Den sædvanligste Maade at reise paa gjennem Italien er at reise med Veturin; han arrangerer det Hele, men saa maa man holde hvor han vil, spise hvad han lader sætte paa Bordet, sove det Sted han behager at vælge for os; Middagsmad og Logie er altid med i Acorden; men Reisen varer altid dobbelt saa længe, som naar man tager med Posten; det er ogsaa ganske characteristisk, at man, efter at være bleven enig med Manden, ikke giver ham Penge paa Haanden, men han derimod giver os! thi han er sikker paa, at vi ikke løbe fra ham, men vi kunne ikke være det med Hensyn til ham, thi bliver der ham budt en høiere Priis, end den vi have accorderet om, da tager han mod den høist Bydende og lader os blive tilbage med hvad vi have faaet.

Sædvanlig er Afreisen bestemt før Solen staaer op, men da Veturinen har sine Passagerer at afhente paa forskjellige Steder i Byen og ikke Alle høre til de morgenduelige, Nogle skulle først vækkes naar han kommer, Andre staae endnu ifærd med Indpakningen, saa bliver det seent paa Morgenen før den sidste Passageer kan komme i Vognen. Jeg hører nu til dem, der staae op midt om Natten, naar jeg skal afsted i den tidlige Morgenstund, og saaledes var jeg da ogsaa oppe her, havde Alt istand, for at forlade Florents og over Terni reise til Rom, en Reise der med Veturin varer hele sex Dage; Veien over Siena er derimod kortere, jeg kjendte dem begge og valgte den interessanteste, om end den længste. Klokken tre skulde Veturinen afsted, jeg stod en Time tidligere reiseklædt og stirrede paa Kuffert og Natsæk.

Jeg lod Tøiet bære ned for at man ei skulde vente paa mig. Klokken slog halv tre, der kom ingen Vogn, Klokken slog fire, nu rullede det gjennem Gaderne; der kom en Veturin - men han kjørte forbi - der kom en anden - ogsaa han gik forbi - og Alt var stille!

Klokken slog Qvarteerslag og atter Qvarteerslag! Klosterklokkerne ringede til Bøn, Hotellets Klokker ringede til Opvartning. Paa Gaden kom Vogne nok, men ingen til mig. Klokken slog Fem, den slog Sex - jeg var forvisset om, at man havde glemt mig - og saa kom Vognen. Indeni sad en svær Englænder, han havde sovet endnu, da Veturinen vilde hente ham, der sad en romersk Dame, hun havde besøgt sin Datter i "Firenza" og Afskeden havde varet en Time, sagde Veturinen, men nu skulde det gaae i Galop, naar jeg først var kommet ind.

Pidsken smeldede, vi rullede over Arno - og saa holdt vi. Det var udenfor et Kloster; nogle Geistlige kom ud; en ung, bleg Broder af Camaldulenser-Ordenen steg op i Coupeen hos mig. Han var en Englænder, kunde lidt Fransk, men det var ikke tænkeligt at faae en Samtale med ham, han læste idelig i sin Bønnebog, slog sig for Brystet, korsede sig og lukkede saa imellem Øinene, som vilde han hverken have at gjøre med Træer, Bjerge eller Solen, end sige med en Kjætter, som jeg. Ethvert Folks, ja hver Sects forskjellige Maade at nærme sig Gud paa er mig hellig, jeg føler mig forlegen ved Tanken om, at min Nærværelse gjør dem mindre fri i deres Nærmelse til Gud. Saaledes ogsaa her ved Siden af denne, den ivrigste Catholik jeg endnu havde mødt; men da jeg efterhaanden mærkede, hvor aldeles han levede i sig og sine Former, blev jeg ogsaa fri, og da han engang lukkede sin Bønnebog og skottede til Naturen, min store, hellige Bibel, pegede jeg paa dens deilige Skrift og de Sentenser, der kunde læses. Gud har jo strøet Aske paa Olietræernes grønne Hoveder, som ydmygbedende fremrakte her de graaegrønne Grene deres rige Frugt! Viinrankerne holdt hinanden fast, skjøndt Verden havde røvet dem deres tunge Druer og Vinden nu plyndrede dem for deres rødbrune Løv. "Værer ydmyge, om I end give Verden en nærende Frugt!" prædikede Olietræerne, "holder sammen i Enighed, om end Verden røver Eder Alt!" forkyndte Viinløvet - Saaledes læste jeg i min Bibel, hvad Camaldulenseren læste, veed jeg ikke! men Bibelen kan læses paa mange Maader! Inde i Vognen var Conversationen anderledes livlig! Engellænderen talte Fransk med La Romano, og hun loe og oversatte paa Italiensk for sin Gemal, en lille Abateklædt Herre, hvad Engellænderen sagde. En ung Præst var fjerde Mand, det var Selskabet.

