Nedenfor bringes et forkortet referat
af jubilæumsfesten fra avisen
"Dagbladet" den 7. september 1869.
H.
C. Andersens Jubilæum i anledning af
den halvtredsindstyvende årsdag for hans
ankomst til København havde igår samlet
en talrig kreds af hans digtnings
venner, som ønskede at tilbringe denne
mærkedag sammen med digteren. Henimod
kl. 5 samledes i
Vincents
lokale en kreds af herrer og damer i de
lokaler, der støder op til den store
sal, og kl. 5¼ ankom digteren, der
umiddelbart derefter fulgte fru
Konferentsrådinde Koch til bords,
efterfulgt af
de
andre herrer og damer. herunder
kulturministeren og krigsministeren,
konferentsrådene Bræstrup og O. Bang,
arkæologerne Henry Martin, Quatrefages
og Lair, komponisterne Hartmann og Gade,
digterne Kaalund, Richardt, A. Munch, C.
Ploug og H. P. Holst, professorerne
Jerichau, Høedt, Holten og Nyblom fra
Uppsala, fru Heiberg, fru Jerichau,
redaktør Rimestad, stiftsprovst Rothe,
pastor Kolthoff, maleren Carl Bloch samt
adskillige af det kongelige teaters
kunstnere og størstedelen af vore
yngre forfattere.
Konferentsråd Drewsen udbragte Kongens
skål, idet han mindede om, at
H. C. Andersen mere end de fleste andre
havde anledning til at udbringe et
»Kongen leve!« idet han i fire kongers
tid havde nydt godt af den velvilje, der
udstrømmede fra tronen. Der blev udråbt
hurraer og sunget en sang af P. Hansen.
Her bringes første vers.
Engang
der leved en lille Pog
Med lappet Vest og stumpet Trøie;
Paa Verden var han kun lidet klog,
Men Feen havde rørt hans Øie,
Og hvor kun Andre saae det døde Muld,
Der saae hans vakte Syn det røde Guld
Redaktør Bille fik ordet for sammen med
de fremmødte at hylde en af
fædrelandets store, der havde indskrevet
sit navn ikke blot i vor litteratur, men
også i fjerne Landes. Vi har set,
hvorledes han som en forunderlig vild
fugl havde forladt sit fattige hjem for
at drage ud i verden, hvor han først
ville døje »så uendelig meget ondt og så
blive berømt«. Vi bringer en tak til
digteren og til vennen med ønsket om, at
den forunderlige ungdommelighed, som han
har bevaret selv nu i sit
fireogtredsindstyvende år, længe
må sprede sit skær over ham og hjælpe
ham til at skænke Danmark og verden
endnu mange uforgængelige værker.
Derefter fik kulturministeren ordet og
meddelte, at Hs. Majestæt. Kongen havde
pålagt ham at overrække H. C. Andersen
Dannebrogsordenens Kommandørkors.
H. C.
Andersen takkede stærkt bevæget og
udtalte, at det faldt ham vanskeligt at
tolke de mange følelser, der i dette
øjeblik bestormede ham. Da han på denne
dag for et halvt århundrede siden første
gang så København, uden at kende sig
selv eller verden, var han på en gang
beklemt om hjertet og glad i sindet.
Denne
stærk bevægende tale efterfulgtes af et
foredrag af redaktør Rimestad,
indledt med Charles Dickens's Ord:
»Velsignet den Mand, som kan skrive et
Eventyr« og endte med et flere udråbte
leve for H.C. Andersen, hvem taleren i
veltalende ord bragte en hilsen fra den
arbejdende klasse, som havde pålagt
ham at bringe Andersen sin tak, som
længtes efter hans tilbagekomst fra den
rejse, der forestod ham, og som altid
havde betragtet det som sine bedste
festdage, når Andersen ved sin oplæsning
lettede den forståelsen af sine eventyr
og befrugtede den med den fantasiens
sæd, som den måtte vise bort fra sig i
arbejdets tunge timer, men som den desto
begærligere greb efter i hvilestunden.
H. C. Andersen bevidnede, at han havde
tilbragt sine bedste timer i arbejdernes
kreds og havde havde sin største glæde
af at fornemme, hvor prægtigt de forstod
at opfatte hans eventyr, hvorledes de
kunne le og græde som ingen anden, og
hvorledes arbejdernes samfund udgjorde
hans bedste publikum.
Professor A. Munch bragte et
foredrag Andersen en hilsen fra Norge og
en Indbydelse til at besøge dette land,
hvor han ville møde en forståelse som
intet andet sted.
Professor Høedt oplæste det digt af
Hauch, hvormed damernes laurbærkrans til
H. C. Andersen var ledsaget, og udtalte
derefter de yngres tak til Andersens
første velyndere, idet han bemærkede, at
det nu var lettere at anerkende digteren
end for en 40-50 år siden. Vor tanke gik
i denne stund til Andersens første og
bedste venner, der ikke blot havde givet
ham en understøttelse, som det altid er
behageligere at yde end at modtage, men
også havde ydet ham en anerkendelse, som
han allerede dengang gjorde fordring på,
fordi han trængte dertil, men som det
dengang efter
almindelige menneskelige vilkår var
behageligere at modtage end at yde.
Derefter blev følgende Sang af Chr.
Richardt sungen: Første vers er her
referere.
I Østen, i Aladdins Land,
Og saa ved Euphrats Strande,
Hvor Maanen gjør af Ørknens Sand
De trolddomsblanke Vande —
Der Fantasiens gyldne Viin
Fik Væxt med Rose og Jasmin,
Og derfra vandt den Ranke fiin
Sig vidt om Verdens Lande.
Etatsråd Thiele bragte Andersen børnenes
tak. Kaptajn Wilde udvidede denne skål
til børnene i hele verden.
Professor Holten, udbragte et leve for
zoologen Andersen, hvem man skyldte de
nøjagtigste undersøgelser om storkefar,
om msene i det
gamle grantræ, og som under den barnlige
spøg forstod at udfolde den dybeste
visdom.
O. Bang
havde haft ordet for at hylde jubilaren
i et foredrag, der gik umiddelbart over
i en af taleren forfattet Sang,
sluttedes dineren. Selskabet blev
endnu samlet ved kaffen og improviserede
efter denne en lille dans til musik af
det pianoforte, der havde afløst Balduin
Dahls hornmusik, som blandt andet under
måltidet havde foredraget numre af
»Liden Kirsten« og Rungs Romance »Gurre«
til tekst af H. C. Andersen, medens
Studenterkvartetten havde sunget et par
af J. P. E. Hartmann til Andersenske
sange komponerede melodier.
lb 2.
febr. 2010
Foto:
Lars Bjørnsten Odense
