Sølvbryllupssange 7.

Dorothea Henriques og Moritz Melchior.

(den 17de Juni 1871.)

(Til Musik af Hägg)

Chor.

Søvbryllupsklokkerne ringe,

Det er som en Foraarssang.

Naar næste gang de klinge,

Har Klokkerne Guldets Klang.

Een Stemme.
 

Der staaer paa Højbroplads en gammel Gaard; Der boede Dyveke, vil Godtfolk sige;

I vor Tid voxte der en Rosenmaard,

Et Barn, en klog, velsignet lille Pige.

Ung Moritz saae derop en Foraarsdag,

Og i det Solskin blev hans Hjerte borte;

Men ei han følte Sorg, nei stort Behag,

Han fik jo eet igjen af "lille Dorthe."

To Stemmer.
 

Det er saa deiligt at mødes,

Hinanden ret at forstaae,

Livsalige Tanker fødes,
De ind i al Evighed naae!
 

Een Stemme.
 

Der gik det glade Par i Ungdomstiden;

Endnu de eie hele Hjertets Vaar,
Skjønt fem og tyve Aar er gaaet, siden

Hun fletted' Myrtekrandsen i sit Haar,
Og han fornam, at Lykken var ham givet

I Qvinden ædel, klog og hjertegod.

Gik Sorgens Skygger over Jordelivet,

Hun var det Solskin, som ham ei forlod.

Chor.
 

De dybt hinanden i Hjertet saae,

Hinanden de kunde stole paa

I Glædens og Prøvelsens Dage;

Der lyste ind Velsignelsens Aand
Til gjestfri Arne og hjælpsom Haand,

Til Huusbond og Ægtemage.

Een Stemme.

Ved "Rosenvænget" er voxet frem

Et "Rosenborg", et Hjertets Hjem,

Der Sølvbryllupsklokkerne ringe,

Og Børn og Børnebørns festlige Tog

Kommer med vaiende Danebrog,

De Hilsen og Festsang bringe.

Chor.
 

Sølvbryllupsklokkerne ringe,

Det er som en Foraarssang,

Naar næste Gang de klinge,

Har Klokkerne Guldes Klang.

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879