H.C. Andersen og Edvard Collin

 Edvard var søn af Jonas Collin, en af H.C. Andersens store velgører og støtter.  Edvard og Hans Christian betragtede hinanden som brødre og kendte hinanden i ca. 50 år.

Særlig tæt blev deres forhold efter at Edvard overtog ansvaret m.m. for Andersens uddannelse og rejser. Edvard Collin overtog i 1828 et job som sekretær for ”kunstfonden” efter sin far Jonas Collin.

Eduard Collin fotograferet i Rom februar 1863

 Andersen var et kærkomment ”medlem” af familien Collin. I bogen af Edvard Collin: ”H.C. Andersen og der Collinske Hus” fra 1882 skriver Edvard om Andersen: ”Jeg har seet ned i Dybden af hans Sjæl, og jeg har ikke ladet mig forvirre af hans Phantasies Udskeilser”. De to mænd havde et livslangt venskab, næsten familiært, og der er efterladt mere end 500 breve, som er med til at illustrere deres forhold. Andersen var en meget krævende person . Selvom deres sociale baggrund og position var meget forskellige, så var det som regel Edvard, der via sit job og rang var Andersen overlegen. Deres livslange venskab startede med Edvards lektiehjælp i latin til unge Andersen og sluttede med dagene og timerne op til Andersens død i 1875.

 Andersen var en krævende, anmassende og tryglede om venskabet med Eduard. Andersen fulgte altid sin egen natur, ligesom under sin uddannelse. En af Edvards opgaver var at få Andersen til at få bedre styr på sig selv og finde den indre ro. Venskabet havde forskellig betydning for de to: For Andersen var det et dybere venskab og kærlighed, hvorimod det for Edvard var et spørgsmål om en god kammerat. Desuden drejede det for H.C. Andersen at komme ud af proletariatet og blive løftet højere op på samfundets rangstige og dette kunne han bl.a. gøre ved at knytte tætte bånd til Edvard. Edvard skabte livet igennem en distance til Andersen bl.a. ved at tiltaleformen var ”De”. En tiltaleform som Andersen ikke brød sig om. H.C. Andersen fulgte sit eget hjerte og brugte brevene til en ”hemmelig” kommunikation til sin ven og til at ”omfavne” Edvard.

Andersen forsøgte at realisere sin kærlighed til Edvard bl.a. på denne måde, som var i samklang med hans inderste væsen og sande natur.

Henriette Collin fotograferet i Rom februar 1863

Forholdet mellem de to varierede og i perioder skrev de ikke sammen bl.a. ved Andersens lange rejse i 1833-34 til bl.a. Italien og Tyskland. I slutningen af maj 1834 gjorde Andersen efter lang tids selvransagelse status vedr. venskabet med Edvard Collin og han skriver” Aldrig berører jeg denne Materie mere, det til en Klynken, der er en Mand uværdig.”

Senere skriver Andersen fra sit ophold på den fynske herregård ”Lykkesholm” til vennen, at han føler sig som ”Palle alene i verden”: ” Det er Venen jeg taler til denne eneste jeg har, den der er min Ven, saa fuldkommen han kan være mig, efter hans Livsforhold, jeg synes munter, lykkelig, aldrig har jeg maaske følt en større Smerte end siden jeg kom hjem. Jeg kan ikke gjøre for der. Jeg føler mig fremmed i Hjemmet, min Tanke lever kun i Italien. O Eduard havde De indaandet den Luft, seet all den Deilighed, De vilde længes, som jeg.

 Husk, jeg har ingen Forældre, ingen Slægt, ingen Brud – faar aldrig! Jeg er saa uendelig ene i Verden.”

Edvard og hustruen Henriette Collin fotograferet med børnene Louise og Jonas (den yngre) i haven bagved deres hus i Dronningens Tværgade.

Foto fra ca.1863

H.C. Andersen og Jonas Collin (den yngre). Jonas Collin den yngre (1840-1905) var zoolog og søn af Edvard og Henriette Collin og således barnebarn til den gamle Jonas Collin. Fotograferet i Bordeaux  i perioden 1863-1866 på vej hjem fra Spanien. Jonas Collin (den yngre) var H.C. Andersens rejsefælle på denne rejse.

Foto: Lars Bjørnsten Odense