H.C. Andersen

Smaavers

20. Til H. S.

1.

Ind i den dunkle Skov i Tjørn og Krat
Jeg gaaer at søge Urten, som kan læge.
Ud i den dunkle Nat!
Mig vil det vederqvæge!
Jeg bærer selv en Vunde i mit Hjerte,
Min Tanke altid bøied sig mod den.
Nu føler jeg den ei! Det er din Smerte.
Som brænder der, min stakkels, unge Ven!
Vent paa min Atterkomst!
Jeg bringer Urten Dig, Din Lykkens Blomst.
 

2.

Hvor kjær Du er mig, har Du vel forstaaet:
For Faa jeg led og følte som for Dig!
Du til din Lykkes første Maal er naaet,
Og der — hvor kan Du sørge da med mig!
Det skal Du heller ei, — men det mig qvæged,
Ifald jeg saae, at Du forstod mit Savn.
To Dage sad jeg ene, dybt bevæget,
Tidt paa min Læbe kom dit kjære Navn;
Men ei Du kom! Mig Ingen kjærligt mødte,
Mig selv og Gud jeg slap i denne Nød,
Stærkt alle gamle, skjulte Vunder blødte,
Selv af dit Venskabs-Kys Bloddraaber flød.
O, gid Du aldrig prøve, aldrig vide,
Hvad Den, som Ingen eier her, kan lide.
 

Kilde: H.C. Andersen "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879