H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

 

H.C. Andersen: Blomsterliv og menneskeliv
- tanker - breve - efterskrift

 -  nedenstående er en del af en større beskrivelse, se mere her!

 

 H. C. Andersen

Portrætfotografi, visitkort. Fotograf N. C. Hansen  & Schou Østergade 15 i København 1868

Grevinde Mimi Holstein

H.C. Andersens værtinde på Holsteinsborg. Fotografi efter maleri af August Schiøtt, 1854

 

Om et blomsterliv og et menneskeliv

H.C. Andersen skriver også til fru Melchior den 13. juni 1874 at han nu har været på Holsteinborg i tre uger, en hel blomster-levealder. Da han kom hang syrenerne i mørkerøde faste klaser og guldregnen tittede frem fra sit grønne hylster. I de sommer varme dage udfoldede de sig snart i dejlighed og duft, men nu bleges de. Syrenerne minde om kattuns-kjolerne i Vartou og guldregnen har sygelige hvide blade. Vinden vifter dem om i gangene, deres blomsterliv er forbi, men en ny slægt er trådt frem. Rødtjørnen, så frisk som var den dyppet i aftenrødens dejlige skyer. Om få uger er også dens tid henne, så kommer rosernes tid og før vi tænke derpå har vi georginer og asters i deres duftløse blændende pragt. Når de er forbi, forbi, vi er glade ved vedbend og røde hyben. Det er blomsternes levealder, kortere vel end vor, men de glæde sig i luft og solskin og vi tænker for meget på det - at forsvinde.  Alt dette kommer H.C. Andersen i tanke om, mens han skriver til Fru Melchior sit sidste brev i år, måske for altid, her fra det velsignede Holsteinborg. Hvortil denne lange fortælling, ak jo, den kom Andersen fra tanken i pennen, måske skriver han den nok engang ned og bruger den til indledning af et nyt eventyr. - "Mit nyeste Reise-Eventyr begynder altsaa imorgen" slutter H.C. Andersen.

Dette var Andersens sidste besøg på Holsteinborg.

 

Tankerne flyde til Holsteinborg

H. C. Andersen er hos Melchiors på "Rolighed" på Gl. Kalkbrænderivej i København og skriver til Grevinde Mimi Holstein i juni 1874, at hans breve ikke mere flyver fra Holsteinborg men til Holsteinborg. Han sidder i sine to små stuer ud mod Øresund og lader tanker flyde til Holsteinborg og familien der. Han følte at han i løbet af de uger han havde været der var vokset fast og at det var smerteligt at skulle rives op af den gode jordbund og blive ligesom fra blomst at blive en sommerfugl, der i sommertid måtte videre. Aldrig glemmer han de stille og dog så oplivende Dage på Holsteinborg, og den mageløse deltagelse og omhu der blev vist ham og han løftedes derved op i sundhed og humør.

H.C. Andersens sidste brev til grevinde Mimi Holstein

 

Kjøbenhavn 20 Marts 1875.

 

Kjære, velsignede Fru Grevinde!

Tak for den deiligt duftende Rose og Violerne, Deres Naade sendte mig før Deres Afreise. Hvor De dog er hjertensgod og deeltagende. Imorgen er der Festdag paa Holsteinborg, Sølvbryllupsklokkerne klinge. I Kirken lyses Velsignelse over Sølvbryllupsparret, de nærmeste Kjære ere hos Dem. Gud lade sit Solskin lyse ind i den gamle Gaard og i Hjerterne derinde. Gid at jeg havde været saa vel at jeg kunde have skrevet en Festsang, men desværre er jeg for syg der til; dog Brev maa jeg sende, lykønske Deres Naade og Deres ædle Husbond; Gud være saa altid hos Dem i det nye Livs Afsnit op mod Guldbrylluppet. Og nu min hjertelige Hilsen til Børnene, store og smaae, Gud lade dem altid være og blive Forældrene den bedste Guldskat. Excellensen og Deres Naade, ja jeg tør jo nok nævne Dem begge, som mine trofaste, deeltagende Venner, De blive det ogsaa i den korte Tid jeg endnu her har tilbage.

I Taknemlighed og dyb Ærbødighed

H. C. Andersen.

 

Efterskrift fra Mimi Holstein-Holsteinborg

 

H.C. Andersen døde den 4. august 1875 og blev begravet den 11. august 1875. Kort tid efter begravelsen skriver grevinde Mimi Holstein-Holsteinborg  til Dorothea Melchior   – da vor kjære gamle, ædle Ven, Danmarks Digter er hensoved og De efter hans Jordfæstelse vel atter mere er kommet til Ro, tør jeg følge Hjertets Trang ved at skrive til Dem.....modtage min Tak for Alt hvad De har været for den kjære gamle Ven, og Alt hvad han har fundet og modtaget i Deres venlige, kjærlige Hjem....men saasnart jeg opholder mig lidt længere i Kjøbenhavn, da beder jeg om at turde besøge Dem for da ogsaa ret at høre om vor dyrebare, ædle gamle Vens sidste Levedage. Men hvilken Naade at Vor Herre forundte ham saa stille at sove hen – saa vi tør trøstes ved at hans Engel har baaret og løfted ham til de evige Boliger hvor der er godt at være.

 

 

H.C. Andersen på dødslejet. Akvarel af ukendt kunstner 1875.

Dorothea Melchior skrev de sidste ord i H.C. Andersens dagbog den 4. august 1875

"..Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11,
Minutter udaandede den kjære Ven sit sidste Suk."

Note: H.C. Andersen førte en livlig brevkorrespondance med sine venner og veninder og særlig med grevinde Mimi Holstein-Holsteinborg. Disse breve, samt dagbøgerne har dannet baggrund for beskrivelsen af H.C. Andersen og Holsteinborg. Primærkilder er H.C. Andersen brevbasen fra sdu.dk og dagbøgerne fra kb.dk. Har du foto eller tekst, der kan suppleres med, så skriv venligst til mig. Lars Bjørnsten Odense  bjoernsten@gmail.com

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk