Det var Morgenstund, Skibet gik allerede længe i fuld Fart. Vi havde tabt Drencova af Syne; skovgroede Fjelde hævede sig paa begge Sider af Floden, en Række Skyer hang, som en svævende Bro, imellem Fjeldene, vi seilede lige ind under; den bævede derved; leve endnu Oberon og Titania, da er jeg vis paa, Alferne havde tømret denne Bro for dem sidste Nat; den forandrede sig pludselig til en balonformet Sky, da Røgen fra Dampskibet blandede sig med den. Egnen var malerisk smuk. Midt i Donau staaer en Klippeblok i Form som et Rhinoceros-Horn og kaldes Babekey, Ordet kan, være Tyrkisk, Servisk og Slavisk; paa Servisk betyder det: "vær stille Gamle!" - paa Tyrkisk: "Klippernes Fader!" paa Slavisk: "Fortryd det Gamle!" - og denne sidste Forklaring stemmer med Folkesagnet, der knytter sig til denne Klippe; en skinsyg Ægtemand skal her have sat sin Kone ud, midt i den stærke Strøm. Klippen er netop saa stor, at een ret magelig kan staae der og, er han i Humeur dertil, her optage et meget smukt Prospect, thi paa servisk Side ligger paa Fjeldet, der staaer lodret op af Floden, støttende sig til mørke Skovpartier, Bjergfæstningen Gobulaza, hvoraf en Deel er fra Romernes Tid; for hundrede Aar tilbage var det et Røverslot, vilde Sange og Bægerklang lød i Natten derinde, mens Donauen væltede sine Bølger mod den eensomme Klippe Babekey, der da for mangen stakkels Fange i Røverslottet blev et Livets Meta. Snar passerede vi Moldava, berømt ved sine Kobbergruber, derpaa Flekken Basiasch med sit lille, fattige Kloster; hvert Sted fik vi et Par Passagerer; een af disse fra det sidste Sted var en gammelagtig Herre, der syntes at være Signetstikker eller Signetsamler, han gik med sit Skilt paa Maven, over et Dusin store og smaa Signeter hang ved Uhret; han var et levende Donaukort, ham skylder jeg den tredobbelte Forklaring af Navnet Babekey. Navnet paa den lille Stad O-Palanka, som vi nærmede os, sagde han, kom af et slavisk Ord, der betyder Forskandsning med Pæle, og meente, at i Romernes Tid havde Befæstningen her været saaledes. Vor eneste Passageer fra denne By var en Madame, der i det Øieblik, Skibet lagde bi og en Karl sprang ombord med hendes Kuffert, raabte: "nei, nei! jeg gaaer til Lands!" og hun løb som et fortvivlet Lam efter Ulven, der bortførte hendes Unge, den store, velbeslagne Kuffert; hun var paa Dækket; i det samme susede Dampen ud af Ventilen, i sin Forfærdelse blev hun staaende, hvor hun stod, og holdt sin gule Billet i Haanden, Conducteuren tog den, og vi seilede; "ja men jeg vilde heller til Lands!" sagde Madammen. Det var første Gang i hendes Liv, hun havde vovet sig paa et Dampskib, man havde overtalt hende, det var ikke hendes Paafund; hun forsikkrede, at hun ikke havde sovet Natten forud, ved Tanken om denne Seilads; hun skulde meget langt bort, op til den Stad Yucavar, hele to Dagreiser! imidlertid havde hun kun taget Plads til Semlin, for at prøve, om hun ikke sprang i Luften; Konen var en Oekonom, hun vilde ikke betale den hele Reise paa eengang, nei, først vilde hun see, om hun slap levende fra den halve! - hun havde hørt saa skrækkelig mange Ulykker med Dampskibe og Dampvogne, og "det er jo ogsaa nogle forfærdelige Opfindelser!" sagde hun, "bare det ikke springer med os!" og hun saae ængstelig til alle Sider. - "Capitainen skulde holde mere ind under Kysten!" meente hun, at man dog kunde komme i Land, naar Skibet sprang. Vor solide Mand med Signeterne holdt for hende et populært Foredrag om Ventilerne, men hun rystede med Hovedet og forstod ikke eet Ord deraf! - jeg vilde da oversætte det i et endnu mere populært, og hun syntes at forstaae mig, thi til enhver Sætning sagde hun: Ja! "Tænk Dem, Madam!" var min Tale, "at De har paa Ilden en Potte, som koger meget stærkt, et stort Laag ligger over den, ligesom det var skruet fast, da kan Potten springe af den hede Damp inden i, men er det et let, løst Laag, da vipper det op og ned, Dampen smutter ud, og Potten springer ikke!" - "Men Gud forbarme sig!" sagde Madammen, "naar Laaget," og hun pegede i det samme paa Dækket, "naar nu Laaget her over Dampmaskinen vipper op, saa falde vi jo i Donauen!" og hun tog allerede ganske ængstelig fast i Rækværket.

