H.C. Andersens sidste dage.

Af Nicolaj Bøgh (sluttet)

Billede: H.C. Andersen på dødslejet på Rolighed 1875

Andersen har endnu et par gange udtalt sig for mig om døden. Da han en aften under sit ophold på Glion ovenover Genfersøen var kommet i seng, sagde han "Ja, det er vist, det er galt med den fantasi, jeg har den i hver del af mit legeme, og når jeg har tandpine i eden ene side af munden, kan jeg fortrænge den ved at indbilde mig, at den er i den anden side. Bare den fantasi ikke skal gøre mig ondt, når jeg skal dø!. Der bliver dog en brydning, og bare den så ikke skal udmale mig dødsrædslerne for frygteligt. Bare jeg dog måtte dø glad! Nogle gange på havet har jeg troet, jeg skulle gå under, og da har det været gruelige rædsler."

En dag i Bern --------søndag den 8. juni 1873 - sagde han: " Jeg tror på Gud, jeg føler, der altid er noget, der er om mig og våger og værger over mig. Jeg går ikke meget i kirke; thi jeg får aldrig der, syntes jeg, hvad jeg ikke før har tænkt og følt. Og nogen siger jo, at jeg skal gå der for eksemplets skyld; men det kan jeg ikke. Jeg kommer også så sjældent til alters. Den anden gang, jeg var der, det var i Holmes Kirke. Da lå jeg hele natten forud og tænkte over, hvad jeg havde syndet, også i tanker- og jeg ville drage det alt frem. Men da jeg kom derhen, hvor alle de folk var, og præsten talte, syntes jeg slet ikke , jeg fik skriftet, og jeg havde ingen opbyggelse. Jeg havde haft gavn af det natten forud."

Hvor stærk Andersens tro på det evige liv og på gensynet med de kære var, kan ses af følgende udtalelse af ham ''Da jeg stod ved gamle Fru D's dødsleje, havde jeg nær sagt "Er det muligt, at de kan bringe hilsen fra denne verden til den anden, så hils kærligt Hans Christian Ørsted fra mig." Men det vil blive misforstået tænkte jeg - og tav.

Forunderligt brydes i Andersen tanken om døden med håbet om igen at blive rask. Han havde tænkt at tage fjorten dages tid til Bregentved og var bestandigt ganske bestemt på at rejse til Montreux. Der blev skrevet flere breve derned for at bestille bolig til ham o.s.v. En måned før han døde, lod han sin kuffert halvt pakke til rejsen, han bestilte sig meget nyt linned, en ny rejsedragt og 200 visitkort.. Også nærede han planer om at bygge en villa, hvor han kunne bo. Det var en tidligere ynglingstanke hos ham. Jeg husker at han for 5 år siden i et middagsselskab udtalte, at han ville ønske han ejede så meget, at han kunne bygge sig et hus efter sit eget hoved. Og da vi bad ham om at fortælle, hvorledes det skulle være sagde han: "Ja det kan jeg ikke sådan fortælle, men de kan tro det skulle blive er eventyrhus. Det ville måske komme til at ligne Fru Heibergs lidt, det derude i Rosenvænget, og dog ville det blive helt forskelligt fra det. Jeg kan fortælle den om entreen.

Den skulle være rund med et let glastag over og så med grønt op af alle væggene og store træer skulle der gro til alle sider og i midten være et stort springvand med guldfisk i ; rundt omkring det inde i det grønne skulle alle de store digteres og Thorvaldsens buster stå, og midt imellem dem vilde jeg så sidde og digte; så skulle det blive til noget, kan De tro".

Nu sad han i selskab med sine nærmeste og gjorde udkast til villaen, som skulle være i maurisk stil. Om det var fantasibilleder , der foresvævede ham, eller om han virkelig tænkte på at realisere disse , er vanskeligt at sige.

Den 4.august 1875 døde Andersen på Grosserer Moritz. G. Melchiors
Landsted "Rolighed" i Rosenvænget på Østerbro ved København,

I 1850'erne anskaffede familien sig "Rolighed", med en meget stor grund til. Den lå på den nuværende Gl. Kalkbrænderivej, men blev nedrevet omkring år 1900.

Den næstsidste gang, jeg var hos ham - tirsdagen den 6. juli (1875) om formiddagen - sad han ude på sin altan med den smukke udsigt over haven og Øresund i baggrunden. Fru Melchior havde lavet et telt af tæpper omkring ham, for at det ikke skulle trække.

H.C. Andersen i sin dagligstue på 1. sal på Rolighed , hvor han ser ud over Svanemøllebugten.

Han havde en sort silke studenterhue på, da han fandt den behagelig og let; men dens ungdommelige friskhed forøgede endnu mere hans gule, gennemsigtige, indfaldne, ja dødningeagtige udseende. For hver gang, jeg så ham var han taget betydeligt af. Han sad, som  næsten altid i den senre tid, med lukkede øjne. Han sagde: O, jeg har det godt , så godt og verden er så dejlig, menneskene så gode. Det er et velsignet sommervejr, og livet er så smukt. Det er ligesom jeg sejlede bort til fjerne, fjerne lande, bort fra al smerten og alt det onde. Han sagde dette som alt  med meget langsom, ofte afbrudt og næppe hørlig stemme. Han lod mig læse højt et digt, som indehold en sammenligning mellem Schweiz og Fyn, hvor hans vugge har stået, og nu troede han, at hans grav ville blive Genfersøens hængepile. Det var skrevet aftnen forud. Da han var kommet i seng, lod han Fru Melchior kalde henimod kl. 11. og sagde, at han ikke kunne sove for et digt. Han bad hende nedskrive det. da han var bange for det ville være borte af hans tanke inden næste morgen. Med øjnene lukkede og vendt ind mod væggen dikterede han det med lang tid mellem hver linie. Det vil få sin rette plads i en julebog, som adjunkt Karl Schmidt til vinter vil udgive i Andersens fødeby Odense.

H.C. Andersens sidste digt "I foraaret i Kjøge til lille Charlotte" skrevet 6. juli 1875 skrevet på Rolighed kort tid før H.C. Andersen døde
 

Det sidste digt, som Andersen har skrevet end også med egen hånd vil jeg afskrive her, ikke så meget for dets indholds skyld, som fordi det netop er det sidste. Det lyder således:

Mit sidste besøg hos Andersen var den 15 Juli (1875).Da jeg spurgte ham, hvorledes han havde det svarede han " Jeg har det godt, men er træt. Alle mennesker er så gode, og alt er godt. Sig hvem der spørger derom, at jeg har det godt og er glad".

Han sad ofte en tidlang i døs, halvt sovende, hele tiden med lukkede øjne. Endelig sagde han næppe hørligt og utroligt langsomt: "Dengang da jeg ikke var så syg, spurgte alle folk så meget til mig og der stod så meget i aviserne om mit befindende. Nu da jeg er så meget syg, står der ikke noget. Men det er godt at være fri for alt af den slags. Det er det bedste. Det er allerbedst at leve stille, det stille er det bedste. Han bad mig læse højt hans dagbog for de sidste fem dage. Han kunne dårligt høre, men hans altid fortrinlige hukommelse var usvækket, og han lod mig tilføje ubetydelige småting, som var sket for 4-5 dage siden, og som han havde glemt at indføre. Jeg mærkede, hvor træt han var og sagde at han vist havde bedst af at hvile, og at jeg ville gå. Jeg havde sagt ham, at jeg ville rejse bort. "Hvor længe bliver De borte ?" spurgte han. Og da jeg svarede, at jeg blev borte en måned, sagde han "Det var længe, det var meget længe". Han tog da afsked med mig på en måde, som om han var vis på det var sidste gang han så mig. Den milde kærlige, barnlige stemning, der var over ham gjorde, at jeg ønskede, det måtte være sidste gang og således blev det også.

Torsdag den 1 ste .

Dagene ere løbne i hinanden. Det er Bronchitis jeg lider af, Neuralgi i højre Ben har ingen Hvile, ingen Appetit, ingen Søvn....

