H.C. Andersen om det huslige liv hjemme 1.

Min fader var ikke uden dannelse og havde et herligt hoved og hos min moder var alting hjertet.

De var begge temmelig forskellige, dog levede de meget godt sammen. Min fader følte sig ikke hjemme i sin kreds, havde ingen ret lyst til sit håndværk, om aftenen læste han derfor højt i Holberg og Tusinde og Én Nat.

Kopi af originalklip af H.C. Andersens fader Hans Andersen

Han lavede mig et perspektiv, et lille teater og billede der kunne forvandle sig, når man trak i en tråd. Sin moder behandlede han meget venligt, men kunne dog aldrig ret glemme, at hun ikke havde modkæmpet faderen og at han var kommet til studeringer. Franks tyske skuespillerselskab var i Odense og her så jeg den første komedie. En tysk bearbejdelse af Holbergs politiske kandestøber, som syngestykke. Jeg var i himlen, dog var min ytring meget prosaisk, da jeg udbrød ved synet af de mange tilskuere: "Gud! hvem der havde så mange fjerdinger smør, som her er folk".

Hos mine forældre kom engang imellem en gammel kone fra Hospitalet og fik levningerne af vort tarvelige bord. Denne gamle var kendt for at kunne spå, ja selv hekse og hun var tit min moders orakel. Jeg var derimod frygtsom for hende, dog lo jeg af hende, smittet ved min faders eksempel, der kaldte hende en bedragerske. Engang skulle hun da også spå mig. "Han får bedre lykke end han fortjener", sagde hun og var vred på mig. "Det bliver en vild fugl, der flyve højt, stor og fornem i verden, - der skal engang blive illumineret i hele Odense for ham!"

Fresker af Niels Larsen-Stevns.

Fakkeltoget til Odense Bys æresborger 6. december 1867.

Mindehallen H.C. Andersens Hus i Odense
 

 Det fornøjede mig i grunden og min moder græd af glæde over spådommen. Siden har det da gået mig vel i verden, mindet mig derom, og tror endnu at der engang skal illumineres for mig.

Med min gamle farmoder var jeg ellers mest og hun elskede mig så inderlig. Alle mennesker holdt af den gamle kone og endnu talte de om hende efter hendes død. Hun var smuk og havde et venligt ansigt, var tro og overordentlig renlig i sine fattige klæder. Hun gik meget i hospitals haven og passede den. Jeg fik lov at lege der hos hende, så på de dejlige blomster og holdt især meget af at kysse roserne. Det er en lyst jeg har endnu hver gang jeg ser en ret smuk og rød. To gange om året brændte hun selv alt det grønne der faldt af. Dette skete inde i selve hospitalet, hvor de gale, som ikke gjorde fortræd, gik. Her var jeg da hos hende, følte mig lidt urolig for mine omgivelser, men det havde mig noget interessant, at høre disse ulykkelige. Mange gange kom en gammel kone, tog mig med op i spindestuen, hvor jeg blev betragtet som et klogt barn og man beundrede mig. Jeg vidste det, ja begyndte at sætte noget deri.

Gråbrødre Hospital (Hospitalet).

Indgangen til hospitalets grund.

Gråbrødre Plads Odense 1890. Kilde: Odense Bys Museer.

Man fortalte mig da historier, sang viser, kort, både kloge og gale, gjorde hvad de kunne for at give mig et romantisk sving. Tit lå jeg og lyttede uden for husene hvor de bindegale var og hørte deres taler, deres sange og frygtelige eder. Engang sprængte en af disse lågen på døren. Det var et nøgent fruentimmer med lange sorte hår. Hun kastede strå ud til mig, der flygtede med den største skræk.

Min fantasi var altid i stærk bevægelse, jeg turde næsten aldrig gå i mørke. Måtte jeg et sted for mine forældre og skulle forbi Skt. Knuds Kirkegård, da lukkede jeg øjnene og styrtede af sted. Jeg løb på folk eller faldt så lang jeg var.

Odense set fra Nonnebakken med Sct. Knuds Kirke i baggrunden.

