|
Det var det ældste af Børnene, de kaldte "Krøblingen", han havde ellers Navnet Hans.
Som Lille var han det flinkeste og livligste Barn, men saa blev han med Eet "slat i Benene", som de kaldte det, han kunde ikke staae eller gaae og nu laae han til Sengs paa femte Aar.
"Ja, Noget fik jeg jo ogsaa til ham!" sagde Moderen. "Men det er ikke Noget videre, det er bare en Bog, han kan læse i!"
"Den skal han ikke blive fed af!" sagde Faderen.
Men glad ved den blev Hans. Han var en rigtig opvakt Dreng, der gjerne læste, men brugte ogsaa sin Tid til Arbeide, for saavidt som han, der altid maatte ligge til Sengs, kunde gjøre Gavn. Han var nævenyttig, brugte sine Hænder, strikkede Uldstrømper, ja hele Sengetæpper; Fruen paa Gaarden havde rost og kjøbt dem.
Det var en Eventyrbog, Hans havde faaet; i den var Meget at læses, Meget at tænke over. 
"Hvad staaer i Bogen?" spurgte Forældrene.
Og Hans læste for dem det gamle Eventyr om Brændehuggeren og hans Kone: de skjendte ogsaa over Adams og Evas Nysgjerrighed, der var Skyld i deres Ulykke. Saa kom Landets Konge forbi. "Følg hjem med!" sagde han, "saa skal I faae det lige saa godt som jeg, syv Retter Mad og en Skue-Ret. Den er i lukket Terrin, den maae I ikke røre, for saa er det forbi med Herrelivet!" "Hvad kan der være i Terrinen?" sagde Konen. "Det kommer ikke os ved!" sagde Manden. "Ja jeg er ikke nysgjerrig!" sagde Konen, "jeg gad bare vide, hvorfor vi ikke tør løfte Laaget; der er vist noget Delicat!" "Bare der ikke er nogen Mechanik ved!" sagde Manden, "saadan et Pistolskud, der knalder af og vækker hele Huset!" "Eia!" sagde Konen og rørte ikke ved Terrinen. Men om Natten drømte hun, at Laaget selv løftede sig, der kom en Duft af den deiligste Punsch, som man faaer den ved Bryllupper og Begravelser. Der laae en stor Sølvskilling med Indskrift: "Drikke I af denne Punsch, saa blive I de to Rigeste i Verden og alle andre Mennesker blive Stoddere!" - og saa vaagnede Konen i det Samme og fortalte Manden sin Drøm. "Du tænker for meget paa den Ting!" sagde han. "Vi kunne jo lette med Lempe!" sagde Konen. "Med Lempe!" sagde Manden. Og Konen løftede ganske sagte Laaget. - Da sprang der to smaa vevre Muus ud og væk vare de i et Musehul. "God Nat!" sagde Kongen. "Nu kunne I gaae hjem og lægge Eder i Eders Eget. Skjend ikke meer paa Adam og Eva, I selv have været lige saa nysgjerrige og utaknemmelige!" 
Den Historie havde nu slet ingen Hentydning til Fuglen eller Katten, men det var just den Historie, han læste i, da Begivenheden indtraf; det huskede han altid siden.
Buret stod paa Dragkisten, Katten stod paa Gulvet og saae stift med sine grøngule Øine op paa Fuglen. Der var Noget i Kattens Ansigt, som om den vilde sige til Fuglen: "Hvor Du er yndig! jeg gad æde Dig!"
Det kunde Hans forstaae; han læste det lige ud af Kattens Ansigt.
"Væk, Kat!" raabte han. "Vil Du see til at komme ud af Stuen!"
Det var som den tog sig sammen til at springe.
Hans kunde ikke naae den, havde ikke Andet at kaste efter den, end sin kjæreste Skat, Eventyrbogen. Den kastede han, men Bindet sad løst, det fløi til een Side, og Bogen selv med alle sine Blade fløi til en anden Side. Katten gik med langsomme Trin lidt tilbage i Stuen og saae paa Hans, ligesom den vilde sige:
"Bland Dig ikke i den Sag, lille Hans! jeg kan gaae og jeg kan springe, Du kan ingen af Delene!" 
Hans blev kaldet op paa Herregaarden; den Vei havde han ikke gaaet i mange Aar; det var som om Træerne og Nøddebuskene, dem han saa godt kjendte, nikkede til ham og sagde: "Goddag, Hans! velkommen herude!" Solen skinnede ham ind i Ansigtet, lige ind i Hjertet.
Herskabet, de unge, velsignede Herregaardsfolk, lod ham sidde hos sig og saae ligesaa glade ud, som om han kunde have været af deres egen Familie.
Gladest var dog Herskabsfruen, som havde givet ham Eventyrbogen, givet ham den lille Sangfugl, den var nu rigtignok død, død af Skrækken, men den havde været ligesom Midlet til hans Helbredelse, og Bogen havde været ham og Forældrene til Vækkelse; den havde han endnu, den vilde han gjemme og læse, om han blev nok saa gammel. Nu kunde han ogsaa være dem hjemme til Gavn. Han vilde lære et Haandværk, helst blive Bogbinder, "thi," sagde han, "saa kan jeg faae alle nye Bøger at læse!" |
