Det havde den hele Nat været et stormfuldt Byge-Veir; i Morgenstunden kjæmpede Solskinnet mod Skyer og Taage, bag ved os væltede Marmorhavet sine mørkegrønne, skummende Bølger, men forude saae vi, som et Venedig, bygget af Phantasien, det uhyre Constantinopel, Tyrkernes Stambul. Sorte Cypresser og lysegrønne Løvtræer, tittede arabeskartigt frem mellem dette Steen-Hav af mørkerøde Bygninger, hvor Moskeernes Kupler med gyldne Kugler og Halvmaane, hver hvilede som en Noahs Ark; og hvor i hundredeviis de høie, søileagtige Minareter med deres spidse Taarne skinnede mod den graa, skyfulde Luft.

Bosporus var ikke at see, Asiens bjergrige Kyst smeltede sammen med Europas. Sollyset faldt, som et styrtende Straalebad, over et Parti der af den store Cypresskov, Tyrkernes asiatiske Kirkegaard, om hvilken de sige, at dens Overflade er saa stor, at den kunde forsyne Constantinopel med Korn, og dens Liigstene saa mange, at de med disse kunde refise nye Mure om Byen *).

*) Forbjerget her ved Scutari er det Sted, hvor Mythen lader Io lande, da hun, forvandlet til en Ko, flygtede for Juno.

Vi stilede lige ind under de gamle Mure, der smeltede aldeles sammen med den første Bygning, vi her saae, Fæstningen: de syv Taarne, paa Tyrkisk Jedi Kulelev; mangt et Jordskjælv har rystet denne Bygning, men ikke faaet Bugt med den; et Løvværk af Epheu og vilde Planter hang ned ad Muren, skummel og mørk laae denne beboede Ruin, Krigsfangernes Skafot, i hvis Gaard Blod-Brønden opsluger Hovederne af de her henrettede Statsforbrydere.

Fra "de syv Taarne" forbi Serailets Have, der danner Spidsen af det gyldne Horn *)

*) Constantinopel er aldeles bygget i Form af et Overflødigheds-Horn, og har herfra Navnet af: det gyldne Horn.

strækker sig langs Havet en Vei under Byens Mure; smaa Huse og hængende Haver vare reiste paa disse, tyrkiske Drenge løb skrigende og legede deroppe.

Under Serailets Have blev Veien mere smal, men Muren høiere og ganske hvid med svævende smaa Huse, hvis tilgittrede Vinduer skinnede af Guld og Sølv; den hele Have og Murene laae saa feeagtig, saa drømmende. Det gamle Serail er en mørkerød, ret anseelig Bygning, men noget tung imod den øvrige Omgivning *),

*) Paa den Plads, hvor Byzas reiste Templer for Neptun og Aphrodite, lod Constantin bygge Kirker for Guds Moder og den hellige Barbara; hvor hine Templer og Kirker stode, er nu Serailet; een for den Christne hellig Kilde sprudler fra Haven ud gjennem Muren.

det nye Serail seer venligt og indbydende ud, rundt om prange prægtige Kjosker, hvor kostbare Marmorcolonner bære de pyntelige, fremspringende Tage. Vi dreiede om det gyldne Horn, forbi Leander-Taarnet *)

*) Tyrkerne kalder det: Pigetaarnet og knytte hertil Historien om en græsk Prindsesse, der af sin Fader holdtes fangen her, men befriedes ved den arabiske Helt Heschan, I vor Tid benyttes det som Fyrtaarn.

og laae nu i Havnen, der strækker sig dybt ind til de søde Vande *),

*) Saaledes kalde Frankerne den smukke Dal, der begrændser Havnens nordlige Deel, og er et Forlystelses-Sted for Beboerne fra Constantinopel og Forstæderne.

paa venstre Side hilsede os Constantinopel, paa høire Galata og det høiere liggende Pera, hvis runde Taarn ragede høit op i Luften, hvor Skyerne dreve. Store Fartøier dannede en Skov af Master i den brede Bugt. En Vrimmel af Baade, de fleste tynde og smalle, som de Vildes Kanoer, Roerkarle og Passagerer laae nede paa Bunden - fløi piilsnar forbi. Der var en Skrigen, en Raaben, en Susen og Summen, mod, hvilken Larmen ved Neapels Bugt, næsten forekom mig at kunne gjelde for en Sørgefest. Gamle, guulbrune Tyrker med store, brogede Turbaner og nøgne Arme, raabte i Munden paa hinanden, svingede Aarerne og indbøde os, at stige i deres Baad, jeg lod mit Tøi kaste ned, steg selv bagefter, og nu gik det med raske Aareslag mod Kysten, der var garneret med Baade og smaa Fartøier; over disse gik Veien i Land. Vi stode paa Skibsbroen. Jeg bød Roerkarlen en Sølvmynt, hvis Værd jeg selv endnu ikke ret var klog paa; han rystede med Hovedet, tog op af sin Lomme en ganske lille Mynt, og viste den, idet han forsikkrede, at der ikke tilkom ham høiere Betaling. Saa ærlige ere Tyrkerne, hver Dag, under mit Ophold her, fik jeg flere Beviser derpaa. Tyrkerne ere de meest godmodige, de ærligste Folk.