Udenfor Odense ligger en bakke, som kaldes Nonnebakken, hvor der engang har ligget et kloster, her brændte lys om natten sagde man. Jeg var ude i den nærliggende landsby, Hunderup, for at hente kærnemælk i en lille spand. Det blev imidlertid aften før jeg kom hjem og da gik jeg i dødsangst forbi højen og følte mig først rolig når jeg var over åen, efter som jeg vidste, at ingen trolde eller spøgelser kunne komme over vand.

Med min faders humør gik det ellers dårligt, han følte sig ulykkelig i sin stilling. Han sagde tit, at jeg aldrig skulle tvinges til noget, om det var det urimeligste jeg ville være, skulle jeg dog have min vilje. Han faldt nu på at læse i Biblen, og da vi en aften sad sammen med min moder, erklærede han os, at han ikke havde samme tro, som vi og som alle naboerne. At Kristus kun var et menneske, men et herligt menneske, at Biblen ikke ligefrem var af Gud og at der intet Helvede kunne være. Det gjorde et frygteligt indtryk på os alle.

Min moder græd og jeg troede min fader fortabt. "Jeg er en fritænker" sagde han, og aldrig har noget ord gået mig således gennem sjælen som dette. Jeg vidste ikke ret hvad det var, men følte at det var noget, der lå udenfor det almindelige. Min faders fornuftige tale hjalp ikke og da han en morgen vågnede og havde en slem rift i armen, der kunne være sket ved et søm eller en knappenål antog og erklærede min moder og nabokonen, at det var en rift af Djævelen fordi min fader ikke erkendte ham.
 

Krigen rasede imidlertid i Tyskland, min fader læste begærligt aviserne og Napoleon var hans helt. Vi blev allierede med de franske og tropperne drog af sted, han kunne ikke blive i hjemmet. Han ville se Napoleon, han ville i krig.

Napoleon til hest. Måske var H.C. Andersens hjem udsmykket med et sådant billede.

De annekterede skulle nu også af sted, han gik med som frivillig, men som simpel soldat sikker på at avancere i krigen.

Jeg lå syg af mæslinger, min mund var i sår. Jeg fantaserede stærkt og dog husker jeg tydeligt den tidlige morgen, hvor jeg så ham i uniform med geværet og bøjende sig over sengen kyssede mig min læbe til blods og styrtede ud af døren.

Der var en jammer hjemme. Nabokonen, sagde at min fader var gal, at han ville løbe ud og skydes for ingenting.

Grenader Knud Hjallese, som var i samme regiment som H.C.Andersens fader Hans Andersen. Regimentet var Hans Majestæts Kongens Regiment Nr. 41.

Han kom imidlertid ikke længere end til Holsten. Krigen var endt, tropperne trak tilbage, og min fader var atter borger, men hans sundhed havde lidt. Han blev febersyg en morgen og fantaserede stærkt. Han talte om Napoleon og felttog og min moder vidste intet bedre råd end sende mig ud til en såkaldt "klog kone" i Ejby, en mil fra byen. Hun lovede at komme og gjorde først nogle kunster med mig, som hun bandt en ulden tråd om håndledet og gav et blad af, som hun sagde: "Kristi korsets træ". "Men skal min stakkels fader dø?" spurgte jeg og græd. "Dør han," svarede hun, "da vil du møde hans ånd på vejen når du går hjem". Hun havde nær taget livet af mig og jeg var frygtelig til mode. "Skal vi dog ikke hente en doktor" bad jeg, da jeg kom hjem.

Ejby Mølle ca. 1830. Ukendt kunstner.

Det skete først næste dag, og sygdommen tog mere til og han døde på den tredje dag. Jeg gik tæt bag efter ligkisten, så hvor præsten inde i Skt. Knuds Kirke kastede sand på den. Jeg var så bedrøvet, hjemme jamrede min moder og kun gamle farmoder sad stille med våde øjne, hun sukkede slet ikke, men der lå en forunderlig smerte i det blege ansigt, der selv greb mig, som barn.

I år 2000 blev store dele af Sct. Knuds Kirke kirkegård udgravet i forbindelse med vejomlægningen ved Flakhaven i Odense.

Måske var det her, at H.C. Andersens far var begravet !

Se mere fra udgravningerne her!

Hvis ikke andet er nævnt, så er foto af Lars Bjørnsten Odense