Man har faget Reisebeskrivelser paa saa mange Maader, men som Dialog troer jeg endnu ikke.

Den 24 Februar 1841 kjørte i den tidlige Morgenstund fra Rom, ud af porta sanct Giovanni, en vel bepakket Reisevogn trukket af to almindelige Øg og en Forløber, saa smuk, saa livlig og ildfuld - det var Pegasus selv, og ganske rimeligt var det, at den havde ladet sig spænde for, thi inde i Vognen sad der to Poeter, desuden en geistlig Sanger, saa livlig, saa ungdomsglad, lige sluppet ud af Klostret, for i Neapel at studere Generalbas. Allerede i Albano kastede han Munkekutten og trak den sorte Cavalier-Kjole paa; han kunde næsten ogsaa gjælde for en Poet; og saa var der en Signora, der sværmede for Poesi og Poeter, men hun kunde ikke teale at kjøre baglænds. Det var, som man hører, et Selskab, meget anstændigt for Pegasus at trække. De toge Veien til Neapel; nu skulle vi høre Dialogen.

Første Dag-Reise

Pegasus.

Over antike Veie, forbi milelange Vandledninger, der kneise, som Colonner til et Slots Forhal, forbi buskbegroede murede Grave, gaaer Veien til Albano. En Capuziner med Tiggerposen paa Nakken var den Eneste vi mødte. Vi nærme os Ascanii Grav! som en mægtig Muurcolos tæt ved Veien kneiser den med Græs og Buske! Synger dog derom I Digtere der i Vognen, synger om Roms Campagne!

Veturinhestene.

Vil Du see til Du ogsaa trækker! hvad skal de Spring betyde. Nu gaaer det opad. I Albano bede vi hele to Timer, Havren er god, Stalden er stor. Ak vi have langt, før vi komme til Hvile i Aften! -

Pegasus.

Vi ore i Albano! her i Gaden er et Huus, vi komme det tæt forbi, det er lille, kun to Etager, ganske smalt; Døren aabnes, en Jæger træder ud, han har blege Kinder, kulsorte Øine! det er Don Miguel, Ex-Kongen af Portugal, der kunde gjøres et Digt derom! hører det I Poeter i Vognen! nei de høre det ikke, den Ene er nydelig for Signora, den anden sidder med Tanken i en Tragedie.

Veturinhestene.

Nu have vi bedet! lad os nu see at komme afsted! Veien er lang, op og ned! see dog ikke paa de Stene, det er Horatiernes Grav; det er en gammel Historie. Gaae til!

Pegasus.

Hvilke prægtige Træer! hvilke Ranker af Eviggrønt! dybt mellem Fjelde gaaer Veien, Kilderne pladske, og høit paa Bjerget mellem Træernes Kroner kneiser Aricias mægtige Kirke-Kuppel! Klokkerne ringe. Ved Veien staaer et Kors, deilige Piger vandre forbi, neie for Korset og læse deres Rosenkrands. Vi nærme os Genzano, Poeterne stige af Vognen, de ville see Nemi-Søen, som der eengang var et Krater! ja det er en ældre Historie end den om Horatierne! lad os løbe afsted, mens Poeterne sværme; i Velletri kunne de jo indhente os! vi ville løbe! -
 

Veturinhestene.

Han er ligesom han er gal, den forreste Hest! han kan ikke staae, han kan ikke gaae! jeg synes dog, han er gammel nok til at have lært det.

Pegasus.

Dybt under os ligge de grønne, græsgroede Sumpe og Circes Klippeø ved Havet! vi ere i Cisterna, den lille By, hvor Apostlen Paulus blev modtaget af Vennerne fra Rom, da han nærmede sig denne Stad. Synger derom I Poeter. Aftenen er smuk, Stjernerne funkle; der er en deflig Pige i Cisternas Vertshuus, see paa hende I Poeter, og syng om Ild-Lilien i Sumpene.

Anden Dag-Reise.

Veturinhestene.

Gaae nu bare lidt sindigt! ikke i Gallop! forud kjører en Vogn! den maae vi ikke komme forbi! hørte Du ikke selv, der ere tydske Damer i Vognen, de have ingen Herre med, og have bedt om at være i vort Selskab, da de ere bange for Røvere! her er ei sikkert! vi hørte her for Aar og Dag siden Kuglen pibe os forbi.

Pegasus.

Regnen skyller ned! Alt staaer i Vand rundt om! Rørhytterne synes at skulle seile fra de oversvømmede, grønne Øer. Lad os løbe løbsk! Veien er saa jevn! derhenne ligger et prægtigt Kloster, Munkene ere borte, Sumpdunsterne joge dem væk, Klostret staaer med grønt Skimmel paa Muur og Marmorcolonner, Græs voxer nede paa Gulvet, Flaggermusene flyve under Cuppelen. Vi løbe ind ad den aabne Port, midt ind i Kirken og standse der! saa skulle I see, hvorledes Damen, vi træffe, er blevet et deiligt Marmor-Billed af Skræk! saa skulle I høre vor Capelmester synge, hans Stemme er smuk, han synger en Hymne for sin Frelse! og begge Poeterne fortælle al Verden om det livsfarlige Eventyr i de pontinske Sumpe!

Veturinhestene.

Tag Dig i Agt for Pidsken! Hold Dig midt paa Veien! snart ere vi i Terracina, der skulle vi hvile, og paa Grændsen skulle vi hvile, og ved Doganen skulle vi hvile! Det er det Bedste ved den hele Reise!

Pegasus.

Solen skinner paa de rødgule Klipper, Sumpene ligge bag os! tre høie Palmer staae tæt ved Veien! vi ere i Terracina! hvor blev vort Selskab af? Den ene Poet gik op ad Fjeldet mellem de høie Cacter, uden om ere Haver med Citron- og Apelsintræer, hver Green bugner af den gule, skinnende Frugt; han stiger op til Ruinen af Theodoriks Borg, seer mod Norden ud over de græsgroede Sumpe, og hans Hjerte synger:

" - min Viv,
Min faure, duftende Rose!
Og Du min Pusling! mit Alt, mit Liv,

Min Øiesteen og mit Tidsfordriv

 - Du Knop paa min Rose!" *)

*) H. P. Holst.

Men den anden Poet sidder nede ved Havet, ja ude i Havet paa de mægtige Klippestykker, han væder sine Læber med de salte Draaber og jubler: Du svulmende Hav, du blikstille Hav. Du favner, som jeg, den hele Jord, den er din Brud, den er din Musa! om den synger Du i Stormen! i din Hvile drømmer Du om Himlen! Du klare, du gjennemsigtige Hav! - "

Veturinhestene.

Det var rigtig god Havre vi fik i Terracina! Veien var ogsaa ganske brav, og vi holdt saa deiligt længe ved Doganen i Fondi! see nu gaaer det op ad Bjergene! hvad de skulle til! - først op, saa ned! jo det er en rar Fornøielse!

Pegasus.

Grædepilene bæve i Vinden! som en Slange bugter sig op ad Bjergsiden Veien forbi forfaldne Forskandsninger og Olieskove bestraalede af den røde Aftensol! En malerisk By paa Fjeldet over os og Færdsel af Bønder hernede paa Veien! der er Poesi i disse Bjerge! Kom herhid, hvo der kunne synge! sid op paa min Ryg! mine Poeter der i Vognen sidde og dovne! Vi flyve afsted i den stille, den stjerneklare Aften, afsted forbi de cyklopiske Mure, hvor det tætte Epheu hænger som Drapperier over Hulerne, der maaskee skjule en Røver! afsted forbi de hensmuldrede Grave hvor Cicero faldt for Mordernes Dolke! vi nærme os mellem høie Laurbærhækken og skinnende Citroner hans Villa; i Mola di Gaeta drømme vi i Nat!

Veturinhestene.

Det var rigtignok en allerhelvedes Vei! Hvor jeg skal spise! hvor jeg skal drikke! Er kun Havren god! er kun Vandet friskt, gid vi hver maa finde vor Krybbe.

Tredie Dag-Reise.
 

Pegasus.
 

Under Orangernes Løvtag sad den smukke Signora, een af Poeterne læste høit italienske Digte, smukke og klangfulde; Capelmesteren bøiede sig op til det høie Citrontræ, hørte efter, og saae i det samme mellem Cypresserne ud paa Havet, hvor Solstraalerne faldt paa Skibenes hvide Seil! den anden Poet løb paa Marken, plukkede røde Anemoner, bandt Krandse, tog imellem en funklende Appelsin, tog to, og de sprang som Guldæbler i den rene Luft! der var Fest i hans Hjerte, der var Sang paa hans Læber! han følte: "jeg er igjen i Italien!" I Stalden stode Hestene, hver med Hovedet i Krybben, de havde det også godt; men hvor jeg stod, jeg Pegasus, var en Laage paa Muren og Laagen var aaben; jeg stak mit Hoved ud, saae over Citrontræernes Toppe og de mørke Cypresser, den hvide By paa Istmen i Havet, og jeg vrinskede, saa jeg troer Poeterne maatte kjende mig paa min Vrinsken.

Veturinhestene.

Saa, nu gaaer det da afsted igjen! til Santa Agatha, der er Foderet godt! og derpaa til Capua, den stærke Fæstning med det daarlige Vand! men saa lider det mod Enden af Reisen.

Pegasus.

Hvor dog Bjergene ere blaae, hvor Havet er blaat, og Himlen har ogsaa sin egen straalende Blaahed, det er een Farve i tre Nuancer, det er Kjærlighed udtalt i tre forskejllige Sprog. See, hvor Stjernerne funkle, see, hvor Byen foran os straaler med Lys, det er Napoli, den deilige By, den levende By, Napoli, Napoli!"
 

Og saa vare vi i Neapel!

Stednavne og personnavne: Porta San Giovanni