro paa det styrende Forsyn; jeg ved, der sker, hvad der skal ske". Aldrig
forvanskede han virkeligheden, men var yderlig sandfærdig i alt, hvad han gengav
og gjorde.
"Poul i Gertruds Træsko"
Da han blev gammel, led han ved den bevidsthed, at hans fantasi ikke længer
kunne skabe eventyr. Under mit ophold med ham på Glion oven over Montreux gjorde
det mig tit ondt at se, hvorledes han kæmpede for at få formet en eventyride',
han mente at have. En dag sagde han ganske glad; "Nu tror jeg, jeg kan faa
skrevet om "Poul i Gertruds Træsko". Han skrev og skrev, men det blev alligevel
ikke til noget. Så sagde han bedrøvet: "Nej Fantasien har ikke længer Kraft til
at rejse en digterisk Bygning, men nok til at ødelægge mig".
Artiklen er skrevet af Nicolai
Bøgh se nærmere
her!
|
