Høit paa Bjerget med Udsigt over Stad, Flod og skovbegroede Øer ligger det gamle Hradschin, Kirken her gjemmer i en prægtig Sølvkiste St. Nepomuks Liig; hvilken Pragt herinde, hvilken Naturpragt ude, og dog er dette ikke det Sted i Prag, den Danske først besøger; nede ved Torvet ligger en lille, fattig Kirke, en Buegang og en snever Gaard fører derind. Præsten messer foran Altret, Menigheden knæler og mumler et: "bed for os!" det klinger som et huult, hendøende Suk fra Afgrunden, det vælter frem som en Smertens Bølge, et Jammerskrig.

Den Danske vandrer gjennem Gangen mod Høire; en stor, rødbruun Steen, hvori er hugget en Ridder i Rustning, er muret i Søilen. Hvis Been smuldre derinde? En Landsmands! en Dansk, en Aandens Stormand, hvis Navn kaster Glands over Danmark, - det Land, som forjog ham. Hans Borg derhjemme er sjunket i Gruus, Plougfuren gaaer hen over den Plet, hvor han i den lune Stue granskede Skrifterne og modtog Kongers Besøg;

Maagerne flyve gjennem Luften, hvor han fra Taarnet læste i Stjernerne! hans Livs og Lyksaligheds Ø er i fremmede Hænder, Danmark eier den ikke, Danmark eier ikke hans Støv, men Slægten nævner hans Navn i deres onde Tid, som gik der en Banstraale ud fra det; "det er Tycho Brahes Dage!" sige de.

Den Danske græder i fremmed Land ved Tychos Grav, vredes over en uskjønsom Tidsalder: "Danmark! Du har Hjerter i dit Skjold, hav det ogsaa i dit Bryst!" - Stille, Søn af en yngre Slægt! maaskee Du selv, havde Du levet paa hans Tid, vilde have miskjendt ham, som de Andre, hans Storhed vilde have oprørt din Forfængeligheds Grums, og Du havde kastet det i hans Livs Bæger! Slægt ligner Slægt, deri aabenbarer sig Slægtskabet.

En Solstraale falder paa Gravstenen, maaskee ogsaa en Taare! - Menigheden mumler sit hendøende smertelige: "bed for os!"
 

Stednavne og personnavne: Hradčany, Prag, Johannes von Nepomuk