H.C. Andersen i det daglige liv.

Livets herlige blomst "Fantasien"

Mangfoldige mennesker havde glædet sig over Andersens mægtige fantasi, der skabte hans eventyr. I "Hartzreisen" skildrer han selv, hvorledes han sidder på Brocken og ser sig vidt omkring. Så udbryder han "Der tænkte, der i den vide Omkreds voxer Trylleblomsten, Hartzboernes Glücksblume, som mangt et barnligt Hjærte, Englene havde lagt Frøet der, da jeg endnu slumrede i Vuggen, den voxede, den udbredte sin magiske Duft; Fantasien, denne Livets herlige Blomst, udfoldede sig mere i mit Hjærte, og jeg hørte og saa en ny og større Natur om mig" Sammesteds taler han senere om "Fantasien denne Livets bedste Kerub, der tryller os et Eden i Ørkenens Land, der løfter os paa sine stærke Arme over dybeste Afgrund, over højeste Bjærg, ind i Guds herlige Himmel."

Mavefantasi

Forholdsvis få havde vist tænkt over eller erfaret, hvilke kvaler denne fantasi ofte skaffede ham selv i det daglige liv. Gennem de led han af alverdens sygdommen. I et utrykt brev siger Ingemann om ham, at han vel lider af mavefantasi, så han en smule rødt på sit ben, straks stod det for ham, at der ville gå koldbrand i det, så måtte det sættes af, og han skulle så gå med træben, hvilket han mente han på grund af sin dinglende gang umuligt kunne. Han udmalede sig de skrækkeligste ting, der kunne ske, og som han på absolut mente vilde ske. I hver del af sit legeme havde han fantasi. I et utrykt brev skriver han: "Sommeren i Syden har skrællet Barken af mig, saa jeg ikke er Andet end Nerve, og det er grueligt at være er sandt Vejrglas i alle Lemmer". Nægtes kan det jo ikke, at han over for sine omværende gjorde det mest mulige ud af sine mange fornærmelser og indbildte lidelser. Han mente: "jeg er ligesom Hans Mortensen, der sagde: "Naar jeg ikke maa tale om min Kærlighed har jeg ingen Fornøjelse af den".

Lydene og Andersen

Den mindste lyd satte han i affekt. Man fortæller, at der engang fandtes høns i det sted, hvor han boede, og de kaglede. Han gik da ud og befalede en karl, at han skulle hugge hovedet af dem alle sammen. Da karlen meddelte sit herskab denne ordre, fik han svar: "Ja, gør det kun, men bring saa Professoren dem paa en bakke". Dette skete, og Andersen brast, aldeles ulykkelig i stærk gråd. I sin bog " I Spanien" siger han: "Nu begyndte een Hund at gø, nu en anden, og snart var hele kvarteret en Gøen, som jeg troede, man kunde høre hjemme i Nyhavn, naar en Køter begynder og alle Skibshundene slutte sig til den for at bidrage til koncerten". Hvor har Andersen her været vred !

Fantasilidelserne

Han kunne  rejse rundt med skrækkelige forestillinger om, a han ikke havde slukket lyset o det hotel, han for nylig havde forladt, og nu så han dette i brand, fuldkommen ødelagt ved jans skyldt. Når hans medrejsende var ude at spadsere, kunne han se vedkommende styrte ned ad de højeste klipper og til sidst blive båren blodig hjem. Og således kunne der nævnes utallige eksempler på Andersens fantasilidelser.

Fantasidrømmene

Når han sov, greb denne samme fantasi tit foruroligende ind i hans drømme. I et utrykt brev til hans odensiske veninde, forfatterinden Frøken Henriette Hanck skriver han den 12. oktober 1841: " Da jeg forleden Nat fik Opium, for dog engang at sove, drømte jeg, at Liszt spillede paa mine Tænder alle de Smertens melodier, som ere tænkelige*.

* I et andet utrykt brev til Fru Signe Læssøe skriver han fra Rom den 31.December 1840: "I Hamborg hørte jeg den berømte Klaverspiller Lizt. Han havde et Udvortes, som om han havde været pa den ortopædiske Anstalt: ved Klaveret syntes han mig ganske dæmonisk, en slags Klein Jaches; det var, som han og Instrumentet var eet Legeme, det var mig en Dæmon, der spillede sin hele Sjælekval. ( Se forresten hans artikel om Liszt i "En Digters Bazar".)

Drømmen i Meislings hus

Han drømte en nat, at han endnu var i Meislings hus, og denne hans rektor krænkede ham mere en sædvanligt ved.....samtidig med at han skældte ham ud og hånede ham....at han kaldte ham "Hr. Etatsraad". Da Andersen nu vidste, at han i virkeligheden var det, vilde han ikke tåle denne uforskammethed, men rejste sig fra sin plads, kastede sine bøger efter Meisling og forlod stuen. Så vågnede han..... og var Etatsråd.

Andersens tyrkertro

Jeg bør tilføje, at når noget virkeligt tog Andersen det mere roligt og kunne da tålmodigt finde sig i det ubehagelige. I "En Digters Bazar" siger han: "I store Livstilfælde, hvor jeg aldeles intet kan udrette, har jeg Tyrkens faste Tro paa det styrende Forsyn; jeg ved, der sker, hvad der skal ske". Aldrig forvanskede han virkeligheden, men var yderlig sandfærdig i alt, hvad han gengav og gjorde.

"Poul i Gertruds Træsko"

Da han blev gammel, led han ved den bevidsthed, at hans fantasi ikke længer kunne skabe eventyr. Under mit ophold med ham på Glion oven over Montreux gjorde det mig tit ondt at se, hvorledes han kæmpede for at få formet en eventyride', han mente at have. En dag sagde han ganske glad; "Nu tror jeg, jeg kan faa skrevet om "Poul i Gertruds Træsko". Han skrev og skrev, men det blev alligevel ikke til noget. Så sagde han bedrøvet: "Nej Fantasien har ikke længer Kraft til at rejse en digterisk Bygning, men nok til at ødelægge mig".

Dagligdagens småbeskæftigelser

Om de urolige drømme, han led under, bevirkede, at han stod forholdsvis tidligt op, ved jeg ikke. Når han var i København galt det i almindelighed hans morgenvandring Studenterforeningen, hvor han viste en mærkværdig force til i stor fart at løbe aviserne igennem og få det væsentligste ud af dem. Den samme evne havde han over for bøger. Kun politik læste han aldrig noget om, den interesserede ham aldeles ikke. Sin formiddag tilbragte han dels på gaderne eller på visitter, dels hjemme, hvor han så fik tiden til at gå med mangfoldige uvæsentlige småbeskæftigelser, hvis han da ikke skrev sine utallige breve.

Gæstfriheden

Han nægtede sig vist så godt som aldrig hjemme for nogen og var lige venlig mod den rigeste og fattigste, mod den højt udviklede og ganske naive, som besøgte ham. Arrogance var han ganske fri for, og hans varme hjerte åbnede sig mod den mindste venlighed. Han kunne more sig med at sidde ved sit vindue og beskue færdslen på gaden. Altid oplevede han noget, fordi han besad åndens fine iagttagelsesevne.

Lysten til store selskaber

Da han boede i Tordenskjoldsgade nr. 17 på første sal, fandt han værelserne der for små. "Thi skøndt jeg er født og opvoxet i smaa Stuer" sagde han, vil jeg dog helst bo i Sale. Her er jo alligevel godt til at sidde og digte, men ikke til at gøre store Selskaber, og det kunde jeg nok have Lyst til". På et af de billeder "Illustreret Tidende gengiver i dag sidder han ved vinduet i sin bolig i Nyhavn, Charlottenborg siden, hvor han tilbragte sine sidste år i København samme sted, hvor Carl Bernhard havde boet. I den forreste stue, en slag entre', havde han indrettet sig "en have", og midt imellem blomsterne stod Jenny Linds og hans byster ligeover for hinanden, hendes med laurbærkrans om hovedet.

Dagligstuen i Nyhavn

Da jeg første gang besøgte ham der, sagde han: " og nu skal De se min Dagligstue! Kan De se, jeg har faaet nyt Tæppe over hele Gulvet - 37 Alen - det, kan De tro, har været mig en dyr Historie, og nu kan det endda ikke hænge sammen her henne i det ene Hjørne, saa jeg har maattet lægge sex af Digternes store Broncemedailloner over det, for at holde paa det. Og seer det ikke meget nydeligt ud med de broderede Puder som Skamler paa Gulvet! Jeg har faaet saa mange foræret, at de ikke længer kan være i Sofaen; saa maa de finde sig i at gøre Tjeneste som skamler".

Udsigten fra lejligheden i Nyhavn

Da jeg spurgte ham, om han i det hele var fornøjet med den nye lejlighed, svarede han: " Ja, jeg synes nok bedre om den, jeg havde paa hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv - -  det vil sige : for Udsigtens skyld; men her er jo ogsaa rart, og det morer mig at sidde i vinduet og se de smaa Dampere rende op i Havnen og tage Skibene med paa Slæbetov - det seer nydeligt ud ".

Fantasien præge udsmykningen 

Hans fantasi udsmykkede også hans Stuer, og han sagde selv om den her nævnte: "Nu er den indrettet saaledes, at jeg maaske kunde skrive et Æventyr om den, og saadan vil jeg, at min Stue skal være; saa kan jeg gaa rundt og se paa det Altsammen uden at kede mig". Det fantastiske forhindrede dog ikke , at der var orden og properhed over alting der, - En Dag kom jeg ind til ham og så, hvorledes han ved en krog havde i gulvtæppet anbragt en elastisk snor, på hvilken der sad dukker ; når han så trak i snoren, dansede dukkerne, og det morede ham meget.

Stuerne er som en del af Andersen

Interessant var det at besøge Andersens stuer. Her følte man sandheden af, hvad han siger i sin bog " I Sverrig": "hvor er stor Mand har levet og virket, bliver Stedet selv som en Del af ham; det Hele det Enkelte har afspejlet sig i hans Øjne, der er gaaet ind i hans Sjæl og blevet et Led med den og Verden".

Andersens middagsindbydelser

Når Andersen ikke fik andre middagsindbydelser, havde hans venner sikret sig ham på ugens forskellige Dage. Han var med rette er meget skattet selskabsmand, altid livlig og morsom, gav sig af med alle og "pyntede" ved enhver sammenkomst.

Andersens manglende selvstændighed

Det varede længe, inden han fik den selvstændighed, som må til, hvis man skal gøre sig gældende i et samfund. En aften sagde han til mig: "Det er maaske underligt at sige det, men i mange Aar tænkte jeg : " Det er dog ogsaa rædsomt, der er slet ingen Karakter eller - Hvad skal jeg kalde det? - Personlighed ved Dig ? Du er som alle Folk paa Gaden; der vilde Ingen kunne tegne Din aandelige Skikkelse, skøndt nok Din legemlige; men der blev saa blot en Karrikatur". Se dette synes ikke mere; jeg er dog en en særegen Skikkelse - ikke sandt ?

Andersen har svært ved at sige sin mening

" En anden gang sagde han "Langt hen i mit Liv turde jeg næsten aldrig sige min Mening, før en Anden, en stor Mand, havde udtalt sin, da gentog jeg, hvad han havde sagt. Så gik Heibergs "Alferne" i 1835 sammen med et dårligt stykke af Vilhelm Holst - det var i anledning af kongens fødselsdag. Ved en højtidelighed lejlighed måtte der ikke klappes. Jeg var meget begejstret over "Alferne" og næste dag kom jeg så i dameselskab med Fru Bülow og flere. "Naa, Andersen" sagde Fru Bulow, "hvad synes De om Stykkerne iaftes?" "Jo, det ene var dejligt!" "Ja ikke sandt, Holst har rigtig meget Talent - - det var rigtig kønt!"" Naaaa - nej, det finder jeg nu daarligt - jeg mente Heibergs". " Heibergs ! Det rædsomme Stads - det er jo gyseligt; jeg kan sige Dem, at de ude hos Prins Christians finder det under al Kritik!". Så blev jeg vred og svarede: " Er det rigtigt, saa har de hos Prins Christians ikke Begreb om, hvad der er sand Poesi." "Men du store Gud!" råbte damerne og slog hænderne sammen. Næste dag mødte jeg  Heiberg og sagde: " Tak for "Alferne" ! Det var dejligt, det var mageløst!" Heiberg svarede: "Naa, det glæder mig, De synes om det og forstaar mig; jeg faaer ellers vist ikke megen Glæde af det; jeg hører man vil pibe der ud !" "- Snart forandrede Stemningen sig, Kritikken roste det, og jeg fik Mod; jeg begyndte nu altid at sige min egen Mening, og det så meget mere, som jeg mærkede, at den faldt sammen med deres, hvis Dom jeg satte pris på, og at den efterhånden blev den almindelige."

Andersen som selskabstaler

Hans selvtillid gav ham lidt efter lidt mod til at optræde som selskabstaler. Han gjorde det tit udmærket godt, med fine pointer og med meget humor. Jeg kan tilfældigvis referere det væsentlige af et par bordtalere, jeg har hørt ham holde, men de var rigtignok ingenlunde blandt hans bedste. Ved et middagsselskab i anledning af hans 67 års fødselsdag udbragte Bille hans skål. Andersen svarede da bl.a. omtrent såedes: "Da jeg var ung, tænkte jeg, at naar jeg blev 30 Aar, vilde jeg være gammel; jeg blev 30, og jeg syntes, jeg endnu var ganske ung. Saa tænkte jeg:" Bliver Du 60, saa er Du umaadelig gammel, saa bør Du dø; thi ingen Digter kan taale at blive ældre." Jeg blev 60 Aar, og jeg blev 67, og jeg synes, jeg er ung endnu, saa jeg maa have Lov til at leve noget længer.

Tankerne om døden og hans kiste

Den største Forandring, jeg med Aarene føler er at jeg nu mere end før tænker på Døden og gør det med Alvor, men ikke med Frygt, og det kan De se deraf, at jeg paa en humoristisk Maade kan forestille mig min Begravelse. Saa tænker jeg mig, at jeg vil have en lille Rude i kisten oppe ved mit Hoved, og ud ad den vil jeg kikke for at se hvem der følger mig. Mine vigtige venner, de kommer og gratulerer mig til min Fødselsdag; men det kunde jo ogsaa være, at jeg vilde have Venner, som da vare forhindrede i at give møde.

H.C.Andersen, som spøgelse og selskabstaler

Men de, som ikke følger mig til min begravelse, de er ikke mine rigtige venner, og til dem siger jeg: "Tag Jer i Vare, For I kan tro, jeg skal hævne mig paa Jer; jeg vil komme til Jer som Spøgelse, og I kan være vis paa, I vil blive forskrækkede; for kan der tænkes noget Rædsommere end H.C. Andersen som Spøgelse! Der findes ikke noget mere Forfærdeligt til at blive forskrækket over. Mine rigtige Venner derimod - dem vil jeg gæste i min Digtning, og deres Skaal udbringer jeg".

En skål for de nye unge skud på bøgetræerne

Næste år ved samme tid sagde han ved Festbordet: "Naar jeg i denne Tid hver dag kører Tur ud ad Landet til, seer jeg paa Bøgetræerne, hvorledes de nye Knopper skyder frem i Ly af det gale Løv. Saaledes er det gaaet mig i Livet, at unge Venner voxer frem i de Hjem, hvor jeg haar faaet kær, er døde, mange af mine unge Venner bliver efter lidt gamle; men jeg har havt den Lykke, at der altid voxer nye nye frem i de gamles Spor. Det er Haabet og Minder, der sees i de unge Skud i det Blegnedes Skygge, det er det evigt fødende Liv. En Skaal for mine gamle Venner, som er unge i deres Følelse for mig, og for mine unge Venner, at de maa blive gamle i deres Troskab imod mig".  

En skål for Rosenvænget og roserne deri

Sine selskabelige evne viste Andersen ved de improviserede vers, hvormed han ofte udbragte en skål, Jeg kan fremføre nogle eksempler. I et stort middagsselskab hos en familie i Rosenvænget var der holdt mange taler og udbragt mange skåler. Han rejste sig da og sagde;

Marstrand, som var tilstede, påstod, at det havde Andersen ikke digtet på stående fod, hvilken beskyldning digteren på det bestemteste hånligt afviste.

Lovprisning af fruen i huset

I et andet middagsselskab havde husets kunstneriske og elskværdige frue kranset sit bord med vinløv, der snoede sig op ad et antikt krus, som agerede opsats. Selskabet priste det smukke arrangement. Andersen rejste sig da sagde:

Improvisationer til Caroline Amalie på Føhr i 1844

Da han i 1844 var i Besøg hos Christian den Ottende på Føhr, og månen steg op over havet, improviserede han til Caroline Amalie

Vers til Hertuginden af Augustenborg

Følgende improvisation til Hertuginden af Augustenborg viser hans patriotisme:

Sommetider kunde han også ganske uventet i det daglige liv komme med sådant et lille improviseret, humoristisk vers, af hvilke flere nok havde fortjent at være opbevarede.

