H.C. Andersen

Paa Kirkegaarden.

† Mimi Thyberg

(1837:)

Du sad med Brudedragten paa dit Skjød,

Og kun for Glæde skulde Hjertet banke,

Nu ligger Du i Kisten kold og død,

Vi kan ei ret os vænne til den Tanke!
 

Syv lange Aar Du ei din Brudgom saae,
Han var, hvor Palmen groer — langt over Vandet; Han bød Dig til en bedre Himmel gaae,
Med ham Du skulde bort til Palmelandet.

Og Veemod stod i Smilet paa din Kind,
Skjønt Hjertets Stemme folded' Eders Hænder;

Du gik — ja, til en bedre Himmel ind,

Hvor Palmen groer, som ikke Jorden kjender.

Før Festens Dag Du gik — Gud ville det!
I Ungdoms Friskhed, midt i Kjærligheden.
— Din Død er kun en Blunden, Du blev træt

Og sover; Sjælen er i Evigheden.

Gud Herre, hør Du hver Bedrøvets Røst

Vi veed, at Modgang styrke skal og hæve,

Men Sorgens første Stund ei kjender Trøst,

Godt har den Døde det, men ikke vi som leve.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879