Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe fast og blive som hjemme; et stille Sind vil her kunne leve saa ensomt og afsondret, som det ønsker sig, og den meest urolige Aand vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt for Øie og Tanke.

Man bør leve et heelt Aar i Rom, for ret at opfatte Billedet af denne Verdens Stad, der ved hver Aarstid faaer sin særegne Colorit. Det er ligesaa interessant at see Rom i Høst, naar de dandsende Piger komme fra Viin-Markerne, som det er interessant at see den i Carnevals Dagene, naar de lystige Masker opfylde Gaderne. Man skal være i Rom naar Sneen ligger paa Bjergene og Skildvagten staaer paa sin Post med Ildgryde foran sig, mens de barbenede Drenge sætte Fødderne paa Isen og sige den brænder; man skal være i Rom i den glødende Solhede, naar det kjølige Vandspring om Aftenen samler de syngende Skarer om sig.

Den Reisende nordfra, der, i det han ruller ind i Byen, troer, at han skal see et Sted der erindrer ham om Nürnberg, eller frembyder et endnu ældre Præg, bliver høist overrasket ved det muntre Skue, den smukke Regelmæssighed, det høist Moderne, der viser sig. Man seer strax en stor, smuk Plads med Obelisk og Springvand, elegante Hoteller, herlige Terrasser med nyligt huggede Statuer og Basreliefs; unge duftende Akasier danne Alleer, den ene i Siksak over den anden; hele den store Verden ruller i prægtige Vogne forbi; engelske Damer og romerske Dandies vise sig til Hest; det eneste, der skulde forstyrre Billedet af det Moderne, var maaskee, om der kom forbi et Par af Cardinalernes rødmalede, klodsede Karreeter, hvor Kudsk og Tjener har Paryk og trekantet Hat.

Imod Byens Port strække sig tre Gader *),

*) Babbuino, il corso og ripena ere de tre Gaders Navne.

den mellemste er il corso, den hvori Carneval, Veddeløb og Kjørepromenaderne finde Sted, det er en prægtig Gade med bredfliser Fortoug, Boutiker, Kirker og fremfor Alt med mange Mennesker; der ville vi kjøre opad, dreie om i een af Sidegaderne til Venstre og vi ere da paa den saakaldte spanske Plads.

Man fortæller, at Tiberen en Gang steg saa høft, at den førte en Baad op paa denne Plads; pludselig sank Vandet, Baaden blev liggende her, netop hvor nu Vandspringet er; Michel Angelo, der skulde gjøre Tegningen til dette, tog Motiv af den strandede Baad, og derfor seer man nu midt i det runde Basin en Baad af Steen, som Vandet vælter ud af.

Bag Fontainen reisen sig en Steentrappe, der er bred, som en heel Gade, og høi, som Nabohusene; det er den saakaldte spanske trappe, der fører op til det franske Nonnekloster, det franske Academie samt til den smukkeste og meest besøgte Promenade.

Engang var denne Trappe meget i Vanrygte for Overfald ved Aften og Nat. Sligt er nu, efter at her er anbragt Løgter og en Soldat stillet paa Vagt, længe ikke hørt, og dog brænde Løgterne slet, og dog sidder Soldaten om Aftenen altid inde i Skilderhuset. Ved Dag vrimler her af Tiggere med visne Lemmer, Nogle hoppe som Frøer, i det de bruge Hænderne til at springe paa, Andre ligge paa langs og fremvise de syge Lemmer.*)

*) Den Første, der under dette mit nye Besøg i Rom her tilraabte mig et eccellenza! var just den Figur, jeg i "Improvisatoren" har tegnet, som Onkel Peppo, han laae her endnu med sit grinende Ansigt.

Fra Trappens øverste Trin, ved det murede Rækværk, har man en Udsigt over det halve Rom, med dets Taarne og Kupler; men vi ville endnu ikke see dette, vi følge Gaden foran os, det er via felice, og her have to Konger deres Boliger, hvor ligge Slottene? See, der til Venstre, det smalleste Huus af dem Alle, indeklemt mellem fattige Huse og selv ligesaa fattigt; to Vinduer uden Glas, kun Jernstænger, en Dør med Hammer og Indskrift: Villa Malta. Det er Kongen af
af Bayerns Palais i Rom. Stige vi ind, - ja, saa glemmes snart den fattige Indgang; vi ere i en prægtig Have, hvor store Laurbærhækker omfatte Gangene; Pinierne løfte deres grønne Skjærm omkring den lille Bolig, fra hvilken man seer ud over Staden paa de syv Høie, ud til de blaae Sabiner- og Albaner-Bjerge.

Den anden Konges Bolig ligger til Høire i Gaden, og seer mere ud som et Palais uagtet Vinduerne sidde lidt uregelmæssige. En mørk Gang med Steentrappe fører op til Værelserne, der kun have Muursteens Gulv, men Vægge, der prange med herlige Billeder.
 

Her boer Thorvaldsen,

Vi følge den Gade, vi er i, og staae paa en stor Plads, saa ægte romersk, at ingen mere eiendommelig for Rom kan opvises. Man seer et Stykke af Capuziner-Klostret, man øiner gamle, forfaldne Mure, seer en Række usle, smaa Kjøbstedshuse og bag ved disse eet af de prægtigste Paladser, der indeslutter en Skat af Billeder. Til Høire har vi Boutiker, ægte romerske Boutiker smykkede med Laurbær, Guirlander af røde og hvide Pølser, Pyramider af Ost, Mosaik af Figen og Oranger, hele Orgler af Lys. Og Alt saa smagfuldt ordnet, som var her en stor Fest.

Lampen brænder Dag og Nat foran Madonnabilledet paa Hjørnet; en Tronhimmel svæver over det, et lille Alter er nedenunder og paa dette staae Blomsterpotter, med flagrende Silkebaand, mens Muren selv rundt om er behængt med Votivtavler: smaa Billeder, som fremstille alle de Sygdomme, alle de Ulykker, Madonna har helbredet og frelst Menneskene fra, man seer de løbske Heste hun standsede i Flugten, man seer Børn falde i Brønden, og dog blive frelste. Det er en heel lille Udstilling af Mirakler; et heelt Galleri af Ulykker, som tage en god Ende, paa Huset selv er ikke Plads til flere Votivtavler, og derfor gire de seneste anbragte paa Gjenboens Væg.
 

Men vi maae betragte Pladsen selv! midt paa staaer en mægtig Steen-Triton, der med fulde Kjæver blæser i Conchylien, saa Vandstraalen stiger mange Alen i Solskinnet og spiller som et Prisma med Regnbue-Farver. Herlige, hvide Oxer med alenlange Horn ligge her, spændte fra Vognene; Grupper af Bønder med brogede Baand om de spidse Hatte staae og spille morra; Piger, saa kraftig skjønne, med Guldkam i det gnistrende sorte Haar, see paa et dandsende Par, Tamburinen lyder, det er lystigt at høre og see. Capuzineren, som gaaer forbi med sin Tiggerpose paa Ryggen, skotter med et Smiil til de Glade.

Ja her ere vi ret i Rom! i dette Qvarteer boe sædvanligviis de Fremmede; her ville vi ogsaa blive og herfra gjøre vore Udflugter og see - ja, Enkeltheder kun af det Meget, der meest talende aabenbarede sig for mig.
 

Stednavne og personnavne: Via del Babuino,  Via del Corso,