Lørdag den 3 die

Spiste idag og igaar med lidt Appetit. Laa inat i vaagne behagelige Drømmerier.


Søndag den 4 de

Dejligt sommerligt Vejr. Befindende strax særdeles godt; derimod mindre godt strax efter en lille Søvn....Kapsejlads ved Klampenborg. Siddet en halvanden Time paa Verandaen. Følt mig glad og vel. Efter Frokost træt, søvnig, ilde.... Ingen Kapseilads, da Vinden manglede. Havde det godt.
 

Tirsdag den 6 te .

Tidlig oppe. Dejligt Vejr....Slimhosten  begynder i de sidste Dage først henimod Kl. 4.

Onsdag den 7 de .

Omtrent samme jevntgaaende Befindende, men næsten altid gode Nætter.

Fredag den 9 de

Fik fra Paris mine nye Eventyr paa Fransk med smukke Illustrationer. Glædede mig særdeles......

Søndag den 11 te . 

En dejlig, from sjæleglad Nat. Vaagnede pludselig, syntes mig, ved et Skrig af mig selv i Nat. Al den Glæde og Tilgivelse jeg syntes, der laae for mig sank pludselig saa forfærdelig. Tidlig imorges en slimet Slimhoste. Senere paa Formiddagen ligesaa lang og slem...Søndagen forekommer mig i Hele min tungeste Dag

Tirsdag d. 13 de .

I Seng henimod 9.... Følt mig vel; Doctoren sagde dog, jeg havde Feber.

Onsdag den 14 de

Laa hele Natten uden at lukke Øjnene. Som i Erik Bøghs »Kaliffen paa Eventyr« med Ordet Nador pinte mig et Ord, jeg ikke kunde finde paa, vilde dog finde paa; det. Det blev lys Morgen, Solen skinnede ind i Stuerne, Klokken var henved 9; jeg havde en Fornemmelse som jeg kan tænke mig en stakkels Sindssyg, endelig fandt jeg Ordet, og sov i en Tur fra 9 til henimod 1. En hel Forandring synes at være
foregaaet med mig; mine hovne Ben ere faldne; jeg har det godt, er uendelig glad...

Fredagen d. 16 de Juli 75.

Henved Klokken 12 inat ønskede jeg det usædvanlig deilige at kunne sove i et til Klokken 6 imorges, og det skete; en deilig Hvile uden Drømme....Varmt, mageløst deiligt Sommerveir.

Søndag den 18 de Juli.

I nat alt ligegyldig. Ganske Frøken Brehmersk Stemning. Fru B.var med sine to ældste deilige Børn og de yndige Tvillinger, som jeg endnu ikke har seet;
den sidste Lille, som har Navnet Jørgen Andersen B. baaret af sin Amme. Jeg kyssede Barnet, det var paa Kinden blødt, som en varm lille Bolle...Kom iseng og havde det godt.

Mandag d. 19. Juli

En miraculeus deilig Søvn, sov egentlig i 14 Timer. Omtrent fra 8 Aften til 10 Formiddag. Første Gang jeg vaagnede, det deiligste Solskin, havde det saa godt at det var mig umuligt at ville sove fra det, faldt strax isøvn, vaagnede igjen 1½ Time efter; følte mig ligesaa rask kraftig og lykkelig;....

Tirsdagen den 20 de Juli

Solskin til Morgen, siden Graat og Regn, kom heller ikke idag paa Verandaen. I Avisen stod: Til A. L har ikke inden sin Afreise, modtaget nogen Underretning
om naar og hvor Begjæringen vil blive opfyldt o.s.v. Efter Erfaringerne fra for 2 Aar siden, vilde en Samtale ligesaa lidt nu, som dengang føre til Noget. A har ikke villet opfylde Begjæringen og bærer altsaa ikke Ansvaret for Følgerne. Tingene fordres nu uvægerlig sendt strax.
Dette satte mig i en ganske sindsyg Stemning. Det maa
jo være Vrøvl. Altid fjanted med Avisen. Doctoren hjalp mig dog ikke paa det
Rene.