Vi kom til Incisa. Den unge Præst og den lille, tynde Mand svang sig ud af Vognen, og nu kom Signora, Engellænderen fulgte endnu besværligere efter med laadne Damestøvler om Fødderne, stort blaat Slag over Skuldrene og tykt uldent Tørklæde rundt om de tynde, røde Bakkenbarter; der var noget af en Hofmands Bevidsthed og en Spekhøkers Holdning; min engelske Præst, sort klædt, med Støvleskafterne op om Beenklæderne, meget forfrossen og andægtig, vandrede strax til Kirken, vi andre ledsagede Sir som førte La Romano op ad den brede smudsige Trappe til Spisestuen, der frembød fire ikke ganske hvide Vægge, et Muursteens Gulv, nogle Rørstole og et Bord, hvor Dugen havde Farve, som om den var vasket i Kaffe-Vand. Engellænderen underholdt os med at fortælle om alle de Fyrsters Saloner han havde vært i, om to Prindser, der havde siddet ved hans Seng, da han laae syg i Florents - og nu var han saa beskeden at reise med Veturin og det uden at føre Tjener med sig, thi man var jo ei i Italien for sine Folks Fornøielse! Signora neiede for hvert fornemt Navn han nævnede, og gjentog det for sin lille Gemal, der neiede endnu dybere, og saae paa den unge Præst, der igjen neiede som han.

Nu kom Retterne, som hver af os havde bestilt, Engellænderen beskuede disse, greb en Gaffel, og tog saa uden videre det bedste Stykke han saae: "det er godt!" sagde han, og vi neiede allesammen høfligt, Selskabet gjorde det for hans Fornemhed, jeg for hans Originalitet.

Nu tog Signora nogle smaa indbagte Sager frem, som Datteren havde givet hende med; to af de bedste Stykker præsenterede hun vor Gjæst, det kunde vi ved Bordet kalde ham. "Disse Kager gjemmer jeg til i Aften!" sagde han, "de ere delicieuse!" og han svøbte dem ind i et Papir, stak det i sin Lomme og bukkede: "Men smage dem skulde man dog!" vedblev han og tog saa et Stykke endnu fra Signora: "det er udmærket! Superbe!" og saa tog han nok et Stykke.

Signora neiede og loe høit, jeg troer ogsaa hun begyndte at finde ham original.

Nu bragte Vertinden ham hans Frokost, og den forsvandt, som vore Retter. Til Desert lod Engellænderen os høre en Bravour-Arie, Signora klappede og raabte Bravo, Gemalen ligesaa; Opvarteren tabte af Forfærdelse Talerkenen og Engellænderens Rørstol gik itu, det var dem begge To formeget hos eet Menneske. Nu gav Signora Tegn, og hendes Gemal sang saa blødt, saa døende, saa ætherisk kan jeg sige, at jeg tilsidst kun paa den sittrende Mund saae, at han endnu fornøiede os med sin Sang. Den gjorde umaadelig Lykke! Saa kom vi da i Vognen igjen. Min bedende engelske Geistlige lod sig tilsyne og krøb op hos mig; hans Frokost havde været Luften og den lille Bønnebog; han bad endnu. Pidsken smeldede, tre Stemmer inde i Vognen hævede sig i Melodie, og saa foer vi afsted. Mod Aften fik vi Regn, og snart gik Regndraaben over i Sneeflokke, der tøede strax paa den vaade, leerede Vei, vi kom kun langsomt frem, mørkt blev det og ikke var der et Huus, hvor vi kunde faae vor Løgte tændt; Signora jamrede af Frygt for Røvere og Gemalen af Frygt for at vælte; Engellænderen skjeldte paa Kudsken og Kudsken paa Hestene og saa blev det i samme Marsch, til endelig et Lys straalede os imøde, vi vare ved et eensomt Vertshuus, hvor vi gjennem Stalden steg op til Gjestestuen; forfrosne og forsultede. Det varede syv lange og syv brede, som man siger, før nogle Pinde og Qviste kom til at blusse i Kaminen, men i samme Moment kom Engellænderen med sine Lagener og slog med dem en Skranke om Kaminen, "de skulle dampes ud!" sagde han. Lagenerne fik hele Varmen. Det øvrige Selskab taalte det, jeg maatte ogsaa finde mig deri. Engellænderen og jeg skulde sove i eet Værelse sammen; jeg traadte ind og fandt ham staaende paa mit Sengetæppe, som han havde bredt ud paa Gulvet, og forhøiede sit Hovedgjærde med to af mine Hovedpuder, hvilke han uden videre havde taget til sig.

"Jeg holder ikke af at ligge lavt!" sagde han.
"Ja jeg ikke heller!" svarede jeg. "De tillader!" og jeg tog dem fra ham; han saae forbauset paa. mig.