Mod Middag passerede vi Staden Kubin, et majestætisk Tordenveer stod over Byen; Skyerne formede et Alpeland storartet og mørkt, Lynstraalen var Bjergsti, den gik i de dristigste Siksak, det rullede deroppe, ikke som Lavinerne faldt, nei, som Bjergene selv styrtede sammen, dog lige hedt blev det; Luften laae trykkende varm. Den stakkels Madamme havde det endnu hedere end vi, sit store Shawl havde hun hængt over sig, saa hun hverken kunde see eller høre, og sad med bankende Hjerte og ventede paa det store Luftspring, Skibet vilde gjøre! jeg foreslog hende at stige ned i Damekahytten, men hun svarede nei med Haanden, tale kunde hun ikke mere. Rask foer vi mod Strømmen langs med Serviens uendelige Skove, hvis Grønt begyndte at trætte mig, jeg følte Længsel efter et Parti af Atticas nøgne Bjerge, eller selv et Stykke jydsk Hede. Uvejret var aldeles forbi, da vi passerede den tyrkiske Fæstning Semendria; den danner en Triangel, er befæstet ved Mure og har mange Taarne, de fleste fiirkantede, enkelte runde, alle forfaldne, ligesom Ringmurene; det var ikke tænkeligt, at dette skulde forestille en Fæstning i vor Tid; paa eet Taarn bestod Taget kun af løse Lægter, man saae Guds Himmel mellem dem; to tyrkiske Soldater sad i et aabent Taarnhul paa en Bjælke og stirrede efter os, de vare de eneste Levende, vi saae i hele den lange, faldefærdige Bygning; Byen selv var ubetydelig, et lille Træ-Minaret, kalket hvidt var hele Prydelsen; denne trykkende Luft, denne Dvaskhed, man følte - ja det saae ud, som Fæstningen selv faldt sammen af Lede og Kjede. Donaus Bølger vare ganske gule; paa Dækket sad Folk og sov med Paraplyer over sig. Alt hvad vi rørte ved var gloende hedt. Madammen fik det ene Glas Vand efter det andet, hun tog Kampherdraaber paa Sukker, jeg er vis paa, hun var besvimet, havde hun kun været sikker paa, at Skibet imidlertid ikke skulde springe i Luften. - Den næste Stad, vi passerede, var Panscova, en By, om hvilken man fortæller, at det i den er Brug, at Unge og Gamle, selv de Fattige, sminke sig. Naar Damerne der græde over en Roman, skal man kunde tælle alle deres reelle Taarer, de sees som rosenrøde Pletter paa Bogens hvide Blade! - Solen gik ned, det var endnu en Lummerhede; Nymaanen stod tændt lige over Belgrads Fæstning; paa tydsk Side lynede det stærkt. Enkelte Lys bevægede sig paa Kysten; - vi skjød forbi den brusende Sava, det var ganske mørkt; nogle Minuter efter laae vi stille op til Kysten udenfor Semlin, den første østerrigske Stad paa vor højre Side; Floden Sava gjør her Grændsen mod Servien, herfra skulde vi altsaa forlade Militairgrændsen og gjennemskjære selve Ungarn. Alle Dampskibene blive ved Semlin to Nætter og en Dag, her var altsaa god Tid for os, at sige Farvel til den sidste Stad med Minareter. - Madammen vilde imidlertid ikke blive Natten over paa Dampskibet, hun havde en Beslægtet i Semlin, hos ham tog hun Ophold, ja - blev aldeles borte; hun gik til Lands med Leilighed.

