Der var en stolt
Theepotte, stolt af sit Porcellain,
stolt af sin lange Tud, stolt af sin
brede Hank; den havde Noget forud og
bagud, Tuden for, Hanken bag, og det
talte den om; men den talte ikke om sit
Laag, det var knækket, det var klinket,
det havde Mangel, og sin Mangel taler
man ikke gjerne om, det gjør nok de
Andre. Kopper, Fløde- og Sukkerskaal,
den hele Theeopstilling vilde nok mere
huske paa Laagets Skrøbelighed og tale
om den, end om den gode Hank og den
udmærkede Tud; det vidste Theepotten.
"Jeg kjender dem!" sagde den ind i
sig selv, "jeg kjender ogsaa nok min
Mangel og jeg erkjender den, deri er min
Ydmyghed, min Beskedenhed; Mangler have
vi Alle, men man har da ogsaa Begavelse.
Kopperne fik en Hank, Sukkerskaalen et
Laag, jeg fik nu begge Dele og een Ting
forud, den de aldrig faae, jeg fik en
Tud, den gjør mig til Dronning paa
Theebordet. Sukkerskaalen og Flødepotten
forundes det at være Velsmagens
Tjenerinder, men jeg er den Givende, den
Raadende, jeg udbreder Velsignelsen
blandt den tørstende Menneskehed; i mit
Indre forarbeides de chinesiske Blade i
det kogende, smagløse Vand."
Alt Dette sagde Theepotten i dens
freidige Ungdomstid. Den stod paa det
dækkede Bord, den blev løftet af den
fineste Haand; men den fineste Haand var
keitet, Theepotten faldt, Tuden knak af,
Hanken knak af, Laaget er ikke værdt at
tale om, der er talt nok om det.
Theepotten laae besvimet paa Gulvet, det
kogende Vand løb ud af den. Det var et
svært Stød, den fik, og det Sværeste
var, at de loe, de loe ad den og ikke ad
den keitede Haand.
"Den Erindring faaer jeg nu aldrig ud
af mig!" sagde Theepotten, naar den
siden fortalte sig selv sit Levnetsløb.
"Jeg blev kaldt Invalid, sat hen i en
Krog og Dagen derpaa foræret bort til en
Kone, der tiggede Madfedt; jeg kom ned i
Armoden, stod maalløs, baade ud og ind,
men der, som jeg stod, begyndte mit
bedre Liv; man er Et og bliver et ganske
Andet. Der blev lagt Jord ind i mig; det
er for en Theepotte at begraves, men i
Jorden blev lagt et Blomsterløg; hvem
der lagde det, hvem der gav det, veed
jeg ikke, givet blev det, en Erstatning
for de chinesiske Blade og det kogende
Vand, en Erstatning for den afbrudte
Hank og Tud. Og Løget laae i Jorden,
Løget laae i mig, det blev mit Hjerte,
mit levende Hjerte, et saadant havde jeg
før aldrig havt. Der var Liv i mig, der
var Kraft og Kræfter; Pulsen slog, Løget
skød Spire, det var ved at sprænges af
Tanker og Følelser; de brøde ud i
Blomst; jeg saae den, jeg bar den, jeg
glemte mig selv i dens Deilighed;
velsignet er det at glemme sig selv i
Andre! Den sagde mig ikke Tak; den
tænkte ikke paa mig; - den blev beundret
og lovpriist. Jeg var saa glad derover,
hvad maatte den da ikke være det. En Dag
hørte jeg, der blev sagt, at den
fortjente en bedre Potte. Man slog mig
midt over; det gjorde voldsomt ondt; men
Blomsten kom i en bedre Potte, - og jeg
blev kastet ud i Gaarden, ligger der som
et gammelt Skaar, - men jeg har
Erindringen, den kan jeg ikke miste."