Historien om kufferterne og sjælen

Det var heller ikke sjældent, at et bon-mot faldt ham på tungen. Jeg husker eet. Et ægtepar, der just ikke udmærkede sig ved indbyrdes sympati, skulle rejse til Italien og kunne ikke enes om, hvorvidt de ville have een eller to kufferter med. Andersen sagde da: "Lad os ønske, at de maa rejse bort som to Sjæle med een Koffert og komme hjem som en Sjæl med to Kofferter". Selv i hans sidste år kunne hans lune ytre sig på en noget kåd måde.

Andersens filurligheder på Rolighed og Elvedgaard

Ude på "Rolighed" hos Etatsråd Melchiors så han en Herre i distraktion stå og pille ved et kostbart træs blade. Andersen tog da et stykke papir, skrev noget derpå og - uden at vedkommende bemærkede det - stak han det fast på træet. Straks efter så synderen papiret og sagde: " Hvad er dette her?" Han læste det, og der stod: "Ikke staa og pille paa Bladene!" Hans optræden her var til dels begrundet i hans store kærlighed til planter og dyr. Syngelærer L. Jastrau i Flensborg skriver til ham: "Erindrer De Dem endnu, da De tæt ved Vedel Simonsens Gaard ( red: Elvedgaard på Fyn )....spredte et gult Silketørklæde over en Kalv, der plagedes af Fluerne i Sommerheden?" Det morede Andersen meget, når man i selskaber ville opgive ham de mest forrykte rim uden indre forbindelse. Han lavede da på stedet vers med dem i , og af sådanne findes der store masser fra hans hånd.

At klippe er første begyndelse på digteriet

Så havde han også fornøjelse af sine udklipninger i papir, som var talentfulde. Han kunne med saksen fortælle små eventyr, og selv sagde han: "At klippe - det er den første Begyndelse paa Digteriet". i sin bog "I Sverrig" fortæller han under sit ophold i Leksand ved Siljansøen følgende: " Som jeg sidder i min Stue, kommer Værtindens lille Datterdatter ind, et net Barn, der var lykkelig ved at se min brogede Natsæk, min skotske Plæd og det røde Saffian i Kofferten: Jeg klippede i hast til hende af et Ark papir en tyrkisk Moske' med Minareter og aabne Vinduer, og hun styrtede lyksalig afsted. Lidt efter hører jeg megen Talen-højt ude i Gaarden; jeg havde en Anelse om, at det gjaldt min Udklipning; jeg traadte sagte ud på Træ-Altanen og saa nede i Gaarden Mormor staa og løfte med straalende Ansigt min Udklipning højt i Vejret. En hel Skare Dalkarle og Dalkuller stod rundtom.

Kunstekstase i Dalarne over Andersens papirklip

Alle i Kunstextase over mit Værk; men Ungen - -den lille, velsignede Unge - skreg og rakte Hænderne op efter sin lovlige Ejendom, som hun ikke maatte beholde, da den var altfor dejlig. Jeg listede mig, højst smigret og opmuntert, ind igen; men et Øjeblik efter bankede det paa Døren - det var Mormor; hun kom med en hel Tallerken fuld af Pebernødder. Jeg bager de bedste Pebernødder i Dalarne" sagde hun; "men de have de gamle Facon'er?" og jeg sad den hele Midsommeraften og klippede Facon'er til Peberkager: Nøddeknækkere med Ridderstøvler, Vejrmøller - der var baade Mand og Mølle, men i Tøfler og med Dør på maven - og Danserinder, der med det ene Ben pegede mod Syvstjærnen. Mormor fik dem: men Danserinderne vendte hun op og ned paa, Benene gik hende for højt, hun troede, at de vare eenbenede og trearmede. " Det skal blive nye Facon'er, sagde hun; "men de er svære" - Jeg haaber, at jeg i Dalarne lever i nye Facon'er af Peberkager."

Oplæsningen af de poetiske produktioner

Det er bekendt nok, at Andersen lige fra sin første ungdom af meget gerne læste sine poetiske produktioner op. Man har så tit sagt, at han gjorde det af lutter forfængelighed, men denne dom er overfladisk og ensidig. Han havde åndens trang til og glæde ved at frembringe og meddele sig --- i "Fodrejsen" siger han: "Mit Hjærte var saa fuldt; jeg følte den bekendte mægtige Længsel efter at meddele mig" -- og desuden havde hans oplæsninger et ideelt mål for ham selv.

H.C. Andersens selvevaluering

 Når han havde skrevet noget, ville han erfare, hvorledes det virkede på tilhørerne, om de lo på de rigtige steder o.s.v. og om han selv under oplæsningen fornemmede, at hans tanke og følelse var korrekt udtrykt, og at det hele faldt naturligt. Når han så havde indvundet sine erfaringer, gik han hjem og skrev det om, som han ikke havde været tilfreds med. Så læste han det igen op og fortsatte med den omtalte metode så længe, til han sagde sig selv: "Nu er det, som jeg vil have det - nu kan jeg ikke gøre det bedre - nu skal det trykkes".

Tilhørerne til oplæsningerne var prøveklude

Tilhørerne var altså hans prøveklude. Det følger af sig selv, at hans alt trykte sager ikke kunne komme ind under denne prøve. Vist er det, at han selv nød, at være oplæser, og det er sket, at jeg en formiddag mødte ham på Østergade, hvor han så sagde: "Har De Tid, saa gaa med op paa en Trappegang, saa skal De faa Noget at høre." . Så længe et manuskript var nyt, gik han altid med det i lommen.

Gentagelsen fremmer forståelsen !

Næsten aldrig var han ude til middag, uden at han læste højt efter måltidet, og kom man sammen med ham i mange hjem, kunne man opnå at høre det samme nyskrevne eventyr mange gange, inden der forelå på tryk. Engang, da han i et Hus, hvor han kom , ville til at læse et og nævnte titlen, sagde husets lille datter: "Det er sjetteGang, Andersen læser det". Han svarede:" Nu skal min lille Ven staa ganske rolig og høre op med at være saa vittig!" I "Fodrejsen" læser han op for den filitrøse Amagerkone, der sig ham: "Du er ganske inkurabel; den gyselige Genifeber har for evigt befængt Dig". Han skriver: "Jeg svarede Intet, men begyndte forfra igen paa min Sang, Otte Gange holdt hun den endnu ud; men da den begyndte den niende Gang...,løb hun sin Vej.

Oplæsningen, der medfører flugt gennem skorstenen

Sammesteds skriver han: "Da huskede jeg tilsidst paa den russiske Digter, der saa gærne læste sine Digte for alle Mennesker; men, da de derfor flyede ham som Pest, saa han ikke længer havde en eneste Tilhører, gav han sin Sjæl til Fanden; men, da denne gode Mand havde hørt ham to Aftener, tog han paa den tredie Flugten igennem Skorstenen og lod sin Hale i Stikken, da Poeten vilde holde ham ved den".

Atmosfæren ved Andersens oplæsning

Når nu Andersen læste op i et selskab, tog man plads omkring ham efter at de uundværlige stearinlys var opstillet ved hans side. Alt var nu dødsstille. Først nævnede han eventyrets titel, så tog han sine briller frem og satte dem på, hvorefter han så rundt til alle i selskabet og begyndte så at læse. Han havde benene over kors og knugede og klemte hele tiden sine hænder og fingre. Han stemme var hæs, men den kunne lyde underlig åndeagtigt med høj stemning. Det var højst mærkelig, så han kunne efterligne naturelementerne og dyrenes lyde. Derfor havde Heinrich Heine også - efter hvad Andersen selv fortalte - sagt til Oehlenschläger, at nu troede han på sjælevandringen. Efter at have hørt Andersens oplæsning, måtte han formode, at dette menneske tidligere havde boet i forskellige dyr, siden han i den grad vidste, hvorledes de alle sammen talte.

Anerkendelse var drivkraften til produktion

En vigtig betingelse for, at man skal forfatte, forelæse eller tale godt er, at der skal være sangbund hos tilhørerne. Dette følte Andersen i høj grad og havde erfaret, at han uden denne var ufrugtbar. Anerkendelse var for ham drivkraft til produktion, glæden derover bragte ham til at yde. Det gik endog så vidt, at han i et utrykt brev skrev:" Er jeg glad, kan jeg bede til Gud med Inderlighed; er jeg rystet eller dybt bedrøvet, har jeg ingen Bøn; det er ikke kristeligt - jeg ved det".

