H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 
H.C. Andersen digt 1832

 

Varulven

 

Klart skinner Maanen ved Midienat,

En Taage staaer over Elverkrat;
Ei mindste Vindpust nu Bladet rører,

En Bonde hen ad vejen kjører,

Han driver paa Hesten, der trækker Karmen,

Mens Konen holder Barnet i Armen.

 


"Ei Elverfolket du frygte her,
I Engen de dandse ved Maanens Skjær;

Lad Natteravnen fra Mosen skrige,
Du kun dit Fadervor skal sige.
I hvad Du end seer, lad Dig ikke skræmme,

Hold fast på Barnet, snart er vi hjemme!

 


Afsted, afsted! alt seer jeg forvist
Vor Landsbykirke bag Høien hist!
Afsted! — dog holdt! — Du lidt maa vente.

En Luntepind jeg først vil hente;
Skjør er den gamle, den let kan knække,

Hold Barnet, lad Dig ikke forskrække!

 


En Stund hun sidder saa ene her;
Det rasler i Busken — "hvem er der?"
En kulsort Hund — hun Varulven kjender,

Den stirrer paa Barnet og viser Tænder, —

Hun slaaer den med Forklædet i sin Qvide,

De skarpe Tænder deri monne bide.
 

"O Herre Jesus, forlad mig ei!"
Saa beder hun. Ulven flyer sin Vei.
Med foldede Hænder fast om den Lille,

Hun sidder Iiskold, bleg og stille.
Snart Manden atter er ved hendes Side;

Han driver paa Hestene: "Nu skal det lide!"

 

Alt er' de hjemme og Lyset tændt.
Nu først hun siger, hvad der er hændt.

"Men, Mand! hvad er det? Om dine Tænder

Mit Forklædes Traade!— jeg dem kjender.

En Varulv Du er!" — "Det Ord Du sagde,

I det vor Herre Forløsning lagde!"

 

 

Kilde: H.C. Andersens "Samlede Skrifter" Tolvte Bind.1879
 

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk