H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

En Digters Bazar af H.C. Andersen  
- Hans Christian Andersen: En Digters Bazar - A Poet's Bazaar 1842
Grækenland: Akropolis 3-05

 

Denne fritstaaende Klippe med sine Marmor-Ruiner er Hjertet af det gamle Athen, dens Erindringer strække sig ind i en fabelagtig Tid. Da Arons Mandelstav blomstrede, skjød her Athener Laurbær-Træ unge Skud og Neptuns Saltkilde sprudlede frem af Fjeldet. *)

 

*) 1400 Aar før Christi Fødsel førte Cecrops en Coloni fra Sais til Grækenland og reisse paa Fjeldet her Borgen Cecropia. Cecrops og Erecteus Grave fandtes her. Paa Perikles's Tid blev det nuværende Parthenon opført af Phidias og Bygmestrene Iktinos og Kallikratides.

 

For Enden af den brede Æolusgade strækker sig en Plads, ujevn, som den maa være ved dens nedrevne Leerhytter og omstyrtede Mure, op af Græsset her, halv udgravet, hæver sig Vindenes Taarn, hvor i Tyrketiden Derwischerne boede, to høie Cypresser pege sørgende mod Himlen; et tyrkisk Badehuus med mange Kupler, en eensom Palme og en pladskende Kilde ud af en gammel Muur, er det meest Maleriske i den nærmeste Omgivning.


Jeg vandrede over Pladsen; ved Kilden stod en smuk Græker-pige med sin Leerkrukke paa Skulderen, det var et lille Maleri, men et mere storartet laae for mig; ovenover de uregelmæssigt henkastede Huse foran hævede sig op mod Kalkklippen en grøn Bakke, hvor en Flok Faar græssede i Selskab med fem à sex unge Kameler, der løftede deres lange Halse iveiret og udvidede stolt Næseborene idet de sloge med Nakken, Ruinen af en ødelagt Fæstnings-Muur strakte sig over denne Grønning, Stien snoede sig langs med den over Gruus og Steen, forbi dybe Brønde, uden Rækværk, den ene tæt ved den anden; jeg fulgte denne Sti, og snart laae By og Huse bag ved mig.


Hver Plet er her historisk, ved hvert Skridt træder man her paa en ved Minder hellig Jordbund; det mægtige Klippestykke til Venstre, der synes ved store Naturkræfter løsrevet fra Akropolis, er Stedet, hvor Apostlen Paulus talte til Athenienserne; nu sad en eensom Hyrde der med sine to Hunde og saae ud over den udstrakte Slette, hvor Olieskovene groe men kun flygtigt betragtede jeg dette Maleri, let gled mit Øie hen over Klippegrunden med de udhugne Trappetrin, Stedet hvor Solon og Plato have talt; Akropolis var Maalet for min Vandring, Akropolis havde al min Tanke, kun det udstrakte Hav og Moreas maleriske Bjerge standsede mig en enkelt Gang.


Gjennem en aaben Port, hvis gamle, jernbeslagne Dør hang paa det ene Hængsel, traadte jeg indenfor Befæstnings-Muren fra Tyrkernes Tid; et Par Liigstene af Marmor med Indskrift tjene til Karnis for Porten. Lige nedenunder ligger endnu, med høie Buer af mægtige Qvaderstene, dannende en Halvcirkel, det saakaldte Herodes-Theater.


Endnu en lille Forgaard, dannet af ødelagte Fæstningsværker maatte jeg gjennemvandre; et Seilgarns Baand hang paa den skrøbelige Port, Træklinken sprang op, og jeg stod i en noget større Gaard, hvor man af sønderbrudte Marmor-Søiler, lemlæstede Basreliefs og Muursteens Brokker havde opført et lille Vagthuus; græske Soldater, halv paaklædte, Enkelte med den grove Militairfrakke løst kastet over Skuldrene, laae i forskjellige Grupper og røg deres Papirs-Cigar; En spillede Mandolin og sang en græsk Vise. Et Par Skridt endnu og Veien gaaer mellem opdyngede Marmorblokke, omstyrtede Colonner; den ubevingede Seiersgudindes Tempel, de mægtige Propylæer og et faldefærdigt gothisk Taarn fra Middelalderen ligger for os.


Denne Opgang er og har altid været den eneste, som førte til Akropolis, fra alle andre Sider hæve Klipperne sig steilt, og stærke Mure øverst oppe gjorde det end mere utilgjængeligt.


Under Tyrkerne vare Propylæernes Søilegange tilmurede og udgjorde en Deel af Batteriet, nu staae de riflede Marmorcolonner frit, og knuste Marmorbilleder, opgravne af Gruset, ere opstillede i Række paa det sneehvide Gulv. Det blæste stærkt heroppe, Vinden susede mellem de mægtige Søiler, der i Sollyset kastede deres Skygger.