En rødbruun, muskelstærk Araber tilbød sig at bære mit Tøi; ihast slog han en Snor om Kuffert, Natsæk og Hattefoderal, kastede Byrden paa sine Skuldre og vandrede afsted, i det han bestandigt nikkede, naar jeg nævnede ham det Hotel, hvor jeg vilde boe.

Vi kom ind i en kroget Gade, eller rettere i Kringelkroge, hvor hvert Huus var en Boutik med Urter, Brød, Kjød eller Klæder; Alverdens Nationer mødte vi. Veien gik gjennem Galatas snevre Port ind i Pera. Ingen spurgte om Pas *).

*) Det samme var Tilfældet ved min Ankomst til Grækenland; derimod ved Af-reisen blev i Piræus min og hver Passageers Kuffert efterseet, om vi ikke bortførte Statuer eller Colonner.

Gaden løb stedt opad og var ligesaa smal og med ligesaa slet en Brolægning, som den i Galata. Vi kom forbi en Vagt, nogle unge, guulbrune Knøse, i snevre, blaae Buxer og Trøier, med hvid Bandoleer og rød Fess, laae, saa godt som paa Maven, hen ad Gaden og læste deres Bøn; et Timeglas stod ved Siden af dem.

Under Peras Taarn, i Voldgraven, laae flaaede, blodige Heste; vi kom forbi tyrkiske Kafeer, Springvandet pladskede inde i den aabne Stue; de dreiende Derwischers Kloster, med gyldne Indskrifter af Alcoranen anbragte i Muren over Porten, laae paa vor Vei gjennem Hovedgaden, der er meget smal, Husene have to, tre Etager og paa alle findes Karnapper, Side-Gaderne ere endnu mere snevre, Bygningerne synes foroven aldeles at mødes, i Regnveir behøver man neppe her Paraply.

Hvilken Vrimmel! og midt i Vrimlen dandsede en bulgarisk Bonde, med rød Kalot paa Hovedet, usle Sandaler om Fødderne og iøvrigt i Faareskinds Pels, han dandsede, som en Bjørn, der springer op paa Bagbenene, en anden Bulgarer blæste Sækkepibe dertil. Lastdragere slæbte store Marmorblokke, der hang paa Stænger, sex til otte brune, muskelstærke Karle havde fat; de skreg bestandigt deres Varsko! armenianske Præster med flagrende Sørgeflor fra Hatten mødte os; nu lød en mumlende Sang, en ung, græsk Pige blev begravet, hun laae i sine sædvanlige Klæder og med ubedækket Ansigt i den aabne Kiste, der var pyntet med Blomster, tre græske Præster og to smaa Drenge med tændte Lys gik foran.

Hvilken Trængsel! hvilken Tummel! brogede Vogne, der saae ud som smaa Alkover, gjorte af Kort-Papir, forgyldte for og bag og med lange, flagrende Gardiner, fra hvilke beslørede Qvinder tittede ud, skrumplede over den ujevne Steenbro; Heste og Æsler belæssede med Bjælker og Planker, der slæbte efter dem hen ad Gaden, banede sig Vei i Trængselen.

Endelig vare vi ved Hotel de la France, hos Hr. Blondel; og strax indenfor Døren tydede Alt paa europæisk Indretning og Beqvemmelighed. Franske og italienske Opvartere sprang op og ned ad Trapperne; hyggelige Værelser aabnede sig og ved Table d'hote spiste man som i ethvert godt Hotel i Europas store Stæder. Selskabet var meget broget, de fleste Franker, der kom fra Reiser i Lilleasien, havde beholdt den asiatiske Dragt, under hvilken de der vare meest sikker *).

*) Saaledes traf jeg her Franskmanden Achille Laurent.

et Par preussiske Officerer, der vare ansatte ved Sultanens Armee, vare i tyrkiske militaire Frakker og med den høipullede Fess. Larmen fra Gaden susede op til os! Bulgarernes Sækkepiber lød, en snøvlende Sang af fattige, ubeslørede Qvinder ude fra Bjergene, overskreg igjen disse Toner, og saa brusede den larmende Janitschar Musik af tyrkiske Soldater, der kom hjem fra Maneuvre, jeg kjendte denne Melodi, det var Gallopaden af Aubers Opera: Gustav den Tredie.
 

Stednavne og personnavne: Istanbul,