Vi have ikke blot forladt Keiserstaden, - vi ere endog komne midt ind i Böhmen. Kornrige Marker, Lindetræer og Helgenbilleder, det er Treklangen her.

Det er Solnedgang, vi see "Riesengebirge", ak, hvor smaa, hvor taagede, jeg synes at see Kullen fra Sjællands Kyst! det er ikke de græske Bjergconturer! her er ikke den græske Luft med sin Gjennemsigtighed. Men jeg kjender jo denne Plet, Skuet af disse lave Bjerge, den udstrakte grønne Mark, Lindetræerne og denne Steendysse tæt ved Veien! for flere Aar siden har jeg seet den, og netop i samme Belysning, som nu! ikke en Blomst, ikke en Busk synes den mere at have vundet siden jeg sidst foer her forbi; i min Tanke og Hjerte er et nyt, et rigere Blomsterflor end da, Blomster fra Norden, Syden og Orienten! Stedet her har endogsaa tabt; Hovedfiguren, som i min Erindring hører med til dette Landskab, mangler. Her paa denne Steendysse sad da en ung Haandværkssvend, i blaa Bluse, Voxdug over Hatten, Stok i Haanden, Randsel paa Ryggen; han var Billedet paa Ungdom og Sundhed.

Hvor i Verden mon han nu vandrer? Eller har han maaskee alt fundet et roligt Hjem, sidder med Hustru og Barn, just nu i denne Time, og fortæller dem om sine Vandringer gjennem Böhmerland; der er meget at høre, Vandre-Liv er et broget Liv! - Mon han husker sin Hvile her paa Steendyngen, husker Diligencen, der da foer ham forbi, en Fremmed kiggede ud af Vognen og lod ham, som den bedste Figur i Landskabet, afspeile sig i Tanken.

Nei, det husker han ikke! han slynger Armen om sin Kone, kysser sin deilige Dreng -, den Reisende er endnu ikke videre i Verden end ved Steendyngen, der hvor Haandværkssvenden sad! -