Det var en utaalelig Sovekammerat; han udbad sig en Opvartning - der tilsidst kun kunde besvares ved at jeg gik til Sengs, jeg lod som jeg sov, men jeg saae med halv lukkede Øine, at han arrangerede sig sin Midnats-Mad, opstillet paa en vaklende Rørstol ved Sengen.

Jeg havde længe været oppe næste Morgen, Hestene vare alt for Vognen, og endnu ventede vi Engellænderen, han kunde aldrig blive færdig; Signora var ogsaa først i Begreb med at klæde sig paa! "det gaaer langsomt" sagde Gemalen, "thi hun græder af Længsel efter at see sin Datter."
 

Endelig kjørte vi.

Jeg sad igjen hos min gudelige Nabo, der korsede sig, læste i Bønnebog og fastede.

I Arezzo maatte vi gjøre Holdt, thi begge Præsterne skulde bede og Signora maatte absolut skrifte, sagde hun.

Herfra blev Alt rundt om Olieskove. Den ene Trægruppe aabenbarede sig efter den anden. Olietræet ligner meest Pilen, men Grenene skyde ikke frem i stive Vidier, de bugte sig meer, Bladet er mindre og Stammen selv seer ud som om en Kjæmpehaand halv havde revet den fra Jorden, dreiet den rundt, og derpaa ladet den staae, sveiende i Stormen.

Over den graagrønne Olieskov hævede sig paa Klippen det gamle Castellone, een af Italiens meest skidne, men ogsaa meest maleriske Byer. Jeg veed ikke bedre at tydeliggjøre Billedet af den, end at sige, at den seer ud, som om den var opstaaet ved, at man havde taget de Huse og Krinkelkroge der vare altfor elendige i andre Byer, og kastet dem her bag den gamle Muur, som de dog ragede ud over; disse smaa hængende Haver ere egentlig kun Billinger af Terrasser, man har klistret som Balkoner under et Vindue eller over en Dør, der paa Huset hvor man mindst ventede det! - En Deel af Byens Muur danner et Slags Forum for Folket, Pladsen her var ganske opfyldt af Mennesker, den steile Vei op til Byens Port vrimlede ligeledes af Ridende og Gaaende, men ingen Kirkeklokker klang, ingen Faner vaiede, ellers vilde jeg have troet her var en stor Fest. Fra alle Side-Veie, og paa Landeveien selv hvor vi kjørte, mylrede der med Mennesker og med Sviin, store gryntende Flokke.

En tung Sky hang os over Hovedet og sendte sine Draaber; derfor udspændte de Ridende deres Paraplyer, der næsten alle vare guulgrønne og saa colossale, at man kun saae det grønne Tag og Æselets Bagdeel, der hvor en Munk eller en Landsby-Donna reed foran os. Der var en Skrigen, en Grynten og en Lystighed jo nærmere vi kom til Vertshuset, der ligger tæt under Veien ved Byens Port.
I Castellone var Svinemarked.

Signora steg baglænds ud af Vognen, netop idet en heel Hjord af Sviin blev drevet forbi, den halve Drift løb ind under Vognen, det saae ud, som "det sorte Havs" Bølger; og Signora traadte paa det sorte Hav og gyngede paa det, som en travesteret Venus Anadyomene, hun skreg, Bølgerne skreg og Driveren skreg. Det var et Livs-Moment for Signora.

I Vertshuset kom vi tilbords; der var en Befalen af Engellænderen, en Raaben, saa at hele Huset var forvisset om at han var en forklædt Prinds, og at der vilde vanke kongelige Drikkepenge, de hørte kun ham, de løb kun for ham, bleve udskjeldte og sparkede, og til Alt hvad han sagde og gjorde, smilede de og bøiede sig; men han gav slet ingen Drikkepenge. "Thi jeg er meget misfornøiet!"
sagde han. "Jeg er misfornøiet med Maden, med Huset, med Opvartningen!" og de forbløffede Opvartere bøiede sig endnu dybere, og begge Præsterne toge Hattene af, da han steg i Vognen.

Inde i denne var der snevert og genert; her var saa behængt med Æsker og Foderaler, at Enhver derinde maatte forholde sig besindig, skulde det gaae godt; den hele Bepakning var Engellænderens og dog, som han pralede af, betalte han mindst af os Alle; den bedste Plads havde han taget og kom en Æske eller en Pakke ham for nær, saa blev den skudt over til de Andre, "thi det generer det Tøi!" sagde han; og det gjorde det, men alle Sager vare hans egne, selv det store Foderal, han heftede hen i Nakken paa Signora.

