Pauli 1 Cor. 15, 42-44


Legemet, som døer — „det saaes i Forkrænkelighed, det opstaaer i Uforkrænkelighed; — det saaes i Skrøbelighed, det opstaaer i Kraft; det saaes et naturligt Legeme, det opstaaer et aandeligt Legeme. "

Naar Jordelarven brister
med sine skjøre Baand,
Et aandigt Legem slutter
sig om den stærke Aand;
Det er de samme Former,
men i en nyfødt Vaar,
Og luftigt, klart og herligt,
det kjendte Billed staaer.

— I Træ, i Fjeld og Bølge
bevæger sig en Aand;
Tro ikke den forsvinder
for Dødens kolde Haand;
Dens Aander dristigt forme
sig over Jordens Kyst,
Til Legemet for Aanden,
der voxte i vort Bryst.

Den stærke Aand i Druen
og Rosens friske Duft,
Vil forme sig til Læber,
frisk' som den rene Luft;
Hver Flamme-Aand, alt Aandigt
i Fjeldets Marmorsteen,
Sig runder smukt til Skuldre,
til Arme, Bryst og Been.

Hver Bølge-Aand, hver Guddom
i Solens Straaleskjær,
Vil smelte venlig sammen
og danne Øiet her;
Den luftige, lette Taage,
der over Engen gaaer,
Sit Aandige vil skjænke
til lange Bølge-Haar.

Men hvert et Suk herneden,
af Længsel og af Lyst,
Med Tone-Verdnen, formes
til Hjerte i vort Bryst.
— Hvem løste mig hiin Gaade?
hvoraf mon sligt jeg veed?
Jeg lærte det af hende,
min første Kjærlighed!

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879