En anden april i den danske Vaar

Der brast et Æg i en Andegaard:

Den grimme Ælling kom frem.

Endnu idag efter hundred Aar

Det mindes her i dens Hjem.

Det var i Skaren, hvor den blev fød,

Kun sparsom Lykke, som Livet bød, Kun karrig Pleie og Røgt;

Nok den døied af Spark og Stød,

Af Kattens og Hønens Kløgt.

 Men over den vaaged dog St. Knud,

Og Solen svøbte sit Gyldenskrud Omkring dens sviende Ar,

Til den en Vaar slog Vingen ud

Og viste, hvad Fugl den var.

Den fløi med brusende hvide Fjer

Mod Dammen, hvor der var Svaner fler , Som stolt paa Voverne laa;

Børnene jubled: de led den mer

End nogen, de forhen saae.

Den Slægt, som var hans, er lagt i Grav,

Og de, som har kjendt ham, ældes;

Men hvad han Danmark og Verden gav,

Før sent han lagde sin Tryllestav,

Vil ikke af Tiden fældes :

Det staaer som en Hal af det danske Hus; Og synker Hallen engang i Grus,

Døer Sproget paa Danmarks Læber,

Og Kulde dets Hjerte dræber.

Der throner hans Muse, barnlig ren,

Med Phantasus' Spir i Hænde;

Og Viddet straaler foruden Men,

Og Lunet glimter som Ædelsten

Fra Kronen med Lyn, som blænde.

Og Sproget tindrer i Dronningpragt

Som Perler og Guldmor af hendes Dragt

Hævende sig over Love,

Som kun en Fyrste tør vove.

Hil hende i hendes sikkre Ly,

Hvor skærmet og tryg hun huser,

Mens seierrigt, uden Storm og Gny,

Om Verden dog hendes Skjønheds Ry

Paa snehvide Vinger suser!

Hil ham, hun kaared fra Barn til sin

Og gav at skænke sin gyldne Vin !

Hvad end der af Tiden skæmmes,

Hans Hæder vil uskadt gjemmes.

ERNST v. D. RECKE.