Ved Lago di Perugia forlod vi det toskanske Gebeet og kom ind paa det pavelige. Doganen her saae ud som en forladt Staldbygning, men den ligger smukt paa Bjerg-Siden midt i en Olieskov; som udover Terrasser seer man ned til Søen; Solen kastede stærke, røde Straaler paa Træerne, smukke Bønderpiger med hvide Slør over Skuldrene drev Qvæg forbi; jeg glædede mig ved Beskuelsen af dette levende Billede, mens Dogane-Betjenterne beskuede Indholdet af vore Kufferter. -

Det blev mørkt før vi kom afsted. Veien var tung og vore Heste ,meget udmattede; kun langsomt gik det fremad; Veturinen sagde, at Veien her var ikke sikker, det vilde sige, vi havde ingen Røvere at frygte for, men Tyve, der kunde skjære Kufferterne bag af Vognen.
Signora græd høit.
To og to skiftedes vi nu til at gaae bag efter for at passe paa. Det var en tung, leeret Skovvei, der kun oplystes af vor tarvelige Vognløgte, nu gik det endogsaa op ad Bakke; Hestene pustede; Engellænderen brummede og Signora sukkede fra sit Hjertes dybeste Dyb.

Sildigt nagede vi Landsbyen Pasignore, der af alle Reisende betragtes som et ægte Røverhul.

To svære, karleagtige Piger, hver saae ud som en Røverbrud, kraftige og blomstrende, vartede os op i det smudsige Vertshuus. Vi fik en Suppe, som vi gav Smag ved at komme meget Salt, Ost og Peber i, vi fik kogte og derpaa stegte smaa Fisk, hver saa stor som en Finger, Vinen var eddikesuur, Druerne mugne og Brødet haardt som en Steen.

Sengene vare alle ligesaa brede, som de vare lange, de syntes indrettede til fire Personer paa langs og fire Personer paa tværs. Udenfor skyllede Regnen ned hele Natten.

Da vi om Morgenen skulde forlade Vertshuset, og vi vilde stige ned ad den steile Steentrappe, der gik lodret gjennem to Etager, traadte vor vel indpakkede Engellænder i Noget - jeg veed ei hvad - og rutsede nu fra det øverste Trin, nok saa graciøs, ned ad hele Trappen, Trin for Trin, men det satte ham ikke i bedre Humeur.

Til Perugia gaaer Veien opad; vi havde faget Oxer til Forspænd, de gik Fod for Fod, aldrig syntes vi at skulle naae den gode Stad, der er mere berømt ved Pottemagerens Søn end ved alle sine Bisper.*)

*) Perugia er som bekjendt Raphaels Fødeby. ( Fejl: Fødeby er Urbino og læreby er Perugia / red.)

Endelig vare vi der.

Gangen i Hotellet var ganske overlæsset med Vaabenskjolde, et var ophængt for hver fyrste, der her havde tilbragt en Nat; ogsaa de danske Vildmænd fandt jeg her, de syntes især at interessere Signora, da hun hørte af mig, at de vare mine Landsmænd, og ganske naivt spurgte hun, om man i vort kolde Land gik saaledes klædt. Den forfrosne, bedende Camaldulenser forlod os her; Ingen af os sagde han Farvel.

Nu havde jeg da endelig en god Plads, hele Coupeen var min; jeg kunde ene ret sidde og see mig om mellem de smukke Bjerge; for to Personer var virkelig denne Plads for lille. Vi skulde afsted; vor tykke Engellænder balancerede op til mig; han vilde nyde Udsigten.

Jeg forsikkrede, at Pladsen ikke var stor nok for ham; "det er ubehageligt!" sagde han og knugede sig fast, idet han bestandig gav mig Ret i, at her ikke kunde sidde to; han foreslog mig derfor at krybe ind i Vognen, men jeg fortalte ham, at det var just for Naturens Skyld jeg havde leiet denne Plads.
"Jeg bliver her ogsaa for Naturens Skyld!" sagde han.

Vi havde kun kjørt en lille Strækning, saa lukkede han Øinene, og bad mig puffe til sig, naar der kom noget Smukt; jeg gjorde det et Par Gange, men saa udbad han sig, at jeg kun vilde puffe, naar der kom noget ganske ualmindeligt Skjønt.
Jeg lod ham sove.
Ved Assisi, den hellige Frans's By, besøgte vi i Landsbyen Kirken del angeli, Signora skulde skrifte.

Vor Engellænder lod sig alene føre om og see Mærkværdighederne, "thi han saae ikke godt i Compagnie!" yttrede han; Munken, der førte ham om, fik hverken Penge eller Tak: "De Karle har intet Andet at gjøre!" sagde han, da Signora gav ham en Bebreidelse; fra dette Øieblik blev Forholdet mellem dem mere koldt, fra dette Øieblik lød ikke oftere fiirstemmige Sange inde i Vognen.
Aldrig har jeg før mødt et Menneske med en saadan - ja hvad skal jeg kalde det - en saadan ubevidst Uforskammenhed; Alle skulde leve for ham, Alle indrette sig efter hans Beqvemmelighed, aldrig sagde han en Compliment, uden den forvandlede sig i hans Mund til en Grovhed. Jeg kom tilsidst i hans Selskab til at tænke paa Eventyret om den onde Stedmoder, der, efter at hendes Mands Datter var vendt tilbage fra Brønden, hvori hun havde kastet hende, og Guld og Roser sprang ud af Pigens Mund naar hun talte, kastede sin egen onde Datter i Brønden, men da hun kom op, var hun endnu værre end før, og ved hvert Ord sprang en Frø eller en Fiirbeen ud af Munden. Jo mere jeg saae paa Engellænderen, jo mere jeg hørte ham tale, blev jeg vis paa, at han var kjødelig Broder til Stedmoderens onde Datter.

Hvor gjorde han os ikke Aftenen uhyggelig i det fredelige Spoleto; hvor Ilden brændte saa velsignet paa Kaminen, hvor Musiken lød saa smukt fra Gaden; hvor Folket jublede udenfor Kirken "e viva Madonna! e viva Jesus Christus!"

Før Solen var oppe, vare vi til Vogns igjen; og saalænge det var ret morgenkoldt havde jeg min Plads alene. Det var graat Veir, men Bjergene vare smukke, mange Træer stode ganske grønne. Den ene lille By strax ved den anden reiste sig oven over os, hver laae som en Sphinx paa Bjerget og syntes at spørge: "veed Du, hvad der her lever og rører sig?" - Vi foer forbi! En Tiggerkone knælede ned paa Veien for os og kyssede Jorden. Vi foer forbi! vi mødte bevæbnede Soldater, som omringede en Karre, paa hvilken fire Røvere laae lænkede, kraftige sortskjæggede Karle; en gammel Kjælling sad hos dem, hun kjørte baglænds, nikkede til os og syntes at være nok saa lystig. Vi foer forbi.
 

Vi var i Spoleto.

En skrækkelig Karl, i en skiden blaa Kappe og med en lille fedtet rød Calot paa det uredte Haar, nærmede sig vor Vogn; jeg antog ham for en Tigger og viste ham til Selskabet inde i Vognen, han nærmede sig først den ene Side af Karreeten, saa den anden, men blev paa hvert Sted afviist.

"Det er en Passageer!" sagde Veturinen, "det er en Nobile fra Rom!" men vi protesterede Alle imod at have ham til Naboe! han saae aldeles ud, som salig Job, da han skrabede sig med Potteskaar.
 

Mennesket steg da op hos Veturinen, og nu var al Udsigt for mig spærret.

Hjemme i sin bløde Sopha drømmer man ikke om at reise saaledes i Italien; da seer man kun smukke Mennesker, da skinner Solen evig mellem Viinranker og Cypresser; Legemet føler ingen Besvær. Selv den friske Luft blev mig fordærvet af Duften fra Nobiles Klæder.

Ved næste Station overlod jeg ham Cabrioletten, satte mig ud hos Veturinen, inddrak Luft og saae paa den herlige Bjergnatur.

Veien gik i Siksak opad monte Somma; vi havde Oxer spændt for Vognen, Kilderne rislede mellem de store Steenblokke; enkelte Løvtræer vare ganske grønne, som i Vaaren, og hvor Træerne vare gamle og bladløse, voxte Epheu-Ranken saa frodig og frisk om Stamme og om Green, og det ud til den yderste Spids, at Træerne syntes i deres rigeste Flor; den hele Krone var et svulmende Grønt.

Smukke Piger løb langs Vognen og tilbød os Frugt. Oxedriveren sang sin Canzonette og fløitede et lystigt Mellemspil dertil. Jeg sprang af Vognen, mit Hjerte jublede ved den maleriske Skjønhed.

Nede i Bjergkløften laae Ruinerne af to Vandmøller! en stor, sort Rovfugl svang sig ud af Tykningen. Alt var vildt og eensomt, Regnskyer hang i Luften over os; Taager løftede sig sagte fra Kløfterne; kun Skridt for Skridt bevægede sig den tungtbepakkede Reisevogn.

Veturinen erklærede, at vi ikke kom saa betids til Terni, at vi kunde besøge Vandfaldet; jeg, der paa en tidligere Reise havde seet det, resignerede, Engellænderen derimod rasede, og denne Gang havde han Grund dertil. Han bandede, han støiede, Vandfaldet vilde han see.

Det var bælgmørkt da vi naaede Terni, men Manden vilde have sin Villie sat igjennem. Han lod en Fører kalde, lod to Løgter tænde, satte sig saa op paa et Æsel og forlangte at føres til Vandfaldet.
"Men De kan jo umuligt see det med to Løgter!" sagde man ham.
"Saa kan vi tage tre!" svarede han og red afsted.
Føreren saae meest fornøiet ud ved det Hele; det var vistnok første Gang han selv skulde see Vandfaldet ved en saadan Belysning.
Hvorledes de bare dem ad med at stille de to eller tre Løgter ved det kjæmpehøie Fald, veed jeg ikke; men Engellænderen sagde, da han kom tilbage, at Vandfaldet ved Terni ikke var Veien og al den Uleilighed værd; han havde beseet det baade for oven og for neden, men det duede ikke.

