Jonna Stampes brev om H.C. Andersen til Edvard Collin. Dateret marts 1878

 

(Jonna Stampe er datter af Edvard Collins søster Ingeborg, som er gift Drewsen)

 

Mit foranstaaende Arbeide har, inden det var færdigt til Offentliggjørelse, været underkastet en Kritik, som jeg selv har fremkaldt. Det var jo naturligt, at jeg ønskede en Meningsyttring derom fra Andersens nærmeste Omgangskreds. Jeg havde særlig Grund til at vælge en Enkelt til Dommer, nemlig min Søster Ingeborgs Datter Jonna (Lehnsbaronesse Stampe).
Hun var i sin Opvæxt en af de første og stadige Tilhørere ved Andersens mundlige Fortællinger. Dengang saae hun op til ham. Maatte hun senere i Livet, som moden og høitdannet Qvinde, tilstaae for sig selv, at han ikke ganske var den Samme, som hun havde tænkt sig, glemte hun dog aldrig det første Indtryk; hun vedblev til hans Død at være hans trofaste Veninde og hans Forsvar, naar han blev angrebet. Jeg
vil endog sige, at hun var partisk for ham; og dertil kunde hun vel finde Anledning ligeoverfor nogle af os Andre. Da hun modtog dette Arbeide, laae hun paa et smertefuldt Sygeleie, farligt syg, men i Besiddelse af sin fulde Aandskraft. Af
hendes Brev, der er dicteret af hende og nedskrevet af en af Døttrene, vil jeg meddele Følgende:

 

Marts 1878

«Du har rigtignok Ret i, at jeg med Interesse følger Dit Arbeide om Andersen; det ligger mig netop paa Sinde, at Folk. skulle lære ham at kjende fra hans menneskeligste Side, hans Hjerteforhold, hans Venskabsforhold til den Collinske Familie. Jeg synes derfor saa udmærket godt om Begyndelsen, de Meislingske Breve, om Bedstefaders Optræden og Andersens Personlighed, som den viste sig der paa en næsten Dickensk rørende Maade. Ligeledes Brevene til Dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kjærlige Side hos ham træder saa stærkt frem; endelig Brevene til Louise. Et saadant Indblik i Andersens Barndoms- og Ungdomsliv kan kun Du give.

 

Andersen var en virkelig Svane og blev betragtet som en grim Ælling

Men naar jeg ikke var saa fuldt tilfredsstillet ved Randglosserne til hans Livs Eventyr, saa ligger det i, at jeg ikke synes Du seer med nok Afstand paa den Tids Strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med Hensyn til Andersen. Jeg føler nemlig, at han virkelig var en Svane og en Stund betragtedes som en grim Ælling. Han følte Vingerne groe uden at kunne gjøre sig selv Rede for
denne Følelses Berettigelse eller at kunne bibringe Andre denne Følelse. For ham var al Tugt og al Tilrettevisning kun Hemmelser; han følte Ubilligheden men ikke Berettigelsen. Derfor vaandede han sig under al Sprogrettelse og under at veies paa samme Vægt som Andre. Jeg troer, at selv om man har tilhørt hiin Tids Standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt sin Forkjærlighed for den, saa vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at Formen spillede en større Rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunde følge den Betning, let kom til at staae udenfor og derved blive gjort Uret. Samfundet kunde dengang ikke være anderledes, da det ikke kunde være forud for sin Tid, saa det skal ikke bebreides det; men det maa tages med i Betragtning, synes jeg, i Bedømmelsen af Andersen.

 

Han hørte efter min Mening til de 4 store Propheter, men fik neppe Rang blandt de 12 smaa, og maatte derfor vaande sig under en Maalestok, han ikke kunde svare til. Dette, synes jeg, var hans første Samtids ubevidste Skyld imod ham. Hans Skyld imod den var, at kræve Anerkendelse som Svane for han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine Eventyr. Dernæst havde han en anden Skyld, ligesom denne ubevidst, hans Phantasies Upaalidelighed med Hensyn til Folks Forhold til ham. Du kalder det Pirrelighed, men jeg, som har kjendt Mennesker med denne Slags Natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en Utilregnelighed i Phantasien, der faaer denne til for Alvor at troe hvad der vitterlig ikke er skeet. De lide ligesaa meget under disse foregøglede som under virkelige Krænkelser, og gaae i deres Grav, sikkre paa at deres Opfattelse har været den sande. Ved denne Feil har Andersen beredt sig selv og Andre store Kvaler, og dog anseer jeg ham for utilregnelig deri.
 

Familetrygheden

Der var dernæst en anden Grund, der maatte gjøre Andersens Feil mere aabenbare for Verden end Andres; han var uden Familie. Alle vi, der ere saa lykkelige at have Familie, maa vide, hvad Støtte og Hjælp Familieforstaaelsen er for os. Fører en ublid Vind os bort fra den, vil vi dybt føle dens Savn: den kjender og bærer over med de samme Svagheder og Eiendommeligheder, den netop selv har, lægger stundom end ikke Mærke til dem. Dette gjælder de fødte Familieforhold; i de Forhold, man selv danner, faaer man visselig mangen en Gang ikke den samme Overbærelse. Hvor mangt et ondt Lune, hvor mangen en Særhed, Tværhed, ja endog Utaalmodighed faaer ikke Udløb inden fire Vægge, saa Verden forskaanes for
at see dem og lide derunder og den Paagjældende selv hyppigt af Udenforstaaende betragtes som et meget omgængeligt Menneske. Ingen af disse Lettelser havde Andersen, ingen medfødt Slægt forstod og bar over med hans Ungdoms-Særheder, og han havde senere ingen Familie, i hvilken han kunde udgyde det, som han
saa desværre maatte udgyde over Venner og Bekjendte. Han kunde naturligviis heller ikke i den Collinske Familie have den Familie-Tryghed som vi andre.

Naar man er syg, nervøs, ikke er istand til personlig at skrive, men maa gjøre det pr. Dictat (som forekommer mig særdeles vanskeligt) og ikke kan tale til den man vilde tale med, saa skulde man egenlig tie stille. Men saa stor er min Interesse for det Du udgiver, at jeg har dristet mig til at dictere dette. Jeg syntes nemlig, at det kunde gjøre godt mod Andersens Minde, om der blev ydet ham en Forstaaelse, som
han maatte savne i sin Samtid, men som Ingen bedre kunde give ham end En, der har staaet ham saa nær som Du — den Indrømmelse nemlig, at Andersens første Samtid var for snever til heelt at kunne forstaae ham, og at hans Pirrelighed ikke
alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Det var denne Klang af Sympathi, som jeg savnede i det ene lille Afsnit, og som har bragt mig til at udtale min Opfattelse. Bliv nu hverken kjed eller led derover, men straf mig især ikke ved at undlade at sende mig hvad Du ellers skriver. Det sidst Tilsendte tiltalte mig meget; det skildrer paa en træffende Maade Andersens eiendommelige
Forhold til Familien, hans underlige Blanding af Saarlighed og Godmodighed, ligesom det ogsaa grupperer Familien charakteristisk omkring ham (Familiepoeten, der maa offre til hans Skinsyge, Søstrene, der trøste) . . .

 

                                                                                                   J.

Min Besvarelse af dette Brev skal altsaa danne Afslutningen af mine Betragtninger om Andersen. Denne Brev-Form vil maaskee misbilliges; men Hovedsagen for mig er at være tydelig, og jeg frygter for, at Tydeligheden vilde lide ved Omdannelse i Af handlingsform. Og naar jeg lader disse ganske private Breve fremtræde offentligt, uden at foretage nogen Forandring i den Brevstiil, der nu engang er eiendommelig for mig, kan jeg kun bede om Læserens Overbærelse. Det er dog 'bedre, at jeg skriver i den Stiil, der falder mig naturlig , end paatager mig en, der er mig fremmed.

 

Edvard Collins brev til sin søster Jonna om H.C. Andersen

9. Marts 1878.

Dit Brev har gjort mig stor Glæde, kjære Jonna, uagtet det indeholder væsenlige Indvendinger mod min Fremstilling; men disse kom mig ikke uventede; thi ifølge Din Godhed for Andersen og Din overbærende Betragtning af hans Svagheder
maatte Du skrive saaledes. Det var i hans qvindelige Omgang mens han levede, at der blev kjælet saameget for hans »syge Hjerte« ; de samme ville nu, at der ogsaa skal kjæles for hans Minde. Men mit Forhold til ham var aldrig det kjælne, og ligesaa lidt kan mit Forhold til hans Minde blive det. Men jeg er pligtig til at frede om det; bliver det angrebet i noget Væsenligt, skal jeg ikke tie. Spørgsmaalet er her om min
Fortælle-Maade ; vi skulle snart blive enige om, at vi skylde hans Minde den Indrømmelse, som Du lægger saamegen Vægt paa, og jeg tiltræder derfor af ganske Hjerte Din Sætning: at Andersens Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Var det hermed afgjort mellem os, saa var det jo fortræffeligt; men jeg føler godt, at denne tørre Indrømmelse ikke tilfredsstiller Dig. Jeg misforstaaer Dig ingenlunde ; Du forlanger ikke en Apotheose — denne er saa rundeligt, ja altfor rundeligt, blevet ham til
Deel i hans Levetid; men Du savner en Klang af Sympathi. Og heri har Du maaskee Ret; under Beviisførelsen er Inderligheden gaaet tabt.

 

Dommerne

 

Andre ville maaskee dømme endnu strængere om min Uforbeholdenhed. De ville sige, at man var berettiget til at vente, at der fra min Haand ikke vilde udkomme Andet end hvad der kunde tjene til min afdøde Vens Ære. Dersom jeg vilde forsvare mig med, at han i levende Live saa lidt forstod at skjule sine Svagheder, at disse vare bekjendte for hele hans Omgang, da vilde man vel sige: saa lad det være kjendt i denne Kreds, men bring det ikke ud i Verden. Men den Kreds, der kjendte ham, var stor og ikke altid mildtdømmende ; hans ydre Væsen har fundet mange haarde Dommere, som ikke kjendte hans Charakteer og ikke kunde finde anden Forklaring
end : Egoisme, Hovmod, Forfængelighed o. s. v. Men naar jeg, som har fulgt hans Livshistorie fra hans tidlige Ungdom til Graven og været saa nøie knyttet til den, ikke troer men veed, at Grunden maa søges i en Disposition — legemlig eller aandelig eller begge Dele — som det ikke var ham muligt at frigjøre sig for; naar jeg netop deri seer en undskyldende Forklaring af det, som har været Andre til Forargelse — skulde jeg da tilbageholde det?

 

Kritikerne

En Kritik af Andersen som Menneske og som Digter har jeg ikke villet skrive; Kritik, veed Du jo nok, har aldrig været min Sag. Min Tip-Tipoldefaer var Veier, Maaler og
Vrager i Kolding, men der er Intet af Faget gaaet over i mit Blod. Men vil man kalde det Kritik, at jeg fremstiller Phænomenerne, og søger at forklare deres Grund — da faaer det være. Thi jeg kan ikke fravige den Mening, at der gjøres Andersen den bedste Tjeneste ved at vise Verden, hvor sygt hans Sind var, saa at det staaer tydeligt for Enhver, at alt Frastødende, alt det, som Verden forargedes over, skyldes dette Sind. Han kjendte sin Sygdom, men vidste intet Raad imod den, og han var tidt i Sandhed ulykkelig derover. Jeg har ikke givet nogen Beskrivelse af, men kun en Hentydning til de Paroxysmer, under hvilke han var aldeles utilregnelig; men jeg
kan ikke ganske forbigaae dem, da det kun kan være i saadanne, at der er undsluppet ham Yttringer, som ere opfangede og priisgivne Verdens Dom. En bebudet Reaction mod ham kan godt bygges derpaa.

 

Samfundet

Hvad nu det Samfund angaaer, i hvilket Andersen bevægede sig i hiint for hans Udvikling saa vigtige Tidsrum, da har Du faaet det Indtryk, at hiint Samfund var noget pedantisk og for snevert til heelt at kunne forstaae ham, og at Formen spillede en overmægtig Rolle.

Jeg skal ikke her komme tilbage til Striden om Formen, dette misforstaaede eller dog kun halvt forstaaede Begreb — langt mindre til Andersens Betragtning af dette Stridsæmne *)

 

*) Skjøndt det er stridende mod Skik og Brug at skrive Anmærkninger til Breve, vil jeg dog her meddele Dig af et brev til Andersen "en Vens« Betragtning". Til følgende Distichon: 

 

»Altid, naar Aandens Mosesstav det vilde,
Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde«

føierhan: »Og Du veed ogsaa, hvor tidt vi have
leet sammen af Hertz's Formsludder. «
 

Men var det nu kun hans Forsyndelse mod Formen, der vakte Datidens Kritik imod ham? Forsøg at tænke Dig, at hiin Tids Andersen — ikke Eventyrdigteren, men den dramatiske Forfatter — optraadte i vor Tid — hvorledes vilde han da blive behandlet?

At der kunde være meget at sige mod Samfundet i den Tid, vil jeg indrømme; jeg mindes selv meget af Bureaukrati, Servilisme , sneverhjertede Anskuelser om det Tilladelige og Passende. Men ere da alle disse ubehagelige Begreber forsvundne fra vor Tid, og er der ikke opstaaet nye Former af den Egoisme, der er alle Tiders ulægelige Sygdom? Og hvad den æsthetiske Literaturs Omraade angaaer, da vil jeg minde om, at vi havde vor Opdragelse gjennem Mænd som Baggesen,
Oehlenschlæger og Heiberg. Jeg troer derhos, at vi vare mere unge end Nutidens unge Mennesker. Jeg har idetmindste ikke hørt Noget fra de sidste 30 Aars Ungdom i Retning af Digterens:

Griller, Griller, fly, fly,
Vort Sind behøver godt Veir,
Et muntert Sind gjør Guld af Bly
Og Sølvtøi udaf Potter.

Men dette bliver mellem os ; thi jeg vil ikke have Klammeri med Ungdommen. Endelig vil jeg spørge, om det ikke er noget for tidligt at betragte hiin Tids Virksomhed paa det aandelige Gebet som en Deel af »det forsvundne Kjøbenhavn«.

 

Andersen: Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer

Andersen skriver i 1833 : »Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer«. Jeg vilde neppe dengang have skrevet saaledes som nu; thi deels have mine Anskuelser om, hvorledes en Afdøds Liv bør beskrives, forandret sig meget, deels har hans Selvbeskrivelse viist mig den Vei, som jeg nu følger. Det er jo nemlig klart, at han selv har villet, at det store Publicum skulde sættes ind i hans Livs Mærkværdigheder, store og smaa, hans Tanker og Følelser fra Vuggen til Graven. Men han var formeget Digter til at hans Fremstilling og Opfatning af Omgivelserne kunde blive absolut rigtig, og for phantastisk til at hans Selvbetragtninger kunde blive paalidelige. Han har ikke altid forstaaet sig selv og hyppigt misforstaaet Andre. Lad være, at vi i Grunden Alle, meer eller mindre, have de samme Svagheder; men han havde sine i en ikke almindelig Grad, og vi aabenbare ikke vore for Verden.

 

Opdragelse

Han har sagt om sin Ungdomstid, da han netop var sluppet fra Skolen: »Alle vilde rette paa mig« ; og dette er, naar man ikke tager det bogstaveligt, sandt. Hvor var nu
Uretten? Han havde forsaavidt Ret, naar han tænkte: jeg er nu 25 Aar gammel og skal endnu opdrages! De Andre havde Ret, forsaavidt de kun saae paa, hvor lidet hans intellectuelle Modenhed svarede til hans Alder. De kunne have feilet ved at tage ham just paa denne eller hiin Maade, — jeg kan kan undtage en Eneste, min Fader, af hvis Mund jeg fra denne Tid kun erindrer faderlig Tiltale — ; men de Andre have ærligt og efter bedste Overbeviisning stræbt til hans Bedste.

Andersen var i den videste Betydning en offentlig Charakteer, kjéndt personlig af Mange, igjennem sine Skrifter kjendt af Utallige, kjendt og miskjendt. Han var desuden — afseet fra hans Skribentvirksomhed — en saa ualmindelig personlig Fremtoning. Han har i »Mit Livs Eventyr« stillet sig selv, sit Liv, sit Væsen saa
detailleret frem, han har charakteriseret sig selv og sine Omgivelser, men Alt efter sin — i Ordets gode Betydning — eensidige Betragtning. Og denne maa prøves, thi hans Liv tilhører Culturhistorien.

 

H.C. Andersens sociale arv

Jeg vender mig nu til det af Dig med Rette fremhævede Hovedpunct: hans Sorger og hans Staaen ene i Verden uden Familie. Ja her træffe vi ganske sammen; og jeg er enig med Dig i den Betragtning, at netop dette maatte gjøre hans Feil mere aabenbare for Verden.

Ja, han havde Venner, Tilbedere, Forgudere — men dog stod han ene i Verden; det vækker høist veemodige Tanker. I det stærkt bevægede Liv, som han førte, kunde han glemme — og glemte ogsaa — denne Sorg; men naar Eensomheden da kom, følte han den ogsaa saa meget dybere; da følte han sig forladt af Alle. Fra saadanne Timer skriver sig hans bittreste Udtalelser.

I sin tidlige Barndom mistede han sin Fader, i sin Ungdom havde han endnu en Moder. Om hende vil man have dannet sig en Forestilling ved Læsningen af hendes Breve i den trykte Samling; men disse ere skrevne af Andre. Han var meget tilbageholden med at tale om hende; men jeg veed, at hun og hendes Forhold laae ham tungt paa Hjertet. Han maatte idelig høre hendes Bebreidelser for at han gjorde saa lidt for hende; hun krævede ham endog for de « Penge, som hun skyldte Contoirist Høst for at skrive de to sidste Breve«. Andersen kunde vel ogsaa have Tvivl, om hendes Nød virkelig var saa stor, naar hun lod skrive : « Mange gode Folk bevise saa mange Godheder imod mig; ofte giver de mig Overflødighed af Spise*. Og alt dette paa en Tid, da han selv ikke kunde leve uden ved Andres Hjelp. Jeg har et Brev, som hun selv har skrevet; af dette vil jeg, til Forstaaelse af Sønnens Sorger,
meddele et Stykke:

«Jeg takker for di Penge Som du sende Guldbergs Di lo kiøbe Læret til en Særk til mig men i mit Liv har jeg aldrig eiet Saa grov en Særk det var Som det gro-
veste Sægetei . . . hva du har bedt mig om Skal ieg nog la være men at misondelig Mennesker skildrer mig Saa Slet kan jeg (ikke) giøre ved. Bespisningsanstalten
har nu begend og ieg faaet Ma engang. Det er jo kun tønt men Saa bær det dog navnet af varm Ma».

Og naar jeg tænker paa, at dette Brev er til ham, som senere skrev « Historien om en Moder», da finder jeg det hjerteskærende. — Han sørgede som en god Søn ved hendes Død og følte, at nu stod han ganske ene.

 

Økonomiske sorger

Økonomiske Sorger havde han i lang Tid meer af end jeg dengang anede; han var yderst ømfindlig i det Capitel. Brevene vise, at han een Gang har laant Penge af min Fader. Da jeg bebreidede ham den forcerede Production, der ikke levnede ham Tid til noget Studium, vidste jeg ikke, at Nøden tildeels tvang ham dertil.

 

Hjertesorger

Men da vi nu ere ved hans Sorger, saa vil Du vel ogsaa høre Noget om hans Hjertesorger. Jeg kan kun bekræfte at men ikke fortælle hvad; jeg kan ikke gjøre mig interessant ved nogen Oplysning derom. Han har i hele sit Liv ikke talt eet Ord med mig derom, men han har viist mig sin Sorg saaledes, at jeg kunde tyde dens Grund; ganske kunde han dog ikke fortie den for mig, som det vil sees af et af hans Breve til mig. Og ban kunde heller ikke lade Verden være uvidende derom (det kunne Digterne jo aldrig). En saadan Antydning finder man allerede tidligt (Mit Livs Eventyr S. 90 — 91) men han er discret (det ere Digterne ikke altid). Guldberg gav ham engang, som Du vil have seet, en Lection i Anledning af et uskyldigt Skjelmeri i «Phantasier og Skiszert. — Jeg er overbeviist om, at Damerne have vidst meget bedre Besked om Andersens HjerteHistorier end jeg, paa Grund af deres magelese Evne til at udfritte og udpønske, medens jeg har den for mig lykkelige Egenskab : ikke at være nysgjerrig. Men jeg har dog blandt hans Papirer fundet Breve og Stemningsudbrud, endog Navne; om disse faae Damerne dog ikke Noget at vide af mig. Men paa saadanne Stemningsudbrud at bygge den Mening, at disse Sorger sloge dyb Rod, kan jeg ikke være med til ; jeg har kun seet, at han var let fængelig, og det kan jeg godt lide.
 

H.C. Andersens poetiske rangordning i Danmark

Din Bestemmelse af Andersens Plads i den poetiske Rangforordning, det vil sige den Plads, som den competente offentlige Mening anviste ham ved hans første Optræden, er, om jeg maa sige det, som skrevet af Andersen selv. Jeg henviser
simpelthen til hvad jeg har oplyst om hans Indtræden paa Forfatterbanen og om hvorledes han introduceredes af Heiberg o. Fl. paa en Tid, da han ikke var videre end at han cfølte Vingerne groe». Men idet Du forsvarer ham paa Samtidens
Bekostning, lægger Du ogsaa en Skyld paa ham selv. Jeg synes, at jeg dømmer ham ligesaa mildt som Du. Lad os i Korthed betragte hiint første Tidsrum.

Hans Barndomsliv er bekjendt nok, ligeledes hans phantastiske Udvandren til Kjøbenhavn, hans Ophold der (den sørgeligste Tid af hans Liv) og endelig den bratte Overgang til Skolelivet, hvor han for forste Gang blev stillet ligeoverfor en Pligt: den at* skulle lære Noget, og blev tvunget til at lægge sin Phantasiverden tilside. Studentertiden var ikke uden Ubehageligheder, men dog en god Tid for ham; den havde jo et Anstrøg af Ungdomsliv. Nu begyndte hans umaadelige Production, som, ved hans Mangel paa Selvkritik, maatte skaffe ham mange literaire Modstandere, billige og ubillige. Men foruden disse havde han Venner, sande Venner af hans egenlige Jeg, men deelte i to Leire ved Bedømmelsen af hans Arbeider ; han fløi fra den moderligt sindede Fru Læssøe til den kjølige E. Collin ; var han opvarmet hist, blev han afkjølet her, og saaledes gik det i hans øvrige store Omgangskreds. Denne spredte, forvirrende Behandling var til stor Skade for Andersen. Idet han helst hørte «den rosende klingende Bjelde», indsneg der sig i hans Bevidsthed en Tanke om Partiskhed, om Uret. Den fortjente Lykke, som Improvisatoren gjorde, kunde ikke ud-
viske dette Indtryk; læg vel Mærke til dette Træk; detkjendes igjen i hele hans Liv.

Men den bratteste Overgang i hans Væsen viste sig efter Opholdet i Weimar, hvor han var blevet feteret paa en Maade, der vel kunde forvirre Hovedet paa ham. Efter denne Jagen fra Fest til Fest og omgivet af Smiger, befandt han sig pludselig i det gamle borgerlige ædruelige Hjem ; hans Phantasi havde foregjøglet ham en Modtagelse i den tydske Stiil.

Jeg tænker mig en ung Pige, som har været paa det første Bal. Herrerne have stimlet om hende, engageret og inclineret. Efter en Nat fuld af skjønne Drømme vaagner hun i sit Hjem, hvor Alt er Ro; hun kaldes til de vante daglige Sysler og finder sig snart tilrette i dem. Men Andersen vilde vedblive at gjenopleve sin «halv Drøm halv Virkelighed » ; han kom hjem til det gamle Huus, der blev ikke inclineret for ham, og det kunde han ikke finde sig tilrette i. Han fordrede Paaskjønnelse af, at han ved sin Berømmelse cgjorde Huset berømt » ; men Huset satte ikke Priis derpaa. Fader skriver til ham — aabenbart for at forberede ham herpaå — «Jeg kan
let sætte mig i Deres Forfatning og Stemning over en saadan Modtagelse i Udlandet. Men De veed jo nok, at en Prophet er miskjendt i sit Fædreland. Vi længes alle efter Dem, skjøndt jeg af gammel Praxis forudseer adskillige Scener, naar Udlandet hæves paa Indlandets Bekostning. Men slige Scener ere ikke
videre farlige ».

 

Familien Collins forhold til Andersen

Fra denne Tid er det især at hans Misfornøielse med Hjemmet skriver sig; han kunde efter sin Natur ikke tænke sig, at en Vurdering her hjemme, der ikke stod i Heide med den tydske, var Andet end en ubillig Undervurdering. Han var
uforsigtig i sine Yttringer derom, trodsede paa den Ære, han havde gjort sit Fædreland, og irriterede Mange ved bestandigt at tale om Modtagelsen i Tydskland og ved Lovtaler over det Fremmede.

Lad os komme ganske paa det Rene med vort — Familiens — Forhold til ham. Jeg vil da ferst sætte 'nogle Notabener ved Dine Bemærkninger om det Vanskelige for en Fremmed ved at « finde sig tilrette i det Collinske Huus». Dette Huns havde
et eiendommeligt Præg, det er sandt; og det for Fremmede meest Paafaldende var vel, at det Conventionelle der spillede en saa underordnet Rolle; i et andet Huus stod dette «hvad synes Folk derom » maaskee i forreste Række. Efter dette Præg dannes Tonen i hver Familie; de forskjellige Toner kunne vel bringes til at danne en Harmoni, men Instrumenterne maa forst stemmes sammen. Jeg vil dog ikke modsige, at vort Familieliv var noget paaholdende paa sit Eget ; i denne vor egen
lille Verden holdt vi paa den Tone, der var Udtrykket for Husets Charakteer. Men denne Betragtning vedkommer ikke Andersens Forhold til Familien. Han indtraadte i vor Kreds ganske umoden, næsten som et Barn, ikke istand til at kritisere vort Familieliv; thi han kjendte ikke noget andet, som han kunde sammenligne det med. Og derfor var han i de første Aar glad imellem os, glad ved at see sig behandlet som
Sen af Huset, men ikke nden Veemod over ikke at være det; herom mindedes han stadigt ved sin Moders Breve. Men den Forstemthed, som han, efter at være optraadt som Forfatter, næsten daglig var udsat for, havde en ganske anden Grund — der ikke stod i den ringeste Forbindelse med Tonen i Huset, — nemlig den, at han ikke fandt sine Arbeider noksom paaskjønnede hos os; og denne Forstemthed maatte tiltage efterhaanden som han anerkjendtes af Andre.

Naar han i vor Kreds, hvor Hertz og især Heiberg stode saa høit anskrevne, ikke fandt den høirøstede Sympathi for sin Musa, som han fandt i nogle andre Huse — og jeg vil indrømme, at det var Tilfældet — saa havde han visselig Grund til at bedrøves; men jeg seer ikke, at han havde Ret til at beklage sig. Ulykken var, at han næsten daglig havde Anledning til denne Bedrøvelse. Vi sagde ofte om et oplæst Digt »det er smukt« eller noget Lignende, men naar han først havde været hos Hr. A., der var »ganske opfyldt« deraf, og derefter hos Fru B., der var »betaget« deraf, og vi saa ikke bleve »opfyldte og betagne«, — saa var det forbi med Humeuret. Det bør dog erindres, at han i sine rolige Øieblikke, hvor gjerne han end lyttede til Roes, ikke miskjendte sine oprigtige Venner, men endog blev mistænksom mod de smig-
rende Stemmer. I et saadant, desværre sjeldent Øieblik følte han, at overdreven Roes var ham til Skade, og da sagde han: »Folk have sluddret for mig og sat mig Galskab i Hovedet.«
— Jeg indrømmer forresten villigt, at vi — idetmindste jeg — ikke vare overbærende nok med hans Svagheder, og især den, som trættede mig meest, at han selv eller et af hans Arbeider altid skulde være udelukkende Gjenstand for Samtalen. Almindelige Discussioner indlod han sig sjeldent paa: han yttrede vel en Mening og i en meget bestemt Tone, men holdt sig borte fra at besvare Modsigelser.

 

Familien Wulff

Jeg vil nu forsøge at aflede Din Opmærksomhed fra vort Huns og henlede den til et andet, nemlig Commandeur Wulffs, der billigviis bør bære en Deel af Ansvaret for Andersens »Behandling« i hiin Tid; thi det var dette Huus, han, næstefter vort, flittigst besøgte. Commandeur Wulff var, saa forekom det mig, en underlig Blanding af Sømand, Skjenaand og Hofmand, lidt Digter, og Oversætter af Shakespeare. Han
var god mod Andersen, men overseende og overlegen. Andersen kunde aldrig slutte sig til ham som til Familiens qvindelige Medlemmer og en Tid til Sønnen Christian. Den vigtigste i denne Familie for Andersens tidligste Udvikling var Moderen. Ligefra hans Skoletid havde hun et aarvaagent og moderligt Øie for ham, senere maaskee meer for hans Skrøbeligheder end for hans gode Sider; men hun søgte at indvirke
paa ham paa en moraliserende Maade, som han ikke var modtagelig for, og hendes Optræden ligeoverfor ham havde noget Afmaalt, Gouvernantemæssigt, som irriterede ham. Adskillige af de tilsyneladende haarde Yttringer, som Andersen citerer fra hiin Tid, tilhøre hende, men det vilde være uretfærdigt at bedømme hende efter disse. Hun levede i en æsthetiserénde Omgivelse og var selv meget ivrig Deeltager. Andersen kunde umuligt hos hende komme i Betragtning ved Siden af
den Tids Celebriteter. At han kunde lade sig henrive til at forlange dette, opbragte hende. — Den yngre Datter Ida, senere Conferentsraadinde Koch, kom dengang ikke saameget i Berøring med ham; hun stræbte ikke efter at have nogen
Indflydelse paa ham. Men hun vedblev indtil hans Død at være ham en trofast Veninde, og i hendes Huus var han indtil sin sidste Sygdom en fast ugenlig Gjæst. — Men ligeoverfor den omtalte Opdragelse i dette Huus og i Opposition mod den havde han en trofast Allieret i den ældste Datter Henriette Af dette Forhold har han («Mit Livs Eventyr» 79 — 80) givet en træffende men noget kortfattet Skildring.

 

Fortsættes her !

 

---