Hvad der gjør det romerske Carneval saa levende og eiendommeligt rigt, fremfor den samme Lystighed paa ethvert andet Sted, grunder sig i, at her er Carnevals-Festen paa Gaderne indskrænket til sex Dage, og paa enhver af disse ingen til tre Timer. Kun il corso og de nærmeste Sidegader danne Scenen for denne Folke-Glæde. Alt concentrerer sig, baade Tid og Sted. Lystigheden er her en Champagne-Straale, Bægeret skummer, det tømmes strax og - saa følger Fasten.

Goethe har saa beskueligt skildret os det romerske Carneval, der Aar for Aar, med ubetydelige Variationer, er det samme, at Ingen kan gjøre det bedre, hver ny Beskrivelse er altsaa overflødig; jeg vil heller ingen give; kun for nogenlunde at fuldstændiggjøre mit Billede af Rom, lægge en lille Skizze herind i Bogen, Enkelthederne tilhøre ganske Carnevalet 1841.
 

Med Purpur og Guld sidder i Capitoliet Senatoren, omgivet af spragletklædte Pager, en Deputation af Jøder indfinde sig og bede om Tilladelse til endnu eet Aar at turde boe i det dem anviste Qvarteer: Ghetto; de erholde denne Tilladelse, Senatoren sætter sig i en Glas-Karreet, Capitoliets gamle Klokker ringe, dette er Tegnet, at Carnevalet begynder, Karreeten kjører i Fod-Gang ned mod piazza del popolo, og bag efter den mylrer nu frem af Paladser, Huse og Kipper, en Vrimmel af Mennesker. Men overalt hersker den største Orden, enhver Dame tør frit i Mandfolke-Dragt vove sig ud, det falder Ingen ind at fornærme hende, eller gjøre det mindste Tegn, der kunde vække hendes Undseelse. Moersomt er det at see, hvorledes fattige Folk vide at hjelpe sig til at faae en Carnevalsdragt; de sye deres Klæder aldeles over med Salat, den har de paa Skoene, den har de som Paryk paa Hovedet; Mand og Kone, sommetider Børnene med, ere ganske klædte i Salat. En Apelsinskal er skaaret ud, og anbragt som Briller, det er den hele Pynt, og nok saa gravitetisk, med en kongelig Holdning, vandrer det fattige Ægtepar gjennem Gaderne.

Fra piazza del popolo, begiver Senatoren sig med Følge op af il torso. Alle Vinduer og alle Balconer ere her drapperede med røde, blaae og gule Silketepper; overalt er der opfyldt med Mennesker, og en stor Deel er i Costume med og uden Maske. Langs Husene staae, tæt op til Væggen, smaa Rørstole eller Bænke, der leies ud, og hvor de mere Stilfærdige tage Plads. Den ene Række Vogne kjører nedad, den anden opad, og som oftest er baade Vogn og Heste pyntede med Grønt og flagrende Baand; man seer ofte Kudskene, gamle Karle, med ægte italienske Physiognomier, være klædte ud som Damer, en Mops sidder som Svøbelsebarn eller Jomfru ved Siden af. Andre Vogne ere udstaferede til Dampskibe og have en Besætning af eensklædte Matroser eller militaire Piger; naar to saadanne Fartøier mødes, opstaaer strax en voldsom Kamp, i hvilken Confetti *)

*) Confetti ere røde og hvide Kugler, saa store som Ærter, og gjorte af Gips.

regne ned, ikke kastede med Haanden, men øste ud af store Skaaler. Paa Fortougene, og mellem Vognene selv, bevæger sig den store Menneskevrimmel. Mødes to Pulcineller eller Arlecchiner, da tage de hinanden under Armen, og med Huien og Skrigen styrte de frem; beslægtede Masker slutte sig til, snart er det en heel Skare, der jubilerende baner sig Vei mellem Kjørende og Gaaende, det er som om en brusende Vandhose farer hen over et sagte bevæget Hav. Ved Solnedgang lyder Kanonskud, Vognene trække om i Sidegaderne; Soldaterne, der have været posterede i nogen Afstand fra hinanden, samles nu under en Marsch gjennem Gaden; Rytterne ride langsomt bagefter, anden Gang ride de hurtigere, og tredie Gang gaaer det i fuld Karriere; det er Tegnet, at nu vil Veddeløbet begynde.

Paa piazza del popolo ere høie Tribuner reiste, et Toug spændt over Gaden og bag dette holde sex til syv halv vilde Heste, behængte med Jernplader, der vende Piggene indad, og paa Ryggen besatte med brændende Svamp.

Touger falder, Hestene jage afsted, Silkebaand og Glimmer-Guld paa Manke og Side rasle og flagre. "Cavalli! Cavalli!" lyder det i vilde Skrig fra den utallige Mængde, og denne aabner Plads for de fremad styrtende Heste, der blive endnu mere sky ved Skriget; de bruse forbi, og Gaden bag ved dem lukkes igjen af den uhyre Mennesketrængsel.

Før Hestene have naaet Maalet ere de som oftest saa udmattede, at de komme kun i jevnt Trav; imidlertid er dog den yderste Deel af Gaden aflukket med store Tepper, der i Afstand, det ene bag det andet, ere ophængte fra Huus til Huus. Vare Hestene endnu i vild Flugt, de vilde dog standses her, indviklede i disse Drapperier.