Allerede Klokken tre næste Morgen skulde vi afsted, thi Veien var slem, sagde Veturinen, vi havde vor længste Dagreise at gjøre, og vi maatte, før det blev mørkt, naae Nepi, da Egnen der rundt om var usikker. - En anden Veturin med sit Selskab sluttede sig til os; men vi bleve alligevel ikke mandstærke nok.
Regnen skyllede ned, Veien var dyb og tung, det var bælgmørk Nat. Vi hørte en huul, stærk Lyd fra Bjergene, det var Hyrderne, der tudede i Conchylier for at samle deres Hjorder.

I Dagningen passerede vi Fjeldbyen Roccà, den ligger høist malerisk; Egnen havde Udseende af Tyrols Bjerge ved Sommertid; hver Busk, hvert Træ var grønt, Regnen havde forfrisket Græs og Blade. Epheu-Ranken snoede sig i rige Guirlander om Klipperne og om de tykke Træstammer, Byen selv hang, som en Svale-Rede paa Fjeldvæggen; den gule Tiber bugtede sig i Dybet neden under.

Vor Engellænder sov, Signora gjorde det samme; men des livligere steg de siden ud, da vi stode i Atricoli, en By, hvis Brolægning syntes at være bleven lagt, mens et Jordskjælv stod paa; Vertshuset var saa yppigt med Snavs, at jeg foretrak heller at spise i Stalden, hvor Duften dog var reel, end i disse fedtede Stuer. Udsigten derimod var mageløs deilig; Bjergene fortonede sig blaalig-grønne, Dalene udstrakte sig dybe og frugtbare. Denne Deilighed og dette Griseri -! ja man siger jo, at Intet er fuldkomment i denne Verden, men sandelig her vare begge Dele saa fuldkomne, som det kan tænkes. Engellænderen var det ogsaa i sin Art; han gik paa Mad-Streiferi hos det nye Veturin-Selskab og lod sig smage de bedste Stykker, der blev sat for dem. Han blev grov mod vor godmodige, stille Geistlige, og begyndte at tale uhøvisk til Signora.

Ubehageligt Selskab, slet Veir, daarlige Veie og usle Heste, Alt var forenet for at gjøre Reisen til en Bods- og Poenitense-Reise! Solen vilde ikke skinne mig ind i Hjertet og ikke heller skinne paa Landskabet uden omkring mig; og just den Strækning, vi nu passerede, laae i det deiligste Sollys, da jeg sidst var her; men Naturen tænkte som saa, for det Selskab der behøver jeg ikke at see godt ud, og Poeten har jo seet, hvor smukt her kan være; han har besjunget mig, han gjør det ikke bedre! og saa blev den i sit Regnveirs-Phlegma.

Veturinen erklærede nu, at Veien var for slet til at vi ved Dag kunde naae til Nepi, det var for voveligt at kjøre her i Mørke, vi matte derfor overnatte i Civitta Castellane.

Vi kom forbi monte Soracte, hvis Snee Horais har besjunget, og vort Natteqvarteer aabenbarede sig, med gamle buskbegroede Mure, der næsten bedækkedes af Hænge-Planterne. Vandet brusede skum-hvidt over Fjeldblokkene. Civitta Castellane er en af disse i Flugten skjønne Byer, men et uhyggeligt Opholdssted.

Vi toge ind i Albergo croce di Malta, et gammelt Franciscaner-Kloster, der er gjort om til Kro. Fra Gaden kom vi lige ind i den hvælvede Stald, den saae ud som om den før havde været en Bede-Sal; en høi, steil Trappe førte til Gjæsteværelserne; Katte og Høns sprang rundt om. Dørene hang kun paa een Hængsel, eller manglede aldeles. Fruentimmerne der i Huset sad og flettede deres lange Haar og vidste knap, om de vilde tage imod os.

Jeg gik lidt om og besaae Leiligheden, Alt var i den største Uorden; i nogle Værelser stode Senge uden Sengklæder, vaadt Tøi var ophængt paa Stænger; i andre laae sønderslagne Meubler eller der vare opstillede Krukker, med Gud veed hvad. Jeg kom ned i en snever Gaard, den omsluttedes af fire skumle Buegange; midt i Gaarden var en dyb Brønd: Flagermusis fløi i dusinviis over mit Hoved; en lille Trædør stod paa klem, den kunde hverken skydes frem eller tilbage, jeg stak Hovedet derind, her var en fugtig, kold Kirke, jeg saae de høie Vinduer, men Alt derinde var indhyllet i Mørke; jeg var ikke alene, jeg hørte Trin; - jeg gik til Side, to sorte Mænd, med brede Hatte, som de Jesuiterne bære, kom ind i Buegangen.

