H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

VisitOdense

 

 

"Den lille havfrue - og havet" i Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense

Langt ude i havet er vandet så blåt.....således indledes H.C. Andersens eventyr om "Den lille Havfrue", og således er indtrykket også af børnekulturhuset Fyrtøjets nyeste (2011) scenografi om "Den lille havfrue og havet" og som H.C. Andersen skriver i eventyret "Over det Hele dernede laae et forunderligt blaat Skjær, man skulde snarere troe, at man stod høit oppe i Luften og kun saae Himmel over og under sig, end at man var paa Havets Bund". Således kunne man også tro som besøgende i børnekulturhuset med en scenografi med lyd og lys og hvor man selv indgår i eventyret ved at kunne klæde sig ud som havfolk eller som prinsesse.

H.C. Andersens eventyr om "Den lille Havfrue" er et eventyr, der udspiller sig i et forunderlig rige langt under havet. Eventyret handler om længsel og om at befinde sig væk fra sine drømmes sted og om ikke at være sikker hvor man hører til. Riget under havet indeholder det forunderlige rige med ejendommelige planter, klipper, rev. Alt sammen befolket med sunkne skibe og underlige væsener.

Nedenfor bringes foto fra scenografien. Teksten under billederne er fra H.C. Andersens eventyr om "Den lille Havfrue"

 Alle Træer og Buske vare Polyper, halv Dyr og halv Plante, de saae ud, som hundredhovede Slanger, der voxte ud af Jorden; alle Grene vare lange slimede Arme, med Fingre som smidige Orme, og Leed for Leed bevægede de sig fra Roden til den yderste Spidse.
Hele den lange Dag kunde de lege nede i Slottet, i de store Sale, hvor levende Blomster voxte ud af Væggene. De store Rav-Vinduer bleve lukkede op, og saa svømmede Fiskene ind til dem,
 Der laae et stort Skib med tre Master, et eneste Seil var kun oppe, thi ikke en Vind rørte sig rundt om i Tougværket og paa Stængerne sad Matroser. Der var Musik og Sang, og alt som Aftenen blev mørkere, tændtes hundrede brogede Lygter; de saae ud, som om alle Nationers Flag vaiede i Luften. Den lille Havfrue svømmede lige hen til Kahytvinduet, og hver Gang Vandet løftede hende i Veiret, kunde hun see ind af de speilklare Ruder, hvor saa mange pyntede Mennesker stode, men den smukkeste var dog den unge Prinds med de store sorte Øine, han var vist ikke meget over 16 Aar, det var hans Fødselsdag, og derfor skete al denne Stads. Matroserne dandsede paa Dækket, og da den unge Prinds traadte derud, steg over hundrede Raketter op i Luften, de lyste, som den klare Dag, saa den lille Havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned under Vandet, men hun stak snart Hovedet igjen op, og da var det ligesom om alle Himmelens Stjerner faldt ned til hende.
Hele den lange Dag kunde de lege nede i Slottet, i de store Sale, hvor levende Blomster voxte ud af Væggene.
Mennesker, som vare omkomne paa Søen og sjunkne dybt derned, tittede som hvide Beenrade frem i Polypernes Arme. Skibsroer og Kister holdte de fast, Skeletter af Landdyr og en lille Havfrue, som de havde fanget og qvalt, det var hende næsten det forskrækkeligste. Alle Træer og Buske vare Polyper, halv Dyr og halv Plante, de saae ud, som hundredhovede Slanger, der voxte ud af Jorden; alle Grene vare lange slimede Arme, med Fingre som smidige Orme, og Leed for Leed bevægede de sig fra Roden til den yderste Spidse.
"Det skee!" sagde den lille Havfrue, og Hexen satte sin Kjedel paa, for at koge Trolddrikken.midt imellem disse knusende Hvirvler maatte hun gaae, for at komme ind paa Havhexens Distrikt, og her var et langt Stykke ikke anden Vei, end over varmt boblende Dynd, det kaldte Hexen sin Tørvemose. "Men naar du tager min Stemme," sagde den lille Havfrue, "hvad beholder jeg da tilbage?"
"Din deilige Skikkelse," sagde Hexen, "din svævende Gang og dine talende Øine, med dem kan du nok bedaare et Menneskehjerte. Naa, har du tabt Modet! ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af, i Betaling, og du skal faae den kraftige Drik!"
 
 det var de smaa Fugle, som Bedstemoderen kaldte Fisk, for ellers kunde de ikke forstaae hende, da de ikke havde seet en Fugl.
og naar de andre Søstre pyntede op med de forunderligste Ting de havde faaet fra strandede Skibe, vilde hun kun, foruden de rosenrøde Blomster, som lignede Solen der høit oppe, have en smuk Marmorstøtte, en deilig Dreng var det, hugget ud af den hvide, klare Steen og ved Stranding kommet ned paa Havbunden. Hun plantede ved Støtten en rosenrød Grædepiil, den voxte herligt, og hang med sine friske Grene udover den, ned mod den blaa Sandbund, hvor Skyggen viste sig violet og var i Bevægelse, ligesom Grenene; det saae ud, som om Top og Rødder legede at kysse hinanden.

Foto: Lars Bjørnsten Odense 2011
 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk