De fleste Mennesker trænge til en sandselig Indvirkning, skulle de paa bestemte Festdage og Timer kunne hæve deres Sind til Andagt; en saadan Indvirkning har den catholske Kirketjeneste, men den taber sig for meget i Ceremonivæsen; det synes her, som om Kirken feilagtigt havde opfattet Læren, at uden vi blive som Børn komme vi ikke i Himlen, thi den betragter ofte sin Menighed som Børn, der see og troe, der mere drømme end tænke.

Enhver Festlighed jeg har seet i Rom indesluttede en i Sandhed smuk Idee eller Tanke, men Udtalelsen af denne blev ofte, om jeg saa kan sige, for meget legemliggjort, man vilde beskueligt fremvise hvad der kun hører hjemme i Følelsens Gebeet, og derved fremtraadte et grelt, karikeret Billede.

Jeg troer, at alle dannede Catholiker have samme Erkjendelse, thi der, hvor min religiøse Følelse ligesom blev saaret, saae jeg aldrig nogen anden Forsamling, end Folk af den allerlaveste Classe, hvis aandelige Begreber stige ned til Barnets.

Der er unægteligt noget Smukt i, at de Christne een Dag om Aaret mindes de første Brødre i Troen, der lede og døde for den, og med deres Blod ligesom beseglede dens Kraft og Hellighed. Catholikerne have saaledes en Fest for Martyrerne, og i Rom er en egen Kirke, en af de prægtigste, indviet dem; kun eengang aarlig aabnes den *),

*) Den 26 December.

Alt straaler da derinde med Lys, og Gulvet, ja selv Veien did er bestrøet med Grønt; men her er Intet givet for at hæve Tanken om Martyrernes Sjæles Storhed, om Kraften hos den Tro, der gav dem Mod til at opofre Livet for den. I grelle Billeder rundt om er Martyrernes Død fremstillet; man seer en Række afskyelige Bøddel-Scener, her blive Brysterne skaarne af en Qvinde, der karter man Een ihjel, her rives Øinene ud, der bliver Een hugget itu, Led for Led, og derpaa stegt eller kogt.

Man vender sig bort fra det Skrækkelige, Tanken føler sig betynget af dette og omfatter dog dette, isledet for at opfyldes af den aandelige Storhed.

Der er noget poetisk Smukt i, at fejre julen, som Børnenes Fest; men saaledes som det skeer i Kirken Ara-celi i Rom, tilintetgjøres Ideens Skjønhed ved dens materielle Udførelse.

Et af Side-Capellerne i Kirkens venstre Gang er aldeles forvandlet til et Theater, med Coulisser, Bagtæppe og Sætstykker. Scenen danner en landlig Egn. Her sidder en Figur, forestillende Madonna, iført virkelige Klæder, paa hendes Skjød hviler, formet af Vox, Jesusbarnet, der straaler med Guld og Juveler; Joseph staaer ved hendes Side, Hyrderne bringe deres Offer; malet paa Pap pranger Gud omgivet af Engle høit i Skyerne.

Foran denne Skueplads, der er godt belyst, holde pavelige Soldater Vagt; et Bord er sat op til een af de nærmeste Piller, og paa dette stille Mødrene deres Børn, og det ganske smaa paa fem eller sex Aar, Barnet opramser da et Digt, der dreier sig om Barn-Jesus eller Julen. Det skeer ikke sjeldent, at den lille Prædikant enten bliver bange og pludselig holder op eller hæver saa komisk sin lille Stemme, saa at den hele Forsamling kommer til at lee.