Onsdag d. 21. Juli.

Hvor dog Tiden er righoldig! Som Milliarder af Duft, Milliarder af Tanker. Forklarligt dog med min Tanke Særhed. Hvilken Skræk tidligere for hvert Brev med Fodposten, Uartigheder man ikke turde eller vilde sætte i noget Blad. Komiske Forelskelser......

Torsdag d. 22.

En udmærket Nat. I Aftes og næsten hele Dagen igaar fri for Slimhoste. Tre Timer ude paa Altanen....

(Blandt de senere dages optegnelser findes lange historier fra ungdomstiden, som er dukket op i hans erindring, men som ikke egentlig vedrører hans eget liv. Efter at have dikteret en sådan historie tilføjer han. (Se nedenfor)

Fredag d. 23 de Juli

Tidt saa lidt Kraft, idet man døer, at den gjennem vor mindste Nerve er forsvindende. Den fører til en Klarhed, der ogsaa giver sit Lys

Løverdag d. 24. Juli.

..Skrev en Reiseplan for E.M., der reiser til Schweitz.

Søndagen d. 25 Juli 75

Jeg vilde kalde mig Sindsyg, da jeg aldeles ikke kan forstaa det med Rigsdaler og Kroner. Skrædderen Tjeneren og H. kunde aldeles ikke føre mig paa Spor....

Mandag 26. Juli

...Sov godt inat. Ude paa Verandaen i et Par Timer.

Tirsdag 27 Juli

En god Nat og dog særdeles træt....Klart men stormfuldt Veir..... Siddet paa Altanen hen ved tre Timer.

Hermed ophørte Andersen at føre dagbog. Onsdag den 28. juli (1875) var han endnu oppe, sad lidt på Altanen, sagde at han befandt sig vel, men var ikke oplagt til at diktere eller skrive. Dagen efter følte han sig meget træt og blev liggende, hvad han ikke tidligere havde gjort en eneste dag under hele sin sygdom.

Fru Melchior bragte ham som sædvanlig om morgenen en dejlig rose. Han kyssede den, trykkede hendes hånd og så på hende med et lyksaligt smil. "Tak, og Gud velsigne Dem, De er så mageløs god imod mig!" sagde han, idet han atter lukkede øjnene og faldt i blund.

Dorothea Melchior født Henriques ( 1823 -1885) .Fotografi fra ca. 1874.

Hans kræfter tog synligt af , og hans ansigt svandt ind og så mumieagtig ud. Han var tilfreds med alt og syntes, at alle var så gode imod ham. Han havde ingen ønsker, ingen uro.

Han udtalte endogså: "Når jeg ikke var så træt, vilde jeg jo være ganske rask". Snart begyndte hans hoved, i al fald momentvis, at blive lidt angrebet, hvad det allerede havde været fredag den 23., da han efter at have talt om den kraftløshed, døden medførte lidt efter tilføjede: "Hvert sjette bølgeslag fra havet skal  i der mindre, men dog et slag, således også tanken". Han tilføjede: "Er det klart ?" og faldt så hen. Han begyndte nu at gentage hver ting ofte, og når man havde været et øjeblik inde hos ham, bad han: "Må jeg være ene!" Han sagde: " Spørg mig ikke om, hvorledes jeg har det. Jeg forstår intet mere, jeg begriber intet. Det er så underligt", men han blev ved med at udtale, at han var så glad.

Den 1. august (1875) blev han i høj grad forbavset ved at høre, at det allerede var august måned og udbrød: "Hvor De dog må være træt af mig!" men forsikringen om, at det tværtimod var en glæde at kunne pleje ham.

