Midt paa Formiddagen forlod jeg Athen og kjørte til Piræus, uagtet det franske Dampskib "Eurotas", paa hvilket jeg havde taget Plads, først afgik herimod Aften; her var altsaa endnu Tid til en lille Vandring, og denne gjaldt Themistokles's Grav, den jeg alt eengang før havde besøgt.

Ud fra Piræus strækker sig en ganske lille Halvø, der begrændser den østlige Side af Bugten; nede ved denne ligger den nye Qvarantaine-Bygning, og høiere oppe, som jeg tidligere har sagt, er reist en Veirmølle; hele Grunden er en Art Travertinen, og rundt om sees Rester af de gamle Mure. Acantus, Cypres-Buske, daarligt Græs og blændende røde Blomster voxe her, hvor nogle enkelte Faar græsse og en halv vild Hund med glubske Miner og skrækkelig Hylen farer mod hver Fremmed. Jeg gik Halvøen rundt fra Øst mod Vest.

Tæt ved Strandbredden ind imod Piræus-Bugten staaer opmuret et fattigt Monument, aldeles som en fiirkantet Skorsteen, oven paa hvilken er anbragt en mindre, der atter igjen bærer een endnu mindre; i denne sidste er indmuret en fiirkantet Marmortavle, saa stor som et almindeligt Ark Papir, og paa denne læses:

Her ligger

Admiral

Andreas Miaulis

1838

Det er Mindestenen, der sattes over Miaulis, hans Been, sagde man, skulle af Familien hemmelig være førte herfra. Tæt ved Heltens Grav er en mindre, men Intet antyder hvem her hviler, et ganske lille Trækors uden Farve og Indskrift var reist. Paa den anden Side af Øen, ud mod Phalereus-Bugten, ligge omstyrtede Colonner, hugne af Klippens gule Grund og mellem disse to aabne Grave, ganske opfyldte med Søvand, den ene Bølge slog herind efter den anden. Denne Plet, lige ud for Salamis-Bugten, angiver man som Themistokles's Grav. De to yderste Punkter af denne lille Halvø bære

saaledes en Oldtids og en Nutids Helte-Grav, Themistokles *)

*) Professor Ross antog at ikke her men paa den modsatte Side af Piræus-Bugten er Themistokles jordet.

og Miaulis. Det er to Historiens Fyrtaarn, reiste her for Tanken hos den Fremmede, som lander i Piræus.

Bølgerne brødes skumhvide, i den større Bugt til Høire, Phalereus-Bugten, hvorfra Theseus seilede ud for at stride mod Minotaurus! her indskibede sig Menelaos; over disse Vande, omgivet af disse Bjerge, som uforandret hilste mig, gik det til Ilium! - den samme Vej laae aaben for mig, de samme Kyster skulde jeg snart see, Troias Slette og Ida-Bjerget, der pynter sig som før med Blomster og Grønt, der hyller sig i Skyer, dækker sig med Snee og seer da gjennem Sløret veemodig paa Achilles's Gravhøi, det eneste Minde om det mægtige Illum, og den verdensstore Kamp for en Qvinde. Hvor meget Nyt, Stort og Ubekjendt skulde ikke oplades for mig, og dog var jeg dybt bedrøvet ved at forlade Grækenland, hvor Alt hævede min Tanke fra Hverdags-Livets Smaalighed, og hvor hver Bitterhed fra Hjemmet var blevet udslettet af min Sjæl.

I Piræus traf jeg de fleste af mine Venner fra Athen; Præsten Lüth havde sine smaa Børn med, de strakte Hænderne ud efter mig, de græske Tjenestefolk greb min Haand og nikkede glad *);

*) Jeg traf her i Piræus en fyensk Bondekarl der i Aaret 1834 var fulgt med Consul Falbe hertil, og giftet sig her; da hans Herskab reiste blev han tilbage. Han kunde nu ikke tale Dansk, heller ikke Tydsk eller Græsk, alle tre Sprog gik mellem hinanden, blandet med italienske Ord.

ombord var Ross den sidste Danske jeg saae, han trykkede mig til sit Hjerte - det var mig smerteligt dette Oieblik - "jeg kommer igjen til Grækenland!" sagde jeg, ligesom for at trøste mig selv, gid det maatte være prophetiske Ord.