Det er ikke kun Een der taler, man seer stundom to, ja tre Smaa-Piger stillede op ved Siden af hverandre og paa Vers føre en Dialog om Bambinos Deilighed.
Paa den sjette Januar culminerer denne Fest. Jeg var her dette Aar; det var en regnfuld Dag med Scirocco; den stærke Røgelse inde i Kirken var trykkende, i det den blandedes med Uddunstninger af de hvidløgsspisende Bønder og de pjaltede, skidne Tiggere. Jeg følte mig slet ikke vel herinde. Festligheden skred imidlertid fremad. En lille Pige holdt dristigt sit Foredrag paa Vers; en Messe blev afsjunget, og nu begyndte Processionen igjennem Kirken hen til den lille Skueplads; een af Munkene klattrede op paa den, tog Jesusbarnet ud af Madonnas Arm og steg derpaa ned med det, men i samme Øieblik faldt et heelt Musikchor ind med den meest lystige Musik; Bækner og Trommer løde gjennem Kirken, det var en Marsch, som i en Opera-Buffa! den skulde udtrykke Hjertets Jubel over at Christus-Barnet nu var givet os Mennesker, men mig gjennemisnede denne Vildhed, jeg følte mig afficeret og søgte Udgangen, et Par Bønder, der her vilde gaae over Gangen, hvor Processionen skulde forbi, bleve af to kraftige Munke stødte for Brystet, saa de vege tilbage, mig, som Fremmed, lod de passere, jeg søgte Udgangen, men den hele Procession fulgte i hurtig Marsch efter og var paa den høie Trappe, ligesaa tidlig som jeg; Regnen skyllede ned. Biskoppen hævede Jesus-Barnet i sine Arme for Mængden derude! Alle sank paa Knæ; en Raaben af de nærmeste Munke: "en Paraply! en Paraply, Barnet bliver vaadt!" lød høit for mit Øre. Jeg havde en Følelse, som om jeg gik fra et Guds Tempel, der var vanhelliget. "Fader forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre!" bad jeg uvilkaarlig.

Kirken, Jesus, ja Guds Moder vare mit Hjerte for hellige til disse grelle Ceremonier.

En anden Festlighed maa jeg omtale, der ogsaa fra Tankens Side er christelig smuk, men som i sin Virkeliggjørelse bliver mere comisk end opbyggelig, det er den: at ogsaa Dyrene skulle have Deel i Herrens Naade og Velsignelse.

Paa en bestemt Dag, eller rigtigere, i en bestemt Uge, thi da een Dag ikke slaaer til, er Festligheden udvidet til flere Dage i Rad, fører Bonden sit Æsel, stundom endogsaa sin Griis til St. Antonii Kirke for at de kunne blive overstænkede med Vievand og derved sikkrede mod Sygdomme og Forhexelse. Alle Heste, fra Veturin-Øgene til Pavens eget Forspænd, komme til Kirken; denne staaer aaben og indenfor ere alle Altre besatte med Lys, Gulvet bestrøet med Grønt, Væggene fulde af Billeder, malede al fresco, men daarligt, aldeles uden Phantasi, det er Fremstillinger af den hellige Antonii Fristelses-Historie. Et Sted kommer Djævelen og banker paa hans Dør, et andet Sted staae Djævle, der gjøre Nar af Helgenens Glorie. Hele Pladsen foran Klosteret er opfyldt med Mennesker; her er Motiver for en Genre-Maler! Side om Side holde Vogne med Fremmede, der Alle staae op for at see; ridende Soldater gjøre Gaden ryddelig; nu kommer en Vogn, fyldt med Børn, der ere lyksalige over at Hestene skulle velsignes; nu kommer en anden Vogn med et gammelt, gudfrygtigt Ægtepar, der korse sig dybt idet de gjøre Holdt foran Klosterdøren, hvor Munken staaer og med en almindelig Murerkost stænker Vievand paa Hestene; en Chordreng overrækker Kudsken et Billede af den hellige Antonius, og erholder derfor eet eller flere store Voxlys, hvilke siden indvies i Klosteret og sælges for høi Priis. Det er høist malerisk at see Bønderdrengene paa Hestene, der skulle velsignes, thi de sidde ikke midt paa Ryggen af Dyret, men de sidde ude lige over Bagbenene; brogede Baand flagre fra den spidse Hat; Trøie og Buxer ere saa lappede, at man ikke veed, hvilket Stykke der fra første Færd hører til Klædningen.

Jeg saae denne Gang en gammel Moerlille komme trækkende med et ganske lille Æsel; det havde Silkesløife om Halen, og paa hver Bov var klistret en lille Griis af Guldpapir! Moerlille stod med stor Andagt foran Munken, neiede dybt og korsede sig. Drengene stak imidlertid med lange Pinde det lille Æsel under Halen. Soldaterne maatte komme Dyret og Moerlille til Hjelp. Lige fra Klosterdøren rider i Trav Bonden tvers over Pladsen til eet af de aabne Osterier, sætter med Dyret ind i Stuen, hvor de andre Bønder sidde om de lange Træborde og drikke, for selv at blive Dyr i Dag og faae Adgang til Velsignelsen.*)

