Flere interessante Foredrag har jeg hørt om det Gigantiske i Urverdenens Former, men aldrig begreb jeg disse bedre, end da jeg engang fik at see Skelettet af et Mammuths Dyr, det fyldte en betydelig Plads i den store Gaard, hvor det var henlagt; høit Græs voxte ud af Rygraden og rundt om Sidebenene; man skulde troe, at det var Skroget af et Fartøi og ikke af et Dyr, der engang havde levet.

Et Mammuths-Skrog af en anden Art, et Steenskelet, der bedre end alle Bøger forkynder Roms forsvundne Storhed er Colosseum, det er en Ruin, en utrolig ødelagt Ruin, hele Palladser i Rom ere opførte af dets nedrevne Mure, og dog er her i hvad vi endnu see, en Storhed, som den der findes i Pyramiderne og i Indernes Klippe-Templer.*)

*) Amphitheatret i Verona er endnu saa vel vedligeholdt, at hiin Tids Døde vilde, hvis de kunde staae op og komme her, troe at det kun var nogle Uger siden de sade paa dette Sted; men det hele Theater er dog kun en Unge imod Colosseum: det samme kan siges om Amphitheatret udenfor Capua, det giver vel det bedste Begreb om den Tids Maskineri, men i Storhed forsvinder det ganske for Colosseum.

Hver Søilegang danner store Gader, de sønderbrudte Trappetrin fra Gulvet til den øverste Karnis er et heelt Klippe-Parti med Græs og Krat, det er en Skraaning, der kunde bære en lille Stad; hist og her deroppe er klinet et Huus med smaa, skjæve Vinduer, derindenfor boe Mennesker.

Den hele Ruin danner en aaben Kirke med mange Altre, Korset staaer midt under Guds klare Himmel; Capuzinermunkene vandre her hver Fredag i Procession, og een af Brødrene holder en Prædiken, her, hvor fordum de vilde Dyr brølte, her hvor Gladiatorerne brødes og uden Smertes-Skrig udaandede Sjælen. Hist paa den solbelyste Skraaning, hvor nu den brogede Fiirbeen i Ro udklækker sin Yngel, sad Roms Keiser med sine purpurklædte Hofmænd, her, hvor nu den pjaltede Tigger har sin Plads, vaiede Vestalindernes hvide Slør.

Ved Fuldmaanens Lys bør man første Gang træde herind, det er en Tragedie, formet af Steen, vi da opfatte. Ved Fakkelblus bør man gjennemvandre disse mægtige Buer, stige op til den øverste, hvor ikke Stene, men Klippe-Blokke danne Murene. Hvilken Dødsstilhed! hvilken Storhed! - Fakkelskjæret falder paa Spindelvævet i Krogene, hvor Fluen spræller, men vi tænke ikke derpaa, vi tænke ikke paa Hverdags-Livets Jammer; Stenene om os have Stemmer, Stjernerne ovenover staae i Forbund med dem, i store Omgivelser føler Sjælen sig stor, Colosseum prædiker for os om Verdens-Livet, om Menneskeslægternes Storhed og Afmagt, saa at Sjælen opløftes og ydmyges.