H.C. Andersen og familien Melchior fotograferet på Rolighed af Israel B. Melchior 1867. Fra venstre ses Harriet og Birgitte Melchior, H.C. Andersen, Dorothea Melchior med børnene,  Augusta, Emil og Thea Melchior. Stående til højre: Carl, Johanne og Moritz G. Melchior

Den 2. august sov han hele natten og lå i samme ubevægelige stilling indtil klokken 10 formiddag. Da fandt man det nødvendigt at vække ham, for at han kunne få noget at styrke sig på. Han slog øjnene op idet han sagde: "O, hvor velsignet, hvor dejligt, God morgen alle sammen? og dermed rakte han hænderne ud på en gang til Fru Melchior og tjeneren. Lidt senere sagde han "Men hvorfor blev jeg vækket ?" - Da han havde været vågen noget, omtågedes atter hans hoved, og han sagde: "Hvad er det alt sammen? Jeg forstår intet, jeg kan ikke samle noget i mit hoved. Kommer jeg da aldrig mere op?" Senere på dagen, efter atter at have talt klart og endogså smilet ved en spøgefuld ytring, sagde han atter: "Jeg forstår ingenting; er jeg vel bedre i dag ?" Hvor er alt dog besynderligt". Han kunne dog mærkeligt nok forlade sengen og sidde i sin stol mens sengen blev redt.

Næste nat var meget urolig, og når man om tirsdagen spurgte, hvorledes han havde det, svarede han atter: "Jeg ved slet ingenting". Hans øjne så ud , som om der lå et slør over dem. Tirsdag aften sagde han: "Doktoren kommer igen i aften, det er ingen gode tegn", men da han blev mindet om, at det samme havde været tilfældet i de sidste 14 dage, beroligede han sig. Han faldt i søvn klokken 10. Tjeneren hørte ham hoste en gang i nattens løb, og da han kom ind, lå han med en kop havresuppe i hånden, hvoraf det meste var spildt på sengetæppet. Han havde ikke haft kræfter nok til at sætte koppen fra sig

H.C. Andersen på dødslejet

Dorothea Melchior skrev i H.C. Andersens dagbog den fra 4. august 1875 som følger: Nu er Lyset slukket! Hvilken lykkelig Død. Klokken 11,5 Minutter, udaandede den kjære Ven sit sidste Suk.

 

- Onsdag morgen ( 4. august 1875) trak han vejret meget stærkt, som om han havde feber, men han vågnede ikke. Klokken 11 forlod Fru Melchior for et øjeblik hans leje, og 5. minutter efter kom tjeneren ned og meldte at Andersen havde givet et let suk, bevæget sin tunge lidt, og uden at vågne var gået bort fra denne verden. Da "sank alle tåger bag jordens kendte kyst", "Så let, så salig, så lutret i sin tro" kunne han synge:

Engang som Andersen en morgen vågnede, udbrød han: Jeg drømte, at jeg lå på Rolighed", jeg var død, men så voksede der blomster ud af alle mine lemmer. Jeg sagde da: "Se, jeg er jo ikke død, jeg blomstrer jo frem til forår!"

Gud lade dette ske ! Gid Andersens eventyr og minde aldrig må udslettes af denne jord, men evigt forherlige Danmarks navn, og gid Gud glæde hans digtersjæl, så han får at se noget endnu skønnere og bedre, end det, der allerede her så rigt kunne fryde hans sjæl og give ham de store syner!

Afskrift med en en nutidig stavemåde af Lars Bjørnsten 15. september 2006.Tekst i kursiv er tilføjelser fra undertegnede.

Kilde til tekst er Illustreret Tidende nr. 831 fra 29. august 1875

Foto: Lars Bjørnsten Odense

lb 160906

Links:

• Læs mere om Nicolaj Seidelin Bøgh.(1843 - 1905)

• Indførsel om HCA´s begravelse i Vor Frue kirkebog

• Liste over begravelsesudgifter

• H.C.Andersen og døden

• Begravelsen 11. august 1875

• Salmer ved H.C.Andersens jordefærd 11.8.1875

• H.C.Andersens grav på Assistent Kirkegård i Kbh.

• Ved  H.C. Andersens Død 1875

• F. Paludan-Muller digt om H.C.Andersen 

• A. Munch: "Ved H.C. Andersens Begravelse"

• H.C.Andersens testamente 1860