H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

Lille Tuk

 

Illustrationer af H.C. Andersens eventyr "Lille Tuk" udført af tegneren Vilhelm Pedersen .

 

Teksterne under billederne er uddrag fra H.C. Andersens eventyr og er brugt til at beskrive illustrationerne. Læs evt. hele teksten her.

 

 Ja, det var den lille Tuk, han hede egentlig ikke Tuk, men dengang han ikke kunde tale rigtig endnu kaldte han sig selv Tuk; det skulde betyde Carl, og det er godt man veed det; han skulde passe sin Søster Gustave, som var meget mindre, end han, og saa skulde han ogsaa lære sin Lexie, men de to Ting vil ikke gaae paa engang. Den stakkels Dreng sad med sin lille Søster paa Skjødet og sang alle de Viser, han kunde, og imidlertid skottede Øinene til Geographi-Bogen, der laa aaben for ham; han skulde til imorgen kunne udenad alle Byerne i Sjællands Stift og vide om dem Alt, hvad der kunde vides.

 Og Tuk sprang ligestrax og hjalp, men da han saa kom hjem, var det mørk Aften, Lys var der ikke at snakke om, han skulde i sin Seng; det var en gammel Slagbænk; i den laa han og der tænkte han paa sin Geographi Lexie: Sjællands Stift og Alt hvad Læreren havde fortalt. Der skulde rigtignok have været læst, men det kunde han jo ikke nu. Geographi-Bogen stak han ind under sin Hovedpude, for han havde hørt, at det skulde hjælpe betydeligt til at huske sin Lexie, men det er ikke til at stole paa.
Der laa han nu og tænkte og tænkte, og saa var det lige med eet, som om Nogen kyssede ham paa Øine og Mund, han sov og sov dog ikke; det var ligesom om han saae den gamle Vaskerkones milde Øine see paa ham, og hun sagde: "det vilde være en stor Synd om du ikke skulde kunne din Lexie! du hjalp mig, nu skal jeg hjælpe dig, og vor Herre vil altid gjøre det!"
Og lige med eet saa kriblede og krablede Bogen under Hovedet paa lille Tuk:
"Kykeliky! put! put!" det var en Høne, der kom og det fra Kjøgeby. "Jeg er een af Kjøgehøns!" og saa sagde den hvor mange Indvaanere, og om Slaget der havde staaet, og det var nu ikke noget at tale om.
"Krible krable, bums!" der dumpede en; det var en Fugl af Træ, som nu kom; det var Poppegøien fra Fugleskydningen i Præstø. Den sagde, at der var ligesaa mange Indvaanere, som den havde Søm i Livet; og den var noget stolt: "Thorvaldsen har boet paa Hjørnet af mig. Bums! jeg ligger deiligt!"
Men lille Tuk laa ikke, han var med eet til Hest. I Gallop, i Gallop gik det. En prægtigklædt Ridder med skinnende Hjelm og vaiende Fjerbusk havde ham foran sig paa Hesten og de rede igjennem Skoven til den gamle By, Vordingborg, og den var en stor, en levende By; høie Taarne kneisede paa Kongeborgen, og Lysene skinnede langt ud igjennem Vinduerne; derinde var Sang og Dands; Kong Valdemar og stadselige unge Hoffrøkener gik i Dandsen. - Det blev Morgen, og ligesom Solen kom, sank Byen hen og Kongens Slot, det ene Taarn efter det andet, tilsidst stod kun eet eneste paa Banken, hvor Slottet havde staaet, og Byen var saa lille bitte og saa fattig, og Skoledrengene kom med deres Bøger under Armen og sagde "2000 Indvaanere", men det var ikke sandt, saa mange var der ikke....

 " - Som om jeg laae i Sorø!" sagde Tuk, og saa vaagnede han; det var klar Morgen, han kunde ikke huske det mindste af sin Drøm, men det skulde han heller ikke, for man maa ikke vide hvad der kommer.
Og han sprang ud af Sengen og læste i sin Bog og kunde saa sin Lexie lige strax. Og den gamle Vaskerkone stak Hovedet ind af Døren, nikkede til ham og sagde:
"Tak for igaar, du velsignede Barn! vor Herre lade din bedste Drøm blive opfyldt!"
Den lille Tuk vidste slet ikke hvad han havde drømt, men see, det vidste vor Herre!

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk