H.C.Andersen Information

HOME-START

Op
Studenterliv 1.
Studenterliv 2.
Studenterliv 3.
Studenterliv 4.
Studenterliv 5.
Studenterliv 6.
Studenterliv 7.
Studenterliv 8.

 

 Studenterliv 5.

H.C. Andersen studenterliv 1829

Det første digt med mit navn under: "Rimedjævelen", blev nu indrykket i Flyveposten. "Fodreisen", disse vakte megen opmærksomhed og det første oplag var kun på 500 eksemplarer og jeg havde næsten ligeså mange subskribenter. Før disse tegnede sig tilbød jeg Reitzel bogen for 100 Rdlr, men da jeg var ung og ubekendt, bød han mig kun 70 Rdlr. Heiberg rådede mig til selv at være forlægger og det vandt jeg da betydeligt ved. Bogen gjorde megen lykke. Første oplag var udsolgt de første dage og nu gav Reitzel mig 100 Rdlr for at trykke den i andet oplag.

 

Min fantasi og mit lune tumlede sig frit i den lille bog og jeg vandt et stort publikum, medens enkelte blev forbitrede over den opmærksomhed mængden skænkede mig, og stødte sig over de mange alt for lette ting deri. Jeg fik således straks nogle enkelte meget mod mig, men mange ganske for mig.

Johan Ludvig Heiberg 1791-1860 . Han var samtidens smagsdommer. Desuden kritiker, forfatter samt censor ved teatret. Litografi efter tegning af D. Monies 1842.

 

 I Litteraturtidende kom en fordelagtig recension og i månedsskriftet skrev Heiberg et slags Indledning eller rettere stillede folk på det punkt, hvorfra dette humoristiske arbejde måtte betragtes.

Guldberg i Odense skrev mig et brev til, fuld af henrykkelse og glæde over min heldige optræden. Alle mine venner gratulerede mig og mange der aldrig før havde ret taget notits af mig gav sig nu i samtale med mig, kort før folk  fik søndagsklæder på rundt om. Oehlenschläger blev derimod noget alvorligere mod mig og bebrejdede mig min hang til persiflage og udpegede flere fejl, denne modsatte ytring frem for de andres. Han stødte mig noget tilbage fra ham, for jeg svømmede i et hav af vistnok uskyldig glæde.

Professor Hauch var en af de enkelte, som talte meget ondt om min bog. Ja, frakendte mig talent og jeg havde ikke den agtelse for ham, som for Oehlenschläger og blev derfor vred, da hans nyligt udkomne "Don Juan", mishagede mig og mange ophidsede mig og jeg gjorde nogle små udfald mod ham i det nye oplag af "Fodreisen", noget jeg skulle have ladet være, men det var det unge brusende blod og den fornærmede digter.

 

Ved udgivelsen af denne lille bog var det første gang, at jeg kom i nogen slags berøring med min trofaste Eduard Collin. Jeg havde, som sagt før fundet ham så kold og frastødende og nu kom han mig i møde. Hjalp mig såre meget med korrektur og arrangementer især i det pekuniære. Han gjorde mig tjenester uden at jeg endnu kunne føle mere for ham end forbindtlighed. Han havde også i den sidste tid før eksamen øvet mig i latinsk stil, men dette at blotte min uvidenhed for ham kunne ikke efter min karakter, bringe til fortrolighed.

 

 

 

Jeg begyndte således her at få tillid til ham, men drømte aldrig endnu om, at denne skulle hæve sig til venskab, dertil forekom det mig, at vi var alt for forskellige. Den lykke mit første litterære arbejde gjorde gav mig mere dristighed og jeg betragtede fra nu alt fra en lystig side. Al sorg og hver grille jeg fik lyst til at parodiere og mange af min omgivelser tilklappede mig bifald. Jeg læste da en af mine gamle tragedier "Skovkapellet" i gennem, jeg fandt det var en sand parodi. Det hele bevægede sig lystigt i min pande og jeg fik derfra ide til en heroisk vaudeville: "Kærlighed på Nicolai Tårn eller hvad siger parterret". Jeg skrev den på rimede vers i en tid af omtrent 8 dage. Det var et overgivent spøg, der ikke var uden originalitet. Jeg indleverede den til teatret, men da jeg havde ladet min heltinde anvende på en komisk måde en replik af Axel og Valborg, blev Rahbek vred og ville ikke antage den. Olsen som havde megen interesse for mig blev indtaget i det meget pudsige og som han sagde "ganske ypperlige vers" og gav sit bifald.

