Den fjerde Mai er det Prophetens Fødselsfest; allerede Aftenen forud begyndte Festligheden, og unægtelig den smukkeste Deel af den. At det imidlertid var Maaneskin, og at den osmanniske Politi-Lov, selv under disse Omstændigheder, byder Enhver, der gaaer ud efter at Solen er nede, at bære et Lys i en Lygte, hvis han ikke vil arresteres, ansaae jeg ikke for det Heldigste, men jeg maatte finde mig deri, thi hverken Maaneskinnet eller Politi-Loven lod sig forandre. En ung Russer, Aderhas, og jeg sluttede os til hinanden, og uden nogen Ledsager, kun forsynede med Lys i en stor Papirs-Lygte, vandrede vi afsted, for at see Illuminationen til Ære for Propheten. Vi gik gjennem en af Peras snevre Sidegader, og et Skue laae for os, saa storartet, saa phantastisk og deiligt, som man i Norden kun kan see det i en forunderlig Drøm. Fra den Række Huse, hvor vi stode, og dybt ned ad mod Havbugten strakte sig en Kirkegaard, det vil sige en Cypresskov med store, tætte Træer; den kulsorte Nat hvilede derinde. Over ujævne Bakker, bestandigt nedad, under de høie Træer snoer sig Fodstien, som Menneskets Fod og Hestens Hov har banet, snart engt imellem Gravmonumenter, snart hen over de omstyrtede Gravstene. Hist og her bevægede der sig en rød eller blaa Lygte, der snart forsvandt og snart igjen kom tilsyne i den sorte Grund. Eensomt ligger der paa Kirkegaarden enkelte Huse, Lyset skinnede ud fra det øverste Vindue eller blev baaret henad den aabne Altan.

Over Cypressernes Toppe skinnede, blaa som en Damascenerklinge, Bugten, opfyldt med Skibe; to af disse, de største, vare paa det rigeste smykkede med brændende Lamper, de straalede om Kanonportene, om Relingen og om Masten, de hang i Tougværket og forvandlede det til et straalende Næt. Ligefor laae Staden selv, det udstrakte, store Constantinopel med sine utallige Minareter, alle omvundne med en Krands af Lamper; Luften var endnu rød af den dalende Sol, men saa klar og gjennemsigtig, at Asiens Bjerge, det evig sneebedækkede Olymp, viste sig med alle sine brudte Linier, som en sølvhvid Sky bag den prægtige By; Maanelyset svækkede ikke Lampernes glands, men fremhævede kun Minareterne, der syntes hvide Stængler med kolossale Ildblomster; de mindre bare een Straalekrands, de større to, og de største tre, den ene over den anden.

Nærved hvor vi stod var ikke set Menneske at see; der var eensomt og stille; vi vandrede ned mellem Cypresserne, en Nattergal fløitede der sin kraftige Sang, og Turtelduerne kurrede i Træernes Nat. Vi kom forbi et lille Vagthuus, opført af Planker og malet rødt, en lille Ild var tændt mellem Gravstenene foran, og Soldater laae rundt om Ilden; de vare europæisk klædte, men Ansigtstræk og Farve sagde, at det var Ismaels Slægt, Ørkenens Børn; med de lange Piber i Munden laae de og lyttede til, hvad der blev fortalt; det var om Mohammeds Fødsel, Nattergalen oversatte det for os, ellers havde vi ikke forstaaet det.

"La illah ilallah!" *)

*) Der er ingen Gud, uden Gud.

I Staden Mekka kom Kjøbmændene sammen for Handelens Skyld; der kom indiske og persiske, der kom ægyptiske og syriske; i Templet Kaaba havde hver sit Gudebilled, og en Søn af Ismaels Slægt beklædte en af de høieste Værdigheder, den at mætte og lædske Pilegrimene; i sin Fromhed vilde han, som Abraham, offre sin Søn, men Sandsigersken bød den deilige Abdallah leve og hundrede Kameler offre for ham. La illah ilallah! - Og Abdallah voxte og blev saa skjøn, at hundrede Piger døde af Kjærlighed til ham; Prophetflammen lyste fra hans Pande, Flammen, der fra Skabelsens Dag skjult gik fra Slægt til Slægt, indtil Propheten fødtes, Mohammed, den sidste og første. Sandsigersken Fatima saae denne Flamme, og hun bød hundrede Kameler for hans Favnetag, men han trykkede Emina til sit Bryst, og samme Nat forsvandt Prophetflammen fra hans Pande og brændte under Eminas Hjerte. La illah ilallah! - Ni Maaneskifter gik, og aldrig have Jordens Blomster duftet saa sødt som i disse; aldrig har Frugten paa Grenen svulmet saa saftfuld; da rystede Klipperne, Søen Sava sank i Jorden, Gudebillederne styrtede i Templet, og Dæmonerne, som vilde bestorme Himlen, faldt som Millioner Stjerneskud, styrtede af Landsesvingeren, thi Mohammed, Propheten, fødtes i denne Nat! "La illah ilallah!"

