Studenterliv 2.

H.C. Andersen studenterliv i København.

Omtrent på denne tid gjorde jeg første gang bekendtskab, men heller ikke mere, med et menneske, der siden er bleven mig så usigelig kært. Der næsten på en magisk måde har trukket mit hjerte og min tillid til sig, og som ved sin elskelighed fortjener det.

H.C. Andersen tegnet af Adam August Müller ca. 1832-1833

Jeg stod nemlig en dag og så på nogle udhængte portrætter, der imellem var Carl Maria Webers, mens jeg betragter dem kommer en ung herre til, med et påfaldende åbent og uskyldigt ansigt, fuld af tanke og blidhed. Just af de ansigter, som altid straks vinde mig. Jeg lagde ikke ret mærke til ham, før jeg ser hans underlige stirren snart på mig og snart på portrætterne. Jeg tænkte ikke videre derpå, men kort tid efter træffer jeg ham i parterret, hvor jeg også mærkede at han så meget på mig. Endelig traf jeg ham en dag hos min manuduktør, hvor han blev forestillet mig og jeg for ham. Han gjorde da nogle undskyldninger fordi han således havde beskuet mig, men han havde ved vort første sammenstød fundet en så påfaldende lighed mellem mig og Carl Maria Webers portræt, at det havde været ham umuligt at lade være.

Carl Maria Weber	H.C. Andersen

Han sagde til mig, hvor han boede og at han var en søn af vor sjællandske biskop og hed Ludvig Müller, lige som min manuduktør, hvem han ellers slet ikke var i familie med. Vi kendte altså nu hinanden og først fire år efter i 1832  blev vort venskab ret fortroligt og grundet, som jeg længer hen skal udvikle. Jeg havde dengang slet ingen ven og jeg levede i ordets egentlige forstand, kun for mig selv, men følte dog længsel efter en fortrolig.

Carl Bagger, som jeg havde lært at kende i Sorø og holdt meget af havde imidlertid taget sin anden eksamen, og kom her til byen. Han opsøgte mig og jeg kom tit hjem til ham. Jeg måtte respektere den fond af kundskaber han havde højere end jeg. Hans raske livsanskuelser overraskede mig. Hans veltalenhed og lune gjorde ham interessant også gjorde han nar af det stærk sentimentale og virkede derfor meget ind på mit hang til det komiske.

Tit læste vi gensidigt vore vers for hinanden og han var beskeden nok til altid at sætte mine højest og ønske sig min fantasi.  Frits Petit, der var opdraget med Bagger i Sorø kom tit til ham og han skrev også vers, havde for nylig udgivet sine "Digte fra rustiden", som dog slet ikke behagede mig dog mest for det krampagtigt sentimentale. Jeg var meget modtagelig for ethvert indtryk og deres omgang virkede ind på mit åndelige jeg. De betragtede meget lystigt livet og morede dem over at jeg var endnu så gyselig uskyldig. Bagger fandt det i det mindste poetisk og originalt. Han sagde derfor engang: "Det er synd at forføre ham". Min egen natur hjalp mig også her over alle farlige skær og kun i mine forestillinger indprentede sig de begreber, at i grunden var al udsvævelse tilgivelig, når den kun ikke kom i kollision med højere pligter og gjorde et uskyldigt væsen ulykkelig.

Kommet fra fru Meislings skole måtte disse anskuelser være ganske naturlige. Jeg fandt derfor alle unge menneskers opførsel i denne henseende undskyldelig. Derimod steg min foragt for fruentimmerne i en sådan grad, at det vist var denne der endnu bevarede mig ufordærvet og uskyldig. Jeg havde ellers mange fornuftige og hjertelige samtaler med Bagger, der virkelig holdt af mig og også i mange henseender ved sin forstand og kundskaber, virkede godt ind på mig. Over et år kom vi således meget sammen, men han fik så mange nye venner, der var dog så meget vi ikke harmonerede i. Jeg ved ikke selv, at han flyttede længere op i byen. Vi kom mindre sammen og har i de sidste år kun talt med hinanden, når vi mødtes på gaden.

Foto:  Lars Bjørnsten Odense