 

Collin fandt også stykket antageligt og det skulle da nu bringes på scenen. Jeg var lyksalig og det rørte mig virkelig, at et stykke af mig skulle opføres på det teater, hvor jeg selv for nogle år tilbage havde stået fattig og forladt udenfor.

Imidlertid læste jeg til min philologicum og philosophicum, som jeg først bestemte at tage begge på engang i oktober året efter artium. Da jeg nu havde lyst at komme lidt til Odense, stolede også vel meget på mig selv, besluttede jeg alt nu i april efter 1 måneds forberedelse at tage den ene del, så var jo det gjort. Med latinen gik det ret godt, undtagen at jeg svarede eksaminator på dansk. Derimod var jeg uheldig i hebraisk og fik et non og dette forskrækkede mig og jeg besluttede da at blive ved den første bestemmelse, at tage begge dele på engang i oktober men da at vælge naturhistorie i stedet for hebraisk.

Det var jo altså ingen egentlig udsættelse, når jeg tog den hele eksamen godt på engang. Imidlertid bragte dette erhvervede non mig ret megen sorg. Jeg bivånede en prøve af min vaudeville i hvis slutning Dr. Ryge anbragte fortællingen om mit non, men det falske tillæg, at jeg var falden igennem, hvilket slet ikke var tilfældet. Jeg sad i parkettet og hørte derpå og det sårede min den gang alt for kildne følelse på det empfindligste.

 

Det Kongelige Teater i København, set fra Kongens Nytorv. år 2000

Stykket kom på scenen i april 1829. Der var propfuldt Hus og alle de unge mennesker jeg var bleven student med tog del i stykkets skæbne, da det jo var en kammerat.

 

Da de var færdige var de ved at klappe huset ned, ja nogle stemmer råbte endogså ved stykkets slutning  "forfatteren leve" ,men enkelte blev derved mere fjendsk mod mig og stødte sig over min overgivenhed ved de, det ved vor Herre, uskyldig anbragte ord af Oehlenschlägers stykker. Jeg sad med bankende hjerte og tåre i øjnene i en krog bag kulisserne og hørte den vilde jubel. Jeg opdagede midt i den to piber, som straks jog mig ned af teatret og ud på gaden. Jeg løb ud til Wulffs, der snart kom fra teatret og gratulerede mig til stykkets held, da de to piber anså de for intet.

Flere lagde nogen opposition fra min side imod Oehlenschläger og det fandt eftersnakkere skønt jeg virkelig elskede Oehlenschläger og beundrede ham som digter, men når jeg fik en ide, der forekom mig komisk satte jeg den over andre Hensyn. I det jeg virkelig troede den gang, at parodi over noget fortræffeligt eller anvendelse af noget sandt rørende nok turde bruges igen i spøg uden at man derfor havde et ondt hjerte. Min beundring for Madam Vexschal fik mig også til at begå en fejl, i det jeg ville have hende til at være heltinden. Hun som spillede de første roller i tragedien skulle nu parodiere sig selv og det var en vanskelig opgave.

Hun greb fej og, gav rollen alt for megen simpelhed, så at mange var imod hende derfor. Dette skaffede mig også uvenner blandt hendes beundrere og om jeg ikke fejler bidrog meget til den strenge kritik, som professor David kort efter gav over stykket i "Månedskrift for Litteratur". Hun spillede også rollen kun den ene gang og nu fik jomfru Wulff den nuværende fru Holstein den. Der var fuldt hus og delte meninger. Sæsonens sidste uge var begyndt og stykket kunne altså ikke gå rundt, men kom dog endnu engang på scenen og vandt da udelt Bifald. Der var ingen hyssen, men enstemmigt bifald tredje gang. Det hele stykke var kun et Kapricio, et ungdommeligt lystigt lunes foster, som mange gav for megen bifald og andre vurderede alt for hårdt og ringe. "Oehlenschläger" blev især vred og det bedrøvede mig. Det var mig imidlertid forår, jeg længtes efter en lille udflugt og tog mig derfor denne.

Foto:  Lars Bjørnsten Odense

 

 

 


Copyright © 2002-2014     www.visithcandersen.dk