Den Fortælling oversatte Nattergalen os, og Nattergalen forstaaer Tyrkisk ligesaa godt, som den forstaaer Dansk.

Vi gik hen under Peras Taarn ud til de dreiende Derwischers Kloster, og et større Panorama viste sig. Hele Marmorhavet og Asiens Bjerge laae bestraalede af Maanelyset, og som Mellemgrund hævede sig Scutari, hvis Minareter straalede med Lamper som Constantinopels, og her fremtraadte især Sophia-Moskeen med sine fire Minareter og Achmed-Moskeen med sine sex, hver med to eller tre funklende Stjernekrandse; de syntes at begrændse Seraillets Have, der strakte sig, mørk som en stjerneløs Nat, ned mod Bosporus; ikke et Lys viste sig i Sultanindernes Bygninger langs Bredden, men hvor det gyldne Horn ender, var plantet et Flammesværd, der kastede sit røde Skin ud over Vandet; utallige smaa Baade, hver med røde, blaae eller grønne Papiirs-Lygter, foer som Ildfluer mellem de to Verdens-Lande. Alle de store Krigsskibe straalede med Lamper, man saae hvert Skib, Tougværk og Stænger, Alt var som aftegnet med Ild-Conturer, Scutari og Stambul syntes bundne sammen ved det straalende Vand og de brogede Ildpunkter; det var Eventyrernes Stad, Phantasiens By, et magisk Lys var udgydt over det Hele, kun paa to Punkter laae Natten med al sin Hemmelighedsfuldhed; i Asien var det paa den store Kirkegaard bag Scutari, i Europa var det i Seraillets Have. Paa begge Steder var Nat og Drømme, de døde Heltes Drøm er om Paradisets Qvinder, i Seraillets Nat drømmes om Jordens, og de ere der unge og skjønne, som deres himmelske Søstre.

I Peras Gader var en Vrimmel af Grækere, Jøder og Franker, hver med sin Lygte eller Lys, det var et orientalsk Mocoli, men i Dragterne langt mere correct, rigere og mere broget end i Roms Corso den sidste Carnevals-Aften. Foran de fremmede Ministres Paladser brændte Lamper, opstillede i Pyramide eller antydende i et stort M Prophetens Navn. Klokken Ni lød Kanonskud fra alle Skibene, det dundrede som under det stærkeste Søslag, alle Vinduer rystede, Skud fulgte paa Skud, forkyndende Prophetens Fødsels-Time.

Jeg sov ind under Skyden og vaagnede tidligt under den samme Buldren; lystig Musik af Rossini og Donizetti klang gjennem Gaderne, Tropperne marscherede afsted, for at opstilles mellem Seraillet og Achmed-Moskeen, hvorhen Sultanen i stor Procession vilde begive sig.

Vor danske Consol Romani, en Italiener, kom for at afhente mig; en ung Tyrk med Pistoler i Beltet, og bærende to lange Tobakspiber, gik foran os, en gammel Armenianer i mørkeblaa, flagrende Kaftan og sin sorte, vaseformede Hat paa det ragede Hoved, bar vore Kapper efter os, og saaledes skred vi gjennem Peras Hovedgade ned til Galata; Tjenerne kom i een Baad og vi To i en anden, og nu gik det over Bugten, piilsnart mellem hundrede andre Baade, hvis Roerkarle gjensidig skreg og raabte, for at den Ene ikke skulde støde den Andens lette Fartøi isænk. Ved Landingsstedet i Constantinopel dannede Massen af Gondolerne en stor gyngende Bro, som vi maatte hoppe over for at naae den faste Jord, der er inddæmmet ved halvraadne Bjelker og Bræder. Trængselen var stor, men snart kom vi ind i en bredere Sidegade. Her var Folk nok, men dog altid god Plads! Tilslørede Qvinder i store Skarer toge samme Vei som vi, og snart vare vi under Seraillets Mure, der ind imod Byen ere meget høie og see ud som gamle Fæstningsmure; hist og her er et Taarn med en lille Jerndør, der aldrig synes at have været aabnet, Græs og Slyngplanter hang op om Hængslerne! Store, gamle Træer strakte deres bladfolde Grene ud over Murene; man skulde troe, det var Grændsen af den fortryllede Skov med den sovende Prindsesse.