H.C.Andersen til eksamen

Han fortalte, at han i sin skoletid kunne vide nok så god besked med sine lektier, men når så Meisling begyndte at eksaminere ham og tydeligt gav til kende, at han aldeles ikke troede på ham eller hans evne, så kunne Andersen heller ikke et eneste ord. Engang til eksamen skulle Meisling fungere, men kom ikke, hvorfor en anden måtte overtage hans hverv: Så kunne Andersen alt og fik ug. Til sin store forbavselse opdagede han, da han var færdig, at Meisling sad for enden af eksamensbordet. Da blev han glad og stolt over, at rektor havde overværet, hvor godt det var gået. På sien ældre dage sagde han: "Hvad opnaaer Recensenterne ved at rive min "Lykkeper" ned? Ikke Andet, end at jeg slet ikke kan skrive mere. Det er akkurat nu, som dengang jeg gik i skole. Sagde de til mig: " Du kan det" saa kunde jeg det ogsaa, selv om jeg aldrig før havde vidst det; men, sagde de; "Du kan det ikke", saa kunde jeg det heller ikke, selv om jeg lige i Forvejen havde vidst det nok saa godt".

Andersens oplæsning bedst , når der var uvildige tilhørere til stede

Engang bad jeg ham om at klippe noget til mig, og straks, så jeg en mængde eventyrfigurer springe frem; nedenunder skrev han:  

Da han havde digtet " A.B.C. Bogen", turde han i et selskab, hvor Hvidt var til stede, næsten ikke læse historien op af frygt for at Hoedt" skulle kende sig selv som Hanen". Han tog dog mod til sig og da oplæsningen var færdig, sagde Hoedt" Det skulde De ikke have ladet trykke; det er ikke morsomt!

Andersen var angst før oplæsning

Andersen var altid mere eller mindre angst, før han læste op. Den 13. oktober 1870 skulle han til det i Studenterforeningen. Jeg traf ham i forhallen og han sagde da: "Aa, jeg er saa rædsom angst; jeg har næsten ikke kunnet sove i nat, jeg har ikke kunnet spise idag, og min Mave har været rent rebelsk, saa jeg er bleven saa mat; jeg troer, jeg faaer ondt, naar jeg kommer ind". Jeg har foreholdt ham, at det var underligt, han kunne være så urolig, da han dog måtte vide, at alle hans tilhørere deroppe mente ham det godt, men så svarede han: "Jamen , det er noget Nyt, jeg nylig har skrevet, jeg skal læse, og jeg har aldrig i mit Liv mærket så meget angest". Det gik naturligvis udmærket.

Andersen brød sig ikke om børn på skødet

En særlig kær og kritikløs kreds havde han i børnene. De måtte kun ikke være for nær på ham, og han ville på ingen måde have dem på skødet. De forskellige billedhuggere ved konkurrencen om en billedstøtte af Andersen til Rosenborg Have havde gjort nogle skitser, i blandt hvilke der var nogle, hvor digteren sad med er barn på skødet og børn tæt på sig, og Andersen selv havde set disse, blev han vred. Han sendte bud efter mig og forlangte, at hvis han døde og en sådan skitse blev antagen, skulle jeg offentlig i hans navn protestere " for saadan kunde jeg ikke sidde med Børn" Men hvor gerne læste han ikke for dem, når de var lidt på afstand, og hvor de nød de ikke eventyrerne fra hans mund! Man kunne bruge hans egne ord i "Ahasverus"

Andersen laver skæg med skæg

I et utrykt brev til Henriette Hanck skriver Andersen den 2. Februar 1837, at der skal være fastelavnsløjer i Studenterforeningen og tilføjer så: "Jeg ved ikke, hvad jeg vil være, men med Moustacher kommer jeg; thi de klæder mig". Nu havde han altså fået skæg, og den senere så berømte oberst Frederik Læssøe, som selv ingen knebelsbarter havde, sagde for kommers til ham, at han ikke kunne tænke sig, hvor han misundte ham denne ansigtspryd. På Læssøes fødselsdag klippede Andersen sine af og sendte ham dem i et brev, uden på hvilket han havde skrevet: "Hermed til Afbenyttelse en Gave, som for mig har over 100 Rbdls. Værdi".

Andersen fortælling om oplevelser i Det Kongelige Teater

Andersen fortalte, at han i sine første ungdomsår i Det Kongelige Teater, så Rahbek, som var meget nærsynet, og som stadig med Brilleglasset i det ene øje stod i Parkettet og var yderst begejstret for den kendte skuespillerinde Madam Andersen født Olsen. Begejstringens hede gik han altid for langt frem mod scenen og glemte så det trin, som førte nedad, og så snublede han forover, da råbte parterret: 2Der dumpede Rahbek!"

En Fru Bülow sad i hofdamernes loge, når hun kom ind, rakte hun sig med en lille blank, grøn atlaskes mave ud over logeranden og råbte så ned til sin svoger i parkettet: "godaften, lille Carl! Hvordan har Clara det ?" Han svarede op: "godaften, Godaften, se Godaften! Jo godt, jo, nu gaar det godt igen!"

Når Fru Gyllembourg sad på sin friplads i  teatret, sagde man: "Der ligger en Kaabe og en Hat." saaledes sad hun, og saa lidt fyldte hun." Hendes Øjne saa ud som to Kiks med Æg og Ansjos"

Når Andersen på gaden mødte Madam Pätges ( Fru Heibergs moder) råbte hun efter ham: "Ja ham kender jeg! Han kender godt Hanne, han har danset med hende paa Bal. Jeg har nylig været hos hende og Doktoren, og de har det godt; jeg har selv talt med Doktoren."

Modtagelsen af Thorvaldsen på Rheden 17. sept. 1838

Da Thorvaldsen mandagen den 17. september 1838 kom tilbage til København og med begejstret hyldest blev modtaget på Reden, sejlede - som bekendt - de forskellige korporationer ham i møde, hver i sin båd. digternes fartøj lå og ventede ved "Larsens Plads", men Oehlenschläger og Heiberg udeblev. Andersen var uhyre ivrig for at komme afsted. " Vi kan da ikke sejle, før vi har Oehlenschläger med", sagde de andre. "Jo, vi kan svarede Andersen, "for ellers kommer vi slet ikke derud; Thorvaldsen er jo allerede i Færd med at gaa iland". H.P. Holst rejste sig da op og sagde: "Vil Du virkelig sætte Dig ned i en Baad, hvor Pagasus vajer fra Toppen, og i den sejle ud og tage imod Thorvaldsen, naar Oehlenschläger ikke er med?" "Aa, Skidt med den Pegasus!" svarede Andersen, hvorpå han rev den ned og kasted den i bunden af båden, så gav han ordre til at sejle. Da de kom ud på reden, mødte de Oehlenschläger i en anden båd. Han var kommet for silde og nu ville de andre have ham over i deres fartøj, men han turde ikke. "Vi falder i Vandet, vi drukner Alle!" sagde han. Der foregik nu en komisk manøvre. Digterkongen balancerede med stor anstrengelse over i digterbåden. Senere stod der i Aarhus Avis, at båden ikke var gået under, fordi den havde haft to blærer ombord: Andersen og H.P.Holst.

 H.C. Andersen og sangerinderne i Tivoli i København

Kun tre gange i sit liv var Andersen på Tivoli. Første gang kom han ind i sangerindepavillonen der, men så begyndte sangerinderne at henvende sangen til ham, hvorfor han flygtede ud. Han interesserede sig imidlertid så meget for det, at han løb bag ved pavillonen og kiggede ind af et vindue. Da indfandt der sig en streng tivolibetjent, som sagde: "Ikke staa der og kikke! Enten skal De gaa ind, eller ogsaa skal De gaa deres vej!"

Fredrika Bremers afskedsfest for Andersen

Da Fredrika Bremer i 1849-49 var i København, boede hun en tid i et pensionat ude i Amaliegade, hvor man ad en køkkentrappe nåede op til hende. Hun havde engang fået overladt sin værtindes dagligstue, og her arrangerede hun en afskedsfest for Andersen, som skulle rejse til Sverige. Blandt gæsterne sås H.C. Ørsted, Martensen, Hartmann, Jerichau og flere. Da de alle var samlede og havde taget plads, kom den senere kammerherre Bojesen fra Udenrigsministeriet ind og deklamerede et digt af hende. Dets indhold var: Der havde stået en stjerne over Betlehem, og den havde skinnet ned over alt det gode og rene, jorden ejede, mest over børn og dem, der elskede børn og tog sig af dem. Nu fortalte digtes fremsiger, at han havde vandret rundt i København og da set denne stjerne skinne over dette hus i Amaliegade, og derfor var han gået derop. Det var Andersen, den havde skinnet over ( Her vendte Bojesen sig mod Andersen, der sagde: "Gaa dog bort! Gaa til Ørsted !") Nej, Andersen var det uskyldiges, var børnenes skjald, dem skulle han tage sig af, det var hans kald, hans eventyrkald. Han fik overrakt et sølvbæger, hvori der lå et digt af Fredrika Bremer, og derpå blev Hartmanns lille datter Marie bragt ind fra et sideværelse, hvor hun var faldet i søvn, og nu blev lagt i Andersens skød. Bojesen sagde: " Dette Barn skal Du især tage Dig af, det er Barnet blandt Børnene, det elskeligste Barn!" Den lille Marie skrålede og var vred, fordi man havde vækket hende, og hun var ikke at formå til at fremsige nogle versificerede ord, som Frk. Bremer havde lært hende. Hendes større søster Sophie (senere Fru Gade) kom til og sagde: "Naa, Marie, Marie dog, kom nu, stakkels Marie!" og dermed bar hun hende ud af stuen.

Festen til ære for H.C. Ørsted blev ikke til noget !

Frøken Bremer ville have arrangeret en lignende fest til ære for H.C. Ørsted, men han frabad sig det på en pæn måde. Martensen slap for den, skønt hun forgudede ham, der næsten daglig kom til hende, især mens hun boede i Hotel Phønix, hvor hun inviterede ham til middag og tog hans arm for at føre ham til table d'hôte, hvor det egentlig ikke var hofprædikanten rigtigt behageligt at gøre opsigt ved hendes side. -

Andersen på pigeskolen i Helsingør

Engang fik Andersen indbydelse til at besøge en pigeskole i Helsingør. Da han kom der, blev der forelsgt ham en masse portrætter af han selv, tegnede af børnene efter forskellige foto - og litografier." Det var ikke engang mueligt at se, det skulde være Portrætter, langt mindre, at de skulde være af mig," sagde han. Da han havde betragtet dem, trådte en lille pige, hvis fødselsdag det var frem og overrakte ham en broderet perleurkæde på en fløjlspude. Skolens bestyrerinde stod ved hendes side og henvendte sig med disse ord til Andersen: 

En formiddag havde han i en omnibus truffet en madamme, som med stor veltalenhed havde sat ham ind i sine forhold. "Se, nu kører jeg ud til Assistenskirkegaarrden til min Mands Grav," sagde hun; "men den har De vel ikke Lyst til at se?" Han svarede, at det kunde han nok have; men det kneb med at faa Tid dertil. Saa sagde hun: Ja, jeg sidder her og taler saa ligefrem med en saa berygtet Mand; men jeg skal sige Dem; jeg troede nok, jeg turde; for min Familie er da ogsaa lidt berygtet og af samme Slags som De; paa Rosenborg er da Noget efter min Mand." "Jo, de Støvler af Frederik den Syvende, som der er," svarede hun, "dem har han saamænd syet, og saa er jeg da lidt af samme Slægt som De, for saa med ved jeg da, at Deres Fader var Skomagersvend.".

Snakken i omnibussen om H.C.Andersen

En anden gang blev han også meget nedslået. Han var ganske ung student og havde da læst Goethes "Faust". Han syntes slet ikke om den og følte sig glad ved at have udfundet, at Goethe (Göthe) aldeles ikke var digter. Han sagde til gamle Collin: "Nu har jeg læst "Faust", men efter min Mening er Goethe ikke Digter". Collin svarede:" Det kan saamænd gærne være; jeg forstaaer mig ikke paa saadant Noget." Da Andersen fortalte dette, tilføjede han: "Aa Gud, hvor blev jeg flov; jeg kan aldrig glemme det, jeg kunde ikke sige et Ord mere." 

Historien om, at Andersen skulle myrdes ved Den spanske Trappe i Rom

I "Improvisatoren" har Andersen - som bekendt - fortalt meget, som han selv havde oplevet. Alt, hvad han hørt i Italien, nedskrev han for at benytte det. Ludvig Bødtcher fortalte ham om den visne tigger på Den spanske Trappe.

Andersen satte det altsammen ind i sin bog uden at tænke på, at hans model igen kunne få at det vide. Han gav ham rigtignok et andet navn: "Onkel Peppo, ogsaa kaldet "onde Peppo" eller "Kongen paa den spanske Trappe; men disse benævnelser var let gennemskuelige. efter at "Improvisatoren havde set dagens lys og havde fundet udbredelse i England, blev tiggeren meget ofte opsøgt af englændere, som gav ham penge og fortalte ham, at en dansk digter havde skrevet er hel mængde om ham.

Da Andersen så senere var i Rom, sagde Bjørnstjerne Bjørnson til ham, at han måtte tage sig i agt for at gå på gaderne, eftersom den visne krøbling havde fået at vide, han var der, og ville myrde ham.  Andersen blev uhyre alteret og meldte det til den danske konsul Bravo, som eftersporede sagen, men så kom tilbage og sagde at han ikke troede, der var spor af sandhed i den, da han intet som helst havde havde kunnet opsnappe. Andersen svarede: "Jo, det er sandt, for Bjørnson har sagt det, og jeg tør aldeles ikke gå ud, allermindst hen ad Den spanske Trappe til" Bravo gik da til Bjørnson, som meddelte ham, at han havde lavet hele historien, fordi han syntes, det var så interessant, at Andersen skulle ende med at blive myrdet, og fordi det morede ham, at se Andersen luske ængstelig rundt i gaderne.

Til fest og dans hos arvestorhertugen i Weimar

Om sit forhold til Arvestorhertugen af Weimar fortalte han, at da han første gang var der på besøg, måtte han ved en fest møde i hofdragt: Kjole med blanke knapper, knæbukser, trekantet hat, og kårde, ogi den skikkelse førte han Fru v. Beust i en polonæse. Gulvene var så bonede, at han ikke kunne gå sikkert på dem, og af den grund fik han ondt. Arvestorhertugen sagde til ham: Hvad er det Andersen, De er ikke vel? " Han fik til Svar: "Nej, jeg kan ikke holde ud at gaa paa disse Gulve, jeg maa sidde ned eller ogsaa tage bort." " Det er jo galt" sagde Hertugen, for vi skal jo staa! De tør ikke sidde på den; men læg Dem paa Knæ paa Sædet, saa skal jeg staa for og lede, som om jeg konverserer Dem; men de behøver ingenting at sige."

Kan  hertugen af Weimar og en digter fra Odense være venner?

Samme elskværdige hertug ( i Weimar) sagde senere: "Hør, Andersen, hvordan det saa end gaar, vi To vil være Venner; De kan flytte her til Weimar, og vi vil altid holde sammen." Andersen svarede: "Det kan vi ikke; jeg kan ikke flytte hertil, og vi kan ikke". "Men hvorfor?" spurgte Hertugen. "Jo" svarede Andersen, "var De Student eller Embedsmand, saa kunde vi, men nu er De Arvestorhertug af Weimar og jeg er H.C. Andersen - saa kan vi ikke." I det samme kom hertugens moder til. Hendes søn sagde: "Tænk Mor, Andersen siger, at vi ikke kan være Venner, fordi jeg er Hertug." da lagde hun deres hænder i hinanden med disse ord: "Bliv begge To ved med at være gode Mennesker, saa bliver I nok venner der, hvor der ingen Etikette er."

Opholdet hos Dickens, hvor børnene var uopdragne

Han fortalte om sit ophold hos Dickens. I den tid - og vel sagtens også ofte eller - ville Dickens ikke modtage sine gode venner, når de kom. Sad han da med sin familie ved frokostbordet, måtte de bukke sig dybt ned, når nogen passerede vinduerne, og der blev da sagt, at ingen var hjemme. Andersen havde nogle af Moltkes oversættelse med til ham og fortalte, at de var gode. "Naa, er de det," svarede Dickens og smed dem hen i en krog.

En bekendt hollænder havde skrevet 11 gange til ham uden at få svar." Men han var alligevel uendelig elskværdig," hævdede Andersen. "De er for lidt stolt" sagde Dickens til ham, "De har Grund til at være det." - Andersen fandt at Dickens børn var uopdragne og at svigerinden var intrigant; "men hun morede Dickens og spillede godt komedie med ham. Konen gjorde et rart, men ubetydeligt Indtryk".

