Studenterliv 7.

H.C. Andersens studenterliv  1829.

Min værtinde flyttede imidlertid og jeg skiltes da fra hende og kom til en enkefrue af hendes bekendtskab. Fru Schrøder der med sin gamle moder, der var svensk, boede i Store Kongensgade og her fik jeg et lille værelse, men det var meget stort i forhold til det forrige, et pynteligt betræk, ganske himmelblåt med stjerner og jeg fik en seng, hvori den bekendte havde sovet, da han ved sit ophold i København boede hos hende. Hun og moderen var ganske fortræffelige mennesker, der ved enhver lejlighed søgte at gøre mig tjenester og vise mig små opmærksomheder og altid talte om hvor nødig de ville miste mig. En ting der gjorde, at jeg virkelig ikke kunne sige op, skønt jeg boede næsten for indskrænket.

H.C. Andersen udgav på eget forlag "Digte" i 1830."

Ved slutningen af året 1829, udgav jeg et bind "Digte", hvori de fleste var humoristiske og hvor over jeg i månedsskriftet for litteratur fik en særdeles anbefalende recension af Molbech, der ret glædede og oplivede mig dobbelt, eftersom den netop udkom i de dage professor Hauch havde leveret os sin "Babytoniske Tårnbygning", hvori han heftig angreb vaudevillerne og Heiberg.

 Han behandlede mig hånlig og bittert, ja ville end også antyde en slags tåbelighed og mangel på al poesi hos mig.  "Fodreisen" fik navn af en "dårekistebygning" og jeg selv personificeredes som Pjero.

Jeg blev straks noget heftig og gav en replik igen i Flyveposten, hvis slutning ganske udtalte mit hjertes følelse.

Hauch havde udøst sin harme på mig, og som han troede angrebet mig som angriber på Oehlenschläger. Jeg havde nu svaret og så var jeg ikke længer vred. Tilfældet har siden ført os sammen og da han var mild og venlig var hans angreb også uden stor virkning på folks dom også har jeg heller ikke mere imod ham.

Således vil tiden altid jævne enhver opstået uvillighed. En anden, dog mere privat antagonist, fik jeg i licentiaten Hald med hvem jeg hver fredag samles hos Ørsteds. Han havde en art af interesse for mig, men hans hovmestereren og ofte skæve anskuelse gjorde os tit noget uenig. Han var også sprunget ind på forfattervejen og havde skrevet to vaudeviller, som siden blev lagt hen og trådte nu mere og mere frem som recensent. Min vaudeville havde han meget imod, da han fandt min lystighed for kåd, ja frakendte mig al barnlighed i hjertet. Noget som jeg dog vist havde allermest af, dengang jeg skrev de mest frie persiflager.

Fru Signe Læssøe

Dog virkede just denne opposition godt ind på min selvstændighed og han indrømmede mig dog altid noget, skønt han flåede og sønderskar ethvert arbejde for ret at sige mig skyggen, og det sagde han mig ansigt til ansigt, rigtignok hørte der tit grumme mange på det. På denne tid gjorde jeg et bekendtskab, der siden havde en del indflydelse på min digtning. Jeg kom til at kende fru Læssøe, som var datter af Abrahamsen, der skrev den vittige sang : "Min Søn vil Du i Verden frem, så buk". 

Hun var en kone med megen ånd og dyb følelse. Hun havde desuden stor sans for det komiske. Mit barnlige væsen, der endnu slet ikke havde forandret sig behagede hende og manden og jeg blev snart hjemme hos dem.

Jeg havde af mange fået ros og opmuntringer for mit talent og her mærkede jeg endog, at man ret agtede det. Følte noget herligt deri og dette gav mig igen de samme følelser. Ved dem kom jeg til at elske poesien, som jeg ejede og kun endnu skattede, fordi den morede mig. Mangen aften kunne jeg så ganske blive barn hos dem, jeg blev just naturlig, fordi jeg ikke følte mig genert og vidste at mine fejl og mine ytringer tit faldt mig ud af munden, aldrig vejedes uden at de jo lod det gode få overvægten. Mens andre arbejdede på at få et verdensmenneske af mig, hyldede de just mit underlige, barnlige væsen.

Edvard (Eduard) Collin fotograferet i Rom februar 1863

Således gik vinteren. Collins familie fik mere og mere godhed for mig. Eduard havde min fortrolighed og jeg betragtede ham alt som ven, som min kloge, fornuftige ven, hvem jeg dog ikke turde ganske oplade hjertet for, det vil sige, udtale alt før jeg havde overtænkt om det var fornuftigt, thi hemmeligheder havde jeg slet ingen og mindst hjertets.

Såfremt intet er angivet er  foto af Lars Bjørnsten Odense