H.C.Andersen Information

HOME-START

OP

 

 

 

H.C. Andersens håndskrevne liste over deltagerne i festmåltidet i anledning af 50 årsdagen for hans ankomst til København den 6. september 1869. Der var ialt 242 kuverter

 

 

Nedenfor bringes et forkortet referat  af jubilæumsfesten fra avisen "Dagbladet" den 7. september 1869.

H. C. Andersens Jubilæum i anledning af den halvtredsindstyvende årsdag for hans ankomst til København havde igår samlet en talrig kreds af hans digtnings venner, som ønskede at tilbringe denne mærkedag sammen med digteren. Henimod kl. 5 samledes i Vincents lokale en kreds af herrer og damer i de lokaler, der støder op til den store sal, og kl. 5¼ ankom digteren, der umiddelbart derefter fulgte fru Konferentsrådinde Koch til bords, efterfulgt af  de andre herrer og damer. herunder kulturministeren og krigsministeren, konferentsrådene Bræstrup og O. Bang, arkæologerne Henry Martin, Quatrefages og Lair, komponisterne Hartmann og Gade, digterne Kaalund, Richardt, A. Munch, C. Ploug og H. P. Holst, professorerne Jerichau, Høedt, Holten og Nyblom fra Uppsala, fru Heiberg, fru Jerichau, redaktør Rimestad, stiftsprovst Rothe, pastor Kolthoff, maleren Carl Bloch samt adskillige af det kongelige teaters kunstnere og størstedelen  af vore yngre forfattere.  

Konferentsråd Drewsen udbragte Kongens skål, idet han mindede om, at
H. C. Andersen mere end de fleste andre havde anledning til at udbringe et »Kongen leve!« idet han i fire kongers tid havde nydt godt af den velvilje, der udstrømmede fra tronen. Der blev udråbt hurraer og sunget en sang af P. Hansen. Her bringes første vers.

Engang der leved en lille Pog
Med lappet Vest og stumpet Trøie;
Paa Verden var han kun lidet klog,
Men Feen havde rørt hans Øie,
Og hvor kun Andre saae det døde Muld,
Der saae hans vakte Syn det røde Guld

Redaktør Bille fik ordet for sammen med de fremmødte at  hylde en af fædrelandets store, der havde indskrevet sit navn ikke blot i vor litteratur, men også i fjerne Landes. Vi har set, hvorledes han som en forunderlig vild fugl havde forladt sit fattige hjem for at drage ud i verden, hvor han først ville døje »så uendelig meget ondt og så blive berømt«. Vi bringer en tak til digteren og til vennen med ønsket om, at den forunderlige ungdommelighed, som han har bevaret selv nu i sit fireogtredsindstyvende  år, længe må sprede sit skær over ham og hjælpe ham til at skænke Danmark og verden endnu mange uforgængelige værker.

Derefter fik kulturministeren ordet og meddelte, at Hs. Majestæt. Kongen havde pålagt ham at overrække H. C. Andersen Dannebrogsordenens Kommandørkors.

H. C. Andersen takkede stærkt bevæget og udtalte, at det faldt ham vanskeligt at tolke de mange følelser, der i dette øjeblik bestormede ham. Da han på denne dag for et halvt århundrede siden første gang så København, uden at kende sig selv eller verden, var han på en gang beklemt om hjertet og glad i sindet.

Denne stærk bevægende tale efterfulgtes af et foredrag af redaktør Rimestad,
indledt med Charles Dickens's Ord: »Velsignet den Mand, som kan skrive et Eventyr« og endte med et flere udråbte leve for H.C. Andersen, hvem taleren i veltalende ord bragte en hilsen fra den arbejdende klasse, som havde pålagt
ham at bringe Andersen sin tak, som længtes efter hans tilbagekomst fra den rejse, der forestod ham, og som altid havde betragtet det som sine bedste festdage, når Andersen ved sin oplæsning lettede den forståelsen af sine eventyr og befrugtede den med den fantasiens sæd, som den måtte vise bort fra sig i arbejdets tunge timer, men som den desto begærligere greb efter i hvilestunden.

H. C. Andersen bevidnede, at han havde tilbragt sine bedste timer i arbejdernes kreds og havde havde sin største glæde af at fornemme, hvor prægtigt de forstod at opfatte hans eventyr, hvorledes de kunne le og græde som ingen anden, og hvorledes arbejdernes samfund udgjorde hans bedste publikum.

Professor  A. Munch bragte et foredrag Andersen en hilsen fra Norge og en Indbydelse til at besøge dette land, hvor han ville møde en forståelse som intet andet sted.

Professor Høedt oplæste det digt af Hauch, hvormed damernes laurbærkrans til H. C. Andersen var ledsaget, og udtalte derefter de yngres tak til Andersens første velyndere, idet han bemærkede, at det nu var lettere at anerkende digteren end for en 40-50 år siden. Vor tanke gik i denne stund til Andersens første og bedste venner, der ikke blot havde givet ham en understøttelse, som det altid er behageligere at yde end at modtage, men også havde ydet ham en anerkendelse, som han allerede dengang gjorde fordring på, fordi han trængte dertil, men som det dengang  efter almindelige menneskelige vilkår var behageligere at modtage end at yde. Derefter blev følgende Sang af Chr. Richardt sungen: Første vers er her referere. 

I Østen, i Aladdins Land,
Og saa ved Euphrats Strande,
Hvor Maanen gjør af Ørknens Sand
De trolddomsblanke Vande —
Der Fantasiens gyldne Viin
Fik Væxt med Rose og Jasmin,
Og derfra vandt den Ranke fiin
Sig vidt om Verdens Lande.

Etatsråd Thiele bragte Andersen børnenes tak. Kaptajn Wilde udvidede denne skål til børnene i hele verden.  Professor Holten, udbragte et leve for zoologen Andersen, hvem man skyldte de nøjagtigste undersøgelser om storkefar, om msene i det
gamle grantræ, og som under den barnlige spøg forstod at udfolde den dybeste visdom.

O. Bang havde haft ordet for at hylde jubilaren i et foredrag, der gik umiddelbart over i en af taleren forfattet Sang, sluttedes dineren.  Selskabet blev endnu samlet ved kaffen og improviserede efter denne en lille dans til musik af det pianoforte, der havde afløst Balduin Dahls hornmusik, som blandt andet under måltidet havde foredraget numre af »Liden Kirsten« og Rungs Romance »Gurre« til tekst af H. C. Andersen, medens Studenterkvartetten havde sunget et par af J. P. E. Hartmann til Andersenske sange komponerede melodier.

lb 2. febr. 2010

Foto: Lars Bjørnsten Odense

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk