Fra Kongeveien mellem Kiel og Hamborg dreiede min vogn ind over Heden, jeg vilde aflægge et Besøg paa Breitenburg; en lille Fugl fløi mig qviddrende imøde, som om den vilde ønske mig Velkommen.

Den lyneborgske Hede faaer Aar for Aar flere Skovplantager, Huse og Landeveje, derimod Fortsættelsen af den, gjennem Hertugdømmerne og ind i Jylland, har endnu for største Delen samme Udseende, som i det forrige Aarhundrede. Der er Characteer og Poesi i den danske Hede: Her er Stjernehimlen udstrakt og stor, her svæve Taagerne i Stormen, som Ossians Aander, og Eensomheden lader os her have Besøg af vore helligste Tanker. Som et Spøgelse af en Skov voxer her Grupper af forkuede Ege, med Mos til ud paa de yderste Grene; en ægyptisk Slægt med guulbruun Hud og kulsorte Øine fører her sit Nomadeliv, steger under aaben Himmel det stjaalne Lam og holder Bryllup og Dands udenfor Huset, der er hurtigt rejst af Lyngtørv midt paa den eensomme Hede.

Kun langsomt bevægede min Vogn sig frem i det dybe Sand; jeg troer man kunde blive søsyg ved at kjøre her. Bestandigt fremad gjennem øde, mennesketomme Egne; de enkelte Huse, man her kommer forbi, ere udstrakte Længer, hvor Røgen hvirvler frem gjennem den aabne Port! Husene have ingen Skorstene, det er som om Arnestedet manglede, som om derinde intet Hjem var, som om kun den Fremmede paa Vandringen over Heden her i Hast tændte en Ild midt paa Gulvet og varmede sig lidt, for atter at vandre videre! - Skorstenene paa Bondens Huus og den hvirvlende Røg gjøre det hjemligt; Skorstenen pynter og opliver næsten ligesag meget, som Blomsterqvarteret foran Huset - men her var det i Harmoni med Hede-Egnen og med den kolde Efteraarsdag. Solen skinnede vel, men den havde ingen varme Straaler, det var maaskee heller ikke engang Solen selv, men kun dens skinnende Kjortel, som den lod glide hen over Himlen. Ikke et Menneske mødte vi, ikke en Qvæghjord var at see; man kunde næsten troe, at Alt var sovet ind eller bundet ved en Fortryllelse.

Først ud paa Eftermiddagen aabenbarede sig et frodigt Landskab; vi saae en stor Skov, dens brune Løv i Solskinnet gav den Udseende af en Kobberskov, den havde noget sag aldeles forhexet, at da just Breitenburg en stor Drift Qvæg kom ud af Tykningen og stirrede paa os med store Øine, gik der et heelt Eventyr op for mig om den forhexede Stad i Kobberskoven.

Bag Skoven kom vi gjennem en stor Landsby, der om den ikke førte mig ind i Eventyrenes Land, dog bragte mig tilbage i et andet Aarhundrede. I Husene syntes Stald, Kjøkken og Stue at gaae i eet. Landeveien var dybt Dynd, hvori laae store Kampesteen. Det var malerisk nok og det blev endnu mere; thi midt i den tætte Skov skinnede i Aftensolen en Ridderborg med Taarn og takket Gavl, og mellem den og os bugtede sig en Flod bred og dyb.

Broen dundrede under Hestenes Hov; vi rullede gjennem Skov og Have ind i den aabne Borggaard, hvor Lysene travlt bevægede sig bag Vinduerne, hvor Alt saae rigt og hyggeligt ud. Midt i Gaaden staaer en stor gammel Brønd med et kunstigt udarbeidet Gitter, fra dette fløi en lille Fugl, - det var bestemt den samme, der qviddrede mig Velkommen idet jeg kjørte ind over Heden, den var kommet herhid før jeg, den havde meldt mit Komme, og Borgens Eier, den ædle Rantzau, førte sin Gjest til et velsignet Hjem, Retterne dampede, Champagnen knaldede! - jo det var bestemt Trolddom! en nøgen Hede, en Kobberskov og bag ved disse et gjestfrit Slot med skjønne Billeder, duftende Træer og Blomster ved de bløde Divaner. Det var Trolddom! Jeg tænkte paa det stormende Hav, paa den eensomme Hede, og følte: man kan dog have det godt i denne Verden.

