Alle Bjerge laae med Snee, de mørke Graner vare som gjennempuddrede; til Venstre antydede en tom mørk Stribe det dybe Leie for Floden Inn; op herfra dampede Skyer, de væltede frem som Taager og dreves af Vinden, i det de snart skjulte, snart just fremhævede Bjergsidens Snee og Graner.

Grændsesoldater i store, graa Kapper, klodsede, uldne Handsker og med Geværet over Skuldren, mødte os i den friske, kolde Morgen.

Vi havde forladt Seefeldt og vare nu paa Bjergets høieste Punkt, vi saae den hele Inn-Dal dybt, dybt under os. Haver og Marker dernede toge sig ud, som Bede i en Kjøkkenhave, Innfloden selv forekom at være en smal Rende med Vand. Tæt ved os Ruiner, rundt om Skyer og Bjerge med Solskin og stærke Slagskygger, nei Sligt kan ikke males i sin Heelhed, og just ved denne har den sin største Kraft. Udenfor Virkeligheden kan denne Storhed kun aabenbare sig i Mindet hos Tyroleren selv, naar han langt fra sit Hjem i fremmede flade Lande synger sine simple, melodiske Sange, dog eet savner han, eet er der, som Erindringen ei kan gjengive, og det er just det som udgjør Naturens Nimbus om disse Egne, det er den dybe Stilhed, denne dødsstille Taushed, som fremhæves ved Hjulets eensformige Piben i Sneen, og ved Rovfuglens Skrig.

Da jeg for flere Aar siden paa min Reise fra Italien kom denne samme Vei, opholdt jeg mig nogle Dage dernede i Innsbruck, og gjorde da flere Vandringer her i Bjergene med en ung Skotlænder; han fandt en stor Lighed mellem Naturen her og den i hans Hjem ved Edinburgh; de legende Børn foran Sønderhusene, Kildevældene, der overalt sprudle frem, Klangen af Klokkerne om Qvægets Hals, Alt var som i hans Hjem; han blev ganske veemodig, og da jeg, for at forstærke ham Billedet, begyndte at synge en bekjendt skotsk Melodie, brast han i Graad og blev syg; vi maatte sætte os ned, og forunderligt nok, da jeg saae mig om, stod der paa det eensomme Sted mellem de nøgne Klippeblokke et Træ-Monument, hvorpaa var malet hebraiske Bogstaver; en Hyrde, som kom forbi, spurgte jeg om Betydningen, og han sagde, at en Jøde var begravet her, man havde ingen Kirkegaard for den Slags Folk og derfor havde man lagt ham herude i Bjergene, men een af hans Troesforvandte, som reiste med ham, havde sat ham dette Monument; min Phantasi sattes ved denne Fortælling i lige saa stærk Bevægelse, som Skotlænderens Følelse var blevet det ved Skuet af Naturen, og dog glemte jeg saa ganske dette Øieblik, der som en duftende Blomst fuld af Poesi her fremskjød i Øieblikket! jeg har husket hundrede andre ubetydelige Ting men ikke denne, og nu pludselig ved at see Innsbruck for mig, ved at rulle forbi den lille Bjergvei, jeg da gik opad og hvor endnu de mange Kilder pladskede, ganske som hiin Aften, vaagnede Tanken saa levende; det var som Vandene spurgte: husker Du det! jeg syntes det var kun nogle Timer siden jeg var her, og jeg blev tankefuld derved og det med Grund; hvormange Minder slumre der ikke i vor Sjæl, hvor meget, som vi kunne være glade ved at have glemt; om nu engang alle hine Minder med eet vaagne! - jeg tænkte paa Skriftens Ord: vi skulle gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord vi have talt! Vi huske dem nok! jeg troer at Sjælen glemmer Intet, Alt kan vækkes igjen, saa levende som i Minutet det skeer. Vore Tanker, Ord og Gjerninger ere Svibler og Væxter vi plante i Verden, og vi mindes en heel Deel fuldt vel, men først ved Enden vende vi os om og see da det Hele i sin Flor, og det er Paradiset eller Helvedet som kaldes vort.

