Jo længer bort Svensk, Norsk og Dansk kommer fra sit Hjem, des høiere synger Hjertet hos hver, i det de mødes.

"Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!"

Da jeg 1833 var i Rom holdt de tre Nationer deres Juleaften i Fællesskab, som een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke overeens med den romerske Høitidelighed paa Frelserens Fødselsfest, vi kunde derfor ikke være lystige inde i Byen, men vi skulde dog ikke miste vor Glæde, - ingen By er saa tolerant som Rom, - man indrømmede os et smukt Locale udenfor Byen, et stort Huus i Villa Borghese, midt i Pinie Skoven, tæt ved det moderne Amphitheater. Vi smykkede Salen med Guirlander og Krandse, Blomsterne plukkede vi i Haven udenfor; Luften var mild og varm, det var en Juul, som naar det er Skjærsommer hjemme.

Et Juletræ skulde bringes tilveie, et Grantræ, som i Norden, men det var her en altfor kostbar Skat, vi maatte, sagde man, lade os nøie med to store Apelsintræer, der vare savede fra Roden, og stode fulde af Frugt, og denne var ikke bundet paa Grenene, nei voxet ud af dem. Vi vare henved et halvhundrede Skandinaver og mellem disse syv Damer, de bare om Panden Krandse af levende Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De tre Nationer havde skudt sammen til Presenter, hvilke skulde vindes ved Lodtrækning, den bedste gevinst var et Sølvbæger med Indskrift: "Juleaften i Rom 1833", det var de tre Nationers Gave, og hvo fik den? jeg var den Lykkelige!

Henimod Midnat brød de Ældre op og gik til Rom, Bystrøm og Thorvaldsen var mellem disse, jeg fulgte med. Byens Port var lukket, men for at komme ind, var der sagt os, at vi skulde slaae tre stærke Slag med Hammeren, og raabe: "gli Scandinavi!"

Jeg tænkte paa Holbergs Comedie, hvor Kilian banker paa Trojas Port og saa tog jeg fat paa Hammeren, gav Signalet og vort Feltraab: "gli Scandinavi!" En lille Laage paa Porten aabnedes, og Een for Een krøb vi nu ind i den store Verdens By.

Det var en lystig Juul! Natten var varm og mild, som en Sommernat i Norden.
Og nu denne samme 1840. Ingen havde tænkt paa noget Jule-Arrangement! - Enhver sad hjemme hos sig. Det var koldt Veir. Kaminilden vilde ikke opvarme mit Værelse. Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi mod Norden.

Nu er der, hviskede den, Juletræet tændt med hundrede brogede Lys, Børnene juble i sød Lyksalighed! nu sidde de hjemme om Bordet, synge en Sang og drikke en Skaal for Vennerne som ere borte. Der er lystigt i Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og med Graner, Tepper ligge op ad Trapperne, de pyntede Tjenere springe travle op og ned, Musiken klinger og Toget begynder, det gaaer til den store Dandsesal! - 0 Julen er lystig i Norden!

Jeg gik bort fra det eensomme Kammer! Folk strømmede til Kirken Maria maggiora.
Endnu brændte kun nogle enkelte Lamper herinde. Mænd, Qvinder og Børn, der vare vandrede hid fra Campagnen og Bjergene, sad og laae paa Trinene op til Capeller og Altre i Sidegangene. Nogle af de stakkels Folk vare af Træthed sovet ind, Andre læste deres Rosenkrands.