Andersen og Hartmann i teatret

Sine aftener tilbragte Andersen som oftest i teatret. Selv om han var i middagsselskab eller skulle i aftenselskab, måtte han et lille løb derhen for at se, hvorledes alt gik. Der fik han ofte sine ideer, mest når han hørte operaer og syngestykker. Han kunne da blive så optagen, at han ikke anede, hvad der skete på scenen. Gamle Hartmann har fortalt mig, at han og Andersen sad ved hinandens side og hørte ouverturen til "Don Juan". Med et klappede Andersen ham på skulderen og sagde: " jeg gaaer - jeg maa hjem og skrive." Ved scenen med kommandanten indfandt han sig atter og sagde da: "Naa, er I ikke kommet videre? Og jeg er fix og færdig." "Med hvad?" spurgte Hartmann. "Med et Æventyr, som skal hedde "Grantræet"

H.C. Andersens produktion af eventyr

Han producerede så hurtigt, at pennen næsten ikke kunne følge med. Der findes manuskripter til hans eventyr, i hvilke det næsten ikke er muligt at skelne bogstaverne, og jeg kan ikke forstå, hvorledes han selv har fundet ud af, hvad der stod. Skulle han derimod forfatte en lejlighedssang, gik det oftest trægt. Jeg kom engang op til ham og fandt ham skrivende på "Noget, der skulde bruges ved Afsløringen af en Mindestøtte på Holsteinborg." "Den har jeg været to Aftener om", sagde han, " for saadan en laver man jo; og saa har jeg taget Melodien "Der er et Land", for det er saadanne rare, lange Linier til at putte Meget ind i, før man skal til at tænke paa Rimene."

Læsning af bøger

Når han kom hjem fra teatret, læste han ofte en eller to timer, men almindeligvis trængte han ikke til det surrogat, vi andre søger i bøgerne. Han kunne nok uden disse befrugtes og fyldes med tanke ro og forestillinger. I de halvfjerde måned jeg rejste med ham, har jeg aldrig set ham læse i en bog.

Ideen til eventyret "Kærestefolkene"

Sine fleste eventyr skrev han ned om aftenen og om natten. Feerne lade sig jo kun se på denne tid og øve da deres fantastiske gerninger blandt menneskene. En aften kom han sent hjem og var meget træt, hvorfor han straks gik i seng. Så fik han pludselig ideen til "Kærestefolkene", han stod op af sin seng, og halvsovende nedskrev han dette eventyr. Da han næste morgen læste det igennem, syntes han, der var noget ved det, og skrev det da om i dets nuværende skikkelse.

Ideen til eventyret "Springfyrene"

Etatsrådinde Jette Collin fortalte engang, at han en dag i hendes hjem sad med hendes lille datter, der spurgte han, hvem der kunne springe højest, en loppe eller en springgås. Straks begyndte han at fortælle, men rejste sig kort efter og løb hjem. Der var ikke gået en halv time, før han kom igen og oplæste "Springfyrene" .

Eventyrdigtningen er poesiens mest vidt udstrakte rige

Jeg tror, at Andersen ikke følte meget til den digteriske produktions lidelse. Den var ham vist mest en nydelse - navnlig når der var tale om eventyr. Og her syntes han, at hans råderum var større end andre digters. I "At være eller ikke være" er det hans egen mening, Esther udtaler i ord som disse: "Jeg finder, at eventyrdigtningen er poesiens mest vidt udstrakte rige; det naaer fra Oldtidens blodrygende Grave til den fromme, barnlige Legendes Billedbog, optager i sig Folkedigtningen og Kunstdigtningen, det er mig Repræsentanter for al Poesi, og den, som mægter det, maa heri kunne lægge ind i det Tragiske, det Komiske, det Naive, Ironien og Humoret, og han har baade den lyriske Stræng, det Barnligtfortællende og Naturbeskriverens Sprog til sin Tjeneste, og ere vi enige heri, viser da ikke just denne Poesiens Repræsentant, Æventyrdigtningen, en Aladdin-Natur?"

"At rejse er at være på eventyr"

Andersens eventyrnatur jog han ud i verden, for at han der kunne opleve eventyr. "At rejse er at være paa Æventyr" sagde han, "at rejse er at leve". I "Skyggebilleder af en Rejse til Harzen og det sachsiske Schweiz" udbryder han:" O, rejse, rejse! Det er dog det lykkeligste Lod, og derfor rejse vi ogsaa Alle; Alt rejser i det hele Univers! Selv den fattigste Mand ejer Tankens vingede Hest, og , bliver den svag og gammel, tager Døden ham dog paa Rejsen, den store Rejse, vi Alle rejse. Bølgerne rulle fra Kyst til Kyst. Skyerne sejle hen ad den store Himmel, og Fuglen flyver med over Mark og Enge, Vi rejse Alle; selv de Døde i deres stille Grave flyve med Jorden rundt om Solen". I "En Digters Bazar" siger han:" Paa Rejse maa jeg tumle mig fra Morgen til Aften, jeg maa se og atter se. Man kan jo ikke bestille Andet end pakke hele Byer, Folkefærd, Bjærge og Have ind i Tanken, altid jage, altid gemme; der er ikke Tid til at synge en eneste Sang, ja, jeg er ikke engang oplagt dertil.

I København skyder "sprogblomsterne" frem

Men det kommer nok ved jeg; indeni syder og gærer det, og naar jeg saa er i den gode Stad Kjøbenhavn og faaer aandelige og legemlige Omslag, saa skyde Blomsterne frem. Vel er ikke Behandlingen den ønskeligst; men Hvo spørger mig derom? Tilsidst troer jeg selv, jeg har ganske godt af det" I "At være eller ikke være" lader han Esther sige, hvad han selv mener: "Lykkelig Den, som seer sig om i Verdens Lande, seer og hører der Tidens Repræsentanter, Tidens Bærere, dem, som løfte Tidsalderen et Trin højere. Velsignet at have seet sin Tids Store, seet mellem os Hverdagsmennesker de Udkaarne. Jeg er glad ved, at jeg ansigt til Ansigt har seet Thorvaldsen, Ørsted, Oehlenschläger; derfor takker jeg min Gud".  

Andersens ilen er en del af hans grundkarakter

Andensteds i Hartzrejsen siger han: " Der er en forunderlig Ilen med Alt, der lever i mig og egentlig udgør min Grund-Karakter. Jo interessantere en Bog er mig, jo mere iler jeg for at faa den gennemlæst, for at have det hele Indtryk; paa selve min rejse er det ikke ret det Nærværende, der glæder mig, jeg iler efter noget Nyt for atter at komme til et Andet; hver Aften, jeg lægger mig til Hvile, higer jeg efter næste Dag, ønsker, at den var og naar den kommer er der dog en Fremtid længere borte, der beskæftiger mig. Døden selv har mig noget Interessant, noget Herligt, fordi en ny Verden da aabnes for mig. Hvad mon det egentlig er, mit urolige Jeg iler efter?"

"Nordens mørke" og "Sydens lys"

Sådanne udtalelser karakteriser hans rejselyst. Han sammenlignede sig selv med de boboniske stene i nærheden af Bologna, der indsuge solstrålerne, for at senere i mørket kunne lyse deraf. Nede i sydens sol hentede han nyt indhold til at leve af Nordens mørke. I et utrykt brev til Ingemann skriver han:" Paa Rejsen selv faaer jeg aldrig skrevet, heller ikke - som Folk kalder det - "samlet Stof" . Rejsen er for mig et Forgyngelsens Bad, sindet bliver lettere, faaer sin Ungdom." I  "Ahasverus" siger han: "At se sig om gør Livet langt og rigt."

Andersen kendte ikke til hjemve !

I "en Digters Bazar" staaer der: "Den, som har et Hjem i Hjemmet, kan føle Hjemve; Den, som intet har, føler sig lige hjemme overalt," og andensteds i samme Bog; "Aldrig kendte jeg hjemve; Den, som intet har, føler sig lige hjemme overalt," og andetsteds i samme bog: "Aldrig kendte jeg Hjemve, uden Det er Hjemve, at hjærtet opfyldes af en forunderlig Kærlighed ved Tanken om de Kære i Hjemmet, en underlig Vellyst, der udmaler det Øjeblik første Gang igen at se dem i den kendte Omgivning, det træder saa levende frem, at Taarerne komme i Øjnene, Hjærtet bliverblødt og maa med Magt rive sig løs fra disse Tanker. Er dette Hjemve, ja, da kender jeg den ogsaa. Hjemkomstens første Øjeblik er dog Buketten af den hele Rejse."

Den nye tids opfindelser.

