Billeder fra Jylland

I.

Fra Eid'rens Strøm til Skagens nøgne Banker
Den jydske Halvø krummer sig mod Nord; —
— Den fede Hjord i Kløverengen vanker,
Og Stimer myldre i den dybe Fjord.
                                Sørgespillet Svend Grathe

 

Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte

                                                                          Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte

                                                                           Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede,
Og Ørnen bygged' Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og

                                                                                  Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog

                                                                               saa stille,
Den slukked' Solens Ild, man saae ei længer Straalen

                                                                                     spille.
Da isned' Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke

                                                                                 Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaa

                                                                                 Flammer.
Med Hyl sig styrted' Skovens Dyr, fortvivlet ud i

                                                                      Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved'.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr

                                                                                   døde,
Som Lava damped' Ahlen. — — Alt i Secler var et

                                                                                    Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med violette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme

                                                                                Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin

                                                                                     Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden da holdt Kongen Thing, og Hornet kaldte

                                                                              sammen,
Saa mangt et kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt

                                                                            i Gammen; —
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte

                                                                                   Drømme,
Mens Maanen seiled' taus, som nu, paa Tidens Vexels

                                                                                   Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens

                                                                                  Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvid-

                                                                       graae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge

                                                                                     gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks

                                                                      Frelse bløde. —
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store

                                                                                      Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens

                                                                                      Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene.

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879