|
"Men mig er nu denne Verden nok!" sagde
Manden, og slyngede sine Arme om sin
deilige, elskelige Hustru, røg sin
Cigaretto paa den aabne Altan, hvor den
svale Luft var fyldt med Duften af
Oranger og Nelliker; Musik og
Castagnetter klang nede fra Gaden,
Stjernerne blinkede ovenfra, og to Øine
fulde af Kjærlighed, hans Hustrus Øine,
saae paa ham med Kjærlighedens evige
Liv.
"Et saadant Minut," sagde han, "er det vel
værdt at fødes for, fornemme og -
forsvinde!" han smilede, Hustruen
løftede Haanden mildt bebreidende - og
Skyen var igjen borte, de var altfor
lykkelige. 
Maanen var kommen frem, det lysnede nok
til at see, havde man kunnet holde
Øinene aabne for Sandflugt, det var en
Vind, saa man kunde lægge sig mod den og
kun med stor Besvær, krybende mellem
Vindkastene, kom man over Klitterne, og
her fløi som Svaneduun i Luften den
salte Fraade og Skum op fra Havet, der
som et rullende kogende Fald væltede mod
Kysten. Man maatte rigtignok have et
øvet Øie til strax at finde Fartøiet
derude; en prægtig Tomaster var det; den
løftedes netop nu over Revlen, tre, fire
Kabellængder udenfor den sædvanlige
Havstok, den drev mod Land, stødte paa
den anden Revle og stod fast. Umuligt
var det at bringe Hjelp, Søen var for
voldsom, den slog mod Fartøiet og hen
over det. Man troede at høre
Nødskrigene, Dødsangestens Raab, man
saae den travle, hjelpelse Virksomhed.
Nu kom en Sø, der, som et knusende
Fjeldstykke, faldt paa Bugsprydet og
dette var borte, Agterenden løftede sig
høit over Vandet. To mennesker sprang
med hinanden i Søen, de forsvandt - et
Nu - og en af de største Bølger, der
rullede op mod Klitterne, kastede et
Legeme ind paa Stranden - en Qvinde var
det, et Liig maatte de troe; et Par af
Fruentimmerne tumlede med hende og
troede at bemærke Liv, hun blev bragt
over Klitterne til Fiskerhuset. Hvor var
hun smuk og fiin, vistnok en fornem
Dame.
De lagde hende i den fattige Seng; der
var ikke Linned-Trevl i den, der var et
Uld-Lagen at svøbe sig i, og det var
godt varmt. 
Tillive kom hun, men i Feber, hun
vidste slet ikke hvad der var skeet
eller hvor hun var og det var jo ogsaa
godt, thi Alt hvad hende kjært var, laae
paa Havsens Bund, det gik dem derude,
som Kæmpevisen har sjunget om "Kongens
Søn af England":
"Det var stor Ynk at see derpaa,
Det Skib sloges alt i Stykker smaa."
Barndomstiden for Enhver
har sine Lyshøider, der siden straale
gjennem hele Livet. Hvor fuldt op havde
ikke han til Lyst og Leg; hele
Strandbredden, milevidt, laae med
Legetøi: et Mosaik af Rullesteen, røde
som Koraller, gule som Rav, og hvide,
rundede som var det Fugleæg; alle
Farver, og alle slebne og glattede af
Havet. Selv det udtørrede Fiskeskelet,
de i Vinden tørrede Vandplanter, Tangen
skinnende hvid, lang og smal som
Bændler, flagrende mellem Stenene; Alt
var til Leg og Lyst for Øiet og for
Tanken; og Drengen var et opvakt Barn,
mange og store Evner laae gjemte i ham.
Hvor kunde han huske Historier og Viser
han fik at høre, og fingernem var han!
af Stene og Skaller satte han hele
Fartøier sammen og Billeder, man kunde
pynte Stuen med; han kunde underlig
snitte sine Tanker ud i en Pind, sagde
hans Pleiemoder, og Drengen var dog
endnu lille! deilig klang hans Røst,
Melodier gik ham strax over Tungen. Der
vare mange Strænge spændte i det Bryst,
de kunde have klinget ud i Verden, var
han bleven stillet andetsteds, end i
Fiskerhuset ved Vesterhavet.
ogsaa Hr. Ridder Bugge, som nævnedes i
den gamle Vise, blev myrdet af onde
Mennesker, og i hvor god han selv
kaldes, vilde han jo dog have slaaet
ihjel Bygmesteren, der reiste ham Slot
med Taarn og tykke Mure, netop der, hvor
Jørgen med sine Pleieforældre stod, hvor
Skjærumaa falder i Nissumfjord.
Voldbakken var endnu at see, de røde
Muurbrokker rundt om. Her havde Ridder
Bugge, da Bygmesteren var afreist, sagt
til sin Svend, "gak efter ham og siig:
Mester, Taarnet helder! vender han sig,
saa slaaer Du ham ihjel og tager
Pengene, han fik af mig, men vender han
sig ikke, da lad ham drage i Fred;" og
Svenden adlød, og Bygmesteren svarede:
"ikke helder Taarnet, men en Gang vil
der komme Vester fra en Mand i en blaa
Kappe, han vil faae det til at helde!"
og det skete hundred Aar derefter, da
brød Vesterhavet ind og Taarnet faldt,
men Gaardens Eier, Prebjørn
Gyldenstjerne, byggede sig høiere oppe,
hvor Engen slipper, en ny Gaard, og den
staaer endnu, og det er Nørre-Vosborg. 
Fra Kirken gik det tiltorvs, han fik en
Deel Kjøkken- og Madvarer at slæbe paa;
Veien var ikke kort, træt blev han og
saa hvilede han udenfor et stort,
prægtigt Huus, der havde Marmorpiller,
Statuer og brede Trapper; han lænede sin
Byrde op til Muren der; da kom en
galoneret Portner, løftede sin
sølvbeslagne Stok imod ham og jog ham
bort, ham - Husets Barnebarn, men det
vidste Ingen der; han allermindst. 
Næste Morgen, før Dag, snørede han sin
Bylt, tog sin Madæske og gik ned ad
Klitterne mod Havstokken, der var
lettere at komme frem end paa den tunge,
sandede Vei, desuden kortere, thi han
vilde først til Fjaltring, ved Bovbjerg,
hvor Aalebonden boede, hvem han havde
lovet et Besøg.
Havet var blankt og blaat, Skaller og
Konchylier laae der, hans Barne-Legetøi
knasede under Fødderne. 
En Morgenstund gik Kjøbmand Brønne ud
til Fyrtaarnet, der ligger langt fra
Gammel-Skagen nær ved "Grenen", Kullene
paa Vippepanden deroppe havde længe
været slukt, Solen stod allerede høit da
han kom op i Taarnet; en heel Miil fra
Landets yderste Pynt strække sig
Sandrevler under Vandet; ud for dem
viste sig i Dag mange Skibe og mellem
disse troede han med Kikkerten at kjende
"Karen Brønne," det hedte Fartøiet, og
ganske rigtigt, det var under Opseiling,
Clara og Jørgen var ombord. Skagens Fyr-
og Kirketaarne viste sig for dem som en
Heire og en Svane paa det blaae Vand.
Clara sad ved Relingen og saae lidt
efter lidt Klitterne kommer frem; ja,
blev Vinden staaende, kunde de inden en
Time naae Hjemmet; saa nær vare de det
og Glæden - saa nær vare de Døden og
dens Angest.
Der sprang en Planke i Skibet, Vandet
trængte ind, der blev tættet og pompet,
sat alle Seil til, heiset Nødflag; de
vare endnu en heel Miil ude, Fiskerbaade
vare at see, men langt borte, Vinden
førte mod Land, den Sø der var, hjalp
ogsaa, men ikke nok, Fartøiet sank.
Jørgen slog sin Høire Arm fast om Clara. 
Med hvilket Blik saae hun ham ikke ind
i Øiet, da han i Vor Herres Navn
styrtede sig med hende i Havet; hun
udstødte et Skrig, men sikker kunde hun
være, han skulde ikke slippe.
Hvad Kæmpevisen sang:
"Der stod malet i fremmer Stavn,
Den Kongesøn tog sin Jomfru i Favn!"
Næste Morgen var det
Søndag, Menigheden og Præsten kom til
Gudstjeneste. Veien herhen havde været
besværlig, næsten ufremkommelig over
Sandet, og nu da de vare her, laae en
stor Sandmile fyget høit op for
Kirkedøren. Og Præsten læste en kort
Bøn, sagde, at Gud havde lukket Døren
for dette sit Huus, de maatte nu gaae og
andetsteds reise ham et nyt.
Saa sang de en Psalme og vandrede til
deres Hjem. |