- Han var optagen af alt, hvad han saa, og beundrede den nye tids opfindelser. I sin Bog "I Spanien" siger han: "Jeg er ikke Poet nok til at være glad ved den gamle Tid; jeg holder mere af den nye med al den Velsignelse, den bringer." I "At være eller ikke være" skriver han: "Hvilken Oplysnings Glans fra Gud Straaler ikke særligt ind i vor Tid! Ingen Æolsharpe har saa opløftende en Klang for mig, som jeg fornæmmer Opløftelsen ved at se den Nutidsharpe, hvis Strænges Antal nu voxer fra By til By: Elektromagnetismens lynsnelle Budstikke; mit Hjærte slaaer stærkere derved at huske: fra en Dansk udgik først Tanken til den." Han var henrykt over jernbanerne, der kunne føre ham vidt omkring. Da han første gang kørte på en sådan sagde han: "Saaledes kan jeg tænke mig en Medea jage paa sin Troldvogn hen over Jorden", og senere sagde han, at "hver af Jærnbanerne sætte en Fjer til i vore Vinger."

Andersen og de fremmede sprog

Det generede ham, at han så dårligt kunne tale fremmede sprog. I et utrykt brev skriver han: "Ak, Gud, jeg kan slet ikke skrive Tysk; mine Følelser fremtræde ganske affekterte og fjantede i de fremmede Klæder. dog - le kun over mine grammatikalske Vendinger; det er maaske nogle i hverandre sammenslyngede Tornebuske; men man vil dog deri kunne opdage Hjærtets friske Knopper." Om sit franske sagde han, at han havde sådan vel en snes gloser, som han satte sammen i forskellige forbindelser, som han satte sammen i forskellige forbindelser, som man gør det med de farvede stene i et mosaikarbejde, og i sin bog "I Spanien" taler han om, at han har et slags talent til at lægge næsten hundrede gangbare spanske gloser i talefigur. Mest generende trådte hans ufrihed til at bevæge sig i de udenlandske sprog frem, når han læste sine eventyr op på disse. Mange gange har jeg hørt ham læse dem på tysk. Hele oplæsningen blev hæmmet og usikker - man fik kun et svagt indtryk af, hvor udmærket han læste dem på sit modersmål.

Andersen blev modtaget med fest og glæde i udlandet

Han var overordentlig berømt i udlandet, og hvor han kom frem blev han stærkt hyldet, mest dog af englændere og amerikanere. Jeg vil blandt utallige kun nævne et eksempel. På min rejse med ham kom vi gennem Graubünden og havde på et hotel i St. Moritz søgt danske bekendte. Værten der telegraferede øjeblikkeligt til Samaden, at Andersen hen af eftermidagen ville komme dertil. Vi kørte i en lille, tarvelig enspænderkalechevogn, og da vi kom ind i Samaden, var der rundt i gaderne hængt flag op, og der vrimlede med englændere og amerikanere. Andersen sagde: " Her maa være stor Fest idag." Vi holdt udenfor et af de elegante hoteller; på grund af vor tarvelige ekvipage blev vi i temmelig høj grad sjoflet, men man gav os da endelig nogle værelser. Da kelneren kom med rejsebogen og Andersen - som altid - skrev " Hans Christian Andersen aus Dänemark" blev der stor alteration. Det var jo denne Andersen, for hvem al stadsen var gjort. Da vi kom ned til table d'hôte i en stor sal med flere hundrede mennesker, rejste alle sig op, idet han trådte ind, hans plads var smykket med blomster, og på mange måder blev han hyldet. Da vi senere hen på aftenen ville ud at spadsere, kunne han ikke komme frem for påtrængende mennesker og måtte gå hjem igen. Sligt hørte mere eller mindre til det dagligdags på hans rejser. Selv droskekuskene kendte ham - de havde i deres skoletid læst hans eventyr. Og denne berømmelse med tilhørende hyldest tiltalte ham i høj grad. Han kunne egentlig ikke godt finde sig i at være på et sted, hvor man ikke vidste hvem han var.

Forfængeligheden

Der er jo talt og skrevet meget om hans forfængelighed. Man bør overfor dette spørgsmål tage med i betragtningen deraf, at han jo i hele sin ungdomstid - ja, langt senere, - havde været genstand for spot og tilsidesættelse, for at hjælpe derpå stillede han da sig selv frem. Da han så virkelig blev anerkendt, overdrev man den ros, man ydede ham, og stillede ham næsten for højt, hvorved hans selvnærede forfængelighed atter fik vækst. Han blev i sin ungdom anklaget for at være forfængelig af ting, som det ikke var værd at ofre opmærksomhed på.

Andersens frakke og forfængeligheden

Henriette Hanck skriver 9. november 1839 til ham: "Saa lad os da tale om Deres nye Frakke! Hvilken Skrædder har syet den ? Hvilken Farve har den ? Hvor Meget har Alen af Tøjet kostet? o.s.v,.o.s.v.  Den, siger De jo, interesserer Dem af Alt mest. Hvilke Damer finder Dem smukkest i den nye Frakke? Og Hvem er den Nydeligste blandt disse Damer? Kære Andersen! Troer de virkelig, at en eneste af de Damer, der kender Dem nøjere, og hvis Interesse og Godhed De sætter Pris paa, tænker paa Udstopningen i Frakken, naar de ved, at der slaaer er godt og trofast Hjærte under den? Vil De, at Folk skal glemme Digteren for Dandyen, Mennesket for Frakken? De kan tro det, naar jeg siger det - en Søster smigrer ikke - De har et interessant og aandfuldt Ansigt; er der ikke langt Mere end at være smuk, især for en Herre; Men, naar jeg siger Dem, at De i mine Øjne er smuk, saa maa De igen ikke glemme, at Søsteren maaske med Forkærlighed seer paa de Træk, der ere hende kære"

Andersens stramme bukser

Da Henriette Hancks bedstemor, Andersens gamle veninde Madam Iversen var flyttet fra Odense til København og der boede i Frederiksbergsgade, kom Andersen derop, iført et par nye, stramme bukser. Caroline Hanck, der altid drillede ham med hans forfængelighed, var i stuen. Han ytrede sig ikke, men var meget urolig. Saa gik hun ud, men lurede ved Døren. Andersen sagde: "Madam Iversen, har De seet mine Buxer? Russerinden er den Eneste i Verden, som har Mage til dem". Caroline brød da ind og råbte: " Naa, saa det er han!" Andersen svarede: "Uh, den Caroline, den Caroline! Hun er ogsaa altid saa afskyelig."

 Forfængeligheden stammer fra Andersens farmor

Denne hans forfængelighed med hensyn til klædedragt var jo  fra hans første år af bleven fremelsket af hans farmor, som efter hans egen fortælling syede brogede stykker tøj sammen og pyntede ham med disse, der skulle agere vest. Den stod vel også i forbindelse med hans eventyrfantasi, der i hans drengeår fik han til at lave dukker af brogede bånd, han tiggede sig til i butikker. Sådanne historier om den som de ovenanførte ville dog måske kunne kaste et noget mildere lys over de mennesker, der i hans tidligere år havde ham det  bedste, skønt man aldrig vil kunne forstå eller forsvare, at en person f.eks. sender ham et brev med overskrift "Lange Pjerrot! Store Mand! Fortræffelige Digter!" En lignende fornærmelse lå der åbenbart gemt i en opfordring fra en af de ledende i Studenterforeningen til, at han i en pantomime der skulle spille Pjerrot.

Forfængeligheden i forhold til Andersens indre og ord !

I "Fodrejse fra Holmens Kanal til Østspidsen af Amager" siger den filistrøse, hexeagtige amagerkone til ham: O, Du arne Ulykkens Fugl, hvilken Forfængelighed lyser der ikke ud af hvert Dine Ord! Ja, det gaaer galt! Hvilke Tanker har Du ikke om Dig selv! Tro dog ikke, hvad en halv Snes Stykker har visket Dig i Øret: " Du er Digter, er vittig og lunefuld" Herre Gud, man maa sige Noget til den unge Forfatter, der læser sit Arbejde op; Men Du skulde kun høre, naar Du saa er gaaet! Den mildeste Dom er: det er et ganske godt Menneske; men han  har den ulykkelige Ide, at han er Digter."

Andetsteds i samme bog lader Andersen en gammel ræv, en efterkommer af Reineke Fos, belære sin søn således: "Frem for Alt maa Du lægge Dig  efter at kunne vise en uhyre Beskedenhed; det er er Slags ædelst Kryberi, som Verden holder meget af. Forfængelighed er Hovedfarven i det store Livsmaleri; men de Fleste forstaa at skjule den med en Slags Klogskans-Fernis, der giver det Hele en egen Glans. Der aander Ingen, udenat han jo har sin Portion Forfængelighed; selv den, der mest krybende slaaer Øjet ned og synes den personificerede Beskedenhed, er forfængelig; ja, idet han dadler Andre, bruser Forfængeligheden igennem hans Aarer, og det lille, beskedne Hjærte siger: Jeg takker Dig, Gud, at jeg ikke er som andre Mennesker; jeg er dog en ganske anden Karl, er ikke saa uhyre forfængelig som disse." Her er jo svar til dem, der beskyldte Andersen for forfængelighed.

