Hvad 
										sagde hele Familien? Ja hør nu først, 
										hvad den lille Marie sagde. 
										   Det var den lille Maries Fødselsdag, 
										den deiligste af alle Dage syntes hun. 
										Alle smaa Venner og Veninder kom for at 
										lege med hende, og den fineste Kjole 
										havde hun paa; den havde hun faaet af 
										Bedstemoder, som var hos den gode Gud, 
										men Bedstemoder havde selv skaaret og 
										syet den, før hun gik op i den lyse, 
										deilige Himmel. Bordet i Maries Stue 
										straalede med Foræringer; der var det 
										nydeligste lille Kjøkken med Alt, hvad 
										der hører til et Kjøkken, og en Dukke, 
										der kunde dreie Øinene og sige "au!" 
										naar man trykkede den paa Maven; ja der 
										var ogsaa en Billedbog med de deiligste 
										Historier at læse, naar man kunde læse! 
										Men skjønnere end alle Historier var dog 
										det, at opleve mange Fødselsdage. 
										   "Ja, det er yndigt at leve!" sagde 
										den lille Marie. Gudfader tilføiede, at 
										det var det deiligste Eventyr. 
										   I Stuen tæt ved gik begge Brødrene; 
										de vare store Drenge, den ene ni Aar, 
										den anden elleve. De syntes ogsaa, at 
										det var deiligt at leve, leve paa deres 
										Viis, ikke være Barn, som Marie, nei 
										være rask Skoledreng, have "Udmærket" i 
										Charakteerbogen og kunne slaaes med 
										Kammeraterne i al Fornøielighed, løbe 
										paa Skøiter om Vinteren og paa 
										Velocipede om Sommeren, læse om 
										Ridderborge, Vindebroer og Borgfængsler, 
										høre om Opdagelser i det indre Afrika. 
										Den ene af Drengene havde dog een Sorg 
										derved, den, at der skulde opdages 
										Alting, før han blev stor; saa vilde han 
										paa Eventyr. Livet er det deiligste 
										Eventyr, sagde jo Gudfader, og i det er 
										man selv med. 
										   Det var i Stuen at disse Børn levede 
										og tumlede sig; ovenover boede en anden 
										Green af Familien, ogsaa med Børn, men 
										disse havde rystet Barnet af Ærmet, saa 
										store vare de; den ene Søn sytten Aar, 
										den anden tyve, men den tredie meget 
										gammel, sagde lille Marie, han var fem 
										og tyve Aar og forlovet. De vare Alle 
										lykkeligt stillede, havde gode Forældre, 
										gode Klæder, gode Aandens Gaver, og de 
										vilde hvad de vilde, "fremad! bort med 
										alle de gamle Plankeværker! fri Udsigt i 
										den hele Verden! den er den deiligste, 
										vi kjende. Gudfader har Ret; Livet er 
										det deiligste Eventyr!" 
										   Fader og Moder, begge ældre Folk - 
										naturligviis ældre end Børnene maatte de 
										være - de sagde med Smiil om Munden, med 
										Smiil i Øie og Hjerte: "Hvor de ere 
										unge, de unge Mennesker! det gaaer ikke 
										ganske i Verden, som de troe, men det 
										gaaer. Livet er et selsomt, deiligt 
										Eventyr!" 
										   Ovenover, lidt nærmere Himlen, som 
										man siger, naar Folk boe paa Qvisten, 
										boede Gudfader. Gammel var han og dog 
										saa ung i Sindet, altid i godt Humeur, 
										og saa kunde han fortælle Historier, 
										mange og lange. Vidt i Verden havde han 
										været, og fra alle Verdens Lande stode 
										der yndige Ting i hans Stue. Der vare 
										Billeder fra Loft til Gulv, og flere 
										Ruder vare af rødt og af guult Glas; 
										saae man der igjennem, da laae hele 
										Verden i Solskin, om der end var nok saa 
										graat Veir udenfor. I en stor Glaskasse 
										voxede grønne Planter, og i et Aflukke 
										derinde svømmede Guldfiske; de saae paa 
										En, ligesom om de vidste Saameget, de 
										ikke vilde tale om. Altid duftede her af 
										Blomster, selv ved Vintertid, og da 
										brændte her en stor Ild i Kaminen; det 
										var saa morsomt at sidde og see ind i 
										den og høre, hvor det knittrede og 
										knagede. "Den læser gamle Erindringer 
										for mig!" sagde Gudfader, og det var 
										ogsaa for lille Marie, som viste der sig 
										mange Billeder i Ilden. 
										   Men i det store Bogskab tæt ved stode 
										de rigtige Bøger; een af disse læste 
										Gudfader ofte i, og den kaldte han alle 
										Bøgernes Bog, det var Bibelen. Der stod 
										i Billeder hele Verdens og alle 
										Menneskers Historie, Skabelsen, 
										Syndfloden, Kongerne og Kongernes Konge.
										
										   "Alt, hvad der skeet er og skee vil, 
										staaer i denne Bog!" sagde Gudfader. "Saa 
										uendelig Meget i een eneste Bog! tænk 
										derover! Ja Alt, hvad et Menneske har at 
										bede om, er sagt og lagt i faa Ord i 
										Bønnen: "Fader vor!" den er en Naadens 
										Draabe! den er Trøstens Perle fra Gud. 
										Den lægges som Gave paa Barnets Vugge, 
										lægges ved Barnets Hjerte. Barnlille, 
										gjem den vel! tab den aldrig, ihvor stor 
										Du voxer, og Du er ei forladt paa de 
										vexlende Veie! den lyser ind i Dig, og 
										Du er ikke fortabt!" 
										   Gudfaders Øine lyste derved, de 
										straalede af Glæde. En Gang, i de unge 
										Aar, havde de grædt, "og det var ogsaa 
										godt," sagde han, "det var Prøvelsens 
										Tider, da saae det graat ud. Nu har jeg 
										Solskin om mig og i mig. Jo ældre man 
										bliver, desbedre seer man i Modgang og 
										Medgang, at Vor Herre altid er med, at 
										Livet er det deiligste Eventyr, og det 
										kan kun han give os, og det varer ved 
										ind i Evighed!" 
										   "Det er deiligt at leve!" sagde den 
										lille Marie. 
										   Det sagde ogsaa de smaa og de store 
										Drenge; Fader og Moder, hele Familien 
										sagde det, men fremfor Alle Gudfader, og 
										han havde Erfaring, han var den Ældste 
										af dem Alle, han kjendte alle Historier, 
										alle Eventyr, og han sagde, og det lige 
										ud af sit Hjerte. "Livet er det 
										deiligste Eventyr!"