I den tidlige Morgenstund hørte jeg Ankeret falde; jeg gik op paa Dækket, vi laae i Piræus-Bugten, den saae ud som en lille Indsø; Øen Ægina, over hvis Bjerge reiste sig endnu høiere Bjerge paa Morea, det ene mere dristigt end det andet, syntes at lukke Indløbet, der var noget smalt; to svømmende Tønder tjene som Sømærker og om Aftenen bærer hver en Lygte som Fyr. Jeg talte i Piræus omtrent 130 Huse; bag disse, og bag en stenet, guul Jordbund og graagrønne Olietræer hævede sig Lykabettos og det lavere liggende Akropolis; Bjergene Hymettos og Pentelikon sluttede Landskabet, der har et stenet, haardt Udseende, "det stenede Attika", sagde ogsaa de Gamle. - Til Venstre laae en lille Halvø med nogle Buske, en høitliggende Veirmølle og den nye Qvarantaine-Bygning, til Høire strakte sig en nøgen, stenet Slette ud til Parnes-Bjergene, hvis deels bølgeformede, deels brudte Linier var af stor malerisk Virkning.

I denne Bugt, hvor Themistokles aarlig lod 60 Galeier løbe af Stabelen, laae nu kun et Par smaa græske Skibe og een Baad, derimod endeel store, engelske, franske og østerrigske Fartøier, samt to Dampskibe foruden vort; pyntede Grækere roede os forbi og opad Dagen kom en Baad med Danske, som ønskede mig Velkommen! *)

*) Professor Køppen, der er ansat som Lærer ved Militairskolen i Piræus, var den første jeg kjendte.

der var meget at høre, meget at besvare! danske Tunger udtalte Kjærlighed for Danmark, Begeistring for Grækenland; men kun i Afstand kunde vi tale, vort Skib laae under Qvarantaine, først om Morgenen paa tredie Dag vilde den være endt.
 

Dagen gled hurtigt hen og med Aftenen begyndte et Skuespil, som jeg aldrig har seet det, og som Ingen kan gjengive i Farver eller Ord. Bjergene Hymettos og Pentelikon, der ved Daglyset havde et graaligt Udseende, bleve ved Solnedgang røde, som vare de byggede af alle Grækenlands Roser; den hele Dal fik et blegrødt Skjær, dog ikke saaledes som om man saae Dalen gjennem et rosenfarvel Slør, nei, her var ingen Spor af luftig Taage, alle Gjenstande laae saa klare, saa forunderligt nær, og dog følte Øiet, at de vare milevidt borte. Ægina og Bjergene paa Morea havde en mere lilla Farve; den ene Bjergrække der hævede sig bag den anden, hver i sin Fortoning fra det rødblege til det sorteblaa. Nu sank Solen, Signalskuddet lød, Flagene faldt - hvilken Eensomhed! intet Træ, ingen Busk at øine! hvilken Stilhed inde mellem disse Bjerge, hvilken Ro over denne udstrakte Slette, hvilken Gjennemsigtighed i denne Luft. Jupiter funklede allerede uendeligt høir deroppe, Carlsvognen syntes endnu længere borte, men alt som jeg betragtede den, rullede den med Natten nærmere, Stjernerne mylrede frem, fleer og fleer, som om det uhyre Rum vilde fyldes med Kloder, som om den blaa Grund skulde fortrænges af eet straalende Lys. Stjernerne skinnede i Luften, de skinnede i Vandet, med Ædelstenenes blaalige Skjær. Fra Piræus lød Matrosernes Sang; et Blus var tændt ved Stranden; Folk gik med Lys i Hænderne udenfor Husene; en enkelt Gang hørte man en Aare pladske i Vandet, idet en Baad roedes forbi, ellers var Alt stille; selv Maagerne, der skrigende havde omkredset os, vare gaaede til Ro.
 

Hvilken Guds Kirke med Monumenter, Grave og store Minder! Aftenens Stilhed var den skjønneste Sjælemesse over de Døde.
 

Stednavne og personnavne: Lycabettus