Rabbi Meyer

Israels Folk forsamlet var i Skolen,

Ind ad Ruden skinned´ Sommersolen

Rabbi Meyer stod paa Talerstolen,

Silkekjolen

Faldt om ham i prægtigt Draperi!

Vandringen i Ørk´nen han udmalte

Manna blev hvert Ord hans Tunge talte,

Hjertets Sprog sødt Hjerterne husvalte;

med den hvalte,

Høje Himmel svang sig Tanken fri.

"For den unge Slægt hæv Eders bønner!

"Jehova med Kanaanslandet lønner,

"I de friske Skud vort Haab sig grønner,

"Vore Sønner

"Høste vil den Sæd, vi har nedlagt!"

Mens han talte, kom i broget Skare

Folk mod Byen, tvende Liig de bare,

Bølgen kun si dræbte Rov lod fare;

Siig, hvo vare

Disse Liig? O Rabbi! Israels Pragt!

Rabbis Sønner, kyndige i Loven,

Kraftige, som Cederen i Skoven,

Øinene var' stjernen lig deroven,

under Voven

Slukt, udslukt, nu kun det døde Leer!

Ei fra Dødens Kerub vristes Rovet.

Rabbis hustru bøiede sit Hoved:

"Herren gav, han tog, han være lovet!"

Sødt hensovet

Laae de, for ej her at vaagne mer.

Over hendes Øines bedste Glæde

Bredte hun det hvide Dødningsklæde,

Græd, det er en trøst at kunne græde;

Nu indtræde

Saae hun Rabbi, og hun smilte da.

Kjærligt han paa Panden kyssed` hende.

Dagen og dens virken var tilende,

Og han hjalp sølvlamperne at tænde.

Snart de brænde.

"Mine sønner gaaet er herfra?

Sig hvorfor de ikke er herinde?

Ei jeg dem i Skolen kunde finde,

Der de savnedes jo ingensinde."

Rabbis  Kvinde

Svarede: "De ere tæt herved!"

Nadverdugen hun på Bordet lagde,

Bægeret med Viin hun Manden rakte,

Gud han takked` for hvad Dagen bragte;

atter sagde

han: "Kald begge mine sønner ned!"

Hun mod Himlen saae, som en Forklaret!

Kvinden tro ei briste kan, som Glaret,

" De er ikke langt herfra!" hun svared´,

"Sødt bevaret

Er for os vor Stammes Blomsterblad!"

Rabbi smilte, var saae vel tilmode,

Livets bedste Timer for ham stode,

Herren takked' han for alt det Gode,

Denne Klode

Er velsignet. Takkebøn han bad.

"Kald dog mine sønner!" - "Tilgiv Kjære!"

Sagde hun:" Du må mig først belære,

"Du er min Forstand, mit Lys, min Ære -

Maa mig være

Her forundt et Spørgsmaal?" - "Tal du kun!"

- "Et Klenodie, der knap fik Mage,

Blev betroet mig for nogle Dage;

Hjem igen vil Eieren det tage,

Skal tilbage

Jeg vel give denne sjældne Skat?"

"Kan om Sligt Du spørge, Israels datter?

Tage i Betænkning? Giv det atter!"

"Rabbi, ei min Sjælekamp Du fatter,

Jeg det skatter,

Det har fyldt min Tanke Dag og Nat!"

"Giv mig tilbage hvad Dig ei tilhører!" -

Med sin Læbe hun hans Kind berører,

Kjærligt mildt hun ham Leiet fører,

Der afslører

Hun de kjære Lig; de blunde sødt!

"Mine Sønner! O, hvad er min Brøde!

Mine Sønner!" og hans Taarer fløde.

"Livets Aften er mig nu så øde,

Døde, døde

Ere de! Mit Haab , mit Alt er dødt!"

Og hun bort sig vendte ved hans Klage,

Følte Gud i sig på Prøvens Dage.

"Rabbi, Du jo lærte nys mig Svage:

Giv tilbage

Hvad dets Eier fordre kan med Ret!

Hvis  jeg vægred' mig, en Synd jeg voved'!"

Rabbi Meyer hævede sit Hoved!

"Herren gav, han tog, han være lovet!

Sødt hensoved'

Er de Fromme! Støvet vorde Muld!"

Og han følte Trøst og Haab derinde,

Ja, et Sjæle-mod, som ingensinde.

"Den, som Gud velsigne vil, han finde

Skal en kvinde,

Trofast, prøvet som det rene Guld!" 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879