Jeg traadte gjennem Propylæerne og stod nu paa en Plads, forstyrret, ødelagt, som jeg aldrig har seer Sligt. Det var som et jordskjælv havde rystet de gigantiske Colonner og Carnisser mellem hinanden; her var egentlig ikke længer Vei eller Sti; jeg gik over Rudera af ødelagte Leerhytter fra Tyrkernes Tid, hvor Græs og Acanthus Skjød frodigt op; hist og her saaes ødelagte Cisterner, hist og her stode Bræde-Skuur, i hvilke man havde henkastet Menneskeknokler og opstillet Vaser, Basreliefs og Gibs-Afstøbninger; her laae rustne, søndersprængte Bomber fra Venetianernes Tid; nogle Heste gik paa Græs heroppe; og som i en Gruus-Grav til Venstre stod Erecteus-Templet med sine Caryatide; en faldefærdig Muursøile fylder Pladsen for den Caryatide, som Elgin har røvet for det engelske Museum. Skelettet af et Æsel laae foran de udgravede Marmortrin. Lidt til Høire viste sig Parthenon, Pragtruinen paa Akropolis, der ved sin Storhed, Stiil og sine Reliefs endnu forbauser! det er et Tempel for alle Templer, men hver Søile barbarisk sønderskudt, hvert Basrelief i Frontespice og Frise lemlæstet; og dog er det forbausende, hvor meget det er her staaer endnu; under Venetianernes Beleiring fløi en Deel med Krudtmagasinet i Luften, i Frihedskrigen var Parthenon Maalet for Kugler og Bomber! og dog have disse Rester endnu en Storhed, man kun begriber, ved at staae her mellem disse pragtfulde Colonner, der bære Kjæmpeblokke af Marmor, som var det kun et svævende Bjælkeværk. En faldefærdig Moskee ligger paa tværs inde i Templet, den tjener nu som Skuur over Guders og Keiseres Marmorbilleder! Paa den Side, som vender ud til Havet, har Tiden givet Søilerne et rødguult Anstrøg, men de andre og fleste staae saa hvide, som de i Aar vare huggede i Paros's Marmorgrube.


Hele Tempelruinen laae i det stærkeste Sollys, idet jeg traadte herind, og som Baggrund hævede sig hiin Side Dalen Bjerget Hymettos, over hvis guulgraa Steenmasse, uden Spor af Vegetation, en mørk Sky kastede sin Slagskygge. Evige Gud, at dog alle Mennesker kunde see denne Storhed og Herlighed. Tanken bliver stor i store Omgivelser! hver smaalig Følelse var død i mit Bryst, jeg var opfyldt med en Glæde, en Ro, en Lyksalighed, og jeg bøiede mine Knæ i den store Eensomhed.


Faa Skridt fra mig, mellem de sprængte Marmorblokke, hvor den vilde Tidsel Skjød frem, laae Menneskeknokler, man havde henkastet et Dødningehoved paa den hvide Marmorblok; det gjorde et forunderligt mægtigt Indtryk paa mig! Taarerne strømmede mig ud af Øinene!


Stormen susede mellem Colonnerne; sorte Rovfugle fløi hen over Dalen ved Hymettos; lige under Klippen strakte Athen sig ret anseelig med sine hvide Huse med de røde Tage; paa Pentelikon og Parnes-Bjergene var faldet Snee! hvilket Skue rundt om, dog skjønnest var det mod Havet; det skinnede saa stort og udstrakt, saa uendeligt blaat og bar de hvide Seilere. Luften var saa gjennemsigtig, at jeg troede at overskue det hele Peloponnes, jeg saae de fjerne Bjergtoppe om Sparta og til Høien, hvor Korinth ligger, syntes Veien kort, og dog er den til Lands hele Dagsreiser; med blotte Øine saae jeg Akro-Korinths hvide Fæstnings-Mure, hvert Hjørne de gjorde, Slagskyggen de kastede.
 

Da jeg steg ned, mødte jeg min Reisekammerat Perseren fra Herat; han nikkede fortroligt, rakte mig sin Haand og viste ud over Havet. Det var vor Afsked.
Under mit Ophold i Athen, ved Solskin og Regn, besøgte jeg daglig Akropolis! her feirede jeg ved et Besøg min Fødselsdag, her læste jeg mine Breve fra Hjemmet, Akropolis var det sidste Sted ved Athen jeg besøgte da jeg skulde bort; paa Akropolis dvæler min Tanke længst, naar den gjæster Grækenland. Paa dette Sted ligesom hvilte Naturen og Kunsten ved mit Hjerte, her følte jeg intet Savn, uden det, at ikke alle mine Kjære kunde dele dette Skue med mig!


En Solnedgang, seet heroppe, er det meest Ophøiede jeg kjender! Jeg har seet en saadan, jeg sad paa Trinene til Parthenon; Alt var øde og dødt henimod Hymettos, sorte Fugle fløi hen over Dalen, hvor en eensom hvid Colonne staaer; et Æsel skreg dernede, som Schakalen skriger; Solen sank bag Salamisbugten, og Bjergene straalede i de stærkeste Farver, Ægina var blaa som de friskeste Violer. De samme Farver, de samme Bjergformer, som jeg saae dem, have Plato, Socrates og hine Verdens Store seet fra samme Sted. Det var den samme Scene, de betraadte; jeg følte et Øieblik en Tanke af at være traadt tilbage i Tiden for hine store Minder og Begivenheder! - Solen gik ned, og uden Skumring myldrede de funklende Stjerner frem over de gigantiske, sønderbrudte Templer! Naturen og Kunsten ligesom hvilte ved mit Hjerte, og det følte, Guds Værk er evigt, Menneskets falder i Gruus, men af begge inddrak jeg en Livs-Poesi, der, lader Gud den blomstre og dufte, skal qvæge Menneskets Hjerte.

 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk