Reisebilleder 3

Det var Madonnas Fest! den prægtige Kirke straalede med Lys, Billederne i Kuppelen syntes at leve, de svævede! det var som gjorde man et Blik ind i Himlen selv; Duft af Røgelse opfyldte Kirkens Gange, Musik og Sang lød saa jublende smukt, det var Glæde den udaandede, Glæde, som vi Nordboer ikke kunde tænke os i en Kirke, og dog, naar vi høre den her og see den andægtige knælende Mængde, føle os opløftede af. - Fra Kirken strømmede Mængden ud paa den store Plads og tæt udenfor stod et lille Marionettheater, Trædukkerne slog Hovederne mod hinanden og fægtede med de store Arme! Dialogen blev beklappet! det var et Liv, en Lystighed.

Under Gadens høie Buegange vandrede Folk op og ned; Musik og Sang lød fra de aabne Caffeer, jeg tog Plads i en, hvor just et Kunstnerpar lod sig høre.

Manden var styg, ja vanskabt, aldeles en Dverg, Konen derimod ung og smuk; hun spillede Harpe, han Violin, hans Stemme klang deilig! det var den brillanteste Bas, saa klangfuld og bøielig; han sang med Smag og Følelse! - Alle rundt om bleve opmærksomme! Ingen læste meer i sin Avis, Ingen sladdrede med sin Nabo; det var Sang at høre, og Italienerne have Øre for Sang.
 

Jeg lagde Mærke til, at den unge Kone engang saae hen paa ham med et Udtryk af Mildhed, med et saa venligt Smiil, at ved dette deres Hverdags-Liv forekom mig som et Eventyr, hans Hæslighed en Fortryllelse, som hun godt vidste, hans ædlere "Jeg" aabenbarede jo sig i Sangen, og under denne vilde engang den hæslige Larve falde, og hun skulde see ham ung og smuk, som hun selv var.

Alle Gjester gav Ægteparret en lille Tribut; min raslede i hans Hat, idet man kaldte mig til Posthuset. Bygningen her er et ophævet Kloster; man maa gjennem Buegange, over en gammel Klostergaard og ind i Kirken, en ret stor, italiensk bygget Kirke, der nu tjener som Vogn-Remise.

Den af Maanen oplyste Luft udenfor gav saa megen Lysning i Kuppelen, at alle Omrids af denne traadte frem. Den lavere Deel af Kirken selv var saa godt som i Mørke; en stor Staldlygte hang, hvor Messingkronen før havde hængt; Diligencen og en af de nærmeste Vogne bleve herved belyste; rundt om stode Kufferter, Reisegods og Pakker. Det Hele gjorde et ubehageligt Indtryk paa mig, thi her var formeget, der mindede om et Guds-Huus. Hvor et af Altrene havde staaet var reist et Træ-Skuur, indviet de laveste Nødvendigheder. Jeg veed ikke, med hvad Følelse Catholiken seer en saadan Forvandling af Kirke til Stald, altid har jeg tænkt mig Catholiken mere ildfuld for sin Tro, end den saalidt ceremonielle Protestant - ! jeg følte mig glad ved at komme herfra. Kirkeporten aabnedes, og hvor Chordrengene havde svunget Røgelse-Karret for den knælende Mængde, trampede vore Heste, Postillonen blæste og vi foer afsted! Fire ridende Gendarmer ledsagede os, thi Veien var ikke sikker. Snart laae alt eensomt og stille, vi saae intet Lys mere skinne fra noget Huus ved Veien. Vi nærmede os Floden Po, og overalt viste sig Spor af den sidste Oversvømmelse. Mark og Vei var bedækket med en dyb Dynd, kun Skridt for Skridt kunde vi kjøre. Ved Flodbredden laae en eensom Færge, saa stor, at Vogn og Heste kunde kjøre ud paa den; et lille Træskuur var reist paa selve Fartøiet, og her inde brændte en stor Ild, som vi Alle flokkedes om i den kolde Nat, medens Strømmen selv drev Fartøiet over. Alt var saa stille, vi hørte kun den pibende Lyd af Tridserne om Touger, ved hvilket vort Fartøi holdtes, i det Strømmen drev det. Seiladsen var endt; nye Gendarmer til Hest, indsvøbte i store Kapper, ventede os