Af en let begribelig Frygt for at blive for vidtløftig i min Charakteristik af Andersen, har jeg ikke udtalt mig for Dig om alle Yttringer af hans »Sjælesyge«. Det er dog til
den rette Forstaaelse af hans Væsen og til en Forestilling om, hvormeget han har maattet lide, nødvendigt at omtale hans Ængstelighed og hans skiftende Stemninger.
 

H.C. Andersens ængstelighed i forhold til skib, jernbaner, natur m.m.

Ængsteligheden viste sig i hans tidligste Tid ikke som en Sygelighed; den var en ligefrem Følge af hans ustyrlige Phantasi; han saae Farer, hvor ingen Anden vilde have fondet dem. Det vilde jo ikke være urimeligt, om han paa sine mange Reiser i fremmede Lande en enkelt Gang havde befundet sig i en farefuld Situation; men jeg har ikke kunnet see andet, end at hans Phantasi har lavet alle de Farer, som hans mange Meddelelser i Brevene skildre. Det har formelig været en Trang for ham at tænke sig mulige Farer, og da at udmale dem, som om han virkelig havde været udsat for dem. Især gave Jernbaner og Søreiser ham ofte Stof dertil. At han
ved et stærkt Bølgeslag mod Skibet troede, at dette var stødt paa en Sandbanke, er ikke saa forunderligt; men charakteristisk er det, at han, overbeviist om Feiltagelsen , endda betroer os sine Fornemmelser i Anledning af »Sandbanken«. Derfor
skriver han: Katakomberne under Rom ere noget usikkre, dog har jeg med D. og N. bevandret dem ; det gik godt af, Molbech har ikke vovet det». Og derfor fortæller han saadanne Ting, som fra Tanger, at han havde været paa et Sted, »hvor der for 2 Aar siden var seet Løver«. At dette tidligt har ligget i hans Disposition sees ogsaa af et Brev fra Maii 1826, ifølge hvilket hans første Reise med nogle Miles Kjørsel gjennem
Sjelland, »ikke har været uden Fare, da Veien gik Bakke op og Bakke ned.«

 

Ængsteligheden for sit helbred

Han var dog egenlig mere ængstelig for sin Helbred, uagtet han, afseet fra hans Nerveusitet, havde en udmærket Constitution. Jeg kan ikke mindes, at han har været egenlig syg før de sidste Par Aar; og selv - under denne alvorlige Sygdom var han oven Senge indtil det Sidste. Derimod vrimler der i hans Breve af Tandpiner; han var vistnok plaget deraf, men alle hans Venner skulde vide det, og Lægerne skulde raadspørges. At disse tyldede Noget i ham, som hverken gjorde fra eller til,
beroligede ham. Derfor hedder det i et Brev fra Chr. Wulff : »Du feiler nu aldrig noget, naar blot du faaer Lov til at tage for et Par Rigsdaler Mixtur om Dagen«. Og saaledes blev det bestandigt ved; næsten hver Dag havde han et eller andet
»Tilfælde« at fortælle om, stundom kunde han forevise f. Ex. en lille rød Plet paa Haanden, som »Theodor maatte see paa, for at sige om det var noget Alvorligt.« Sædvanlig fik han da et Svar, som: at det saae ud som Fnat, men at det maaskee
kunde blive en Brandbyld — denne Spøg hørte han gjerne. Det var vel egenlig kun blevet ham en Vane at gjøre Ophævelse af saadanne Smaating; men ganske uberørt af Ængstelse har han dog ikke været, naar han f. Ex. omtaler Fru Seeres Hunde i det sidste af de trykte Breve, eller naar han skriver til Ingemann (1855): »Katten bed mig i Fingrene, saa nu har jeg det at gaae og ængste mig over, skjøndt der ikke blev bidt Hul, kun givet Tryk ind i Huden; men det er nok for mig til at spore Hede, Smerte og Trækning, som nok egenlig ikke er der.»