Skal jeg tegne Innsbruck, da maa jeg først give en brusende Strøm, med mange Bjælkeflaader, styrede af to eller tre Karle, jeg maa antyde stærke Træbroer og skjæve Gader med Boutiker i de tungt byggede Buegange; men een Gade skal være anseelig og bred, Solen maa skinne paa Altrene der og paa den gyldne Maane, der bærer Madonna. Liv og Færdsel skal antydes, Tyrolerinder med klodsede Huer, slanke østerrigske Officerer og Reisende med deres Bog i Haanden maae krydse hinanden, og saa har vi Billedet af Byen, men Rammen uden om er mere storartet, den giver Billedet Relief; Rammen er de høie Bjerge, de synes truende Uveirskyer, der ville drage hen over os.

Snart fandt jeg den samme Spadseregang, jeg med Skotlænderen havde besøgt; Innfloden bruste uforandret, Tømmerflaaderne gled under de stærke Broer ned ad Strømmen ganske som sidst; jeg gik op ad Veien hvor Kilderne sprudle, paa alle Husene prangede et stort Madonnabillede, det ene nøiagtigt afcopieret efter det andet, de samme Farver i Klædningen, den samme Stilling hos Moderen som hos Barnet; ned over Muren og aldeles over Vinduerne med, man havde kun holdt et lille Hul aabent, hang som et stort Teppe den voxgule Maisfrugt for at modnes i Solen; muntre Børn legede i Gaderne, Alt var som før; jeg fulgte Stien og stod imellem de tause Fjelde, hvor jeg havde seer Monumentet med den hebraiske Gravskrift, og jeg saae en Deel af det endnu, men kun en Deel; i Græsset laae et Stykke Planke med halv udslettede hebraiske Bogstaver, høit Græs Skjød hen over Pælen, der havde baaret det, jeg sang igjen min skotske Vise, og saae paa Naturen rundt om, den og Sangen levede uforandret; jeg tænkte paa min skotske Ven, der maaskee nu er Familiefader og muligt i dette Øieblik sad i sin bløde Lænestol, og sov efter et godt Maaltid, drømte maaskee om eet og andet han havde oplevet; drømte maaskee om dette Sted og saae i Drømme Byen, Floden og Bjergene ligesaa levende, som jeg saae det, thi Sjælen husker at male selv de mindste Enkeltheder, drømte, at jeg sang den skotske Vise for ham paa dette Sted, og han vaagnede, saae op og sagde: "det havde jeg ganske glemt, hvor man dog kan drømme!" og saa var just Drømmen en reen Virkelighed, thi jeg stod igjen ved Graven og sang den skotske Melodie.

De blanke Messing-Kugler paa de høie Kirketaarne nede i Byen skinnede i Aftensolen; jeg gik derned, Hofkirken stod aaben, som Brug er i de catholske Lande; Lyset faldt rødligt gjennem de store Ruder. Fra Indgangen og op til Choret staaer af Metal kolossale Figurer af de tydske Keisere og Keiserinder, vist nok Alle støbte paa samme Tid og af samme Mester, men uagtet de neppe høre til Kunstværker, give de Kirken et eiendommeligt Præg, den syntes en op-slagen Legende-Bog, der fortæller om Riddertiden; selv det hvide Monument i Gangen til Venstre passer godt, om ikke som en Deel af Billedet, saa dog som en frisk Blomst, der er lagt ind i Bogen, et duftende Mærke: det er en Alpeplante, som fortæller om de kraftige Bjerge, om Kjærlighed til Hjemmet her, om Troskab mod Landets Keiser, det er Andreas Hofers Monument. Med Fanen i Haanden og Øiet mod Himlen synes den tappre Tyroler at skride frem til Kamp for sine Bjerge, sin Arne og Keiser Frants.