Det var Morgen, Alt laae i Sollys! Egnen er flad! til Venstre en Eng med Vagthuse, opførte paa Bjelker, for at Vagterne ikke strax skulle skylles bort, naar Donau stiger; til Højre Semlin, en almindelig Kjøbstad; mod Øst Fæstningen Belgrad, med sine hvide Minareter, disse de ejendommeligste Træk i Orientens Physiognomi. Fæstningen med sin Moskee ligger øverst paa en lav Bjergskrænt, og uden om den igjen Byen, der strækker sig ned mod Donau og Sava og indesluttes paa den anden Side af en stor Egeskov; Belgrad har 14 Moskeer, Byens høire Fløj indtages af Tyrkestaden, Centrum og den venstre Deel af Servierstaden. Det var den 25de Februar 1839, at Servierne fik deres fri Forfatning, Tyrkerne have nu kun Fæstningen; Paschaen der, er som Commandant! - i Slotsgaarden var det at den ædle Græker, Digteren Rhigas, blev skrækkeligt henrettet! han, Grækenlands Beranger, og det, efter de græske Forhold, en Sanger af en endnu større Betydenhed end denne; ikke blot ved sine Sange vakte han Folkets Frihedsfølelse, men han anvendte sine Midler til at lade opdrage unge Grækere; han lod dem komme til sig i Venedig, hvor han levede som Kjøbmand, lod dem oplære og føle, hvad deres Fædreland havde været; Grækenland var endnu tyrkisk, Rhigas blev udleveret til Tyrkerne, der her i Paschaens Slotsgaard lod ham levende gjennemsave; 630 Servier bleve paa samme Sted i 1815 levende spiddede. Alle havde overgivet sig paa Løftet at skaanes; een af disse Ulykkelige døde først paa den syvende Dag, Donau strømmede med Liig, med Servieres Liig; Tyrken kunde spottende synge den serviske Vise: "det er skjønt at sidde ved Floden og see sine Fjenders sønderbrudte Vaaben drive forbi!" - Nedenfor, hvor Sava falder i Donau ligger et forfaldet Taarn, Neboisce: "vær uden Frygt!" fra Hullerne her bleve de Henrettedes Liig kastede i Donau; i dette Taarn, i det dybeste Fængsel, hvor Flodvandet trængte ind, sad den ædle Fyrste Jeffram. Obrenowitsch, Broder til Fyrst Milosch; denne tvang i aabent Slag Paschaen til at udlevere den Fangne. De Erindringer, der knytte sig til Stedet, vakte Tanken om Skovtrolden, der knugede sine stærke Been fast om Prinds Agibs Hals, som Eventyret beretter os. Ved Skuet af det skumle, forfaldne Taarn syntes jeg at føle de klamme Mure knuge mig, som Skovtroldens Been! hvilke Rædsler knytte sig ikke til denne Scene, der nu laae for os i det deiligste Solskin, med friske, grønne Træer, solbelyste Minareter, Kupler og rødtagede Huse!