Udenfor Sophia-Moskeen mellem den store Fontaine og Indgangen til Seraillet valgte vi vor Plads. Herfra har Sophia-Moskeen med sine mange Kupler og Tilbygninger Noget, der bringer os til at tænke paa en stor Blomster-Svibel, som har sat mange Smaa-Svibler om sig! Terrasserne foran vare opfyldte med tyrkiske Qvinder og Børn; de skinnende hvide Slør gave det Hele noget Festligt. Fontainen bag ved os er den største og smukkeste i Constantinopel, men ved Navnet Fontaine forestille vi os i Almindelighed et Basin, hvori Vandstraalen pladsker; det er ikke saaledes i Tyrkiet; en rigtigere Forestilling faaer man ved at tænke sig et fiirkantet Huus, hvis Vægge udenpaa ere ganske pompejansk brogede; den hvide Grund overmalet med røde, blaae og forgyldte Indskrifter af Alkoranen, og fra smaa Nischer, hvori er kjædet Messingskaaler, risler det indviede, friske Vand, hvormed Muselmanden paa de bestemte Timer om Dagen vasker Ansigt og Hænder. Taget er ganske chinesisk og dertil broget malet eller forgyldt. Duen, Tyrkens hellige Fugl, bygger her; i hundredeviis fløi Duerne over vort Hoved fra Fontainen til Sophie-Moskeen og atter tilbage. Rundt om lage en Mængde tyrkiske Caffehuse, alle af Træ og med Altaner, næsten som Husene i Schweiz, men mere brogede og mere faldefærdige; smaa Træplantninger vare foran hver og overalt opfyldte med tobaksrygende og caffedrikkende Tyrker, der i deres brogede Kaftaner, Nogle med Turban, Andre med Fess, kunde siges at drappere Husene og pynte Haverne. Mellem Fontainen og den store Port, der førte ind til Seraillets forreste Gaard, var desuden opført af Bræder to lange Stilladser paa Tønder og Borde, det ene høiere end det andet og begge belagte med Hynder og Tæpper, hvorpaa tilslørede Tyrkinder af den simpleste Classe strakte sig; gamle Tyrker, Persere og endeel frankiske Fremmede, hvis ubeslørede Qvinder bleve stærkt beskuede, havde Plads paa den høiere Deel af Stilladset. Nu kom flere Regimenter af tyrkiske Soldater, Alle europæisk klædte med snevre Beenklæder og korte Trøier, det hvide Bandeleer paa Kryds over Bryst og Skulder, Alle med rød, stiv Fess paa Hovedet; Garden saae meget godt ud, den havde nye Uniformer, stive Halsbind med Flipper, og bar i Dag for første Gang, som jeg hørte, hvide Handsker; derimod saae andre Regimenter ganske skrækkelige ud, jeg vil ikke tale om, at der i disse fandtes alle Ansigtsfarver, hvide, brune og kulsorte, men der var baade halte og klumpfodede Soldater. Den europæiske Uniform var dem for snever, og derfor havde en Mængde skaaret Sømmene op over Albuen, eller snittet en lang Flænge i Beenklæderne foran Knæet, at de kunde have friere Bevægelser, men herved stak en aldeles nøgen Albue frem, og i Marschen kom det røde eller kulsorte Knæ idelig ud af de blaa Beenklæder; især excellerede her eet Regiment, som jeg vil kalde det barbenede, thi Nogle havde kun een Støvle og een Sko, Andre derimod gik aldeles barbenede i Tøfler, og det i een af hver Couleur. Under klingende Spil droge de Alle ind i Seraillet, og efter der at have passeret forbi Sultanen, kom de tilbage og stillede sig i Række paa hver Side af Gaden - Æthioper og Bulgarer stode Side ved Side, Beduinen blev Nabo til Hyrdesønnen fra Balkanbjergene.

