"De gamle Guder leve endnu!" - ja, det kan man sige i et Eventyr, men i Virkeligheden - ? denne er selv tidt et Eventyr.

Barnet, som læser "tusind og een Nat", seer i Tanken de prægtigste Trolddoms-Paladser, og er lykkelig ved dem, men saa kommer den Ældre, han siger: "Sligt findes ikke i det Virkelige!" og dog findes det der. Vaticanet og Peterskirken i Rom frembyde en Storhed, en Pragt og et Skue, aldeles lig de Slotte, Phantasien har reist i den gamle østerlandske Bog. Vi kunne selv see det og vide, om de gamle Guder leve endnu.

Vi staae allerede paa Peters-Pladsen og omsluttes til Høire og Venstre af tre Rækker Søile-Gange, Kirken ligefor er i alle Forholdene saa storartet, at vi intet Maal have for den, de svare saaledes til hinanden, og til Pladsen og til det mægtige Vatican tæt ved, at vi kun sige: "ja det er en stor tre Etagers Bygning!" Men vi betragte Menneskevrimlen der strømmer op ad Trappen, - denne har hele Bygningens Brede, - og de blive da, eftersom Øiet har opfattet Forholdene af Dør og Vinduer, kun Punkter, Dukker. Vi erkjende Storheden, uden endnu at have begrebet den.

Midt paa Pladsen staaer en Obelisk og paa hver Side et Springvand, der med Hensyn til Alt rundt om har en passende Størrelse, men vi betragte hvert for sig alene og vi see, at de ere forbausende store. Der fortælles om en fremmed Fyrste, at han, ved Synet af den vældige Vandmasse, raabte høit: "Nu er det nok!" idet han troede at dette usædvanlige Skue kun var til Ære for ham og ved uhyre Midler for en kort Tid gjort muligt; men Vandene bleve ved at springe og de springe endnu med samme Rigdom. Deiligt er det at see, naar Solstraalerne male en Regnbue paa de styrtende Draaber.

Fra Pladsen gaaer man til Høire gjennem en lukket Gang ind i Vaticanets Gaard, der paa tre Sider omsluttes af den mægtige Bygning, der har en Storhed som Peters-Kirken og derfor, stillet op ved den, gjør, at ingen af disse ere af den Virkning, de kunde være.

Landseknægte i Middelalderens Costume, de see aldeles ud som Kløverknægt i et Spil Kort, Alle, tydske Leietropper, holde Vagt i Buegangene og i Gaarden. Om hver Etage gager et Gallerie, i det øverste ere Væggene malede med Landkort al fresco, Paven kan her studere de Lande, hans Fædre eengang have hersket over. Galleriet neden under er en heel Billed-Bibel, det er de saakaldte Raphaels Loger; først i de sidste Aar har man med store Vinduer tillukket de aabne Buer, Malerierne ere noget afblegede, Arabeskerne temmeligt forvittrede, ja endogsaa udkradsede af kaade Hænder eller beskrevne med Navne af Reisende, som ingen bryde sig om. Det nederste Gallerie fører ind i den Fløi af Paladset, som Paven ikke beboer, men som omslutter Verdens rigeste og herligste Skatte.

Den hele Bygning bestaaer, som vi veed, af 22 Gaarde og 11000 Værelser, allerede det klinger eventyrligt; nogle Timers Vandring herinde er, som vare vi paa et fortryllet Slot; den dristigste Phantasi faaer her ikke Tid til at skabe sig noget Nyt, den forstummer ved at see Virkeligheden lige saa rig og dristig, som den.

Lad os vandre.

Gjennem en gittret Port træde vi ind i en Gang der blaaner, saa lang er den, overalt i Verden, kun ikke her, kunde den kaldes et rigt Museum, Gulv og Vægge fremvise Oldtids Minder. Vi titte gjennem en Dør, og blændes af Farvepragten i de mange Sale, som her grændse til hverandre. Loft og Vægge ere overdyngede med Malerier, men ingen hæfte sig i Tankerne, de gjøre en Virkning, som Farvebillederne i et Caleidoskop; det er Bibliotheket, men hvor ere Bøgerne; de staae skjulte i lave hvidmalede og forgyldte Skabe. *)

*) Dronning Christine af Sverrigs Bibliothek udgjør en betydelig Samling.