"Viva Giesu sangvine!" sagde de ganske sagte, i det de gik mig forbi. Jeg fulgte langsomt efter.

Da jeg kom op, hørte jeg, at det var faldet i min Lod at dele Værelse denne Nat, enten med Nobile eller med Engellænderen, jeg protesterede derimod, tyede ind til den unge Præst, han havde faaet en Art Dueslag at sove i, og jeg spurgte, om jeg ikke kunde hos ham lave mig en Seng paa nogle Stole.
"Men jeg har nogle religiøse Ceremonier, -" begyndte han.
Jeg bad ham, at han i denne Henseende aldeles ikke vilde tænke paa mig, jeg sov øieblikkelig; - i Hast fik jeg nu et Par Stole sat ved Siden af hinanden; Præsten, Signora og Gemalen, alle Tre hjalp de mig med at slæbe Sengklæderne; det var et skrækkeligt Leie! midt under dette Arrangement kom Engellænderen, blussende rød og vred, fordi jeg ei vilde sove i Selskab med ham.

"Gaaer De fra mig i dette Røverhul!" sagde han, "skal jeg ligge og blive myrdet alene! Døren kan ikke lukkes! der er i Kammeret et Skab med en Trappe! der ligger i Værelset tæt ved en Munk og en Bondekarl, der see nederdrægtige ud! - Skal jeg ligge og myrdes alene! De er ingen god Kammerat! jeg skal ikke tale til Dem paa hele Reisen!"

Jeg takkede ham derfor.

Det var en uhyggelig Aften; og paa den samme, men det vidste jeg naturligviis ikke da, blev i Kjøbenhavn min Tragedie "Maurerpigen" opført første Gang. Publicum har dog vist havt det bedre end Forfatteren.

Uagtet vi vare to Veturin-Selskaber, der næste Morgen vilde reise sammen, raadede os dog alle Folk i Vertshuset, at tage Bedækning med til Nepi, hvor vi først kunde indtræffe ved Solens Opgang.
Alt Klokken tre vare vi oppe; fire Rytteres Heste stampede udenfor Hotellet; Regnen skyllede ned! - Vor Engellænder vilde ikke blive færdig, og da han var det, begyndte han en Skjændescene med Vertinden, derpaa en med Camerieren.
Endelig kjørte vi; to Ryttere reed forud, to bag efter; strax udenfor Byen mødte vi den romerske Diligence, der gaaer over Forli til Bologna; ogsaa den var under Bedækning.

Vi passerede en lang Bro, "ponte del cujoni", kaldte Veturinen den og fortalte, at under denne skjulte Kjæltringerne sig, naar de saae man havde Soldater med. Hvorvidt det var usikkert eller ei, at reise her, tør jeg ikke afgjøre, men jeg ansaae rigtignok det Hele for en Aftale mellem Vertshuus-Folkene, Veturinen og Soldaterne, disse sidste fortjente jo en lille Drikkeskilling; hverken nu, tidligere
eller senere har jeg kjendt til Overfald i Italien; man reiser vistnok ligesaa sikkert i dette Land, som i Engelland og Frankerige.

Det var næsten lys Dag, da vi kom til Nepi, en By, der kan gjælde for et Pragt-Exemplar af Griseri og Faldefærdighed; de store Paladser saae ud, som om de stode forladte af Mennesker, og overladte kun til Rotter og Flagermuus. Spindelvæv med tykt Støv hang i alle Nischer og Kroge. Her holdt imidlertid Regnveiret op, men som en tung Bly-Kuppel hang den graa Luft over os.

Der var en forunderlig Eensomhed mellem den sidste Forgrening af Bjergene. Endelig var vi ved den sidste Station La Storta, en lille Flekke, der kun ligger nogle Timer fra Rom.

Det første og eneste Vertshuus her saae ud, som hos os en almindelig Stald; Kjøkken og Skjænkestue gaae ud i eet. Væggene ere malede skrækkeligt med Landskaber, ganske som man seer dem i en daarlig Laterna magica, tykke Streger og Farverne gloende og gale som i en illumineret A. B. C. Bog. Al Lysningen kommer ind af Døren. Midt paa Gulvet stod en stor fiirkantet Jernkasse med Ild, og ved Siden af et Træbord og Træbænke for Gjæsterne; Knipper af Bregner hang under Loftet for Fluernes Skyld, rimeligviis for at de ikke skulde fordærve Malerierne. Høns og Flasker havde Plads paa Gulvet; Madlugt opfyldte Værelset og man saae Alt i en let Betoning af Skorsteens-Røg. Udsigten gjennem, Døren begrænsedes af en Gruus-Grav og en Mødding med levende Kalkuner, Veturin- og Pak-Vogne fyldte den øvrige Plads.