Fra Innsbruck fører Veien over Brenner til Italien. Det var henimod Aften den 4de December jeg med Diligencen kjørte op ad Bjerget, vel indpakket i Kapper og Islandske Strømper op over Knæerne, thi der blev koldt deroppe, havde man spaaet mig, maaskee laae Sneen saa høit, at vi maatte skuffe os frem: det var den værste Aarstid, vidste jeg. Men over skulde vi. Veien gaaer bestandigt i Siksak opad, og det gaaer langsomt. Skuet tilbage er storartet og bliver ved hvert Skridt fremad af større Virkning. Luften var ganske rosenrød, Bjergene med Snee saae ud, som en skinnende Sølvsky, og altsoen det røde Skjær forsvandt i Luften og den blev mere og mere reen blaa, laae der Nat i Dalen, Lysene blinkede fra Byen, som var der en Stjernehimmel under os. Aftenen var saa stille, vi hørte Sneen knage under Vognhjulet. Maanen, som kun var i første Qvarteer, skinnede klart nok til at oplyse alle Gjenstande rundt om i den hvide Snee uden dog at betage os Skuet af de mange Stjerner; stundom saae man een af disse, saa klar og funklende lige ved en Bjergtinde, og det saae da ganske ud, som var der et Fyr deroppe. Hjulsporet gik tæt ved den dybe, svimlende Afgrund, hvor der intet Rækværk er, intet, uden hist og her en mægtig Gran, der med sine lange Rødder holder sig fast ved Skrænten; i Maanelyset saae der bundløst ud dernede; hvilken Stilhed! kun Lyden af en Bæks Brusen var at høre! ikke en Vandrer mødte vi, ikke en Fugl fløi os forbi; og snart blev det saa koldt, at der frøs Iisblomster paa Karreetvinduerne, og vi saae kun Straaler af Maanen, der brødes mod Blomsternes Kant. Vi holdt stille i Steinach, hvor vi i Vertshuus-Stuen flokkedes om en Kakkelovn med Messingkugler paa, og vederqvægedes med en tarvelig Fredagskost, mens Kudsken fyldte Vognen med Hø, at vi kunde holde Fødderne varme. Der laae ikke meget Snee heroppe, men bitterlig koldt var det! netop Klokken tolv passerede vi Brenner, det høieste Punkt, og skjøndt Kulden bestandig var den samme, følte vi dog mindre til den, idet vi sad med Fødderne i det varme Hø og med Tanken i det varme Italien, som vi nu rullede ned imod. De tilfrosne Vindues  Ruder begyndte at smelte, Solen brød frem, Gran-Vegetationen blev meer og meer yppig, Sneen ubetydeligere; "det gaaer mod Italien!" sagde vi, og dog frøs Postillonen udenfor, saa Kinder og Næse havde samme Farve, som Morgenskyerne.

Veien følger bestandig den brusende Flod; Fjeldene rundt om ere ikke høie, og have et forunderligt hensmuldrende Udseende; de synes Tavler med halvudslettede Runer og Hieroglypher; ofte danne de store Vægge, der synes at holde Resterne af gamle Gravmonumenter, forfaldne og pidskede af Regn og Storm. I flere Timer altid de samme Formationer; det saae i Sandhed ud, som om man her var paa en stor Kirkegaard for den hele Adams Slægt; det dødfødte Barn, den usleste Tigger, hver havde sit Monument; alle Slægter, alle Tider havde deres; underligt kastede mellem hverandre stode Liigtavlerne der; den grønne Busk, som Skjød frem i Fjeldmuren dannede ganske mærkeligt en levende Fjærbusk i Ridderens Hjelm, saaledes som den forvittrede Klippeblok viste ham; her stod en harniskklædt Ridder mellem vanskabte Dværge, der alle bare Pibekraver, de kunde ikke være bedre fremstillede, end Tiden med Storm og Slud her havde gjort det. I Aarhundreder forvittres ogsaa disse Billeder, men nye dannes igjen, en anden Kirkegaards Monumenter for et andet Aartusindes Afdøde; og Floden bruser fort nedenfor og nynner den samme Dødningvise.

Mod Middag vare vi i Botzen; enkelte Løvtræer havde Blade, det røde Viinløv hang endnu paa Rankerne; smukke hvide Oxer droge Bøndernes Vogne; Kirkegaarden havde malede Buegange, i Vertshuset hørtes Italiensk ligesaameget som Tydsk, og paa Bordet laae en Placat fra Theatret, der stod med store Bogstaver: Luzia di Lammermoor, tragedia lirica; vi vare ved Italien, omendskjøndt endnu paa tydsk Grund.

Stednavne og personnavne: Tyskland, Bolzano, Bozen