Beskyldningerne om Andersens forfængelighed

Han spurgte mig engang, om der ikke var Mange, der gjorde dette, og jeg svarede, at jeg ikke turde benægte det. "Jamen, det er ikke Forfængelighed," sagde han. "Naar En giver mig en dejlig Gave, og jeg bliver rigtig glad over den og siger: "Er det ikke smukt? Er det ikke udmærket? Jeg paaskønner den saameget", da siger Folk: "Hvor det er kønt, at han er taknemmelig, det rare Menneske!" Men, naar jeg nu har faaet den Gave at skrive smukke Æventyr - og jeg føler godt, at det ikke var min egen Fortjeneste - og jeg saa i fuld Taknemmelighed over Gaven siger: "Er det ikke dejligt?" saa svare Folk: "Hys! Saadan Noget, maa Du ikke sige! Det er jo en rædsom Forfængelighed!" "Nej, det er ikke Forfængelighed,det er Taknemmelighed! Jeg siger meget mere end Andre Alt, hvad jeg tænker. Det er der Nogen, som har sagt, jeg skal lade være med, og det har jeg ogsaa prøvet paa; men jeg kan ikke lade være; selv om jeg bestemmer det, siger jeg det strax efter alligevel. Nu har jeg ogsaa besluttet, at jeg vil udtale, hvad der er i mig; det Modsatte er min Natur imod, og saa skal jeg ikke gøre det."

Man skal ikke se at jeg græder!

I sin "Hartzrejse" skriver han" Hvad jeg ikke undseer mig ved at betro Papiret, hvis Blade dog ere Midas-Siv, der udsladre det igen for Verden, kan jeg dog ville skjule for Menneskene, naar jeg selv møder dem; jeg blev som Yngre saaledes spottet for min naturlige Følsomhed, der dog ikke var Føleri, at jeg selv spillede Langbold med mit eget Hjærte og de bedste Følelser, for ikke at gælde for en følende Nar mellem de andre fornuftige Mennesker; den samme isnende Skræk overfalder mig tidt endnu, naar mit Hjærte bliver sig selv, og jeg gør da tidt et komisk Ansigt, for at man ikke skal se, at jeg græder."

Andersen laver nar med folk i sine tekster

Han har selv fortalt mig, hvorledes han som parodier satte ind i "Fodrejsen" digte, han havde skrevet under tårer; han tænkte: "De vil Allesammen gøre Nar ad dem, hvis jeg lader dem trykke for Alvor, saa er det bedst, at jeg selv gør Nar ad dem". I sin "Fodrejse" siger han: "Menneskene omkring os kunne ofte saaledes spotte vore Følelser, lege med vort Hjærte, at vi selv - maaske det er fejl - gribe det som et legetøj for ikke at gælde for en følsom Nar midt i den Stores fornuftige Verden". Hvor har han dog ikke mange gange for spottens skyld gjort vold på det bedste i sig! Og dog levede han i en forholdsvis naiv og umiddelbar Tid. Mon han vilde være blevet en H.C. Andersen, hvis han var født i en så kritisk forstandstid som vor? Ville hans stærkeste evne ikke være blevet dræbt under "grinets" svøbe? Stor bliver kun den, hvis evner ganske svare til tidens fordringer.

Andersens ydmyghed

Jeg må tilføje, at Andersens ydmyghed, når han gjorde lykke, voksede med hans alder. Jo mere anerkendelse han fik, des mindre forfængelighed viste han sig. I 1873 sagde han til mig: Naar jeg mærker, hvor jeg bliver vel modtagen allevegne og baaren frem, saa siger jeg tidt til mig selv: "Hvorfor skal netop Du have den megen Naade og disse Gaver, som Alle hylder? Hvorfor Du og ikke enhver Anden? Ja, tidt, naar jeg rigtig er bleven løftet af Folkegunst - aa, jeg forsikrer Dem, jeg kunde da briste i Graad ved at tænke paa de Andre".

Religionen og Andersen

Andersen var en dyb religiøs natur med fast tro på udødelighed (se f.eks. kapitlet "Tro og Videnskab" i hans bog "I Sverrig". "Ingen Kristen" og "Udødelighed" i "At være eller ikke være"). Han var meget human i religiøse spørgsmål og sagde: "Jeg troer ikke, at man saa afgjort tør forkaste en Andens Tro i hvad der kommer ind paa det Religiøse". Der er tit spurgt om han var kristen. I sin roman "O.T." lader han i 1836 Otto tage katolikkernes Madonna tilbedelse i forsvar: "Kristus har enten ganske været et Menneske eller - som Biblen lærer os - et guddommeligt Væsen; jeg vil nu antage dette Sidste. Han er  Gud selv, der paa en os ubegribelig Maade fødtes af Jomfru Maria. Men da maatte hun være det reneste, det fuldkomneste kvindelige Væsen, da Gud fandt hende værdig at føde Sønnen, den Enbaarne; hun bliver da saa hellig, som et Menneske kan blive det, og vi maa bøje os dybt for den Rene, den Ophøjede. Jeg antager, at Kristus var et Menneske som vi; eller kan han, efter min Tro ikke opfordre os til at efterligne sig; det var heller ikke stort som Gud at gaa en legemlig Død imøde, hvor han kunde bandlyse hver Smerte) Var han nu kun Menneske, født af Maria da bør han dobbelt beundres, da maa vi knæle for hans store Aand, hans oplysende og trøstelige Lære." Det er åbentbart Andersen selv, der her taler i Ottos navn.

"Gud, min Gud, giv mig Tro!"

I "En Digters Bazar" udbryder han: Du dejlige Guds Natur - -min bedste, min helligste Kirke!" Da han i 1856 skriver "At være eller ikke være" er det åbentbart også ham selv, om hvem der i skikkelse af Niels Bryde efter Esthers død siger: "Hvert Aanden, Troens Ord, hun havde udtalt, hendes klare Overbevisning om Gud, Kristus og Udødelighed, genklang i hans Sjæl med en Magt, en Længsel, om Inderlighed! Gud var ham en Kendsgerning, Udødeligheden maatte ogsaa være det, og da vilde alle Mysterier klares, lyse ind i hans Sjæl. Under denne hans uendelige Smerte og Længsel kom Barnesindet, Hænderne knugede sig om hinanden, og Bønnen  var paa hans Læber: "Gud, min Gud, giv mig Tro!" I et utrykt brev fra 1871 skriver han: "Jeg venter hver Dag paa, "at mit Vandrebudskab faaer", og har derved en hel Del hamlethske Tanker. Det var lykkeligere at have kristelige. Nok om det!"  

Troen på det naturlige og på den åbenbarede religion

Andersen har flere gange udtalt sig til mig om sit religiøse standpunkt. Engang i Schweiz, da han stod og beundrede naturen sagde han: "Jeg troer mere paa den naturlige end paa den aabenbarede Religion; thi den naturlige kan jeg faa ud af Alt, hvad jeg ser; det forklarer sig som Guds."  Et par dage efter sagde han: "Jeg har mest Respekt for Kristus blandt Alle, der har levet; men jeg kan ikke komme til at tro paa ham som Gud." Noget senere udtalte han: "Der var igaar en Dame, som ganske rigtigt sagde til mig, at hun godt vidste, hvorledes det var gaaet med min religiøse Udvikling. Ualmindelig længe havde jeg beholdt min Barnetro; men ved Omgang med H.C. Ørsted - han var min Præst - var den forsvunden. Jeg stod paa hans standpunkt i "Aanden i Naturen".

Andersens barnetro

Senere var jeg næsten kommet til et Jødestandpunkt. Derpaa smigrede Brandes og hans Parti mig, og jeg lod mig en lille Tid paavirke af dem; men det gik snart over, det blev mig endog vederstyggeligt. Nu , da jeg er syg og elendig, mærker jeg nok, det var det Bedste, om jeg havde min Barnetro". I sine allersidste dage sagde han: "Jeg troer saa sikkert paa et evigt Liv og Gud; men det er mig saa svært at komme til at tro paa Kristus som hans Søn; jeg arbejder på det, jeg vilde det saa gærne, fordi jeg troer, det er det Sandeste og det Lykkeligste". I et sådant udsagn, i en sådan længsel, gemmes der en gryende kristentro. Han følte til sidst fred og glæde og god fortrøstning, da han skulle afsted på den lange rejse