Igjennem denne mørke Egeskov, ned mod Floden Sava, flygtede den sorte Georg, Serviens første Befrier; denne Skov og denne Flod var Scenen for en af hine Kampes tragiske Scener, der lever og vil leve i Folkets Sange. Den sorte Georg flygtede med sin gamle Fader, Hyrden Petroni; allerede saae de Sava-Floden og Østerrigs Grændse, og Faderen fyldtes af hele Smerten ved at forlade sit Fædreland, han bad Sønnen heller at overgive sig, at de kunde døe paa Fædrenejord, og Georg bævede mellem sønlig Lydighed og Frihedsfølelse; den første var ved at seire, da Bosniakkernes og Tyrkernes Skrig lød gjennem Skoven! Sønnen vilde løfte Faderen paa sine Skuldre og svømme med ham over Floden, men Gubben vilde ikke forlade det Land, hvortil hans Livs Erindringer knyttede sig, men heller hugges ned af de vilde Skarer! da bad Sønnen om hans Velsignelse, og Gubben gav ham den, aabnede sin Kjortel for sit nøgne Bryst, og Sønnen skjød sin Kugle i hans Hjerte, kastede Liget i Sava og svømmede selv over Floden. - Det var som Bølgerne fortalte mig endnu derom, og den mørke Egeskov nikkede alvorligt og sagde: "ja saa er det!" - Fra det forfaldne Taarn fløi, ud af de aabne, sorte Huller, gjennem hvilke Serviernes Liig vare styrtede, skrigende Fugle; saaledes omflagre Rovfuglene et Rettersted.

Mellem den østerrigske Stad Semlin og Floden Sava strækker sig lige ud for Belgrad en Eng, paa hvilken holdes ugentlig en Slags Marked; to Rækværk nær ved hinanden skille de Kjøbende fra de Sælgende; paa den lange, smalle Bane gaaer østerrigsk Vagt og Contumats-Betjente med deres lange Stokke og iagttage, at ingen Berørelse finder Sted, at de tyrkiske Varer komme i Qvarantaine og Pengene først udvaskes i Ædike, før de modtages paa østerrigsk Side; her er en Raaben, en Gestikuleren mellem de forskjellige Folk for at gjøre sig tydelig for hinanden, Varerne udbredes, vendes og dreies; Sviin, Heste, kort sagt, alt Qvæg drives ud i Floden; overskyllet af den, ansees det for at være fri for Smitte; Pidsken smælder, Hornet tuder; sky løber hvert andet Dyr ind igjen mellem Tyrkerne og maa da atter ud i det vaade Bad.

To græske Præster med mørkeblaa Kofter ned til Anklerne, bitte smaa Hatte og sort Skjæg, dovnede den hele Eftermiddag under Poplerne ved Donau og saae paa vort Skib; mod Aftenen kom den gode Stad Semlins fornemste Indvaanere ombord, de hilste hinanden efter Rangen, kunde man see; Nogle fik Skippunds Hilsener, det var de allerfornemste, andre fik naadige Qvintins Hilsener, det var naragtigt at see. Jeg troede tilsidst jeg var hjemme! hvor dog Menneskene ligne hinanden overalt!

Noget mere Nyt var Skuet her af den lange Række Flodskibe, hvert af disse saae ud som en Noahs Ark, langt, smalt og med et Huus, der var stort nok til at danne et heelt Stræde; alle vare broget malede; paa eet stod saaledes paa hver Side af Døren en gloende rød Løve, paa et andet græsgrønne Drager med Guldkrone paa Hovedet, de fleste andre havde derimod Helgenbilleder. Maneuvren for at komme mod Strømmen var denne: hen ad Taget, der strakte sig over hele Skibet, gik ikke færre end 21 Mand, een efter den anden, de halede i et Toug, der langt forud var bundet til et Anker midt i Strømmen; fremad gik det, men i Sneglemarsch. Et Tordenveir stod over Ungarns Slette, Regnen skyllede ned over de hjemvandrende Semliner, baade over Nummer een i Rangen og over Nummer tyve, saadan en dum Sky kjender ikke Persons Anseelse, den vasker Høie og Lave! - Paa Regn følger Solskin, Alt straalede igjen i den nedgaaende Sol, Donaus og Savas Bølger, Belgrads Minareter! - Her bød Serviens Dryader mig deres sidste Levvel! her hørte jeg i Natten de sidste Raab fra Minaretbeboerne! Naar jeg imorgen igjen kommer op paa Dækket, vidste jeg, er der intet meer fra Kysten, som minder mig om Orienten! her saae jeg det sidste Minaret!