 

Andersens farer og tilfælde

Jeg kunde ønske, at jeg i Andersens levende Live havde samlet en Fortegnelse over hans »Farer og Tilfælde« og havde oplæst dem for ham. Jeg er sikker paa, at han vilde have leet hjerteligt. Hans Sands for det Komiske kunde i den Grad tage Magten fra hans Selviskhed, at han, naar han saae sig selv sat i en komisk Belysning, morede sig derover (naturligviis kun i vor snevre Kreds). Det viste sig især i hans Samtaler med Din Moder, f. Ex. naar hun greb ham i en lille uskyldig
Løgn. Men ogsaa naar han fortalte hende en sandfærdig Begivenhed, i hvilken han ikke nævnedes, men som han dog ved en Idee- Association let kunde bringes i Forbindelse med, naar han fortalte dette i den uskyldigste Tone og hun saa sagde:

»Jeg veed godt, hvorfor De fortæller mig dette, men De narrer ikke en syv Aar gammel Ræveunge« (Talemaade af mig ubekjendt Oprindelse) — saa jublede han over at være grebet. Selv hans Latter havde noget Eiendommeligt; den var ikke en
vedblivende eller krampagtig Leen, men ufravigelig et tre Gange gjentaget »Ha,« umiskjendeligt kommende fra et oprømt Indre. Hvor elskværdig var Andersen ikke i saadanne Øieblikke, og hvor vare vi da ikke Alle glade ved ham!

 

Ængsteligheden for spise og drikke

 

Jeg kommer tilbage til hans »Ængstelighed«. Denne var alvorlig med Hensyn til hvad han nød af Spise og Drikke, det vil sige: han fik let en Mistanke. Et Exempel paa denne mistænksomme Ængstelighed er følgende. I lang Tid fik han hver Formiddag hos os en Kop Salep; en Dag besørgede imod Sædvane Pigen dette i Kjøkkenet. Men han var ikke at formaae til at røre det; han frygtede for, at Pigen kunde ude i Kjøkkenet have »taget feil af hvidt Sukker og Arsenik«.

 

H.C. Andersens ængstelighed for at blive levende begravet

Han havde ogsaa den let begribelig Ængstelighed med Hensyn til at blive levende begravet; men hans Sikkerhedsforanstaltning derimod var ganske eiendommelig. Han havde nemlig i lang Tid liggende paa sit Natbord en Seddel, hvorpaa
stod skrevet: »Jeg er skindød I« .Ængstelserne under hans senere virkelige Sygdom finder jeg ingen Grund til at beskrive.

 

Andersens skiftende stemninger

Til hans Charakteristik hører derimod ogsaa en Betragtning af hans skiftende Stemninger. Jeg forbigaaer de mange Beviser, der kunne hentes fra Brevene fra Skoletiden, og holder mig kun til hans tidlige Forfatterliv. Jeg maa dog advare imod,
at hans Ord altid betragtes som Udtryk for en virkelig Stemning. Naar han fandt et piqvant Udtryk for Charakteriseringen af en Person eller en Situation — og af saadanne Udtryk havde han et stort Forraad — generede en Overdrivelse ham ikke. I daglige Samtaler i den nærmeste Kreds ødslede han med dem, men man finder ogsaa mange i hans Breve. Et af de groveste Exempler, som han selv har ladet trykke, er følgende:

»Tungt var det vist for min bedste Ven,
Han samled al Gift og gav mig den:
»Det styrker ! Det maa Du drikke«.

Han vidste godt, at dette ikke foruroligede mig; han truede mig oftere med, at han vilde bruge dette eller hiint Udtryk om mig; men det endte gjerne med, at han kun sagde: »det er da ogsaa ærgerligt, at man ikke kan gjøre Dem gal i Hovedet.« Undertiden vare hans haarde Udtryk meente, f. Ex. naar han kalder sine Recensenter »vaade Hunde, der komme ind i hans Stue og lægge sig paa de bedste Steder«. Men naar han til en ung Pige i vor Familie skriver (1843) om sin
Glæde over »Den grimme Ællings« Modtagelse og tilføier, »at Kundskabstræets Slange neppe siger sin Mening, naar det næste visne Blad, som man kalder intelligent, falder fra Træet,« og naar han betroer hende dette som en Hemmelighed, »uden Frygt for at blive jaget med Flamme-Riis ud af VenskabsParadiset i Amaliegade« — saa er Hensigten kun at sige noget Piqvant om Heiberg og at det tilføiede Hib til Familien skal komme til dennes Kundskab.