Vi titte ind af en anden Dør, Lyset strømmer gjennem Glastaget, Vægge og Gulv er blankpoleret Marmor, herlige Statuer staae paa begge Sider, de synes øieblikkelig at være løste af Marmorblokkene, og dog meer end tusind Aar er det siden de hørte Meiselen klinge Man bør see disse Skatte ved Fakkelskjær, da synes Marmoret at faae Liv, det bevægelige Lys gjør at Musklerne synes at svulme, Klædernes Folder at røre sig, det blege Ansigt at vinde Farve.

Men vi følge igjen den store Gang, træde op ad nogle Trin, og en Række af Sale med Oldtidens skjønneste Minder, den ene Sal rigere og herligere end den anden aabner sig for os; man bliver næsten træt af at skue, hvor kan man da beskrive; Olympens Guder leve her endnu, Muserne hilse os Dødelige, Alt er Skjønhed og Storhed.

Kun en lille Plet ville vi dvæle paa, og fra denne maa der saa sluttes til det Hele.
Vi staae i en lille Gaard, Guds klare Sol kaster her sin syv-farvede Guirlande over den høie Vandstraale, der pladsker i Marmorbassinet. Gaarden omsluttes af aabne Buer og i disse prange verdensberømte Herligheder. Her stager Antinous, den vaticanske Apollo; her vaander Laokoon sig i evig Smerte, omsnoet af Slangerne; her have Canovas Gladiatorer og Perseus Plads.
Man ligesom overvældes af det Største Kunsten har frembragt, det er en Hvile for Tanke og Øie at kaste et Blik gjennem Vinduerne, og det Skue, som her giver Hvile, er Skuet over Rom og Campagnen til Bjergene, det er Skuet over smaa, fliselagre Gaarde eller prægtige Haver, der ved Vintertid prange i det deiligste Grønne, alle Buegange ere Laurbær, Roserne synes at vælte frem langs de høie Mure, Vandet pladsker ud af kunstige Grotter og Huler.

Skulde man ikke troe, det var et Eventyr man drømte, og Alt er dog Virkelighed her, den underskjønne Virkelighed.
Gjennem en i ægyptisk Stiil opført Vestibule, der pranger med grandiose Sarcophager, hver af een eneste stor, kostelig Steen, træder man ind i - ja Museum kan det ikke kaldes, det er forlidt, man træder ind i een af Ægyptens Pyramider. Den hele Sal er decoreret som et af de største og prægtigste Gravkamre i Pyramiderne, Væggene ere bemalede med Colonner og tropiske Planter, Loftet hvælver sig som en Himmel, en afrikansk Stjernehimmel! den reneste, ultramarine Farve, og en Mylr af rigt forgyldte Stjerner; man føler sig i Africa, man er midt inde i Pyramiden og rundt om sidde tause og mørke de sælsomme Gude-Billeder! I Sidekamrene staae Mumier, nogle løste af deres Døds-Svøb, andre ganske indhyllede og skjulte i de bemalede Kister.

Fra de uformelige Billeder i Steen, de grelle Farver, der mødte Øiet, gaae vi til de meest fuldendte Billeder Kunsten kan opvise, et lille Billedgalleri, men en Skat, som den kun samles fra hundred andre, og Veien herhid fører gjennem mange Sale, nogle med de brogede gobelinske Tapeter, som Raphael gav Tegningen til, andre med Landkort og Byers Grundrids malede al fresco! det er som om hver Sal i det uhyre Vatican vilde overbyde den anden, enten ved sine Kunstskatte eller sin Eiendommelighed.

Vi staae nu imellem de udødelige Billeder! hvorhen skulle vi vende os! til hvilket Værelse, mod hvilken Væg. Der see vi Domenichinos døende Hjeronimus, der svæver paa Skyen, Raphaels Madonna del Foligno, her er hans sidste Værk Transfigurationen. Perugino, Giulio Romano, Titian, Italiens største Mestre hilse os fra disse Vægge; underligt, som en lille Blomst fra Hverdags-Livet, pranger her mellem Glorier og Skyer et lille Dyr-Stykke af Paul Potter. Det sees tæt ved Døren, som en beskeden Gjæst her i Kunstens Paradiis, men det er ingen uværdig.