Vor Englænder gik øieblikkelig til Skorstenen, betragtede de forskjellige Retter, og tog strax, af hvad der var færdigt, det han syntes bedst om; men Madamen i La Storta dreiede sig paa sin Hæl og rev ham øieblikkelig ud af Hænderne hvad han havde taget, i det hendes funklende Øine maalte ham fra Top til Taa; han stødte hende til Side, hun spurgte, om han var gal, og viste ham derpaa den Mad, han havde bestilt, og som endnu skinnede ganske raa i Panden. Han kneb hende i hendes fede Arm, og hun hævede sin Kjøkkenkniv.

Hendes Gemal, en lille tyk Mand, sprang til, holdt hende om Livet og løftede hende fra Gulvet; hun strittede med Kniven og en Strøm af Ord gjennemskingrede Huset. Engellænderen blev kogende rød i Ansigtet, han greb en Rørstol og holdt foran sig.
Vi fik imidlertid mæglet Fred, og nu spiste han, spiste for tre Personer; "jeg skal spise, for To!" sagde han, "jeg skal spise, for jeg har ærgret mig! spise og dog kun betale tre Paoli!"

Vertinden forlangte imidlertid sex Paoli; Veturinen, hvis Kostgjænger Engellænderen var ved alle Maaltider, jamrede høit. Vi tog Veturinens Parti, og Engellænderen overfusede det arme Menneske. "Han faaer ingen Drikkepenge!" sagde han, "jeg er misfornøiet med ham! jeg er misfornøiet med Maden! misfornøiet med Selskabet -!"
"Med Selskabet -!" spurgte Signora.
"Ja vist!" sagde han, "hun sladdrer altid! - snurrer-! hvor det gager! og hendes Mand er dum, er stum! har ingen Dannelse!"

"Ingen Dannelse!" gjentog Signora; hun blev ganske bleg, satte Armene i Siderne, "ingen Dannelse! - Mand! tag dit academiske Borgerbrev op af Lommen og viis ham Du har Dannelse!"

Og hendes lille Mand var ligesaa bleg, som hun, han sagde ikke et Ord, hans Øine stirrede ganske vildt, han trak sin Tegnebog op og udfoldede et Papir, som han holdt ud for Engellænderen.
"Læs!" sagde Signora, "læs, om De kan! - min Mand ingen Dannelse! - Engellænder, see paa mig! ham er det, der er en raa Karl! og han siger mig, at han har levet med Prindser! - Oxer og Hunde har været hans Compagnie! maladetta -!"

"Jeg læser ikke!" skreg Engellænderen, midt under hendes Tale, og slog til Papiret, satte sine Hænder i Siden, ligesom Signora, og lod sin Tunge efterligne Kalkunernes Pluddren.

I det samme stod Vertinden ved Signoras Side; hun hævede sig paa sin ene Fod, hendes Øine lynede, hun holdt et Fad Blomkaal i Haanden, og Kaalen fløi over Engellænderens Hoved. Hønsene paa Gulvet flagrede vildt omkring, jeg loe, nogle af Selskabet trommede med Fingrene paa Bordet og et Par Damer, hørende til den anden Veturins Selskab, flygtede til Sidedøren.
Fra dette Øieblik talte Ingen meer med Engellænderen; han satte sig ind i Vognen og lod, som om han sov.
 

Fra La Storta begynder Roms Campagne; en græsgroet Kirkegaard i det Store, det er det Billede den frembyder. Ingen Huse, men Grav-Ruiner uden Navn ligger ved Veien; mellem de høie Tidsler dreve Hyrderne deres Hjorder af Faar.

"Neros Grav!" raabte Veturinen og pegede paa et Monument tæt ved Veien. Vi foer forbi. jeg øinede St. Peters Kuppel! o hvor bankede mit Hjerte ved atter at gjensee Rom! jeg kjendte det grønne monte mario, vi rullede over ponte molle og indesluttedes nu af Vigniernes hvide Mure indtil vi holdt udenfor porto del popolo.

Passene bleve afleverede, vi fik vor bulletta, en Soldat satte sig op hos den anden Veturin, medens Officeren bød os følge efter den til Doganen; vi fulgte.
"Ikke til Doganen!" var det første Ord, vor Engellænder sagde; han raabte det ud af Vognen; han befalede, at den skulde kjøre med ham til et Hotel, thi han vilde ikke lade trække om med sig efter Soldater-Bud.

"Til Doganen!" råbte vi Alle og Veturinen kjørte derhen.

I Engellænderens Kuffert fandtes mellem Klæderne en Mængde Stumper af Voxlys. "Dem har jeg fra Vertshusene, jeg har ligget i, de staae betalte paa Regningen, og jeg tager med hvad mit er."

Her skiltes vi.

Stednavne og personnavne: Civita Castellana, København, England, Frankrig,