Jeg var nu alene tilbage, fra Kysten veiede Damernes Lommetørklæder; hver Afsked var endt; da bragtes mig fra Prokesch-Osten et Anbefalings-Brev til den meget betydende Baron Stürmer, østerrigsk lnternuntius i Constantinopel. Prokesch selv var i denne Morgen reilt til Theben; hans aandrige, elskværdige Kone skrev mig et Par Ord til Levvel, og ved disse laae en Afskrift af Prokesch's herlige Digt "Gebet in der Wüste" *).

*) Digtet, der er et af Prokesch-Ostens meest berømte, findes i "Morgenländische Gedichte" og er sat i Musik af flere Componister.

Sonnenleitner, Attaché ved det østerrigske Gesandtskab i Grækenland, en ung Mand med poetisk Sind og personlig Elskværdighed, var Overbringeren, han var mellem de flere Tydskere, som ret med Kjærlighed sluttede sig til mig
i Athen; jeg har tidt tænkt paa ham; jeg sender ham her igjen min Hilsen.

Da han var borte, var jeg kun mellem Grækere, Armenianer og asiatiske Jøder, Skibets Mandskab undtaget. Ved Solnedgang skulde vi sejle; jeg var afficeret; Søen gik stærkt; det var mit Ønske at kunne sove hele Farten til Syra, ligesom jeg tidligere havde gjort det fra Syra til Piræus; jeg lagde mig i min Køie og sov. Først ved Lyden af Ankerkettingerne, som jeg hørte gjøre Støi, vaagnede jeg op, der var slet ingen Bevægelse i Søen, ihast fik jeg Kappen om mig, og løb op paa Dækket for at see Byen paa Syra, jeg kom derop, men saae - Piræus, Bjerget Hymettos og Parnes; nu i Morgenstunden først gik vi afsted, Capitainen havde ventet paa kongelige Depescher, disse vare nu først indtrufne, Klokken var Fire om Morgenen.

Vi seilede saa temmeligt i smult Vande; Solen kom og skinnede ved hver Time med større Kraft, den ene store Paraply blev spændt ud efter den anden; det hele Selskab dannede de meest maleriske Grupper. Paa Raperten sad en Grækerinde og gav sit lille Barn Die; et ældre Pigebarn, fattig men dejlig og særdeles reenlig, stod lænet op til Kanonen. Mændene røg Papirs  Cigarer og beundrede en Arabers Damascener-Klinge. Man spurgte mig, om jeg var en Bayrer, og da jeg sagde jeg var Dansk, blev jeg igjen hilset som Amerikaner.

I det stærke Solskin fremtraadte skinnende hvide Marmorsøjlerne af Templet paa Cap Colonne, Suniums Ruiner; Søfugle omflagrede den graa, øde Kyst.

Zea udstrakte sig for os, og snart saae vi Syra med sin nøgne Fjeldvæg, vi maatte hele Øen rundt, Havnen aabnede sig; her havde jeg været, her var jeg ikke længer fremmed.

Dampskibet, med hvilket jeg skulde til Constantinopel, var endnu ikke kommet; jeg flyttede ind i Hotel della Grece; og ikke een Time efter, sagde Verten mig, at her vare græske Soldater, som skulde afhente mig til Raadhuset; Øvrigheden vilde tale med mig! - hvad kunde den ville? Jeg fulgte med to Drabanter og kom i en mørk, hæslig Bygning, hvor en græsk Øvrighedsperson spurgte mig i en streng Tone og paa slet Italiensk, om jeg havde Pas? Jeg viste ham det! han læste og læste, men Passet, udstedt i Kjøbenhavn, var skrevet paa Fransk og paa Dansk; intet af disse Sprog forstod han.

"Der er en Tydsker, vi skulde have fat paa og sende tilbage til Athen!" sagde Manden, "jeg forstaar slet ikke deres Pas, men jeg troer De er en Tydsker og netop den vi søge; De maa derfor tilbage til Athen!"

Jeg forsøgte at forklare ham Indholdet af mit Pas, men han vilde ikke forstaae mig. "Nu vel!" sagde jeg og tog frem et Anbefalings-Brev, jeg i Athen havde erholdt til den græske Minister i Constantinopel, Chrystides, forhenværende Gouverneur paa Syra, hvem jeg paa det Bedste var blevet anbefalet. "Behag at læse, hvem jeg er!" - Manden tog Brevet, og snart blev han Høfligheden selv, gjorde mange Undskyldninger og man ledsagede mig med stor Artighed til Hotellet, hvor jeg endnu traf Russeren, der var blevet plyndret paa Reisen fra Constantinopel, endnu ligesaa vred som før, og forbandende Orienten og alle Poeter, som vakte Reiselysten til at komme der.