Som det meest fremtrædende Exempel vil jeg nævne Agnete-Historien og hvad der fulgte paa denne. Paa samme Tid som han sidder i Rom og forelæser Agnete for Thorvaldsen og de andre Kunstnere, »som bleve dybt rørte«, og medens »han hører hjemme fra, at de ere smeltede i Taarer«, faaer han, ligeledes hjemmefra, Kritiken, nemlig Molbechs og Heibergs Breve om hans to Vaudeviller, og mit nu rimeligviis berygtede Brev af 18. Decbr. 1833 (Trykt Samling Nr. 35); »og nu«, siger han, »seer han sin Ære tabt, alle sine ' Forhaabninger som falske Bobler, nu har han tømt Giften, som Vennerne række ham.«

 

H.C. Andersens stemningsudbrud fra 1834

Af hans skiftende og næsten samtidige Stemningsudbrud, ogsaa i Anledning af »Agnete«, vil jeg forære Dig følgende Blomstersamling fra 1834:

8. April til Fra Læssøe: »Man har knækket Svingfjederen paa Fuglen. Gud gav mig det aandelige Adelsdiplom, som man har sønderrevet. Min Sjæls Lykke hang kun ved en Traad, og den har min kjæreste Ven overskaaret.«

16. Maii til Ludvig Muller: »Edvard er min solideste Ven.«

 

26. Maii til E. Collin: »Deres Hjerte kan maaskee undvære mig, mit kan ikke undvære Dem.«

17. Junii til Jette Wulff: »Jeg er krænket af et Menneske, jeg har betroet hver Tanke. Digteren er død, myrdet i Italien.«

11. Julii til Jonas Collin: »Der ere dog mange gode Mennesker til; og de Poeter, som sige, at Verden er en Jammerdal med Kjeltringer i, skulde have Prygl.«

11. Julii til E. Collin: »Nu sees vi jo snart! mon De seer ældre ud? Kom mig nu ret kjærligt, ret broderligt imøde.«

3. Aug. : var han atter hos os »som et hjemvandret Barn i den kjære Kreds.«

 

Og i October »var der Digterselskab hos Collins; Hertz, Heiberg og jeg vare de Fremmede, eller, som den gamle Collin sagde, der var kun to Fremmede, thi Andersen er en Søn af Huset; Heiberg var vittig, Hertz døv, (men ungdommelig), og jeg var morsom. Ja De kan ikke troe, hvor jeg har taget mig op. Collin siger: han er bleven en ganske solid Fyr, men de gamle Manerer har han ikke lagt af. Fru Drewsen og Louise forsikkre: Han er bleven ellevild og overgiven, kaad i høieste Grad.«
 

Den myrdede Digter var saaledes baade hurtigt og grundigt — indtil videre — kommet til sig selv igjen.

 

Fordringerne til vennerne

Men hans gamle Fordringer til Vennerne vare ikke dermed opgivne. Krisen var overstaaet i hans Forhold til den ene af hans »Opdragere«, der havde taget sit Parti; men ikke saa med den anden. I et Brev fra denne Tid til Jette Wulff forekommer et Stykke, hvori han, næst at constatere sin Forsoning med mig, i sin Phantasi seer sig selv hævet over alle »belærende Prædikanter«, han lader Folk »sluddre«, han er »hellig«, og anstiller sig »beskeden«, (skjøndt, siger han, jeg var mere beskeden i gamle Dage, da jeg talte saameget om mig selv) og han føler sig meget tilfreds ved at spille denne Comedie. Men da Phantasien slipper, idet han staaer overfor Virkeligheden: Fru Wulff, forandrer Tonen sig. Thi Fru Wulff havde ikke forandret sin Maneer, hun var endnu den samme »belærende Prædikant«. Og da skriver han i dette Brev: »Jeg er blevet krænket dybt, og det af Deres Moder. Vi sees vel som sædvanligt een Gang om Ugen og tale om alleslags, men — den bittre Braad sidder mig i Hjertet; der er en Skillevæg mellem os«.

Dette var ikke andet end en gjensidig Irritation mellem de to Paagjældende ; han irriterede hende ved sine ubesindige Yttringer om hans Ligestilling eller endog Overlegenhed ved Siden af Tidens meest yndede Forfattere. At dette ikke var noget
Enestaaende, seer jeg af et Brev fra mig af 13. Julii 1830. Jeg fortæller ham deri om en anseet Mand, der havde beklaget sig over hans Indbildskhed, og fortsætter:

»Fader sagde, at han vidste ikke selv, hvorledes De havde det; men De kom undertiden med Exclamationer, som ret kunde ærgre Folk; f. Ex. at De engang, da han sagde: »De maatte ønske, De kunde skrive en saadan Roman som Ingemann«, udbrød: »Nei det veed Gud, det vilde jeg ikke ønske«, dette antog han imidlertid for at være, som han udtrykte sig, Fjanteri. Er nu dette Deres virkelige Mening, saa skal jeg ikke indlade mig paa et saa frugtesløst Arbeide, som det, at betage En sin
gode Mening om sig selv; men det er høist uklogt, høist skadeligt for Dem med Hensyn til Andres Mening om Dem. De skylder Dem selv at skjule det; saameget kan og bør jeg sige.« Det maa nu ikke glemmes, hvad Andersen var i 1830, og
hvor høit Ingemanns Romaner dengang vare skattede. Men det skal heller ikke glemmes, at Andersen har aabent og oprigtigt udtalt sig herom. Naar man har læst Slutningen af hans Brev til mig af 11. Julii 1830, svinder enhver Mistanke om, at han dengang led af en saadan Indbildskhed. De mange Drillerier og især nærgaaende Bemærkninger fra Folk, som han ikke stod i nærmere Forhold til, fremkaldte de trodsige Stemninger, i hvilke han lod sig henrive til at benytte saadanne Overdrivelser som et Vaaben. Men det var alligevel en høist uheldig Maneer, som skadede ham meget i det almindelige Omdømme.

 

Der er et Punct i mit Forhold til Andersen, som jeg kunde ønske at fortie. Det er ikke rimeligt, at det er undgaaet Din Opmærksomhed, at der paa flere Steder i Brevene er hentydet dertil; naar Du desuagtet ikke har berørt det, maatte jeg antage, at det skete af Delicatesse, og heri maatte jeg finde en Opfordring til, enten at udelade af hans Breve alle de paagjældende Steder, eller at stole paa, at disse vilde forsvinde i
den store Masse, eller aabent at udtale mig derom. Det første vilde jeg ikke, fordi jeg aldrig af Hensyn til mig selv har udeladt af Andersens Breve Noget, der kunde belyse hans Væsen og Forhold ; det Andet havde den Mislighed, at jeg af en kritisk
Læser kunde opfordres til at give en Forklaring. Hvorfor jeg valgte det Tredie, vil Slutningen af dette Brev vise. Altsaa til Sagen.

 

Edvard Collin, H.C. Andersens romanven !

Strax efter sin første Udreise i 1831 skrev han et Brev til mig, hvori han foreslog, at vi skulde sige Du til hinanden. Dette fremkaldte et Brev fra mig, i hvilket jeg aabent og ærligt og i den kjærligste Tone skildrede ham den Egenhed hos mig, at jeg havde Antipathi mod Dus- Væsen i Almindelighed, naar det ikke skrev sig fra Drengeaarene; jeg erkjendte, at jeg i denne Henseende var en Særling. Men jeg vil ikke skjule, at netop her var det hans Personlighed ligeoverfor min, der var bestemmende for mig. Jeg var ung og livsglad og vilde have en »Kammerat«; det kunde han med sine ofte tunge Drømmerier ikke være. Han drømte om, i mig at finde en »RomanVen«; dertil duede jeg aldeles ikke *)

 

*) Han har selv senere betegnet vort Forhold saaledes: »Denne Contrast og dog store Harmoni, et Mysterium, der ikke tør analyseres«. Han tvivlede aldrig om, at jeg var hans sande Ven, men han fandt mig for tør eller kølig af en Ven at være. Allerede i 1880 siger han: »Moraliseer ikke for mig; der har enkelte Gange i Deres Breve været noget — noget Solidt, noget om Fremtiden, « Om mine Breve siger han senere: »Venskabs-Stilen vil ikke ret gaae« — Et Vidnesbyrd fra en tidlig Tid om hans, jeg kunde fristes til at sige, nerveuse Kjærlighed foreligger i et Brev fra Nørager i Sommeren 1832, hvori en af de derværende Gjæster skriver til mig: »Skriv endelig et Brev til det underlige Menneske Andersen; det forstyrrer min Fornøielse at see og høre den Sjæleangst, han gaaer i, for at De, Louise, Ingeborg, lille Viggo og Alle sammen skulle glemme, at han endnu lever, at han tildeels kun existerer i Dem, at hans første Tanke om Morgenen, hans sidste om Aftenen er Edvard Collin. Skriv ham til, De gjør Uret baade mod ham og mig og hele Befolkningen, som alle ret af Hjertet holde af ham. « —

 

Brev fra Andersen til Edvard Collins kone 3. oktober 1865

 

Hvorledes optog han nu dette? Paa den smukkeste og for mig glædeligste Maade blev Sagen afgjort ved hans Brev af 11. Junii 1831. Vel dukkede Tanken op igjen i hans Breve af 24. Sept. 1833 og 28. Aug. 1835 ; i en spøgende Form kommer den igjen i hans Breve af 26. April 1846 og 27. Junii 1847.

Jeg kommer nu til Forklaringen af, hvorfor jeg har opholdt mig ved denne Barnehistorie. Blandt hans Papirer har jeg fundet et ikke fuldført og aldrig afsendt Brev til min Kone, dateret Stockholm 3. October 1865, hvori han, ligesom i samtidige Breve til mig, skildrer sin Glæde over den mageløs hjertelige Modtagelse, han fandt der. Han fortæller, at han i Upsala blev modtaget med følgende Digt:

Der kommer han, der kommer kongen,
Vår barndoms, våra drömmers kung,
Se diktan, or hans hjerta sprungen,
Och vid hans sida evig ung.
Hun er hans brud, han har ei annan
Ån den af himlen sjelf han fik —

og føier hertil:

»Jeg blev veemodigt grebet ved disse sidste Stropher, fik hele Fornemmelsen af min Eensomhed; thi rigtigt Huus og Hjem trænger jeg til. Min Musa forlade mig det, hun har jo givet mig Hæder og Levebrød; men Hjertet forlanger endnu noget meer. — Idag var hos Beskow en stor Middag for mig. (Her komme Lunerne pludseligt over ham). Da jeg for 16 Aar siden var her, sagde den gamle høit ærede Herre med de mange Ordener: »Andersen, vi maa sige Du til hinanden«. Jeg blev yderlig forlegen men maatte gaae ind derpaa. Jeg havde en Sky derfor; De veed, at jeg i ungdommelig Hengivenhed for Deres Mand foreslog ham det samme; han vilde
det ikke, men drak paa samme Tid Dus med den meget hæderlige **; aldrig har jeg glemt det. At jeg endnu skriver det ned, bør smigre ham. Just iaften er jeg kommet til at tænke derpaa ved den Betydning Beskow lagde i sit og mit broderlige Forhold, og hvor langt anderledes er det ikke mellem Deres Mand og mig, uagtet vi ikke sige Du. Han er mig saa kjær endnu, som da jeg i ham saae en Søn af den mægtige
Collin, og jeg var den fattige Andersen, de Alle turde sparke til og spytte paa. —

 

Hvorfor skriver jeg nu dette til Dem, som jeg slet ikke vil sige noget Uvenligt, Dem jeg ærer og skatter; men naar jeg løftes rigtig høit, bæres op mellem Mænd man bemærker, kommer hele Fortiden saa forunderligt frem. Jeg føler, hvor Intet jeg er uden Vorherre, men jeg føler dertil, hvor tidt Menneskene her ikke ville erkjende Guds Naade for mig, og da blusser det op i mig. En ganske udsøgt Kreds havde Beskow samlet idag«. —  

 

Hermed slutter Brev-Fragmentet.   

 

H.C. Andersens sygelige stemninger

 

Og dette skriver Andersen som en bedaget Mand efter 30 a' 40 Aars Samliv med mig, et Samliv, i hvilket hiin barnagtige Begivenhed ikke havde kastet den mindste Skygge.
Var det ikke Sygdom?
Samtidigt sender han os to gemytlige Breve om sin Modtagelse i Upsala, om Middagen hos Beskow, og i det Hele i en glad men længselsfuld Stemning.

Spørges der nu, hvorfor jeg har rippet op i denne Historie, som vist hos de Fleste vil stille mig i et ufordeelagtigt Lys, da er mit Svar, at den fremfor alt Andet er et Beviis paa den sørgeligste Eiendommelighed hos Andersen, nemlig hans Trang til at tilbagekalde i Erindringen alle Ubehageligheder, der havde truffet ham i Livet; han formelig ledte efter dem og tirrede sig selv dermed. Disse Udbrud vare ikke Charakteertræk men sygelige Stemninger. I det daglige Liv mellem os mærkede vi
saa godt som ikke noget dertil, men desto tydeligere vare de, naar han borte fra Hjemmet følte sin Eensomhed, og da næsten altid meest, naar han efter en Dag, fuld af overstrømmende Hædersbevisninger fandt sig ene i sit Logis; da førte den
sygelige Phantasi ham ind i Sammenligninger mellem ude og hjemme; ethvert ubetydeligt Tilfælde fra hans tidligste Tid, en formeentlig Tilsidesættelse, en Mangel paa den Anerkjendelse, han troede sig berettiget til at fordre, en alvorlig Kritik —
alt dette stod da med levende Træk for hans Phantasi som ligesaa mange personlige Krænkelser; og saa maatte han skaffe sig Luft. Disse Aftenstemninger nedskrev han da strax, og de gik da videre til dem i Hjemmet, hos hvem han troede at finde Gehør for sine Klager. Naar i Weimar »de høie Herskaber kom ham saa hjerteligt imøde« kunde han ikke lade være »at tænke paa Maanedsskrift for Literatur og den sølle Cl. Petersen i Fædrelandets Spalter.« Undertiden skrev han
sine Klager paa løse Sedler (som ere fundne efter ham). En enkelt Kritik bragte ham f. Ex. til at nedskrive:

Den vaade sorte Snegl ved Rosen sad
Og ærgred sig — ham Godtfolks Tale stødte —
»De kalde Rosen smuk, fy, jeg maa spytte!
Nu har jeg sat mit Mærke paa dens Blad.«

 

H.C. Andersens sidste sygdomsår og hans mentale tilstand

En Beskrivelse af hans sidste Sygdoms-Aar vil jeg ikke indlade mig paa, men jeg maa nødvendigviis berøre hans mentale Tilstand under denne. Det er jo naturligt, at hans febrilske Paroxysmer vare baade hyppigere og intensivere. Han maatte nu meddele Andre, endog ganske Fremmede, alt det Krænkende, der var mødt ham i Livet, og som han nu opfattede og gjengav med en ved Sygdommen potenseret Bitterhed, som han i Virkeligheden aldrig havde følt. Ja selv med Hensyn til min Fader, det Menneske, som han havde elsket meest i Livet, kunde en øieblikkeiig Misforstaaelse, som for 40 Aar siden havde forstemt ham, nu staae for ham som en dødelig Krænkelse, og han udtalte sig da derom i de voldsomste Udtryk ligeoverfor Fremmede. Det vilde være sørgeligt, om de, der have været Vidne dertil, skulde opfatte dette som Andet end som en Deel af hans Sygdom. Jeg kjender selv kun Lidet af hvad han i denne Retning har sagt; af hvad der er fortalt mig vil jeg kun anføre eet Exempel, det nemlig, at han i sin høie Alder kom i Sindsbevægelse ved at mindes og fortælle Fremmede, at han havde staaet i vor Stue, da H. Steffens
kom til min Fader, og at denne ikke havde presenteret ham for Steffens.

Men naar disse Paroxysmer vare overstaaede, følte han godt sin Tilstand og var ulykkelig derover. Derfor sender han en Dag Bud, om min Kone strax vilde komme til ham; og han modtager hende da med det Udbrud: »O hvad skal jeg dog gjøre, jeg er saa fuld af onde og hadefulde Tanker«.

Det er paatide, at jeg slutter mit Skriveri. Jeg kan ikke andet end være enig med Dig i, at Andersens hele Væsen bedst forklares ved at meddele fremtrædende Træk af
hans Liv og hans egne Betragtninger om sig selv. Forsaavidt disse angaae hans Charakteer, skal jeg omtale dem længere hen i dette Brev; jeg vil begynde med nogle uvæsenlige, som dog ogsaa bidrage til en Skildring af ham og ialfald fortjene at opbevares.

 

 

Fortsættes her !