Det tager sig meget komisk ud, naar, kort før Veddeløbet, tilfældigviis en Hund er sluppet ind paa en Strækning af Gaden, der er gjort ryddelig, og nu de nærmeste Folk faae Lyst at jage Hunden, thi da følger den hele Række Exemplet, og Hunden maa afsted den lange Gade igjennem, Skrig, Klappen i Hænderne fra begge Sider holder den midt ude paa Gaden! der er en Jubel! den arme Hund maa gjøre Veddeløb, og er det nu en tyk, feed Hund, seer det ligesaa ynkeligt som komisk ud, den kan neppe løfte Benene og maa dog i Gallop! i Gallop!

Livligt er det i Carnevals-Tiden at komme, ud paa Aftenen, ind i Osterierne, hvor man tidt træffer et heelt Selskab af lystige Masker, der drikke deres Foglietta, improvisere en Vise, eller dandse Saltarello; i Gaderne komme hele Skarer med Sang og Tambouriner, en brændende Fakkel bæres foran. I deres Maske-Dragt tage de til Theatrene, især til de mindre, og Publicum spiller her lige saa meget som Skuespillerne. Jeg fulgte efter en saadan Skare til Teatro Alibert; omtrent Trediedelen af Tilskuerne vare i Costume: Riddere i Rustning, Blomsterpiger, Arlecchiner og græske Guder sad mellem os andre hverdagsklædte Folk. Een af de største Loger i første Etage var ganske opfyldt med unge, nydelige Romerinder, alle klædte som Piero, men uden Maske og uden Sminke, de vare saa livsglade, saa smukke, det var en Lyst at see, men de drog rigtignok hele Opmærksomheden fra Skuepladsen, her blev givet en yndet Tragedie: Byron i Venedig, Engelland og Messulungi! den var meget rørende, men Publicum var lystigt! oppe i Galleriet sad en simpel Karl med et tykt, sort Skjæg, iøvrigt klædt som Bondepige, han agerede rørt over Stykket, drapperede Logen snart med sit Forklæde, snart med sit Skjørt, tørrede Øinene og applauderede! Publicums Øine vare mere hos ham end hos Byron i Missoulungi.

Den sidste Carnevals-Dag er altid den lystigste, den ender med Bouquetten af den hele Fest, det glimrende, prægtige Moccolo. Det var særdeles livligt dette Aar *);

*) 1841; Carnevalets sidste Dag var da den 25 Februar.

her kom et udklædt Ægtepar paa favnehøie Stylter, dristigt bevægede de sig mellem Vogne og Spadserende, her brølede to, klædte ud som Bjørne, den ene hvid, den anden kulsort, begge lænkede til hinanden, dem fulgte en Møller lænket til en Skorsteensfeier. Her hoppede en Mand med Lotterinumere; hans Hat endte i en Blære. Der kom en anden med et Orgel paa en Karre; ud af hver Pibe stak en levende Kat sit Hoved og skreg jammerligt, thi Manden havde en lille Snor i Halen paa hver, og saaledes spillede han. Een Vogn var pyntet som en Blomsterthrone og paa den sad en Minnestrel; Harpen stod fast, men oven over den var et Lykkehjul med mange Flag, det dreiede i Vinden. En anden Vogn forestillede en gigantisk Violoncel, paa hver Stræng red en Carricatur, Qvinten bar en lille fin Jomfru, og alle fire Strænge sang i høien Sky, alt som Spillemanden, der stod ved Siden af Violinen, strøg Personen over Ryggen med sin Bue.

Gjennem den lange Gade regnede det ned med Confetti og Blomster, dog meest med Blomster, thi dette Aars Februar svulmede med Violer og Anemoner. Jeg saae Don Miguel, den virkelige Don Miguel, vandre civilklædt mellem Trængselen, han fik en Haandfuld Confetti. Dronning Christina af Spanien havde en Plads paa en Balcon; Confetti og Blomster vare hendes Vaaben. - Nu lød Tegnet til Hestenes Løb, denne Dag blev en af Tilskuerne dræbt af de jagede Heste; sligt skeer aarligt; Liget blev bragt til Side, Lystigheden brusede fort. "Moccoli! moccoli!" gjenlød det, og i et Nu strakte sig fra alle Vinduer, fra alle Balconer, ja oppe fra Taget selv, lange Rør, Stokke og Stænger, besatte med smaa, brændende Voxstabler. De Kjørende, der under Hesteløbet havde maattet holde i Sidegaderne, fyldte atter il corso, men Hestene, Kudskens Hat, hans Pidsk, Alt var besat med brændende Voxstabler; hver Dame i Vognene holdt sit Lys og søgte at beskjærme dette for det modsatte Partie, der stræbte at slukke! - Stokke med Lommetørklæder flagede i Luften. Et Skrig, en Raaben, hvorom Ingen, der ei hører det, har Begreb, bedøvede alle Ører: "sensa moccolo! sensa moccolo!" Smaa Papirs-Balloner med Lys i svævede ned mellem Trængselen, det var i den uhyre Gade, som om alle Himlens Stjerner, Melkeveien ikke at forglemme, gjorde en Vandring gjennem il corso! Luften var som ophedet af Lysene; Ørene bleve bedøvede af Raaben. Alt var det vildeste Bacchanal - og atter i et Nu slukkedes Lys for Lys, man saae det sidste, og det blev mørkt, det blev stille, Kirkeklokken ringede, den lange Faste begyndte.
Næste Morgen kjørte den ene velbepakkede Vogn efter den anden bort med de Fremmede, bort fra det dødstille Rom, hvor alle Gallerierne vare lukkede, alle Billeder paa Altrene dækkede med sorte Tæpper. - -
 

Det gik til Neapel.

Stednavne og personnavne: Missoulungi, England,