Fuglen qviddrede udenfor, mens jeg saae ud af Vinduet; tilfældigviis faldt Lyset hen paa Brønden og det var ligesom om Spanden gik op og ned af sig selv og midt i Spanden sad en lille Nisse, og nikkede Velkommen; jeg tog bestemt ikke feil, thi Nissens Bedstefader har engang i Skoven rakt en Rantzau til Breitenburg et gyldent Bæger, da Ridderen red ved Maaneskin gjennem Skoven *)

*) Foruden Bægeret fik Slægten ogsaa en Guldrok; Sagnet om disse Gaver er besjungen paa Tydsk af Lobedanz, paa Dansk af H. P. Holst.
 

Bægeret gjemmes endnu i det udskaarne gamle Egeskab i Riddersalen over Kapellet, jeg har selv seer det, og de gamle Billeder paa Væggen, alle stolte Riddersmænd, bevægede Øinene; det var ved klart Solskin, havde det været i den maanelyse Nat, da vare de bestemt traadte ud af Rammen og havde drukket en Skaal for den elskelige Greve, der nu hersker paa det gamle Breitenburg,
 

"Den paradisiske Lyksalighed har ingen Historie!" siger en Digter, "den bedste Søvn har ingen Drømme," erkjender jeg, og paa Breitenburg bragte Natten ingen Drømme. Ved Daglyset derimod gik gamle Sagn og Minder som Drømme fremfor Tanken, de hilste mig under Havens ældgamle Alleer, de sad og nikkede paa Vindeltrappen i Vagttaarnet, hvor Skotterne laae paa Udkig, den Gang Wallensteins Tropper havde leiret sig udenfor; Wallenstein lod Mændene falde for Sværdet, og da Qvinderne i Borgen paa hans Befaling ikke vilde vaske Blodet af Gulvet, lod han dem ogsaa nedhugge.

I den evig unge Natur rundt om gik gamle Minder; fra Slottets høie Taarn saae jeg vidt omkring over det frodige Marskland, hvor i Sommeren det fede Qvæg gaaer i Græs til Boven; jeg saae over de mange Skove, i hvilke Ansgarius har vandret og prædiket Christi Lære for de danske Hedninger; derovre minder endnu en lille Landsby om hans Navn *)

*)  Willenscharen.

der har hans Gaard staaet, her levede han; Kirken hist ved Heiligenstädte, hvor Jorden er voxet høir op om Muren, er endnu fra hans Tid; som den Gang, speiler den sig endnu i Støren, der hvor han i sin fattige Fiskerbaad roede over til den lille Sti mellem Rørene.

Jeg vandrede i Slottets Have under de gamle Træer ved de bugtede Kanaler, Hyldebusken og Rosentræet bøiede sig over Vandspeilet for at see hvor smukt de blomstrede. Bonden gik paa Digerne og trak Baaden op mod Strømmen. Jægeren med sine Hunde tog Vei ind i den kobberrøde Skov. Posthornet klang, og det var som Skov og Mark fik Stemme, som istemte den Efteraarets Dødshymne: "den store Pan er død!"

Da Solen var nede, lød Sang og Bægerklang i Borgen; jeg vandrede gjennem Salen, hvis mørkerøde Vægge omfatte Basreliefs af Thorvaldsen og fremhæve de smukke Buster og Statuer; udenfor heldede sig op til Vinduet Rosenhækken med sin bladløse Green med de røde Hyben og den drømte, ved Sommerlivet inde i Salen, at den selv endnu var ung og blomstrende, og at hver Hyben var en Knop, der imorgen vilde aabne sig. Og Nissen sad paa Brøndkanten og slog Takt med sine smaa Fødder, den lille Fugl qviddrede, "her er smukt i Norden! her er godt i Norden!" og dog fløi Fuglen til de varme Lande! og Digteren gjorde det samme.

Stednavne og personnavne: Kongevejen, Tyskland, Lüneborg Hede, Heiligenstadt