Klokken ti skulde Processionen begynde, men Klokken blev henimod tolv før det behagede Sultanen at begive sig fra Seraillet; Solen brændte med Sommervarme! - den ene Kop Kaffe blev drukket efter den anden, Bræde-Stilladserne faldt et Par Gange sammen, og alle Tyrkinderne rullede i een Klump! - det var en lang Venten. Her paa denne Plads var det for nogle Aar tilbage Skik, at Hovederne af dem, der bleve halshuggede i Seraillets Gaard, bleve kastede ud for Hundene; nu saae Alt saa fredeligt ud. Unge Tyrker, der kunde lidt Fransk eller Italiensk, indlode sig i Samtale med os og de andre Franker, ja viste den største Beredvillighed i at forklare for os, hvad der kunde tiltrække sig vor Opmærksomhed. Nedenfor Seraillets Mure udbredte sig det solbelyste Marmorhav med hvide Seilere, og Asiens Bjerge skinnede med deres Sneetoppe høit op i den klare, blaagrønne Luft. Det græsagtige Skjær i Luften havde jeg aldrig før seet; en ung Tyrk, der, som han fortalte mig, var født ved Bredden af Euphrat, sagde, at Himlen der ofte straalede mere grøn end blaa. Nu lød Kanonskud i Seraillets Have, Processionen tog sin Begyndelse. Forrest kom et Musik-Chor til Hest; selv Bækkenslageren og han med den store Tromme sad til Hest; Tøilen laae Dyret løst ned om Halsen, medens Bækkenerne blinkede i Solen; nu kom Garden, der i Sandhed tog sig saa godt ud, som nogen Garde i Christenheden, herpaa førtes en Skare prægtige Heste, alle uden Rytter, men prydede med herlige Skaberakker, røde, blaae og grønne, og alle som oversaaede med Ædelstene! Hestene syntes at dandse paa deres fine, stærke Been, kraftigt hævede de Halsen med den lange Manke; de røde Næseboer bævede, som Mimosaens Blad, og i Øiet lyste en forstandig Sjæl. En Skare ridende, unge Officerer fulgte, alle europæisk klædte i Frakke og med Fess; Embedsmænd, militaire og civile, alle i samme Slags Klædning, kom efter disse, og derpaa Rigets Stor-Vezir, en Mand med et stort, hvidt Skjæg. Paa forskjellige Steder i Gaden vare Musik-Chor opstillede, det ene afløste det andet, især med Numere af Rossinis Vilhelm Tell! pludselig forstummede disse, og den unge Sultans Yndlings-Marsch begyndte; den er componeret af Donizettis Broder, der er ansat her som Capelmester. Sultanen kom; foran ham førtes et Tog af arabiske Heste, med endnu prægtigere Skaberak, end dem vi før saae. Rubiner og Smaragder dannede Sløifer ved Hestenes Øren, de Saffians Tøiler vare oversaaede med funklende Stene, og Saddel og Tepper broderede med Perler og Juveler! det var en Pragt, som saae vi, hvad Lampens Aand havde skabt for Aladdin. Omringet af en Skare unge Mænd, Alle til Fods og skjønne, som vare de Orientens Qvinder, der uden Slør vovede sig ud, og hver med en grøn Fjervifte i Haanden, sad paa en prægtig, arabisk Hest den unge, nittenaarige Sultan Abdul-Meschid; han var i en grøn Frakke, knappet over Brystet, og uden nogen Slags Prydelse, naar man undtager en stor Juveel og en Paradisfuglfjer, der vare heftede paa hans røde Fess. Han saae meget bleg og mager ud, havde lidende Træk og fæstede sine mørke Øine stivt paa Tilskuerne, især paa Frankerne. Vi toge vore Hatte af og hilste; Soldaterne raabte høit: leve Keiseren! men han gjorde ikke mindste Bevægelse til Gjenhilsen. "Hvorfor hilser han os ikke!" spurgte jeg en ung Tyrk ved Siden af mig, "han saae jo vi toge Hatten af!" - "Han betragtede Dem!" svarede Tyrken, "han betragtede Dem meget nøie!" – Det skulde vi være tilfredse med, det var saa godt, som den bedste Hilsen. Jeg sagde Tyrken, at alle frankiske Fyrster

hilste med blottet Hoved, saaledes som vi hilste dem. Det forekom ham som et Eventyr. Paschaer og andre Rigets Store fulgte efter; frankiske Officerer i tyrkisk Tjeneste, og derpaa en Skare af Folket, Tyrker og Tyrkinder sluttede Toget. Der blev en Trængsel, en Muddren! halvnøgne Gadedrenge med forslidte Turbaner, gamle Tiggerkjærlinger, beslørede med Laser, men i Saffians Tøfler og brogede Buxer,borede sig skrigende gjennem Vrimlen. Allah Ekber!*)

*) "Gud er Stor!"

brølede de, naar Soldaterne satte Geværkolben mod dem. Den hele Gade var en broget Flod af Fess, Turban og Slør, og paa begge Sider bevægede sig, som denne Flodbreds Sivplanter, de blinkende Bajonetter. Overalt hvor Franker vilde passere de opstillede militaire Rækker, kom strax Officererne med største Artighed og gjorde Plads; de dreve deres Troesbrødre til Side, og disse stirrede paa de hædrede Franker, idet de gjentoge Udraabet: Allah Ekber!
 

Stednavne og personnavne: Olympen, Ka'baen, Beyoglu (Pera), Üsküdar (Scutari), Hagia Sophia, Sultan Ahmed-moskéen, Istanbul, Stamboul, Constantinople.