*) 1 de samme Dage føres Faarene, der ere pyntede med Sløifer og Guld, til St. Agneses Kirke, udenfor Byens Mure, og erholde der Velsignelse. Legenden fortæller fra Hedenskabets Tid om den hellige Agnese, at hun var lige saa smuk, som uskyldig, og blev derfor, da hun ei vilde afsværge sin christne Tro, ført ind i et Huus, der var indviet Lasten; her fandt Soldater og Vagabonder de letfærdige Qvinder. Til disse blev Agnese nøgen slæbt ind i et Kammer og overgivet to raa Soldater, men i samme Øieblik, fortæller Legenden, blev hendes smukke, lange Haar endnu længere, endnu tættere end før, saa at det som en Kappe hang om hendes Skuldre ned til Fødderne, og idet Soldaterne vilde lægge Haand paa hende, traadte en straalende Engel mellem dem og hende, saa de flygtede og flyede. Ubesmittet fandt hun sin Død paa Baalet. En Kirke, indviet St. Agnese, er nu reist, hvor hiint berygtede Huus laae, og et Capel i Kjælderen betegnes som det Kammer, hvori hun omsvævedes af Engelen. Kirken staaer paa Piazza navona.

Jeg maa paa dette Sted endnu omtale en Festlighed, der vel staaer uden for de kirkelige, men dog slutter sig til disse, det er Sprogfesten i Propaganda, der gives, som det hedder: in onore dei santi re magi. Man kan med lige Ret her, alt eftersom man er i Lune, kalde Propaganda et Verdens Academie eller en Noahs Ark. Her opdrages til Missionærer unge Mennesker fra alle Verdens Kanter. Her ere Børn fra Californien til China, fra Irland til Cap; hver af disse opramse et Digt i deres Modersmaal, men man maa være en Mezzofanti, for at nyde godt-af denne babelske Anthologie.

Der er noget ophøiet og glædeligt i at see, hvorvidt om Jorden den Velsignelse bringende christelige Lære finder Vei, men det gaaer Tilhørerne i Propaganda, som det gaaer Tilskuerne ved de ovenfor omtalte Ceremonier, de faae ikke Ro til at bevare det Ophøiede i Tanken, som Festen i og for sig selv kunde føde, de komme til at smile, og hvor Latteren hersker, der er Andagten borte.

Unge Mænd af Propaganda modtage ved Festligheden Cardinalerne og alle Fremmede; man anvises en Plads, og efter en Indledning, sagt paa Latin, følge nu Digte i 44 Sprog. Jo mindre af disse Tilhørerne forstaae, desmere applaudere de; saaledes hørte jeg denne Gang, at man klappede stærkest for en Æthioper og for to Chinesere; disse Sprog klang meest kaudervelske og vakte meest Latter. Under Foredraget af et tydsk Digt saae jeg to italienske Capuziner-Munke lee af dette for dem curiøse Sprog, saa at de vare nær ved at falde om paa Gulvet.

De meest forskjellige Tungemaal og Dialecter vexle her; stundom gives ogsaa en Sang, der kan være interessant, men aldrig smuk. Indtrykket af den hele Fest er som en burlesk Forestilling, man har saa godt som Intet forstaaet, og derfor leet af hvad der klang os meningsløst.

Imidlertid læser man Aar for Aar i de tydske Aviser om den storartede Virkning af denne Fest, men Virkningen er sandelig kun den - at man leer.*)

*) Den unge Geistlige, en Tydsker, som anviste mig min Plads derinde, talte med megen Begeistring om Festligheden og gjentog flere Gange: "Ja Sligt oplever man kun i Verdens-Staden Rom!" - Denne Yttring, der i sig selv er høist ubetydelig, vilde jeg ikke her omtale, havde ikke en Correspondent for "Allgemeine Zeitung", i en pompøs Skildring af Propaganda Festen, der lagt mig den i Munden, for at vise, hvilken Virkning denne Festlighed havde paa alle Fremmede.

Alle de her omtalte Skikke have gjort et saa dybt Indtryk paa mig, at jeg ikke kunde forbigaae dem, ihvor meget stort og eiendommeligt, jeg forøvrigt lader savne i denne min Billed-Samling fra Rom. Imidlertid vilde disse Blade tynge som en Møllesteen, skulde de kunne forarge een eneste oplyst Catholik, men jeg kan ikke troe det, - jeg har givet Facta, og i Tanken bøjer jeg mig dybt for Alt, hvad der er sandt Helligt hos hver Troende.

Stednavne og personnavne: Santa Maria in Aracoeli,  Sant'Agnese fuori le Mura,