Det er Søndag i Almanakken, Søndag i Guds Natur! afsted ud i Bjergene til Mehadia, Ungarns skjønnest liggende Badested! Hvilken Mylren af Blomster i det grønne, høfe Græs! hvilket Solskin paa Bjergenes skovbegroede Sider! Luften er saa blaa, saa gjennemsigtig! Det er Søndag i Dag! og derfor ere alle Folk, vi møde, saa festligt klædte. Pigernes opflettede, sorte glindsende Haar prange med levende Blomster, en Green af Guldregn eller en mørkerød Nellike; de store Særkeærmer ere broderede med Grønt og Rødt; Skjørtet synes lange Fryndser, røde, blaae og gule! - selv den gamle Mo'erlille er klædt i Fryndser og har sin Blomst paa det hvide Liin. Knøse og Drenge have Roser paa Hatten, den mindste seer jo prægtig ud! hans stumpede Skjorte hænger ham ud over de mørke Beenklæder, en Green Guldregn ligger om den store Hat, der glider ham halv over Øinene! jo, det er Søndag i Dag!

Hvilken Eensomhed i disse Bjerge! Liv og Sundhed sprudler i Vandet fra disse Kilder! Musik bruser fra den pyntelige, store Badesal! - Nattergalen synger i det klare Solskin, mellem de duftende Træer, hvor de vilde Viinranker snoe sig! Du deilige Guds Natur! min bedste, min helligste Kirke! her siger mit Hjerte mig: "det er Søndag i Dag!"

Vi ere atter i Orsova! Messingkuglen paa Kirketaarnet skinner i Solen, Døren staaer paa Klem! hvor eensomt herinde! Præsten staaer i Messedragt og hæver sin Stemme, det er Pater Adam! den lille Antonius knæler og svinger Røgelsekarret, den ældre Dreng Hieronimus har Plads midt i Gangen og forestiller hele den armenianske Menighed.

Udenfor Kirken, paa Torvet, hvor Lindetræerne staae i Blomster, er stor Dands af Gamle og Unge; midt i Kredsen staae Spillemændene, den ene blæser paa Sækkepibe, den Anden gnider Violinen. Kredsen dreier sig først til Høire saa til Venstre. Alle ere i deres bedste Pynt, i Fryndser, Blomster og bare Been; det er Søndag i Dag!

Nogle smaa Drenge løbe i bar Skjorte, men en stor Mandfolke-Hat har de paa Hovedet, og paa Hatten en Blomst; Honoratiores, Herrer og Fruer ganske wienerklædte vandre forbi og see paa Folket, det dandsende Folk! den røde Aftensol skinner paa det hvide Kirketaarn, paa den guulbrune Donau, og paa de skovbegroede, serviske Bjerge; gid den maa skinne i min Sang, naar jeg synger herom! hvor smukt og livligt! hvor friskt og eiendommeligt! Alt tyder paa en Fest, Alt tyder paa: det er Søndag i Dag!