Store Fløidøre aabne sig, og vi staae i Raphaels Stanzer, vandre gjennem Sale, hvis Mure ei hans udødelige Billeder, hvilken Natur! Phantasi og Reenhed i hvert Stykke!

Og hvad er der tilbage, efter en Vandring gjennem denne Herlighed, hvad er der tilbage af Menneskeverk, der kan overraske os ved en større Rigdom og Pragt. Vi vandre gjennem tvende Sale, store Døre staae aabne til hvad vi ville kalde høie Kirker, men her ere de kun Capeller, de straale med Lys og Billeder, men vi vandre forbi, hæve et Dørteppe og staae i PetersKirken. Alt er Marmor, Alt er Guld og Mosaik, vi staae i Verdens største Kirke!

"Ja den er stor, men dog ikke saa stor, som jeg ventede!" siger man første Gang man er traadt herind. Det gaaer os herinde, som i Guds Natur, Rummet er for stort til at Øiet kan udmaale det. Forholdene ere for gigantiske, man maa først vandre Kirken igjennem, man maa see den Menneske-Masse, der synes at fylde Pladsen, bevæge sig herinde, man maa træde hen til Marmor-Duen, som man troer at svæve i vort Øiepunkt, og da see, at vi maae hæve Haanden for at kunne berøre den.

Mosaik-Englene i Kuplen syntes os saa ubetydelige, og stige vi derop da strække de sig flere Alen høie; derfra skue vi ned, og Altrets Kors, dybt under os, kneiser dog i en Høide, som et af Roms Paladser.

Man maa bestige Kirkens flade Tag, og naar man er her, troer man at være paa et Torv, de enkelte Kupler synes Capeller, den største Kuppel en mægtig Kirke selv. Rundt om heroppe ere smaa Huse opførte for Haandværkerne der her ere i Arbeide; her er Ovne, her er Kalkkuler; her er en lille By; lystige Børn lege paa den store Plads og klattre op ad det høie murede Gelænder for at see ud over Rom og Campagnen til Havet og Bjergene.

I Paaske-Ugen bør man see St. Peters-Kirken, see den ved Aften og ved klart Solskin! det er aldeles som en Fortryllelse at see den saa kaldte Kuppelbelysning, thi det er ikke blot Kuplen og det høit paa denne prangende Kors, der straaler med Lamper, nei det er den hele uhyre Bygning, med Colonadegangene om Pladsen! Alt seer man i Ildcontur; Lamperne ere saa rigt fordeelte og saaledes anbragte, at hele det Architechtoniske træder frem. Det er af stor Virkning, en saadan Aften at træde fra den oplyste Plads ind i selve Kirken, hvor Alt er Nat og stille, men midt under Kuplen ved Høialtret straaler en Glorie af flere hundrede Sølv-Lamper, anbragte paa Gelænderet om St. Peters Grav, vi træde hen til den og see ned i det af Guld og Sølv straalende Capel, hvor Marmorbilledet af en knælende Pave stille holder sin Bøn; der er en Fred, en Andagt i Kirkens Stilhed, i denne Oldings Skikkelse, at vi selv opfyldes deraf og føle som Catholiken en Trang, at bøie sig for den usynlige Gud.

Man maa ved Sollys gjennemvandre dette Gudstempel, naar her er eensomt og de smukke Stemmer lyde fra Sidecapellerne; man maa komme her ved de store Feste; Musiken klinger, Røgelsen dufter, tusinde Mennesker synke paa Knæ og modtage en Oldings Velsignelse. Alt straaler med Lys, Alt straaler i Guld og Farver! de berømteste Billeder, vi have seer adspredt i Rom, ere her gjengivne i Mosaik, og prange som Altertavle. Dog eet Alter herinde frembyder intet Billed; to Kjæmpe-Skikkelser i pavelig Ornat bære der en Throne, Ingen sidder paa denne, uden den usynlige Gud. Mægtige Marmorbilleder træde frem fra de glindsende Vægge.*)

*)  Hver Statue her antyder Stifteren af en Munkeorden, vi see saaledes Propheten Elias, et brændende Hjul antyder den gloende Vogn paa hvilken han foer til Himlen; han staser som Repræsentant for Camaldolenser-Munkene.

Stednavne og personnavne: Vatikanet, Peterspladsen, Peterskirken, Afrika, Hieronimus, Domenichino, Madonna di Foligno,