Da jeg var et Barn, havde jeg et lille Perspectiv, i hvilket alle Billederne vare klippede ud af en gammel Bog; hvert Billede viste en gothisk Bygning, et Kloster, eller en Kirke og udenfor stode kunstigt udhuggede Springbrønde; men paa hvert Stykke læste man neden under Byens Navn, og dette var paa dem Alle: Augsburg. Hvor tidt havde jeg ikke seet paa disse Billeder og i Tanken traadt midt ind i dem, men aldrig kunde jeg dog faae ret at vide, hvad der var bag Gadehjørnet.

Og nu - nu stod jeg jo midt inde i disse Billeders Virkelighed: jeg var i Augsburg selv! jo meer jeg saae paa de gamle Huse, med brogede Malerier uden paa Murene, de takkede Gavle, de gamle Kirker og Billedstøtterne om Springvandene, des meer syntes jeg, at det var en heel Trolddom! - Jeg var nu midt inde i Perspectivkassen, havde faaet mit Barndoms Ønske opfyldt. Naar jeg vilde, kunde jeg faae at vide, hvad der var bag Gadehjørnet.

Jeg kjendte dette Gadehjørne igjen, jeg gik omkring det, jeg fandt - Billeder, og det saadanne, som jeg ikke kunde ane som Barn, ja som paa den Tid ikke Verden anede, end sige Augsburg. Her var en Udstilling af Daguerreotyp-Billeder, som en Maler: Isenring fra St. Gallen, havde aabnet. Der vare kun faa Prospecter og architectoniske Stykker, men en Mængde Portraiter, af forskjellig Størrelse, alle tagne ved Daguerreotypen, de vare ganske udmærkede, man kunde see, de maatte ligne, det var som om man betragtede dem paa en Staalplade, hvori de vare stukne, og hvert Træk var saa nøie antydet, selv Øiet havde Klarhed og Udtryk, ypperligst af Alt var i Klæderne Silketøiet angivet, det syntes at rasle. Her var ogsaa nogle Forsøg paa at give Portraiterne Farve, men alle disse saae ud, som Ansigter ved en stærk Ild; det var en altfor rødlig Belysning. I fem til ti Minuter blev et saadant Portrait til.

Tænkte jeg det ikke nok, som Lille: kunde jeg komme om det Hjørne, da fik jeg nye Billeder at see, og jeg fik nye, de nyeste Tiden har bragt os.

Hvor ønskede jeg ikke, naar jeg den Gang saae i Perspectivkassen: gid jeg kunde gage op ad den brede Trappe, ind ad den store, gammeldags Dør; nu kunde jeg det, og jeg gjorde det og stod i den underste Hal til det prægtige Raadhuus, Bronce-Buster af romerske Keisere stirrede der paa den colossale Ørn, støbt af Bronce, ligesom de, men den var mere bevægelig! Napoleon bød engang, den skulde flyve til Paris, Keiserens Fugl burde jo være i Keiserens Stad, og Fuglen fløi, men paa Grændsen, hvor Strasburger-Taarnet staaer som Afviser, hvilede Ørnen sig. Ved Morgengry goel den galliske Hane, som Hanen goel, da Peter forraadte Herren. Store Begivenheder fødtes - da fløi Ørnen igjen tilbage til det gamle Augsburg, hvor den sidder endnu stille og grunder. See, det saae jeg, da jeg kom op ad den brede Trappe og ind ad den store gammeldags Dør.

Kunde jeg dog komme ind i Perspectivet, ønskede jeg som Lille, og jeg kom derind paa den eneste rimelige og ønskelige Maade, vel varede det nogle Aar, før det gik i Opfyldelse, men opfyldt blev det dog! - Jeg var i Augsburg.
 

Stednavne og personnavne: Tyskland