| 
												En 
												Digters Bazar af H.C. Andersen  
												 | 
											 
											
												| - Hans Christian Andersen: En Digters Bazar 
									- A Poet's Bazaar 1842 | 
											 
											
												| Italien: 
												Colosseum 2-16 | 
											 
										 
									 
									
									  
									
									Flere interessante Foredrag har jeg hørt om 
									det Gigantiske i Urverdenens Former, men 
									aldrig begreb jeg disse bedre, end da jeg 
									engang fik at see Skelettet af et 
									Mammuths Dyr, det fyldte en betydelig Plads 
									i den store Gaard, hvor det var henlagt; 
									høit Græs voxte ud af Rygraden og rundt om 
									Sidebenene; man skulde troe, at det var 
									Skroget af et Fartøi og ikke af et Dyr, der 
									engang havde levet. 
									
									 
									Et Mammuths-Skrog af en anden Art, et 
									Steenskelet, der bedre end alle Bøger 
									forkynder Roms forsvundne Storhed er 
									Colosseum, det er en Ruin, en utrolig 
									ødelagt Ruin, hele Palladser i Rom ere 
									opførte af dets nedrevne Mure, og dog er her 
									i hvad vi endnu see, en Storhed, som den der 
									findes i Pyramiderne og i Indernes 
									Klippe-Templer.*)  
									
									  
									
									*) Amphitheatret i Verona er endnu saa vel 
									vedligeholdt, at hiin Tids Døde vilde, hvis 
									de kunde staae op og komme her, troe at det 
									kun var nogle Uger siden de sade paa dette 
									Sted; men det hele Theater er dog kun en 
									Unge imod Colosseum: det samme kan siges om 
									Amphitheatret udenfor Capua, det giver vel 
									det bedste Begreb om den Tids Maskineri, men 
									i Storhed forsvinder det ganske for 
									Colosseum. 
									
									  
									
									Hver Søilegang danner 
									store Gader, de sønderbrudte Trappetrin fra 
									Gulvet til den øverste Karnis er et heelt 
									Klippe-Parti med Græs og Krat, det er en 
									Skraaning, der kunde bære en lille Stad; 
									hist og her deroppe er klinet et Huus med 
									smaa, skjæve Vinduer, derindenfor boe 
									Mennesker. 
									
									 
									Den hele Ruin danner en aaben Kirke med 
									mange Altre, Korset staaer midt under Guds 
									klare Himmel; Capuzinermunkene vandre her 
									hver Fredag i Procession, og een af Brødrene 
									holder en Prædiken, her, hvor fordum de 
									vilde Dyr brølte, her hvor Gladiatorerne 
									brødes og uden Smertes-Skrig udaandede 
									Sjælen. Hist paa den solbelyste
									Skraaning, hvor nu den brogede Fiirbeen i Ro 
									udklækker sin Yngel, sad Roms Keiser med 
									sine purpurklædte Hofmænd, her, hvor nu den 
									pjaltede Tigger har sin Plads, vaiede 
									Vestalindernes hvide Slør. 
									
									 
									Ved Fuldmaanens Lys bør man første Gang 
									træde herind, det er en Tragedie, formet af 
									Steen, vi da opfatte. Ved Fakkelblus bør man 
									gjennemvandre disse mægtige Buer, stige op 
									til den øverste, hvor ikke Stene, men 
									Klippe-Blokke danne Murene. Hvilken 
									Dødsstilhed! hvilken Storhed! - 
									Fakkelskjæret falder paa Spindelvævet i 
									Krogene, hvor Fluen spræller, men vi tænke 
									ikke derpaa, vi tænke ikke paa 
									Hverdags-Livets Jammer; Stenene om os have 
									Stemmer, Stjernerne ovenover staae i Forbund 
									med dem, i store Omgivelser føler Sjælen sig 
									stor, Colosseum prædiker for os om 
									Verdens-Livet, om Menneskeslægternes Storhed 
									og Afmagt, saa at Sjælen opløftes og 
									ydmyges. 
									 |